Prøv avisen

Den nye klosterdrøm

Torsten Junge (tv), Simon Fuhrmann (i midten) og Elizabeth Knox-Seith er alle knyttet til et moderne, klosterlignende fællesskab. Medaljonen, den sorte bedekrans og bønnebogen er de synlige tegn på tilknytningen. Foto: Leif Tuxen.

De er tre forskellige steder i livet, men deler et ønske om at leve med nogle af de værdier, som kendes fra kristne klostre. Den katolske kirkes klosterbevægelse er ved at tage form i dansk kirkeliv. Hvordan ser den moderne klosterdrøm ud, og kan den realiseres i et luthersk land som Danmark?

Da Simon Fuhrmann var 26 år, gik han i kloster. Han tog fem måneder ud af kalenderen og flyttede til klosteret Nya Slottet i Sverige, hvor han levede en munkelignende tilværelse, inden han skulle tilbage til teologistudierne i Danmark.

LÆS OGSÅ: Protestanter drømmer om at gå i kloster

Nya slottet er et af de klosterlignende fællesskaber, som er etableret i Europa og USA de senere år. Det er økumenisk og samler således folk fra forskellige kirkelige traditioner, men bygger på arven fra den katolske og den ortodokse kirkes klostre. Medlemmerne forpligter sig på at følge en regel, som påvirker deres livsstil, men der følger ikke noget løfte med om at forblive i klosteret på livstid, og der er heller ikke krav om cølibat bortset fra perioden, hvor man bor på klosteret.

Mens der er langt mellem danske katolikker, som går i kloster, så er der en voksende gruppe danske protestanter, som ønsker at gøre et kloster til rammen om livet. Nogle bliver knyttet til et kloster og dets leveregler, mens de fortsætter deres virke, og nogle arbejder konkret med at skabe en klosterlignende boform, som kan kombineres med et moderne liv.

Ifølge lektor i systematisk teologi, ph.d. Else Marie Wiberg Pedersen fra Aarhus Universitet vil flere protestanter ønske at gå den vej. Hun ser det som en del af en såkaldt ny-åndelighed, der kommer til udtryk som en ny optagethed af den kristne kirkes rødder.

De sidste 10 år har vi været vidne til en re-traditionalisering, hvor folk søger tilbage til kristendommens rødder, hvilket vi mest tydeligt ser udtrykt i interessen for at gå pilgrimsvandringer. En-gang rejste man til Østen og fordybede sig i Østens religioner, men i dag er meget af den søgen koncentreret omkring de kristne rødder. Vi vil ikke se klostre, som man kender dem fra den katolske kirke, men nye fællesskaber som er tillempet vores tid, hvor man bygger videre på de erfaringer, man har fra kollektiver og bofællesskaber og kombinerer det med arven fra oldkirken og middelalderens klostre, siger hun.

Simon Fuhrmann, der i dag er 29 år, har valgt at være med i det såkaldte kommunitet omkring Nya slottet. Om håndleddet har han viklet en sort bønnekæde, som minder ham om tilknytningen.

Gennem livet i et kristent kommunitet får min tro krop. Det angiver nogle rammer for at øve mig på det gode liv, der er præget af kærlighed. Her følger vi en fælles livsvej, en regel, der ikke blot handler om bøn, men om praksisser omkring enkelhed, gæstfrihed og barmhjertighed, der har betydning for hele livet, siger Simon Fuhrmann.

Torsten Junge, 69 år, bærer en medaljon med kirke- og ordensfaderen Benedikt om halsen. Smykket, som den pensionerede folkeskolelærer bærer diskret på brystet, minder ham om, at han er såkaldt oblat på det benediktinske Östanbäcks Kloster i Sverige, som er knyttet til den svenske kirke. Tre til fire gange om året tager han turen fra Albertslund til klosteret 125 kilometer vest for Stockholm, hvor han lever sammen med de faste munke på stedet og er med i deres gudstjeneste- og arbejdsliv. På Östanbäck fejrer munkene tidebøn med gregoriansk sang, og det var interessen for den gregorianske sang og tidebøn, som i første omgang førte Torsten Junge til det lille, svenske kloster.

Når han er hjemme igen, fortsætter han med at leve efter reglerne fra klosteret med to daglige tidebønner. Men Torsten Junge har samtidig et hverdagsliv med kone, børn og børnebørn og frivilligt, kirkeligt arbejde.

Det er afgørende for mig, at jeg har en levende åndelig, praksis i mit liv. I klosteret er det sat i en meget fast ramme med tidebønnerne, og noget af den klosterrytme har jeg også bygget ind i min hverdag. Ligesom man gør i klostrene, bruger jeg megen tid på at dykke ned i de bibelske tekster, gøre dem til mine egne og overveje, hvad de betyder for mit liv, siger Torsten Junge.

Han beskriver klosteret som sit åndelige hjem, men vejen har ikke været ligetil. I midten af 1960erne lærte han at bede den såkaldte Jesusbøn, og den fulgte ham, da han tilbage i 1960erne rejste til Indien, hvor han prøvede kræfter med yoga og hinduisme. Da han halvandet år senere kom til Danmark, fortsatte han med at arbejde med yoga og var i en årrække i 1970erne tilknyttet et yogacenter på Gyllingnæs. Siden fulgte et brud med yogacenteret og et opgør med yogaens plads i hans liv, samtidig med at han havde travlt som folkeskolelærer. Men for snart 15 år siden voksede en uro i ham.

Jeg havde brug for at finde ud af, hvor jeg hørte til åndeligt. Jeg havde Jesusbønnen og dele af min yogapraksis. Men hvad var mine rødder?, siger han.

Torsten Junge begyndte at gå i den lokale folkekirke i Herstedvester, og en søndag under nadveren havde han en oplevelse af at komme hjem.

Efter denne meget lange vandring mærkede jeg, at mit gudsforhold blev personliggjort, og langsomt arbejdede jeg mig frem mod en levende, åndelig praksis, siger Torsten Junge.

Præst og kultursociolog Elizabeth Knox-Seith, 49 år, er også knyttet til et klosterlignende fællesskab. Hun har været optaget af klostertanken, siden hun som ganske ung besøgte det økumeniske kloster Taize i Frankrig. Men da hun for godt 10 år siden stiftede bekendtskab med Iona Community i Skotland og mødte den keltiske kristendom, syntes hun, at hun havde fundet et moderne klosterfællesskab med et stærkt socialt engagement, som passede til hendes teologi. Man kan ikke slå sig permanent ned på Iona, men i stedet kan man melde sig ind i et fællesskab, hvor medlemmerne forpligtiger sig på dagligt at bede sammen, uanset hvor de befinder sig i verden, med udgangspunkt i en enkel bønnebog.

Identitetsmæssig henter jeg meget inspiration i de keltiske bønner, som er blevet en levende kilde for mig. Vi beder ikke for at blive bedre mennesker, men fordi vi gennem bønnen finder ind i en indre ro og frihed, som gør, at man har overskud til at virke i en verden med store, sociale problemer, siger Elizabeth Knox-Seith.

Men hun vil gerne mere end det. Hun var en af de cirka 40 danskere, som mødtes i København tidligere på året, med et ønske om at etablere et moderne kloster herhjemme.

Det skal adskille sig fra et bofællesskab ved at man deler en åndelig praksis og lever efter en regel, men samtidig skal der være plads til forskellige livsstile. Vi vil ikke genskabe middelalderen, men knytte an til forskellige klostertraditioner og samtidig påtage os et bredt samfundsmæssigt ansvar, siger hun.

Sociologen Kirsten Grube arbejder blandt andet for missionsorganisationen Areopagos og følger processen fra sidelinjen. Hun vurderer, at der er folk, som konkret vil forsøge at realisere klosterdrømmen, selv om der er en række praktiske og økonomiske udfordringer.

I udlandet er der etableret flere moderne klosterlignende fællesskaber, og der er en længsel og hos nogle også en utålmodighed efter at prøve det af i Danmark, siger Kirsten Grube.

Den nye klosterdrøm, er i følge professor i middelalderhistorie Brian Patrick McGuire en modreaktion på en kultur præget af individualisme og dyrkelse af selvet.

I middelalderens kristendomsforståelse kommer frelsen gennem fællesskabet med andre, og den spiritualitet man finder, når man går tilbage til klostrene, er en åndelighed med vægt på netop fællesskabet med andre. I en tid præget af usikkerhed, angst og arbejdsløshed, er det oplagt, at flere spørger sig selv, om man mon kan finde en form for tilhørsforhold i klosterbevægelsen, siger han.

Op gennem kirkehistorien er der en lang tradition for at leve tilknyttet et kloster sådan som Simon Fuhrmann,

Brian Patrick McGuire mener ikke, at det er et problem for danskere at kombinere luthersk kristendom med etablering af klosterlignende fællesskaber.

I det protestantiske Danmark har vi brugt 500 år på at sætte middelalderen i skammekrogen, men i de senere år har vi set en optagethed af middelalderens kristendom og det kontemplative liv. Megen middelalderlig fromhedslitteratur er blevet nyoversat, og de gamle tekster ses som inspiration til åndelig fordybelse. Folk ønsker at forbinde deres tro med en praksis, siger han og bakkes op af lektor i systematisk teologi Else Marie Wiberg Pedersen.

Hun ser den nye klosterdrøm som et udtryk for et opgør med en kirke, hvor medlemmerne sidder passivt på kirkebænken.

Det er et forsøg på et opgør med den ordets teologi, som har været fremherskende i den danske folkekirke i årtier, hvor man, som den tyske teolog Karl Barth udtrykte det driver teologi, fordi der skal prædikes på søndag. Det er et opgør med en teologi, som implicit hylder en idé om, at vi er mest kirke mellem klokken 10 og 11 søndag formiddag. Det kirkesyn tiltaler ikke intelligente, veluddannede, vesterlændinge, siger hun.

Hver dag tager Simon Fuhrmann den sorte bedekrans om håndledet, som minder ham om tilknytningen til det svenske kloster. For et par måneder siden blev han og ægtefællen Regitze forældre til en lille dreng, men familieforøgelsen har ikke ændret ved deres drøm om en dag at flytte ind i et moderne kloster. Drømmen er klar, men vejen til at realisere den, vil de arbejde på.

Vi tror ikke, at den traditionelle boform med ligusterhæk er vejen frem. Vi er ikke kaldet til at være individer, men til at leve og vandre i fællesskab med hinanden, siger han.

nygaard@k.dk