Korset er de kristnes kendemærke. Og hvilket kendemærke. Med den stærkeste symbolværdi, man overhovedet kan tænke sig.
Det er så stærkt, at mange religionsrebelske røster har forsøgt at komme det til livs, ved at ironisere over det makabre i at dyrke og tilbede en mand, der hænger pint til døde med blodet flydende ned ad sig. Og så har man oven i købet et ritual, hvor man spiser denne mands legeme og blod!
Når Jesus hænger på korset, så hedder det et krucifix. Og det er både makabert og frygteligt på alle mulige andre måder. Ynkeligt og ydmygende. Sørgeligt og oprørende i sin grusomhed. Det må være ubeskriveligt smertefuldt at blive korsfæstet. En tortur uden lige. Og det var også kun en straf, man idømte de mest forhærdede forbrydere.
Ingen steder har jeg set korsfæstelsens gru fremstillet så barskt og usminket som på det berømte Isenheim-alter i Colmar. Det er malet af Matthias Grünewald i ca. 1513-15. Jesus er blå om læberne, ansigtet forvredet i smerte. Den magre krop er forrevet og oversået med blødende sår. Tornekronen er stor og brutal, kradsende og stikkende, gennemborer den skrøbelige hud som kæmpenåle. Det her er virkelig smertensmanden, den lidende Kristus.
Sådan har man ikke altid fremstillet Jesus på korset. Nogle af de tidligste krucifixer viser en sejrrig konge med løftet hoved. For det har alle dage været en forargelse med denne afmægtige Gud, der dør så ynkeligt. Hvordan kan Gud og svaghed høre sammen?
I den kirkelige tradition er der noget, der hedder forsoningslæren. Jesus døde for vores synders skyld. Der er altså tale om et offer. Men hvem ofrer hvad og for hvem?
Oldkirkens forsoningslære gik ud på, at siden menneskene ved sin synd var kommet i djævelens vold og magt, så måtte Gud befri os fra dette fangenskab. Og det gjorde han ved at indgå en handel med djævelen. Hvis du får min søn, så får jeg menneskene tilbage...
Det gik djævelen ind på, for det var jo en ganske god handel. Og så opstemt blev han af sin værdifulde nyerhvervelse – selveste Guds søn! – at han pinte og plagede Jesus ud over alle grænser, for til sidst at lade ham dø. Men se, djævelen blev overlistet. Krist stod op af døde, og Gud tog ham tilbage. Djævelen havde nu hverken menneskene eller Guds søn. Djævelen havde ingenting, djævelen var blevet narret. Derfor billedet af den stærke, sejrende konge på korset, med krone på hovedet i stedet for torne. For her kommer Jesus som den store befrier, der har kuet og narret det onde.
Senere udviklede forsoningslæren sig i hovedsagligt to retninger. Den ene hedder den objektive forsoningslære. Det er, når den forsoning, Jesus bragte i stand med sin offerdød, er rettet mod Gud. Når det er Gud, der skal forsones og formildes. Grundtanken er, at når mennesket synder, så er det først og fremmest Gud, der bliver krænket. Det er Guds ære, der er blevet trådt for nær. Hvad skal mennesket dog så gøre? Hvordan kan menneskene nogensinde gøre det godt igen? Det kan mennesket ikke – det er vi slet ikke i stand til, medmindre vi lader os udslette alle sammen! Kun vores allesammens død ville være et stort nok offer til gengæld for den krænkelse, vi har tilføjet Gud.
Derfor måtte Gud blive menneske, for at hans søn på alle menneskers vegne kan bringe det offer der kræves, nemlig at skænke sit kostbare liv. Og når Gud derpå er glad og tilfreds, så er han fri til at skænke menneskene sin frelse.
Det er mærkeligt, men denne handelstanke er stadig den, der er meget udbredt i folks bevidsthed. At Jesu korsdød var en byttehandel, så at der kan blive slået en streg over alt det, vi skylder Gud. Men hvad så men Guds kærlighed – det andet store K-ord. Er det kærlighed at tage sig betalt? Er det retfærdigt at straffe en uskyldig? Og hvilken mening giver det at tale om tilgivelse, når nu Jesus ved sin død har betalt al gæld? Men det, der virkelig skurrer, er først og fremmest det underligt mekaniske, uvirkelige gudsforhold denne såkaldt objektive forsoningstanke sætter. Gud får sit, og vi får vores. Holder det? Og så er det vel også et kors for tanken, at Gud skulle være en grum, fornærmet overmagt, som ikke lader sig formilde, førend hans egen kære søn har blødt til døde?
Heroverfor står den subjektive forsoningslære. Gud er ikke offerets genstand, men offerets subjekt. Det er Gud, der gør noget – for os. Når Jesus dør på korset, er det hverken for at overliste djævelen eller for at oprejse Guds krænkede ære. Jesu død er en åbenbaring af Guds kærlighed til det faldne menneske.
Det er Gud selv, der dør – for at vise os mennesker, at der er en anden virkelighed end den voldelige, offerkrævende, egoistiske, fornærmede, misundelige, stridbare virkelighed, vi kender som vores verden. I Guds virkelighed, som i Kristus tilbydes os, der er det mere sandt at give end at tage. Det er mere sandt at tilgive end at fordømme. Al godt og virkeligt starter med, at man opgiver noget af sig selv for en andens skyld. Det er korsets afsløring.
Derfor er korset det stærkeste og smukkeste symbol i verden. På én gang makabert og uhyggeligt, og uendeligt smukt. For det åbenbarer os, at Gud vil ikke volden. Volden og grusomheden må vi skrive på vores egen regning. Det var menneskene, der henrettede Jesus, ligesom der hele tiden henrettes, pines og plages mennesker verden over. Sommetider endda i Guds navn, for at ære Gud og gøre Gud tilfreds! Men Gud vil ikke vold og offer. Gud vil kærlighed – og Gud vil forsone os, ikke med sig selv, men med hinanden. Det var det, Jesus døde for.
Jesus kunne vel have slået igen. Hvis han var Guds søn, og Gud er almægtig, så kunne han vel så let som ingenting have overmandet alle sine fjender. Men det gjorde han ikke? Hvorfor? Fordi Gud er kærlighed, og kærligheden kan ikke tvinge. Til gengæld er der heller ikke noget, der kan tvinge kærligheden i knæ. Kærligheden er den stærkeste magt i verden – og det er det, korset står for. For man tvang ham i knæ, med vold og magt. Man pinte ham og spottede ham – sådan som mennesker alle dage har pint og spottet hinanden. Men man kunne ikke tvinge Jesu til ikke alligevel at elske sine medmennesker, også dem der forfulgte ham og slog ham ihjel. Kristus tabte, men kærligheden vandt.
Kristendom fra A-Å skrives på skift af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter Ebbe Kløvedal Reich.