Prøv avisen

Den moderne mands anatomi

Ifølge mandeforsker Kenneth Reinicke oplever mange mænd det som befriende, at de ikke er tvunget til at passe ind i en bestemt skabelon over, hvad det vil sige at være en rigtig mand. De kan nu bøje begrebet og vise sårbarhed og følsomhed. - Foto: colourbox.com

Den traditionelle manderolle er under forandring, men der er delte meninger om maskulinitetens nye form. Nogle eksperter forudser en forråelse og ekstremisering af det mandlige køn, mens andre mener, at mændene langt om længe står foran deres frigørelse

Han ligner sig selv, Manden. På nær et par næsten umærkelige finjusteringer – blandt andet et par centimeter i højden – har den mandlige anatomi beholdt sin oprindelige form og sit egentlige design gennem de sidste mange tusinde år. Han er forstat udstyret med to arme, to ben og 10 fingre, og han er fortsat – qua sin overlegne muskelmasse og solide knoglebygning – den største, hurtigste og stærkeste de to køn imellem. Alligevel er intet det samme.

For spørgsmålet er, om mænd stadig har brug for deres fysiske fortrin i en tid, hvor kvinder dominerer på de videregående uddannelser, erobrer stadig mere terræn på arbejdsmarkedet og stifter familier uden fædre. Hvilket af sine to ben skal manden vælge at stå på, når han på den ene side fortsat forventes at optræde stærkt og maskulint, mens han på den anden side skal være omsorgsfuld og følsom?

Mandeforskere er ikke i tvivl om, at manderollen – i hvert fald den traditionelle – er under pres, men der er delte meninger om konsekvenserne. Nogle forudser en ekstremisering af maskulineteten, andre taler om den totale umyndiggørelse, mens andre igen mener, at mænd langt om længe står foran den frigørelse, kvinderne for snart flere årtier siden tilkæmpede sig.

En ting er eksperterne dog enige om: Kimen til mandens forandring skal ikke – som mange ellers tror – findes på arbejdsmarkedet, men i hjemmet. Det er ikke på mandens egen arena, men i den arena, der traditionelt er kvindens, forskubbelsen af magtforholdet er begyndt.

Psykolog Finn Korsaa er forfatter til blandt andet "Naturens muntre søn" om den moderne mands vanskeligheder og udfordringer ved at finde på plads i sin nye rolle og tage ansvar. Han siger:

– Mændene er overordnet set gode til at tackle deres rolle som ligestillede på arbejdsmarkedet, og langt de fleste har ikke problemer med at have en kvindelig chef. Samtidig er de som oftest langt bedre til at grine ad sig selv og den vanskelige balance mellem arbejdsliv og familieliv, end kvinderne er – hvilket er et klart tegn på overskud. Det er på hjemmefronten, at de vakler og bliver usikre i en sådan grad, at de enten helt udsletter sig selv og reduceres til pæne mors drenge eller udvikler sig til regulære tyranner, der ikke bare nøjes med at slå i bordet, men også slår konen, siger Finn Korsaa og fortsætter:

– Den moderne mand befinder sig i en kamp om, hvem der er den bedste omsorgsperson – moderfigur – derhjemme, og det har givet ordet hjemmefront en helt ny betydning – hjemmet er nu forvandlet til en veritabel slagmark. Manden og kvinden kan ikke finde ud af at deles om ansvaret for familien, og det gør især manden usikker. Han har forladt en rolle, han kendte, til fordel for en, han ikke mestrer.

Historiker og forfatter til blandt andet bogen "Det fadeløse samfund" Henrik Jensen tror ikke på, at manden nødvendigvis vil synke sammen i usikkerhed og umyndiggørelse. Tværtimod er sandsynligheden – eller risikoen – for, at han rejser sig i en form for overpumpet og ekstrem maskulinitet langt større. I takt med, at de kvindelige – og moderlige – værdier bliver mere centrale og dominerende, marginaliseres manden, men han reagerer ikke nødvendigvis som offer, mener historikeren.

– Der er et billede af, at den fortrøstning, der tidligere var omkring det at være mand, er afløst af en vis usikkerhed og en trækken sig bort. Mænd – især unge mænd – oplever, at de ikke kan eller gider leve op til de betingelser, der stilles i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet eller i hjemmet, fordi betingelserne bygger på kvindelige præmisser. Det får dem til at falde ud af samfundet og søge andre fælleskaber, siger Henrik Jensen.

Han peger på opløsningen af det, han kalder en bestemt traditionel faderrolle, som den direkte årsag. Faderrollen, mener historikeren, tjente som en fornuftig pacificering af mænd. Den var et nødvendigt kompromis mellem det maskuline og det feminine. Og ud over at opretteholde en fornuftig balance og holde maskuliniteten i skak var faderrollen også bærer af en grundlæggende maskulin identitet.

– Når den går i opløsning, må man søge andre steder hen for at få den identitet, og det er dér, at subkulturerne byder sig til. Unge mænd har en tendens til at finde ind i subkulturer af forskellig art, hvor de kan dyrke de særlige værdier, som ikke længere har gennemslagskraft i samfundet. Det kan være alt muligt: bodybuilding, ekstremsport eller bander. En usikker mand vil forsøge at stolpe sig op på det meget maskuline – det ekstreme og måske det voldelige. Derfor kan en større gruppe marginaliserede mænd meget vel gå hen og blive en risiko for samfundet, siger Henrik Jensen.

Ikke alle ser dog på opløsningen af den traditionelle manderolle som en potentiel trussel eller overhovedet et problem. Mandeforsker ved Roskilde Universitet Kenneth Reinicke medgiver, at der bliver stillet nye og ofte modsatrettede krav til manden i dag. Han er ikke længere bare forsørger og beskytter. Han er meget mere, men det er ikke nødvendigvis dårligt, det er højst en udfordring – og først og fremmest frigørende, mener forskeren.

– Mange mænd oplever det som befriende, at de ikke længere er tvunget til at passe ind i en bestemt skabelon over, hvad det vil sige at være rigtig mand. De kan nu bøje begrebet og vise sårbarhed og følsomhed, de kan prioritere familielivet og være mere tilstedeværende i forholdet til deres børn. Det viser sig ikke så tydeligt i barselsstatistikkerne endnu, men det fremgår klart af kvalitative undersøgelser af mænd, at det er en frihed, de nyder og vil værne om, siger han.

Kenneth Reinicke mener, at man kan tale om en form for historisk efterslæb. Hvor kvinderne for flere årtier siden tilkæmpede sig retten til at definere og udvide deres rolle som kvinder, står mændende nu over for en lignende øvelse.

– Mænd er måske stadig ved at prøve den nye rolle af, men jeg ser ingen grund til bekymring for, at de skulle forvandle sig til ynkelige mandslinge eller voldelige mandschauvinister, siger han.

Mandeforskeren understreger samtidig, at den moderne mand ikke har nedkæmpet og udryddet den traditionenelle mand, som det var tilfældet med neandertalerne nederlag til homo sapiens. Begge arter - om man vil - sameksisterer, om end de trives i forskellige sociale kulturer og lever geografisk adskilt.

– Men hvis man skal gætte på, hvem der kommer til at overleve den anden, holder jeg på den moderne mand. Han er bedre til at håndtere kriser, for eksempel skilsmisser og tab af arbejde, fordi han - præcis som kvinder - har opbygget et godt socialt netværk og er i stand til at række ud efter hjælp i stedet for at gå i hundene, siger Kenneth Reinicke.

Og det bekræfter måske netop Henrik Jensens og Finn Korsaas pointe, om at manden skal indordne - og underordne - sig et samfundssystem, der i stigende grad domineres af kvinder, for at lykkes i det. Han kan overleve, men kun på hendes præmisser. Ikke helt, mener Reinicke:

– Det er jo ikke sådan, at kvinden ikke har rykket sig. Kvinder lever jo også i høj grad på mandens præmisser, når hun bevæger sig ud på arbejdsmarkedet og påtager sig sin del af forsørgerrollen - en rolle, der tidligere var mandens. Der er ikke et køn, der er gået i knæ på det andets bekostning, men to køn, der er under forandring, siger Kenneth Reinicke.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk