Narcissismen er alle vegne. Reality-tv giver den næring ved at gøre almindelige mennesker kendte for at være kendte. Forældre indpoder den ved at klæde deres børn i bluser påtrykt prinsesse og supermodel. Teenagere og voksne dyrker den ved at promovere sig selv på de allestedsnærværende sociale medier, og kendisser ophøjer den til en kunstform.
Og det gør narcissismen til en moderne folkesyge, der tærer på den sociale sammenhængskraft og er med til at gøre os alle mere deprimerede, ensomme og gældstyngede.
LÆS OGSÅ: Narcissisme er blevet en folkesygdom
Det siger en af USAs førende psykologiforskere, W. Keith Campbell, der sammen med kollegaen Jean M. Twenge har skrevet bogen The Narcissism Epidemic: Living in the Age of Entitlement (Narcissisme-epidemien: at leve i rettighedskulturens tidsalder), som ved hjælp af empiri og videnskabelig data skildrer narcissismens moderne sejrsgang.
Bogen, der har fået stor opmærksomhed i USA, koncentrerer sig om den voksende udbredelse af narcissistiske personlighedstræk den såkaldte normale narcissisme i den almindelige befolkning. Og den er fyldt med eksempler fra det virkelige liv.
Der er teenagefesterne med røde løbere og limousine til fødselsdagsbarnet. Der er aftabuiseringen af brystforstørrelser og botoxbehandlinger. Der er middelklasseborgernes køb af prangende boliger og lækre køkkener på kredit. Der er eksperternes snak om nødvendigheden af personlig branding. Der er damebladenes artikler om at elske sig selv. Og der er Facebook, som flyder over med smigrende selvportrætter taget med mobiltelefonens kamera og statusopdateringer om profil-indehavernes sociale successer.
Narcissisme eller overdreven selvoptagethed er i dag vævet ind i samfundskulturen, konstaterer W. Keith Campbell, der er professor i adfærds- og kognitiv psykologi ved University of Georgia.
Vi sporer narcissismens opstigning tilbage til 1970erne, hvor vi begyndte at opleve visse store samfundsmæssige forandringer, der gav almindelige mennesker hjemmel til at dyrke et mere grandiost syn på sig selv. Sidenhen er udviklingen af den folkelige psyke kun gået i én retning. Nye pædagogiske, økonomiske og mediemæssige normer skaber tilsammen en perfekt storm, der blæser narcissismens vinde igennem alle dele af samfundet, siger han.
W. Keith Campbell fremhæver blandt andet den selvværdsbevægelse, der igennem de seneste 30 år har taget et fast greb i de vestlige uddannelsessystemer og børneopdragelsesnormer.
LÆS OGSÅ: Det handler om andre end dig
Forældre og skoler begyndte i 1970erne at sætte fokus på at opbygge børns selvværd. Ideen var god, men den har taget overhånd. Fra de er små, får børn i dag at vide, at de er noget helt særligt, og de smigres og roses og får præmier blot for at være til stede. Der eksisterer en idé om, at det vigtigste i verden er at elske sig selv, og at det er vigtigere end at være eksempelvis talentfuld, hårdtarbejdende, moralsk og dannet. Det har produceret millioner af egofokuserede unge med opblæste forventninger til livet, fremfører han.
Børns behov kommer i dag i første række, og det har den modsatte virkning af det tilsigtede, bemærker Campbell.
Mange forældre udtrykker deres kærlighed til deres børn på den mest moderne måde: ved at forsikre dem om deres herlighed og ret til konstant selvudtrykkelse. Men det nærer en selvoptagethed, der fører til netop det, som vi som samfund oprindeligt håbede, at et fokus på højt selvværd ville forhindre: nemlig materialisme, aggressivitet, overfladiske værdier og ligegyldighed over for andre, siger han.
I The Narcissism Epidemic betoner de amerikanske forskere også den såkaldte rettighedskultur, som især inden finanskrisen blev næret af fremkomsten af nemme forbrugs- og kreditkortlån.
Disse lån gjorde det muligt for folk at realisere den selvbeundring og tilegnelse af materielle goder, som den bredere kultur promoverer ved at bemyndige dem til at foregive, at de har flere penge, mere succes og højere status, end de egentlig har. Ideen om, at vi fortjener en fed livsstil, er forførende, men ekstremt samfundsskadelig. Finanskrisen og boligmarkedets kollaps er bevis på, hvordan individers narcissistiske træk påvirker os alle negativt, konstaterer W. Keith Campbell.
Og enhver, som betvivler eksistensen af en narcissisme-epidemi, kan blot tænde for fjernsynet eller computeren, understreger han.
Medierevolutionen spiller en stor rolle i vores konstante og overdrevne dyrkelse af selvet. Vi bombarderes med reality tv-programmer, der nærer ideen om, at enhver kan blive kendt og berømt og at berømmelse kan være et mål i sig selv. Og selv hvis vi ikke er berømte, kan vi promovere os selv og kultivere vores forfængelighed døgnet rundt på internettjenester såsom YouTube og Facebook, forklarer Campbell.
De amerikanske forskere afviser ikke, at et drys narcissisme kan være en fordel i en verden præget af hård konkurrence og spidse albuer.
Narcissisme har afgjort nogle kortsigtede fordele på individuelt plan. Men samfundet som sådan lider skade, hvis alle sætter sig selv i første række. Og selvom narcissister er dygtige til individuelle præstationer, så karakteriseres de af dårlige samarbejdsevner og en mangel på empati, og i de fleste henseender af livet er det en ulempe i det lange løb, siger W. Keith Campbell.
I The Narcissism Epidemic advarer Campbell og Twenge om, at narcissisme nærer sociale dårligdomme såsom bedrageri, gældsættelse, overforbrug, skilsmisser og dårlige arbejdsmiljøer.
Hvis vi ikke bremser narcissisme-epidemien, risikerer vi at blive et samfund, hvor vi kun kerer os om os selv og dybest set er ligeglade med, om vi gør skade på andre mennesker og på miljøet i vores egen jagt på succes og status. Vi er nødt til at finde en bedre balance mellem individualisme og kollektivisme, konstaterer W. Keith Campbell.
Udgivelsen af The Narcissism Epidemic har været med til at sætte fokus på narcissismens skadevirkninger i USA, og Campbell håber nu på, at en samfundsmæssig opvågning er på vej.
Vi har alle en tilbøjelighed til selvoptagethed, og det er vanskeligt at modstå en kultur, der konstant fremelsker den. Men vi kan tæmme den ved at være opmærksomme på symptomerne og ved at øve os på at være empatiske og ansvarsfulde og påskønne det, som vi har. Det er også vigtigt som forældre at vise sine børn, at man elsker dem uden at stille dem op på en piedestal og fortælle dem, at de er mere særlige end alle andre børn. Lær dem medfølelse og ansvar. Ros dem for reelle præstationer. Og vær en god rollemodel.