Prøv avisen

Den største skyggeside er magtesløsheden

Generelt bliver selvudvikling problematisk, hvis det medfører, at man ikke kan forholde sig til virkeligheden, mener coach og forfatter Pernille Melsted. Foto: Robin Skjoldborg

Hvis ikke vi tør tage livtag med vores dårlige sider, bliver det hårdt arbejde at være menneske, mener coach og forfatter Pernille Melsted

Pernille Melsted boede i New York den 11. september 2001, da terrorangrebet på World Trade Centers tvillingetårne fandt sted og efterlod New York og resten af verden i chok. Midt i alt det forfærdelige lagde den dengang fremadstormende karrierekvinde inden for pr mærke til, at der også skete noget gunstigt med indbyggerne i den pulserende storby. Den store eksistentielle krise fik folk til at tænke over, hvem de virkelig var, og hvad de ville med deres liv.
 
LÆS OGSÅ:Jeg har fået sårbarheden med

Der kom en ydmyghed, som egentlig var meget klædelig på mange måder. Det var i begyndelsen af 00erne, hvor der var gang i den, og dollaren var høj, og det hele kørte. Efterfølgende så jeg mange, der sagde deres job op, tog til Australien på den rejse, de længe havde drømt om, eller skyndte sig hen i kirken og blev gift. De kom helt eksistentielt i kontakt med, hvem de var, og hvad der var vigtigt.

Den 40-årige coach og forfatter fortæller historien fra sit smagfuldt indrettede sort-hvide køkkenalrum i lejligheden på Islands Brygge i København.

Hjemmet med moderne designklassikere fra Eames og Kartell danner rammen om hendes og den snart niårige søn, Williams, liv. Når hun ikke er ude at holde kurser, arbejder Pernille Melsted ofte hjemmefra, så der er også masser af litteratur og et mobilt skrivebord inden for rækkevidde.

Men tilbage til snakken om newyorkerne, der via krisen fandt ud af, hvad der var vigtigt for dem. Selvom den krise, vi lige nu har i Danmark og mange andre steder i Vesten, ikke direkte kan kalkeres over på tragedien fra New York, har det at befinde sig i en krise på sin vis samme effekt på befolkningerne, mener Pernille Melsted.

Efter en række opsvingsår er tiden nu en anden. Der er kommet en anden form for realisme og en meget sund modkultur til selvudviklingstanken, der handler om, at hvad du sender ud, er det, du får igen. At det, du ønsker og fortjener, det lander i din turban helt automatisk. Efter de hårde år er uskylden nu tabt. Vi bliver konfronteret med en anden grad af ansvarlighed. Det har været så moderne at følge sine impulser, men den går ikke rigtigt længere. Efter at have oplevet en nærmest dionysisk rus, hvor vi har jagtet det hurtige fix med luksusferier og dyre tasker, handler det nu om, hvad der er det fornuftige og ansvarlige valg.

Men mange oplever, at det kan være hårdt at mangle de materialistiske goder til at stive personligheden af med, forklarer Pernille Melsted.

Når vi mister det store hus, vi boede i, så kommer vi virkelig i krise, for hvem er jeg så, og hvad er det, jeg skal byde ind med. Hvem er jeg?.

Netop hvem folk virkelig er, er det store fokus i Pernille Melsteds arbejde som underviser og coach. Lidt som et modsvar til de mange selvudviklingskurser, der handler om at blive perfekt og den bedste udgave af sig selv, har hun kastet sig over det, hun kalder skyggearbejde. En proces, hvor kursisterne tager mod til sig og dykker ned i deres knap så flatterende sider. Uddannelsen varer et år, men man kan også begynde med en weekendworkshop. Hun afholder kurset sammen med den anerkendte amerikanske coach Debbie Ford.

Grundlæggende handler det om at afdække alt det, man ikke vil være ved. Skyggen er det, vi fornægter, alt det, vi ikke vil være. Det er de sider af os selv, som ingen må se, siger Pernille Melsted, som mener, at rigtig mange mennesker i alt for høj grad vælger helt at lukke for de egenskaber i sig selv, som de mener, kan få dem til at fremstå usikre eller usympatiske.

Men skyggearbejdet kan sætte os fri af vores skam og fastlåste roller. Det kan være ekstremt begrænsende for de mænd, der for eksempel sidder fast i en hardcore machopersona, og det er begrænsende for de kvinder, der sidder fast i lillepigerollen eller rollen som hende den sjove, kloge eller glade. Det ville være klædeligt for os alle sammen at komme fra enten eller til både og, hvor vi både kan være vrede og sætte grænser og også være bløde og blide. Vi skal tilbage til helheden. Det er der, vi er frie.

Hendes pointe er, at vi fra begyndelsen af livet egentlig har fuld adgang til vores menneskelighed.

Når man ser på babyer, kan man tydeligt se, hvordan de er i stand til at udtrykke alle følelser. Det ene øjeblik er de rasende eller græder hjerteskærende, det næste øjeblik er de glade. Og forfængelighed og skam eksisterer ikke. Men med tiden, når vi vokser op, og alt efter hvilken familie eller kultur vi er en del af, forstår vi, at der er følelser og sider af os selv, vi skal lægge låg på. At det her ikke er o.k. Så er det ikke så godt, at vi er vrede, jaloux eller grimme, og derfor skaber vi en persona, som udadtil er det modsatte. Og så er det, det begynder at være hårdt arbejde at være menneske, fordi man hele tiden skal arbejde på at opretholde facaden og holde bestemte sider af sig selv nede. Min amerikanske samarbejdspartner, Debbie Ford, beskriver det som, at der er en stor badebold, vi hele tiden forsøger at holde under vand, men som, hver gang vi er en smule uopmærksomme, popper op til overfladen og rammer os lige i hovedet.

Hvordan ved man så, hvornår noget er en skyggeside?

En metode til at få afdækket sine skyggesider er at se på, hvordan man reagerer på andre. Det, vi ikke kan holde ud i andre, er som regel ens egen skyggeside. Første gang jeg selv var på skyggekursus, lå der en kvinde på gulvet i fosterstilling og græd. Jeg syntes simpelthen, hun var så ynkelig, og tænkte, at hun skulle tage sig sammen. Efterfølgende kunne jeg se, at hun spejlede alt det, jeg bare ikke ville være. Jeg ville hellere dø af skam end at være ynkelig, svag og hjælpeløs. Og det giver meget god mening, fordi jeg normalt er ekstremt selvkørende. Derfor blev jeg klar over, at hvis jeg skulle have balance indeni, blev jeg nødt til at udforske den side af mig, siger Pernille Melsted.

Det lyder meget som at se bjælken i sit eget øje, før man ser splinten i sin broders?

Det er præcis det. Og med tiden vil man begynde at se sine egne pinlige sider uden at være skamfuld. Jeg lagde forleden mærke til, da jeg skulle bruge en plastikpose, at jeg tog Irmaposen frem for Nettoposen, fordi jeg er en snob. Jeg ville hellere blive set med den. Det er jo dumt, men det er jo sådan, det er, siger hun med et grin.

Pernille Melsted har tidligere skrevet bøger om at finde sin passion og om vigtigheden af altid at gå efter sine drømme. I dag er hun mere påpasselig med at opfordre til netop det og er generelt meget kritisk over for de negative konsekvenser af selvhjælpsindustrien.

Jeg mener, at selvhjælpsindustrien på mange måder er skyld i den overdrevne perfektionisme, som mange er præget af. I årevis har vi dyrket det gode, rigtige, perfekte menneske, men det rummer også en skyggeside. Det med at se det positive i alting kan være et problem og meget destruktivt, for nogle gange har man altså en dårlig chef, som man bliver nødt til at sige fra over for, hvis ikke man skal ende som dørmåtte. Og nogle gange er det sundt at blive vred og klogt at være kritisk. Jeg tror, at både depression og stress kan handle om, at man ikke kan give udtryk for de følelser, man rummer.

Generelt bliver selvudvikling problematisk, hvis det medfører, at man ikke kan forholde sig til virkeligheden. Hvis man lever i en slags Peter Pan-fantasi, hvor man ikke vil blive voksen og tage ansvar, mener Pernille Melsted.

Og så sker der ofte det farlige, at folk begynder at vende det indad og tænker, at det er dem selv, den er gal med. Jeg bliver rasende, når folk siger til en, der lige er blevet fyret, at de skal finde gaven i det. For hvad hvis det hele bare er noget lort? Det samme med sygdom, hvor nogen siger, at man selv har tiltrukket det, og hvis man havde tænkt andre tanker, var man ikke blevet syg. Det er en fornærmelse og personlig udvikling gone wrong.

For de fleste er det dog skræmmende at miste kontrollen, påpeger hun.

Den største universelle skyggeside er magtesløsheden. Det er sindssygt angstprovokerende, fordi der er noget, vi ikke kan styre. Når der kommer en fyring eller en sygdom udefra, vil vi så gerne forstå hvorfor. Vi vil have, at det betyder noget i det store billede. Men faktum er, at din mand forlod dig, eller at du blev fyret. Det var det, der skete. Der kan man så vælge at sige sandheden: at det er jeg rigtig ked af, eller man kan vælge fornægtelsen og lægge flødeskum på og sige, at det var en dejlig udfordring, at min mand gik. Efter en tid, hvor mange har valgt det sidste, synes jeg heldigvis, at den nøgterne, ærlige realisme begynder at vende tilbage. Der, hvor man godt tør sige øv og av, når noget ikke blev, som vi ønskede.

Hun gennemlevede selv sin største krise for 10 år siden. Det var dengang i New York, da hun boede på 5th. Avenue og arbejdede som pr-chef for kosmetikfirmaet Clinique og egentlig havde fået det, som hun ville.

En dag vågnede jeg op og tænkte og hvad så. Det var meget skamfuldt for mig, at jeg ikke længere var glad for mit job. Men jeg blev nødt til at mærke skammen over ikke at være tilfreds. Jeg kunne ikke have sagt op, hvis ikke jeg turde være ved min egen utaknemmelighed, vurderer hun.

Det var også i den forbindelse, hun overlod sin skæbne til noget større.

Jeg tænker ikke på mig selv som specielt troende, men i den situation skrev jeg små sedler til Gud og bad om et mirakel. Det med at overgive sig har været et ret stort tema i mit liv. Det betyder noget for mig at give slip på at være general manager of the universe (direktør for universet, red.), fordi jeg dybest set er en kontrolfreak. Når ubehagelige ting sker, prøver jeg på at turde være i følelsen og overgive mig til meningsløsheden. Frem for som det hedder i spirituelle kredse at lede efter gaven med det samme. Jeg har oplevet alt for mange mennesker, der ledte efter den der gave alt for hurtigt. De har ikke turdet være i sorgen, vreden eller skuffelsen. Vi skal turde lægge os ned på gulvet og sørge, rase og bede om hjælp.

Pernille Melsteds pointe er, at det som menneske er et for hårdt åg at bære, at man er ansvarlig for alt, hvad der sker i ens liv.

Det giver ingen mening, at vi skulle være dem, der bestemte det hele. Dog tror jeg på, at der er en mening med de sorger og kriser, vi går igennem i vores liv. Jeg tror på, at Gud ikke giver os større byrder, end vi kan bære. Men jeg tror ikke på, at livet nødvendigvis er let og altid giver mening.

Selvom krisen lige nu presser mange mennesker, er det hendes vurdering, at det er en god udviklingstid for menneskeheden.

Jeg tror, vi kommer til at blive klogere på os selv og på, hvad vi virkelig ønsker os. Men der ligger også et hårdt arbejde i det, fordi vi har fået tudet ørerne fulde af, at det skal være nemt.

pernille melsted