Den græske mytologi rummer den fantastiske historie om Ariadne, der forærede sin elskede helt, Theseus, en garnrulle, så han ved hjælp af den oprullede tråd kunne finde vej ud af labyrinten, efter at han havde dræbt monsteret Minotaurus.
Siden svigtede Theseus sin Ariadne, men det er en anden historie, der ikke anfægter det smukke billede af tråden, som skaber vej gennem kaos.
Ord eller begreber som ledetråd og rettesnor rummer den samme forestilling om tråden som vejviser, og det er da også almindeligt, at Ariadnetråd og ledetråd optræder som synonyme billeder i 1800-tallets litteratur.
Grundtvig trækker således mange steder på forestillingen om ledetråde, og han citeres i Ordbog over det Danske Sprog for dette: "Ved det Vink vi gætted Gaaden/ om Guds-Huset æggetrindt,/ Fandt ved Lyset Lede-Traaden/ I Vor Herres Labyrint".
Der er vist ikke mange andre end Grundtvig, som kan slippe af sted med at kalde Gudshuset for æggetrindt. Sikke et billede!
I nordisk mytologi findes det smukke billede af nornerne Urd, Verdandi og Skuld, som sidder ved roden af asken Yggdrasil og spinder hvert enkelt menneskes livstråd eller skæbnetråd.
Tråden er på den måde et stærkt billede på den sammenhæng og mening, mennesker til alle tider har søgt i tilværelsen, så det er ikke mærkeligt, at mytologier rummer forestillinger om tråde, der spindes. Ordet tråd kommer også fra oldnordisk og af en rod med betydningen vikle eller dreje rundt, sådan som skæbnen har det med at gøre ved os.
En række sproglige vendinger, der stadig lever, er oprindelig viklet uf af disse mytologiske forestillinger. Det gælder livets tråd, lykkens tråd eller skæbnens tråd, ligesom det gælder udtrykket at tabe tråden, der jo netop betyder at miste overblikket og fare vild.
Vi søger også ofte den røde tråd i ét eller andet, og dette udtryk refererer selvfølgelig også til forestillingen om en sammenhæng, som når ironiske Shu-bi-dua giver den som norner i sangen om den røde tråd: "Og hvad mon der sker, når man skal bort/når livets skjorte bli'r for kort/ hvor mon den er, den røde tråd/ man må for fa'en da blive til no'ed".
Det rigtigt sjove ved udtrykket den røde tråd er imidlertid, at det måske har et helt praktisk udgangspunkt, idet både den danske og den engelske marine i 1800-tallet lod et rødt garn eller en rød mærketråd spinde ind i tovværket, så man kunne se, det var statens ejendom.
Der rote Faden i den engelske marines tovværk omtales således af Goethe i Die Wahlverwandtschaften, og her støder H.C. Andersen efter sigende på udtrykket, som han siden anvender i den overførte betydning. Ingemann takker i et brev Grundtvig for, at han i sin middelalderhistorie har "ledt ham paa Sporet efter den røde Traad i Tidens knudrede Tovværk". J.P. Jacobsen skriver et sted om at "trække et rødt Ankertoug igennem en Figurs Stadier og Phaser".
I første Mosebog 38,28 er der såmænd også en rød snor, der spiller en rolle som ledetråd. Jo, de røde tråde spinder sig ind og ud af oprindelsens labyrinter.