Prøv avisen

Den milde og venlige del af Kattegat

Fra Egense Havhuse er der udsigt over Kalø Vig til Kalø Slotsruin, som Erik Menved opførte for 700 år siden. Slottet lå midt i det hele og gjorde det let for kongen at opkræve sine skatter. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Havet omkring Danmark: Egens Havhuse i den inderste del af Kalø Vig er et sted, hvor natur møder kultur, men også et sted, der ikke gør meget væsen af sig. Her kan naturelskere og -brugere møde den milde og venlige del af Kattegat langt væk fra det rå og åbne hav, og der er plads til både fiskere, sæler og surfere

Vinden kommer fra øst i dag, fra landsiden, så den lille jolle, der er trukket op på bredden, er perfekt både som udkigspost, rygstøtte og læhegn. Tilmed er det uklippede, vilde græs blødt at sidde på, så det er mere end fristende at blive hængende her sådan en sommermorgen, hvor naturens happening udspiller sig lige for øjnene af én: En strandskade med sit orangerøde næb, der pittoresk har anbragt sig på en flad sten i vandkanten, mågerne der skræppende flyver lavt hen over vandet, de små krusninger på havoverfladen, der hele tiden danner nye formationer, og brændingens stabile rytme.

LÆS OGSÅ: Fiskerlejet blev til kulturelitens ferieparadis

Oven i det er der alt det grønne, der vokser helt ned til vandkanten og både indeholder græs og masser af porse og andre smagsgivere, de blomstrende lyserøde hybenroser, hylden og kystskrænten med sine løvtræer. Og så er der lystfiskerne med deres waders og garn, der denne dag må konstatere, at fangstlykken ikke er med dem.

Egens Havhuse hedder dette sted, der ikke gør meget væsen af sig, men på sin egen måde alligevel er storslået. Her på Mols i den inderste del af Kalø Vig mødes natur med kultur.

Dels på grund af det direkte kig til den 700 år gamle Kalø Slotsruin, der vidner om en anden slags storhed: Det var dengang, kong Erik Menved byggede sine kongeborge i Jylland for at styrke kongemagten efter omfattende bondeopstande, og Kalø blev valgt, fordi stedet geografisk ligger sådan midt i det hele, og dermed gjorde det let for kongen at opkræve sine skatter, der dengang blev betalt i naturalier som korn og fisk.

Dels fordi stedet, ud over de lokale lystfiskere, porse- og hybensamlerne og dem, der bare elsker at gå en tur ned for at se på vandet, også bliver flittigt brugt af unge wind- og kitesurfere. De har fundet ud af, at stedet er den første vestvendte kyst, man kommer til, når man kører fra Aarhus ud på Djursland, og når vindretningen er rigtig, det vil sige mellem vest-nordvest og syd-sydvest, er hullet, som de kalder det, ideelt til surfing.

Denne morgen er vindretningen forkert, eller måske skal surferne først have overstået dagens arbejde, inden de pakker deres grej og kører til Egens Havhuse.

Det skal Karen Møllers Pedersen ikke. Hun skal blot have en vindjakke på og et fast tag i sin stok, så er hun på vej ned til sin yndlingsbænk, der står kun et par skridtlængder fra havet.

Fra stuevinduerne i sit gamle 1700-talshus på den anden side af vejen har hun den samme udsigt: til havet, fuglene, fiskerbådene og halvøen med Kalø Slotsruin, men selvom hun er fyldt 88 år, og efterhånden er dårligt gående, skal hun gerne mindst én gang om dagen helt ned til vandet.

Oppe i Egens kalder de os havgasserne, griner hun, da vi sammen bevæger os hen mod bænken. Havgasserne er beboerne i de 14 huse, der ligger direkte med adgang til kysten, og som både nu og i forhistorien har levet deres liv tæt forbundet med deres hav-genbo.

Karen Møllers Pedersen flyttede ind i rødstenshuset med adressen Havhusevej 9 i midten af 1950erne sammen med sin mand, der var landbrugskonsulent og havde fået arbejde på Kalø Landbrugsskole. Hun er dermed den havgasse, der har boet på stedet længst, og hvis det står til hende, skal hun aldrig derfra. Hendes mand døde i 1988, men hun har sin ældste søn, Gert, boede i Havhusevej nummer 19. Den anden søn er også blevet boende på Mols, men er flyttet til Vrinners, mens datteren bor i Aarhus.

Det første, jeg gør, når jeg slår øjnene op om morgenen, er at kigge ud over havet, for der er altid noget nyt at kigge på. Vindretningen skifter jo, og det forandrer billedet, og sigtbarheden er også forskellig fra dag til dag, fortæller Karen Møllers Pedersen.

Hun har levet det meste af sit liv ved havet, da hun er født på Strynø i Det Fynske Øhav og vokset op på Askø i Smålandshavet. Kun i årene som sygeplejerskestuderende i København boede hun ikke ud til havet.

Karen kigger især efter fuglene, og særligt om efteråret er hun årvågen. For da trækker store flokke af vildgæs og svaner lige hen over hendes hus og videre ud over havet.

Jeg kan godt lide at se på og lytte til fuglene. Det er, som om de snakker sammen og har en særlig kontakt med hinanden, siger hun, der også holder øje med de både, der sejler ud fra den nærliggende Nappedam Havn. Især de små optimistjoller er underholdende.

Ligesom for de fleste andre er hendes forhold til havet udelukkende rekreativt, men sådan har det ikke altid været for beboerne i det gamle hus. Karen er sikker på, at det i tidernes morgen har været et fiskerhus, for da hun og hendes mand overtog huset, var der i den ene gavl ingen midtersprosse. Et tegn på, at der har været trukket garn op gennem vinduerne om vinteren, når de skulle repareres.

En anden forbundethed med havet viste sig, da huset i 1970erne skulle isoleres. Der blev det afdækket, at der tidligere var blevet brugt tang som isoleringsmateriale.

I gamle dage var der nok mere fællesskab nede ved vandet, for eksempel tændte vi altid bål både til sankthans og på valborgsaften, husker Karen Møllers Pedersen.

Valborgsaften, aftenen før den 1. maj, er opkaldt efter en tysk nonne, og førhen tændte man mange steder bål denne aften for at holde onde ånder væk.

Karen Møllers Pedersen har aldrig set sæler i vandet eller inde på stranden lige nedenfor sit hus, men hun har hørt, at der da vist har været en hvid sæl engang. Et lille stykke længere henne af kysten bag ved den pynt, som Karen også kan se fra sit vindue, skal man dog ikke blive overrasket over at se en sæl ligge og dase i solen på en sten.

Det fortæller Bo Skaarup, der er marinebiolog og direktør for Naturhistorisk Museum i Aarhus. Han er også forfatter til bogen Danmarks Strandguide Djursland, hvor han gennemgår Djurslands cirka 250 kilometer kystlinje.

Stenrevet Rønsten beskytter den lille vig, og de største af stenene stikker stort set altid op, og da der er masser af fisk i vandet, er det et godt sted for en sæl at tage sig en slapper, siger han.

Egens Havhuse ligger i Kattegat, der i nord via Skagerrak har forbindelse med Nordsøen og i syd gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund har forbindelse med Østersøen. Kalø Vig ligger sådan cirka i midten, og stedet repræsenterer den lune, milde del af Kattegat langt fra det rå, åbne hav.

Kattegat er syd for Skagen introduktionen til de indre danske farvande, og jo længere sydpå vi kommer, jo mildere bliver det. Kommer vi helt ned til Det Fynske Øhav, så tænker vi, det næsten ikke er et hav mere, for der bliver det mere fjordagtigt, siger Bo Skaarup og tilføjer:

Kattegat er et ganske særligt farvand, fordi det ligger som sådan et mellemlægspapir mellem verdensoceanerne og Østersøen. Her har istiden smidt nogle landskaber, altså Danmark, som gør det lidt bøvlet for skibsfarten, men vi danskere har til gengæld fået et hav, hvor fisk og fugleliv kan udfoldes på en meget dynamisk måde, fordi saltvand møder ferskvand. Her på Djursland er der eksempelvis hornfisk og stenbidere, der kommer og forsvinder igen, og for nogle år siden havde en finhval sågar forvildet sig herind, siger Bo Skaarup.

Navnet Kattegat stammer fra hollandsk og plattysk: Katt=kat og gatt=hul. Kaptajner på skibe fra Hansestæderne og senere også fra Holland anså farvandet for at være vanskeligt at besejle på grund af de mange grunde og snævre passager. Kaptajnerne sagde derfor, at farvandet var snævert som et kattehul.

Egens Havhuse er foruden at være en del af Kattegat også en del af Nationalpark Mols Bjerge, en nationalpark, der blandt andet er karakteriseret ved en række små samfund, der er knyttet til kystlivet.

Det er naturgivet, at der lever mennesker her. Landskabet er venligt med kyst-skrænter, som havet ganske vist har gnavet sig ind i, men havet er ikke dominerende på samme måde som på den jyske vestkyst. Vegetationen er varieret, og nede i vandkanten finder vi store krabbeområder, ligesom store mængder fiskeyngel opholder sig under vandoverfladen. Der er masser af strejfugle, der fouragerer her, ræven render rundt om natten, og haren hygger sig. Der er en enorm mangfoldighed, og alle får rigeligt at spise. Sommeren er herlig her og giver grobund for en masse liv, men vinteren er rå og ubarmhjertig, for det er her på det lave vand, at isen først lægger sig, siger Bo Skaarup.

Men kystmiljøet er først og fremmest opstået omkring fiskeriet, og ifølge Bo Skaarup er det ikke utænkeligt, at der har været fanget hvaler.

Det har givetvis været et lillebitte sted for nøjsomme folk. Det er ikke her, de store penge er blevet tjent. Folk har haft deres udkomme i tilknytning til Kalø Gods, og så har de suppleret lidt med fiskeriet, siger Bo Skaarup og drager en parallel til de nulevende lystfiskere, der også tjener deres penge et andet sted.

Stedet har ikke nogen økonomisk betydning, men en stor rekreativ værdi. Det er her, man møder andre, der bruger det rekreativt.

Surferne er i den forbindelse de nye i klassen. De er til fart og tempo, og det harmonerer ikke altid lige godt med lystfiskernes og samlernes opfattelse af, hvad stedet skal være.

Det her er præcist sådan et område, hvor der opstår konflikter om brug af naturen, ligesom mountainbikerne i skoven. Naturen får nye brugergrupper, som ikke nødvendigvis har det samme natursyn som dem, der var der i forvejen, men det gælder om at respektere hinanden, så alle kan være her, siger Bo Skaarup.

Han mener, at naturen er til for at blive brugt, og at Egens Havhuse netop er karakteriseret ved, at mennesker gør noget her. Det er ikke en strand, der indbyder til, at man blot lægger sig på et tæppe for at slikke sol, og som badested er det en tvivlsom fornøjelse på grund af sten og muslinger. Til gengæld kan man her indsnuse stemningen af fiskerlejer fra en svunden tid, for der er bevaret en gammel stejle- og tjæreplads og et lille træhus. Frivillige har i nogen tid forsøgt at rejse penge til restaurering af de gamle ting.

Trods surfernes indtog betegner Bo Skaarup stadig Egens Havhuse som en halvhemmelig og eksklusiv plet:

Hvad der skal ske her, vil være en udfoldelse af, hvad det enkelte menneske ønsker. Sådan er det med meget af Danmarks mere end 7000 kilometer kyst, som er en perlerække af dejlige steder. Det er på én gang meget enkelt og også meget eksklusivt. Man skal bare opsøge det.

HAVET OMKRING DANMARK
Med mere end 7300 kilometer kystlinje er der aldrig langt til havet i Danmark. Før i tiden levede mange mennesker af havet, blandt andet som fiskere, mens strandene i dag primært bruges rekreativt. Selvom Danmark er et lille land, er der en verden til forskel fra det brusende Vesterhav til det rolige Sydfynske Øhav. I en serie artikler har Kristeligt Dagblad besøgt nogle af kysterne og fortæller deres særlige historie. Læs hele serien her.

Fiskere med waders og garn prøver lykken i Kalø Vig. I havet omkring Djursland er der både stenbidere og hornfisk. – Foto: Lars Aarø/Fokus.
Marinebiolog Bo Skaarup. – Foto: Lars Aarø/Fokus.
”Det første, jeg gør, når jeg slår øjnene op om morgenen, er at kigge ud over havet, for der er altid noget nyt at kigge på,” siger Karen Møllers Pedersen. – Foto: Lars Aarø/Fokus.