Prøv avisen

Den romantiske kærlighed og forelskelsen

Biskop Elisabeth Dons Christensen - Ribe Stift Foto: Foto:arkiv

I medgang og modgang Det er ikke kun følelser, der tæller i et parforhold. Når den første forelskelse er ovre, kræver det hårdt arbejde for hele tiden at vinde liv og kærlighed på ny

Det er en varm sommerlørdag. Jeg står på et hotelværelse med udsigt ud over en smuk grøn park, hvor en fotograf styrer rundt med et brudepar i de mest ubekvemme stillinger: stående, siddende, knælende, smilende, kyssende bliver de beordret til skiftevis at se ind i linsen og dybt ind i hinandens øjne. Det store romantiske bryllupsbillede er ved at blive til.

Og mine tanker går på flugt til det gamle brune bryllupsbillede af mine husmandsbedsteforældre klædt i sort festtøj med de alvorlige blikke ind i fotografens linse. Der er en verden til forskel på fotografierne. Men er der også en verden til forskel på livet i kærlighedens favn – og havn – her 100 år senere?

Er kærligheden dybest set ikke den samme, selvom fotografierne har ændret sig? Og snyder det moderne romantiserede bryllupsbillede ikke noget så grusomt? Det signalerer, at kærligheden er som en sommerfest. Kun de to i paradisets grønne enge. Himmelsk fred og ingen fare. Ingen svigermødre, ingen skrigende børn, intet arbejde, intet, der forstyrrer idyllen.

Heller ikke to mennesker med helt forskellig opdragelse og helt forskellige viljer og syn på mange ting er medtænkt. Der er ingenting. Kun de to, der lukker verden ude, mens de ser dybt ind i hinandens øjne.

Det sidste bliver de garanteret trætte af.

Dette brudebillede er et ægte barn af den romantiske kærlighedsopfattelse og dermed drømmen om at kunne leve på en lyserød sky til sine dages ende. Det er den, mange af vore unge, især af kvindekøn, bringer med sig, når de indretter lejligheder i douce farver, hvide molsgardiner og hele udtrækket af romantiske lysestager og andre tingester af samme slags. Derfor er der heller ikke mange, der bliver friet til ved køkkenbordet, mens opvasken tårner sig op.

Den romantiske kærlighedsopfattelse er og bliver en meget følelsesfuld blanding af det pæne borgerskabs drømme om ren åndelighed og pæne borgerlige rammer og den kristne kærlighedstanke om Guds hele og rene og evige kærlighed, "som tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt" (1. Kor. kap. 13).

Det sidste skal desværre kunne leveres af et ganske almindeligt menneske, som kan blive overanstrengt, hvis han eller hun nu oven i alt hverdagssliddet skal til at agere Gud og dermed fylde hele det fundament af sammenhæng og mening ud, som Guds tilstedeværelse giver et menneske, der i tro og håb forlader sig på Guds magt, kærlighed og tilgivelse, der hvor hans egen ikke slår til. Ikke sært, at der af og til må udskiftning på banen. Men det er jo slet ikke det, vi vil. Den forelskede da slet ikke.

Den romantiske kærlighed ligner til forveksling forelskelsen. Begge er bygget på følelser. Men der er den hage ved begge, at de er både flygtige og ret ustyrlige. De kommer og går. De vælder op i os. De tager under tiden magten fra os, når vi er i deres vold. Og det er nu engang ikke klogt at være der, når huset er ved at vælte, og alt ligger i kaos omkring os. Ikke, at vi kan undvære følelserne, men følelserne må have en genstand.

Og den genstand kan enten være vendt indad mod os selv eller udad mod andre. Hvis genstanden er os selv og kun os selv, så er der ikke mange chancer for at kunne se verden ud fra andet end egen næsetip og eget ve og vel, for så bliver det helt naturligt vort ønske, at vi selv skal have det godt og rart, et rimeligt lydefrit og lykkeligt liv – og da bliver det virkelig svært at leve sammen med et andet menneske.

Og da er det ikke nok med vore følelser, for hvad nu hvis hans følelser kolliderer med hendes? Er hendes følelser måske ikke lige så oprigtige og gode som hans? Har de så ikke hver især at blive i eget vredes- og følelsesunivers? Følelserne spiller os et puds, når vi kun har os selv og vort eget lille, korte liv i tankerne.

Og de spiller os et puds, når vi samles i vore velmøblerede stuer og forenklet forventer, at kærligheden bare skal være sød og rar og harmonisk. For da glemmes det, at vi alle er mennesker – på godt og ondt.

Forelskede følelser for den elskede er dejlige. Det ved enhver. Men de er også farlige, for i det farvand glemmes nemt, at der også er tale om magt mellem de to. Deri ligner forelskelsen selve den moderne kærlighedsopfattelse, hvor magt og kærlighed som regel opfattes som rene modsætninger:

Magten er pr. definition ond, kærligheden er god. Magten er pligttung, kærligheden er pligtløs. Magten er bud og tvang, kærligheden er tilbud, frihed og frigørende.

Måske findes der magt uden kærlighed, men kærligheden findes bestemt ikke, uden at der er magt involveret.

Det magtfrie rum findes ikke. Der gives ikke menneskelige relationer, uden at der er en vis magt involveret. Altid bærer vi mennesker en del af et andet menneskes liv i vore hænder, og det er op til os, om den magt, vi har over hinanden, bliver til lykke eller til ulykke. Og derfor må magten vedkendes.

Den må bruges, men først når vi erkender, at den er, kan vi hindre misbruget. Men hvordan får vi vendt vore ansigter ud mod hinanden i stedet for at grave ind i os selv? Lige præcis her er Bibelen en eminent vejleder, for i Bibelen er kærligheden aldrig en følelse. Kærligheden er et forhold, der kan fremkalde følelser – og det er faktisk noget helt andet, for her er det forholdet, der er det vigtigste.

Følelserne er en følge af forholdet.

Det forpligtede forhold mellem mennesker er det afgørende, og derfor er det vigtigt ikke at ende der, hvor det kun er vore følelser, der tæller.

Jeg er ikke i tvivl. Både mine bedsteforældre og mine børn ville og vil stadig gerne blive gamle sammen med den, de elsker, selvom de lever under helt forskellige vilkår.

Men selve kærligheden er den samme. Den er hengivenheden over for den anden. Den er dette, at de to hver især yder, hvad de kan, for at det fælles liv kan lykkes. Den er viljen til ansvar, respekt og godhed. Den er, når den første forelskelse er ovre, hårdt arbejde for hele tiden at vinde liv og kærlighed på ny.

Men netop den kamp er fremmende for, at forelskelsen kan dukke op igen og igen som en varm og glad følelse, der har fundet sin rette plads i forhold til kærligheden.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk