Den svære afsked

Det er svært at forestille sig, at den energisk talende lille kvinde og leder af Københavns Kommunes børnehave på Amagerbrogade går på pension om fire måneder. Bente Bertelsen, 64, laver te og viser rundt i den lille institution, mens hun fortæller løs om forholdene i den verden, som har været hendes i 25 år. En verden, som hun har været meget glad for og engageret i og derfor forlader med et vist vemod. Alligevel er hun ikke i tvivl om, at tiden er inde til at lade yngre kræfter tage over. - Som leder har man et stort ansvar. Man skal hele tiden følge med og være den, der over for personalet går foran og kommer med gode pædagogiske ideer. Administrationen i Københavns Kommune er vokset helt enormt de seneste år, hvor vi bliver sendt på kvalitetskurser og hvad ved jeg. Der er hele tiden noget nyt, og jeg har tit arbejde med hjem for at forberede virksomhedsplaner og møder, og det, kan jeg mærke, er ved at blive for meget, siger Bente Bertelsen. Alligevel er det svært at skulle sige farvel og vide, at hun ikke skal være her mere. Og som hun sidder der på kontoret med kimende telefoner og børn og forældre, der lige stikker hovedet ind og siger hej, forstår man, at hun i den grad har været en del af interiøret. - Jeg har altid været glad for at gå på arbejde, og det vil jeg være til den sidste dag. Det er det hele, jeg synes er spændende - at lege med ler med børnene og følge deres utrolige udvikling, fra de er tre til seks år, og at sætte årsplanen sammen og have nogle spændende pædagogiske diskussioner. Musik og fransk Især samværet med kollegerne vil hun savne. Både de faglige og personlige snakke, de holdninger, de har delt, og det fællesskab, det har givet. - Det bliver svært at erstatte. Måske vil jeg melde mig til et kursus i »musikforståelse«. Og jeg har en tvillingesøster, som er en slags veninde, som jeg aldrig har haft tid til at se så meget til, siger Bente Bertelsen. Ellers er hun ikke så bekymret for, hvordan hun skal få tiden til at gå. - Jeg kan mærke, at mine børn er lidt bekymrede, og jeg ved heller ikke helt, hvordan jeg vil have det. Men egentlig tror jeg, at jeg vil have det fint. Jeg har aldrig haft svært ved at beskæftige mig selv, så jeg vil ikke gå til blomsterbinding. Mange begynder at læse på universitetet, men jeg synes, at jeg har fået den efteruddannelse, jeg har brug for. Men det kan godt være, at jeg vil gå til fransk, fordi jeg har familie i Frankrig. Mere tid til de fire børnebørn, som hun kan have overnattende og lave ting sammen med, glæder hun sig også til at få. Hun vil gerne hjælpe og aflaste sine travle børn, men helt at stå til rådighed for dem og deres børn, det skal de nu ikke regne med. For Bente Bertelsen og hendes mand har mange planer for deres nye liv. I øjeblikket er de ved at male og tapetsere lejligheden på Østerbro, som Bentes ældste søn og hans familie lige er flyttet ud af. Og så skal rækkehuset i Smørum sættes til salg. - Vi skulle sælge en af ejendommene, og så synes vi, at der er flere muligheder i København. Jeg regner med, at vi skal gå til koncerter og i teatret og alle de ting, man kan i en storby. Men så vil vi i stedet købe et sommerhus, hvor vi kan bo fra maj til september. Min mand har en drøm om selv at lave al indmaden, og jeg kan godt lide at gå og rode i haven. Men at læse bøger og høre klassisk musik skal der også være tid til. Og badmintonen skal også passes - og skigymnastikken. - Det går vi til hver vinter, og vi elsker at stå på ski. Vi skal af sted to gange i år. Og vi har også talt om at tage på større rejser og se verden. Men først og fremmest handler det om at få tid til hinanden. Det har der ikke været meget af i en travl hverdag, hvor jeg har taget af sted ved syv-tiden og først været hjemme klokken halvsyv. Når jeg så har ryddet op, er jeg som regel så træt, at der ikke er overskud til mere, siger Bente Bertelsen. En blød overgang Men det bliver der inden længe. 1. juni har hun sin sidste arbejdsdag i børnehaven, og de praktiske forberedelser var det første, der kom på plads. De økonomiske udregninger og så lige et giftermål, inden hun blev 65, så hun og hendes mand sikrer hinandens pension. De mentale forberedelser har været langt sværere, indrømmer Bente Bertelsen. - Jeg er både mæt og så alligevel ikke helt. Men jeg er glad for, at jeg har haft det sidste år til at vænne mig til tanken. Alligevel kommer jeg hele tiden på noget, jeg skal huske at få lavet, nogle rutiner, jeg synes er gode og vil skrive ned. Og selv om min mand siger »åh, lad nu vær', der kommer en anden og laver det«, så har jeg det svært med den tanke, siger Bente Bertelsen. Hun er også sikker på, at det vil gibbe i hende for at blande sig, når hun kommer på besøg. Hun har lovet at afvikle tingene gradvist og hjælpe souchefen ind i regnskaber og det andet papirarbejde. På den måde bliver afskeden ikke så definitiv. Men stafetten skal gives videre. Og Bente Bertelsen er for beskeden til at bryste sig af det, hun kan overdrage til sin afløser. - Vi har 50 procent tosprogede børn og har lagt mange kræfter i at tale med forældrene og hjælpe dem på vej. De mange års erfaring som pædagog en giver evne til lynhurtigt at se, hvad der er på færde, og hvornår og hvorfor noget går skævt for et barn. Og det bedste ved jobbet er at opleve, at tingene lykkes. Men jeg har aldrig følt det som en mission at være pædagog og leder. Mission eller ej. Et langt og rigt liv på arbejdsmarkedet er slut, og der skal siges farvel med maner. - Jeg kunne godt tænke mig at holde en lille fest for børn og for-ældre, siger hun og ser lidt bevæget ud ved tanken. Dette er den første af en serie artikler om den tredje alder. De følgende artikler vil blive bragt i »Liv & Sjæl« de kommende fredage.