Prøv avisen

Den store brobygger

Patriark i Istanbul, Bartholomæus I, er en dreven diplomat, der taler syv sprog og formulerer sig i udglattende vendinger. Men han er også en af den tyrkiske regerings skarpeste kritikere, når det gælder undertrykkelsen af de kristne. – Foto: Murad Sezer.

Den åndelige leder for verdens 300 millioner ortodokse kristne, Patriark Bartholomæus I, er en hård kritiker af Tyrkiets undertrykkelse af de kristne. Han forsøger at bygge bro mellem religionerne og de forskellige kirkesamfund

Vi begynder med slutningen. Lederen af verdens 300 millioner ortodokse kristne har rejst sig fra sin skrivebordsstol for at sige farvel. Han ønsker for sidste gang at understrege sit budskab. Pludselig bryder det muslimske bønneråb igennem fra den nærliggende moskés minaret. Forkyndelsen af Allahs storhed sker med en lydstyrke, der er så øredøvende voldsom, at patriarkens ord knapt kan høres, selv om alle vinduer er lukket. Nabomoskéen til det ortodokse patriarkat i Istanbul er udstyret med en meget kraftig højttaler. Religionskonflikten lever for åben mikrofon.

Byen er kendt med det. Konfrontationen mellem islam og kristendom er den grundsten, som den tyrkiske storby Istanbul er bygget på. Frem til det græsktalende byzantinske riges fald i 1453 hed byen Konstantinopel og var hovedby i et kristent rige, der blandt meget andet fostrede en mangfoldig skønhed af kirker og klostre. Langt de fleste er i dag enten helt væk, omdannet til moskéer eller står tilbage som museer. Men ikke al kristendom i Tyrkiet og Istanbul er sat på museum. Den patriark, der siden oldkirken har haft sit hovedsæde i byen, er her stadig.

I dag hedder han Bartholomæus I. Han er 68 år og har siden 1991 som økumenisk patriark, verdenspatriarken, været åndelig leder for verdens ortodokse kristne. Selv om fortiden definerer hans embede, er der intet musealt ved ham. Fra sin særlige forpost i det, der i mere end 500 år har været den muslimske verden, kæmper han for fred mellem religionerne, ikke mindst kristendom og islam. Han er en dreven diplomat, der taler syv sprog og formulerer sig i udglattende vendinger. Men han er også en af den tyrkiske regerings skarpeste kritikere, når det gælder undertrykkelsen af de kristne. Han har argumenteret kraftigt for, at Den Europæiske Union anerkender kristendommens historiske betydning for kontinentet ved at nævne det i forordet til en europæisk forfatning, og han har tilnærmet sin kirke den romersk-katolske. Og så kaldes han den grønne patriark på grund af sin store indsats for miljøet. En indsats, der for ham er drevet af mere end en bekymring for naturen. Den er begrundet i hans syn på Jorden som en del af Guds skaberværk.

Når man i dag sætter sine fødder på det græsk-ortodokse patriarkats ejendom i byen, træder man eftertrykkeligt ind i kirke- og verdenshistorien. Det er her, at den 270. efterkommer til apostlen Andreas, der menes at have grundlagt kirken i dette område, langt om længe har sagt ja til at lade sig interviewe.

Anmodningen, der flere gange tidligere er blevet afvist, er nu trængt igennem det byzantinske bureaukrati, der omgiver patriarken. I et brev meddeler patriarkens sekretær, Hans Eminence Metropolit Dimitrios af Sevasteia, med en uges varsel, at "Hans Hellighed" vil lade sig interviewe lørdag den 1. marts klokken 11 på sit kontor i patriarkatet i Fener-kvarteret i Istanbul. Det ombyggede nonnekloster fra 1600-tallet, der ligger med udsigt over bugten, Det Gyldne Horn, er hjemsted for patriarken og arbejdsplads for de 70 ansatte. Uden for områdets mure holder tyrkiske politibetjente vagt, men heldigvis er det flere år siden, at der sidst er kastet bomber eller begået hærværk imod dette kristne hovedkvarter.

I venteværelset uden for patriarkens kontor hersker der en svævende forvirrethed, der må være en svag afglans af stemningen ved det byzantinske hof. Folk kommer og går i et væk. Patriarken har efter gammel skik tradition for i perioder at holde åben audiens for folk, der ønsker at se ham. Dagen før fejrede han sin fødselsdag, og mennesker så fjernt som fra Athen er kommet for at ønske ham til lykke. Præster og metropolitter med langt skæg og håret sat op i en knude under præstehuerne er i evig bevægelse. På væggene hænger flere gamle kobberstik af Hagia Sophia, verdens engang største katedral og patriarkens kirke, indtil islam indtog byen. Et minde om fortidens storhed.

Vore navne skrives op på audienslisten, som får vi at vide afleveres til den lokale presse, der løbende optrykker listen over de besøgende, så omverdenen kan følge med i patriarkens gøremål. Så kommer sekretæren og viser ind til Hans Hellighed Den Økumeniske Patriark af Konstantinopel og det nye Rom, som hans officielle titel lyder.

Han virker som et overraskende mildt menneske. Blikket bag brillerne er venligt, og han sætter sig ved sit store skrivebord under en prægtig gammel ikon af Guds Moder, som Jomfru Maria kaldes i den ortodokse kirke, og Jesus-barnet. Et enkelt tryk på en kontakt på bordet hidkalder en tjener, der kort efter serverer tyrkisk kaffe.

Med hovedsæde i Tyrkiet er patriarken den højest rangerende kirkemand i den muslimske verden. Han har derfor gjort det til en ambition at styrke dialogen mellem kristne og muslimer. Vi spørger først til hans syn på de danske Muhammed-tegninger. Han kender dem og vil tilsyneladende helst undgå det sprængfarlige emne.

Min enkle holdning er, at vi skal respektere hinandens tro og tradition, siger han.

Det Økumeniske Patriarkat har i mange år arbejdet for at fremme dialogen mellem religionerne, og vi har indtil nu arrangeret 11 forskellige konferencer mellem islam og kristendom. Vores filosofi her er, at alle må tilstræbe at vise god vilje, samarbejde, gensidig respekt og forståelse for andre religioner. Jeg er af den opfattelse, at alle mennesker bør føle sig som brødre og søstre, uanset tro, fordi vi bor på den samme klode og kun har én himmelsk Gud. Der er plads til os alle, fastslår han.

Men samtidig er friheden vanskelig at begrænse, erkender Bartholomæus I.

Ytringsfriheden er helt central. Alle former for frihed er givet til mennesker af Gud. Og Gud selv respekterer vores frihed. Han lader os selv afgøre, om vi vil det gode eller det onde. Men vi må respektere de religiøse overbevisninger hos andre mennesker, ligesom vi må forvente, at de respekterer os og den kristne tro. Denne gensidige respekt er meget vigtig.

Noget lignende har den katolske Pave Benedikt sagt. Hvis muslimerne skal bygge moskéer i Europa, bør kristne også have lov til at bygge kirker i den muslimske verden, mener paven. Hans kollega, patriarken, er mere afdæmpet. Han er i amerikansk presse blevet kritiseret for at være et eksempel på en kirkeleder, der er så intimideret af den muslimske majoritet i Tyrkiet, at han knapt tør tale de kristnes sag i den muslimske verden.

I spørgsmålet om religionsfrihed går patriarken dog direkte efter den tyrkiske regering og har på møder med både premierminister Recep Erdogan og senest den tyrkiske præsident, Abdullah Gül, klaget over Tyrkiets dårlige behandling af de kristne. Indtil nu uden resultat.

Men det er først og fremmest Tyrkiets sekulære holdning, der er et problem for os, siger han. De fleste religiøse muslimske tyrkere, som vi møder i statsapparatet, har vi færre problemer med, end vi har med de stærke sekularister og de højreorienterede nationalister, som slet ikke ønsker kristne minoriteter i landet.

Patriarkens klageliste over den tyrkiske undertrykkelse er lang, og lægger man dertil menneskerettighedsorganisationernes opgørelser over undertrykkelse og egentlig forfølgelse bliver den længere. Øverst står Tyrkiets lukning af det ortodokse præsteseminarium på øen Halki ud for Istanbul i 1971. Kirken kan ikke længere uddanne sine egne præster, og da loven foreskriver, at man skal være tyrkisk statsborger for at blive præst og ikke mindst patriark, har tyrkerne på denne måde taget kvælertag på kirken. Der er kun 3000 græsk-ortodokse indbyggere tilbage i landet af de næsten to millioner, der boede her for bare 100 år siden.

En tyrkisk domstol fratog sidste sommer patriarken hans titel som økumenisk patriark, verdenspatriark. Landet anerkender ikke patriarkatets overhøjhed over andre ortodokse end de få, der er tilbage i Tyrkiet. Tyrkiet er bange for patriarkens magt og gør alt for at tæmme den.

Tyrkiet anerkender heller ikke kirken som en juridisk enhed, hvorfor kirken kun med stort besvær og ved at etablere en lang række uafhængige fonde kan eje kirker og anden ejendom. Den tyrkiske stat har konfiskeret mange kirker og andre af patriarkatets besiddelser. Herunder også Tyrkiets ældste træbygning, der har været kirkens drengehjem. Den sag er netop nu ved at blive afgjort ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Patriarken er en varm fortaler for Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union.

Vi er tilhængere af Tyrkiets optagelse i EU under den forudsætning, at Tyrkiet opfylder de kriterier, der er nødvendige for alle kandidatlande. Tyrkiet har lavet mange reformer, somme tider vedtages de mest på papiret og implementeres ikke så hurtigt.

EU-medlemskab vil først og fremmest være en fordel for hele den tyrkiske befolkning og derfor også for os. Vi vil få mere velstand, stabilitet og demokrati. Ydermere vil minoriteterne få det bedre, hvis Tyrkiet indordner sig under de europæiske normer. Vi har i dag frihed til at holde gudstjeneste, synge og lade kirkeklokkerne ringe, men det er ikke nok. Vi mangler fuld religionsfrihed og møder en del diskrimination på grund af vores tro. Jeg plejer at sige, at når religion og stat er adskilt i en sekulær republik som Tyrkiet, hvordan kan staten så gribe ind over for minoriteter, alene fordi de er kristne?

Men hvordan forholder patriarken sig til den frygt, som mange europæere føler over for islam? Han mener ikke, at religion er roden til konflikter, og har ofte påpeget, at krige i Guds navn er krige imod Gud.

Jeg kan ikke sige så meget mere. Jeg er meget sorgfuld over de misforståelser, der i deres yderste fører til vold og terrorisme. Der er andre måder at løse problemer på, og for min kirke er metoden dialog. Derfor er vi så optaget af den inter-religiøse dialog. Vi må lære hinanden bedre at kende og sidde som civiliserede mennesker omkring det samme bord.

De kristne og muslimerne i Mellemøsten har en lang tradition for at leve fredeligt sammen. Sådan er det enkelte menneskes erfaring. Vi har gode forhold til hinanden. Tidligere havde vi endnu bedre forhold, hvor vi lykønskede hinanden ved de religiøse højtider. I Syrien sidder der flere kristne ministre i regeringen. I Egypten skal patriarken af Alexandria, der er nummer to i hierarkiet i den ortodokse kirke efter mit embede, ikke nødvendigvis være egypter af fødsel, men han kan vælges fra hele området, hvorefter han så får egyptisk statsborgerskab. Sådan er det ikke her i Tyrkiet. I nogle sammenhænge har de kristne det bedre i den arabiske verden end her i Tyrkiet, som er en sekulær stat.

Væggene i patriarkens kontor er beklædt med mørkt træ, skrivebordet er kæmpestort og fyldt af en mægtig bunke papirer. En lille skulptur af en muslimsk sufidanser står ved siden af kristne symboler. Der hviler en byzantinsk skønhed og tyngde over lokalet, hvor der på to af væggene hænger ikoner. På en tredje hænger et maleri af den tyrkiske landsfader Kemal Atatürk. Det er lovpligtigt og en smule absurd. Det er Atatürks stærke sekulariseringsprojekt med en statskontrolleret islam som en del af det ideologiske gods, der har gjort det svært for den kristne minoritet. Men patriarken har intet imod det. Han har græske rødder, men er født og opvokset i Tyrkiet.

Vi blander os ikke i politik og har ingen politiske ambitioner, men vi bliver beskyldt for, at vi vil skabe en ny Vatikan-stat her. Og det passer ikke. Den ortodokse teologi afviser sammenblandingen af den religiøse og politiske magt. Vi har ingen politiske mål. Vi ønsker bare fuld frihed til at opfylde vores åndelige mål.

Den ihærdighed, som Bartholomæus har udvist for at komme muslimer i møde, er også udstrakt til den katolske kirke. Pave Benedikt og han selv er i tæt kontakt, men nogen fusion imellem det, der blev til to kirker ved kirkesplittelsen i år 1054, tegner det ikke til.

Da jeg var på besøg hos ham sidst, spurgte han mig om, hvad der er den største hindring imellem vore to kirker. Jeg svarede: Dem selv. Vi respekterer paven, men er uenige i det, som titlen og embedet repræsenterer. For nylig mødtes vi også til en konference, og under frokosten, hvor jeg sad til højre for paven, spurgte jeg ham, om jeg måtte fortælle ham en vittighed, jeg netop havde hørt om hans nye bog "Jesus Kristus fra Nazaret".

Historien går som følger: Anglikanernes leder, ærkebiskoppen af Canterbury, kom i Himlen og fik foretræde for Jesus. Efter 20 minutter kom han ud igen, meget trist, for Jesus havde kritiseret ham for ikke at have forstået ham rigtigt. Derefter var det den ortodokse patriarks tur til at komme ind til Jesus. Her spurgte paven, om det var mig. Og jeg svarede ja. Også patriarken kom ud igen efter cirka 20 minutter, trist og nedbøjet over at være blevet kritiseret, fordi han ikke havde forstået Jesus rigtigt. Så var det endelig pavens tur. Samtalen trak ud og trak ud. Til sidst gik døren op, og Jesus kom ud. Han var både oprevet og vred og sagde: "Denne mand, Paven, har nu igennem en hel time prøvet at overbevise mig om, hvem jeg i virkeligheden er. Men jeg ved godt, hvem jeg selv er og behøver ikke ham til at diktere mig det," sagde Jesus og forlod ophidset lokalet.

Bartholomæus griner selv højt af historien, der bedre end teologiske udredninger fortæller om kernen i de to kirkers uenighed, nemlig forståelsen af pavens rolle som kirkeleder og paveembedets ufejlbarlighed.

Den ortodokse kirkes gudsforståelse, der betoner Faderen som Skabergud, har næret patriarkens egen interesse for natur- og miljøsagen. I hele sin tid som patriark har han talt for en ændret holdning til den måde, hvorpå mennesker behandler naturen. Der er afholdt internationale konferencer med patriarken som vært, senest på Grønland, og der forberedes endnu en konference til næste år i Nil-deltaet ved Alexandria i Egypten.

Miljøspørgsmålet er også et teologisk spørgsmål, siger han. Det har ikke bare en ydre betydning, for denne planet er skabt af Skaberen, Gud. Hvis vi siger, at vi elsker og frygter Gud, men ikke respekterer og beskytter hans skabelse, er vi ikke seriøse og ærlige. I Biblens første skabelsesberetning hedder det, at Gud overdrager Jorden til mennesker til at arbejde og beskytte den. Vi ejer den ikke. Vi er administratorer og forvaltere. Vi skylder at bevare Jorden for de kommende generationer. Vi har ikke ret til at udrydde arter eller forurene, for efter os følger andre generationer. Jeg er ikke en utopist, der tror, at jeg kan løse denne verdens miljøproblemer, men vi håber at skabe en opmærksomhed, som kan gøre folk mere følsomme over for at beskytte og bevare skabelsen.

Den vestlige kirkes større fokusering på mennesket og mindre på ærbødighed over for skabelsens mysterium, mener Patriarken, er en baggrund for, den vestlige længsel efter spiritualitet.

Den vestlige verden tørster efter mere spiritualitet, og af samme grund vinder den ortodokse kirkes spiritualitet frem, siger han.

Bøger om kirkefædrene oversættes, det samme gør bøger om ørkenfædrenes tanker. Noget mangler i den vestlige kristendom, som vi kristne i østkirken kan tilbyde. Der er et hul, vi kan fylde. De gamle kirkefædre fra det fjerde og femte århundrede var beåndede og oplyste mennesker, der har noget at sige os i det 21. århundrede.

Og hvordan nærer patriarken så selv sit åndelige liv?

For os ortodokse og især præster og patriarker er det liturgiske liv i kirken meget vigtigt, forklarer han. Det at fejre gudstjeneste og modtage nadveren og synge blandt ikonerne er meget vigtigt, og det er den bedste måde at nære vore sjæle på. Liturgisk liv er vigtigt. I den liturgiske tekst findes hele den orientalske kirkes teologi. Det, der reddede den ortodokse kirke i Sovjetunionen igennem mere end 70 års kommunisme, var ikke kristendomskurser eller religionsundervisning i skolerne. Det var derimod bedsteforældrene, der tog deres børnebørn med i kirke, hvor de kunne høre koret synge, modtage nadveren og aflægge skriftemålet. Det er en tavs måde at lære fra sig på.

Interviewet er ved at være slut. Den tidligere irske premierminister sidder i venteværelset som næste gæst. Selv om Patriarken understreger, at han ikke bedriver politik, knytter han mange bånd til mennesker, der kan hjælpe hans kirke. Strømmen af prominente politikere og statsledere, der har besøgt patriarkatet, er endeløs. De seneste fire amerikanske præsidenter har hjulpet patriarken med at presse Tyrkiet til at give de kristne bedre vilkår blandt andet ved at få præsteseminariet på Halki-øen genåbnet. Indtil videre uden held.

Patriarken vil gerne samle interviewet op i en afsluttende sætning.

Vi prøver at gøre vort bedste her i patriarkatet, givet de omstændigheder, der er, og på trods af de vanskeligheder, som vi stilles overfor. Vi prøver at formidle et budskab til verden: Kærlighed, fællesskab og forståelse. Og jeg gentager, at vores vigtigste arbejde er miljøkamp og religionsdialog.

Det er disse sidste ord, der næsten drukner i lyden fra den enorme højtaler lige uden for patriarkatets ejendom, hvorfra der kaldes til bøn i den nærmeste moské. Luften vibrerer, og det er tæt på, at maleriet af Kemal Atatürk ryster på væggen. Allah er stor, og patriarken må for et øjeblik indstille sin tale. Så slutter den milde og venlige mand med at give sine gæster et lille kors hver til minde om besøget.

Det Økumeniske Patriarkat har overlevet her i 1700 år, og med Guds hjælp vil vi blive her og opfylde den religiøse og åndelige mission, som er vores, siger han så.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk

Erik Bjerager interviewede den økumeniske patriark sammen med programmedarbejder ved Danmarks Radio, Anders Laugesen, som senere på året vil sende et program om patriarken i "Tro og Eksistens" på P1 søndag morgen.