Prøv avisen

Den moderne landsby

FÆLLESSKABER: Gennem de seneste 10 år er landsbyen Vrads i Midtjylland blomstret op. Unge familier og mediterende mennesker er med til at skabe nye fællesskaber på kryds og tværs blandt de 170 indbyggere

Vejen er blevet smallere og snor sig op og ned ad bakkerne, væk fra byen. Skyerne hænger mørkegrå over de spredte graner på den knoldede hedestrækning, der efterhånden fylder det meste af landskabet. - Når man kører her, føles det virkelig langt ude, siger 34-årige Steffen Holst. I hans landrover sidder fem børn, som skal hjem til landsbyen Vrads efter endt skolegang i Silkeborg. Hans egen datter er ikke med i dag, for hun er sløj. Men han er forpligtet på den fælles køreaftale alligevel. Og som bilen har knoklet sig vej ud i landet, dukker pludselig en hvid middelalderkirke uden tårn op. Foran kirken udgår fem veje, og enkelte huse ligger spredt omkring krydset. Stedet virker lige så øde som landskabet. Men gør man holdt og går indenfor i Vrads Købmandshandel over for kirken, begynder livet at vise sig. Anderledes. Slik, spredt konserves og færdigretter i fryseren minder om en almindelig døgnkiosk, men tips on-line og ugeblade er iøjnefaldende fraværende. Til gengæld fylder keramik, trælegetøj, økologiske madvarer og børster fra Blindes Arbejde på hylderne. På væggene hænger gamle fotos fra Vrads, og et biblioteksudlån holder til på første sal. I butikkens ene hjørne står et rundt bord dækket op med kopper og små tallerkener. Madam Blå troner i midten for hyggens skyld, mens den gratis kaffe holdes varm i en termokande: Værsågod og sæt dig ned. Købmanden m/k er altid klar til en snak. Du kan også læse i Vradsavisen og Landsbynyt eller bladre i den nye sangbog, som købmandshandlen også sælger: »Salmer og sange i skole og kirke«. Medudgiver er landsbyens korleder, musikeren Hans Holm. Naturligvis kan sådan en butik ikke hænge sammen økonomisk. Det er heller ikke derfor, den eksisterer. Købmanden er først og fremmest mødestedet i Vrads, fællesskabernes knudepunkt. Et af fællesskaberne er netop købmandsgruppen, der med udelukkende frivillig arbejdskraft nu på niende år har drevet butikken og holdt den åben hver eneste dag, undtagen fire helligdage om året. Borgerne i Vrads udgør en flok på cirka 170 mennesker fordelt på cirka 70 huse. På kryds og tværs af aldre og meninger danner de mange fællesskaber. Nye fællesskaber og traditionelle fællesskaber. Så mange, at Steffen og Helle Holst, der med to små døtre flyttede hertil fra Århus for to et halvt år siden, hurtigt blev forpustede. - Vi mødte flere mennesker og fik flere venner på et halvt år her i Vrads, end i de syv år, vi boede i Århus. Nyankomne bliver budt velkommen af Borgerforeningen med en blomst og byens aktivitetskalender. Det gode ved Vrads er, at man hjælper hinanden og spørger til, hvordan det går med dette og hint. Uden at det bliver for tæt, siger Steffen Holst. Han kom hurtigt med i Borgerforeningens bestyrelse, mens hun kom med i forsamlingshusets. Nærvær med børn Steffen Holst kører som miljøingeniør en del rundt i landet. Helle Holst er 31 år og cand.mag. i religion og kunsthistorie. Hun er vikar på nabobyernes folkeskoler, tilknyttet Kunstcentret Silkeborg Bad som rundviser, og prøver at få mere freelance-arbejde eller en deltidsstilling. Men ikke et fuldtidsjob. - Det kendetegner mange her i Vrads, at man er engageret i sine børn og nærværende dér, hvor man bor. Naboen er en, man kender. Flere går helt eller delvis hjemme med deres børn, og det giver et mindre stresset liv end det, der typisk er idealet i en større by. - Jeg tror, det er en søgen efter den nærhed, som gør, at folk flytter til Vrads. Og når der er mange engagerede mennesker her, så trækker det flere til. Her bor en del højtuddannede mennesker, som typisk har valgt karrierevejen fra, siger Helle Holst. For 10-15 år siden troede nogle af byens borgere, at Vrads var ved at uddø. Lyden af børn var forstummet. I dag vokser omtrent 50 små mennesker op i det lille landsbysamfund, heraf 8-10 teenagere. Og det skaber nyt liv. Forældre bakker op om bordtennisklubben, de unge har skabt et rockband, og sammen med en forældregruppe arbejder nogle teenagere på at få deres eget mødested i form af en skurvogn. Der er juleklippedage og fastelavnsfest, børnene udstiller p.t. tegninger i købmandshandlens lille galleri, og sidste år stod byens forældre for to arrangementer hver uge sommerferien igennem. For eksempel en lerdag hos byens keramiker, en dag med biavleren, en dag med hest og hestevogn, lave-shampoo-dag og maledag. De voksne har også noget at tage sig til: Gymnastik og akvarelmaling i forsamlingshuset, fælles vandreture i omegnens særegne natur, kor hver søndag aften i vinterhalvåret, ugentlig pensionistklub og årstidsfejringer, den næste til Skt. Hans. Arbejdsfællesskaber opstår med behovet, for eksempel, da lejligheden over forsamlingshuset skulle sættes i stand, så lejeindtægten kunne fylde i husets slunkne kasse. Eller da »Åben Landsby 2000« blev arrangeret. Og der er uformelle små klubber, for eksempel filmklubben, hvor man spørger dem, man møder på sin vej, om de vil med i biffen i Klovborg. Efterfulgt af hyggespisning og filmdiskussion, forstås. Man bliver helt forpustet af at høre om det, og så fortsætter det: Kvinderne holder pigeaften i Den Gamle Smedje, så mændene må holde mandefraktion foran videoen. Nogle arrangerer spilleaftener med dart og kort. Andre laver en drømmegruppe. Ideer opstår, får opbakning og blomstrer for så måske at overlade pladsen til nye ideer. Men fællesspisningen i forsamlingshuset den sidste fredag i vinterhalvårets måneder ligger fast. Således også denne aften. Vradsere ankommer i en lind strøm og hilser, snakker, griner. Enkelt hverdagsliv I dag står Klub 90+ for madlavningen. Det er Vradsborgere, der vejer over 90 kg, og som kan lide at spise, drikke øl og cykle ture sammen. Med ens rød- og hvidstribede forklæder ud over de runde maver byder de store herrer velkommen til gule ærter med hjemmebagt rugbrød, hjemmelavet sennep og hjemmesyltede rødbeder til. Og for dem, der ikke spiser kød, er der løg-svampe-porre-tærte. Så synges der »Det er lærkernes tid« fra Højskolesangbogen. Formanden for Borgerforeningen, Birthe Nielsen, læner sig ind over bordet og siger til Kristeligt Dagblads udsendte: - Vi synger meget her i Vrads. I sidste uge holdt vi sangaften, hvor der kom 60-70 stykker. I aften er der også 60. Men det er åbenbart ikke mange. Der kunne sagtens være kommet 100. Birthe Nielsen og Helle Holst er enige om, at det - ud over en del afbud på grund af sygdom - skyldes menuen. - Der er mange vegetarer og yngre mennesker i byen. De kommer ikke efter gule ærter. Hvis der til gengæld annonceres, at menuen er en overraskelse, så strømmer folk til for at se, hvad denne måneds kokke har fundet på, siger Birthe Nielsen. Det med vegetarene har sin forklaring. De danner nemlig et stort fællesskab i Vrads. Vrads-Sanderne bliver de kaldt. Og man kan tilnærmelsesvis se, hvem der er Vrads-Sandere, og hvem der er Ikke-Vrads-Sandere, når man ser, hvilken gryde de spiser af. Navnet stammer fra Vrads Sande, som er et tidligere traktørsted lige uden for Vrads, som siden 1992 har fungeret som meditationscenter. Meditationsformen hedder Sahaj Marg, og målet er at skabe et enkelt hverdagsliv med balance mellem det spirituelle og det materielle. Mange af tilflytterne til landsbyen har mere eller mindre tilknytning til Vrads Sande. Nogle få bor på centret, andre i den lille bys parcelhuse, og atter andre har skabt et spirituelt fællesskab, Snabegård, få hundrede meter fra kirken. Ni familier har bygget træhuse her, så vidt muligt af økologiske materialer og alle med røde tegltage og masseovne (en stor, muret ovn efter finsk forbillede, der kan varme hele huset samt husets vandforsyning op). Familierne arbejder mestendels uden for Vrads, men er i fritiden fælles om at dyrke de tilhørende marker og har også haft nogle Jerseykøer, der kunne forsyne dem med mælk. Honning avler en af dem nok af til også at sælge den gennem købmandshandlen. - Nogle borgere i Vrads - nok mest de ældre - synes, det er et problem med meditationsfolkene. At de er en stor gruppe, der overtager mange ting. Men vi har haft et par møder om det i den seneste tid, og Vrads er efterhånden blevet en by, hvor man siger ærligt og højt, hvad man mener, forklarer byens ovnsætter og halmhusbygger, Agner Thulesen. Og ja, der er selvfølgelig nedsat et udvalg i Vrads, som skal organisere en fortløbende debat. Helle Holst synes ikke, det er et problem, at nogle Vradsborgere har tilknytning til Vrads Sande. - De fleste er meget åbne og passer på mange måder godt ind i landsbyens gøremål. Dybest set er deres livsform bare et andet bud på en moderne, ikke-stresset livsform, hvor andre værdier end de materielle og karriereorienterede er i højsædet. Nye fællesskaber Musiker Hans Holm og lærer og tekstforfatter Kis Holm har boet i Vrads i 20 år og oplevet landsbyens opblomstring. - Alle folk, der vælger at flytte til Vrads, gør det bevidst. Hvad enten de mediterer eller ej. De vælger byernes døgnkiosker og teatre fra og ved godt, at det kan være besværligt at bo på landet. Man skal køre efter alting. Eller også må man selv skabe noget, hvor man bor. Sådan er for eksempel koret opstået for fem år siden. Og både i koret og i købmandsgruppen er der Vrads-Sandere og Ikke-Vrads-Sandere. Det er slet ikke nødvendigt at tale om, hvorvidt man mediterer. Det vigtige er det, som vi laver sammen, siger Hans Holm. Fortsættes på side 10