En sorggruppe for børn må ikke blive en lille sørgeenklave, sådan at de almindelige folkelige kræfter ikke bliver brugt. Det er vigtigt, at de nære omgivelser er hjælpsomme over for familier, der har mistet et medlem.
Det mener en af de danske pionerer inden for sorg- og krisearbejde, den 73-årige socialrådgiver, lektor og familieterapeut Lis Hillgaard. Hun advarer imod en stigende professionalisering:
- Der er i dag en tendens til at tænke, at når nogen lider et tab, så henter man bare en psykolog. Vi, der arbejder professionelt med sorg og krise, må derfor i høj grad arbejde på at styrke den enkelte familie og dens netværk i forhold til at kunne træde til, når døden har været på besøg. I dag har mange svært ved at have med det helt nære at gøre.
Når det er sagt, vil Lis Hillgaard gerne tale positivt om sorggrupper for børn. Men hun understreger, at sorggruppen helst skal være en del af omgivelsernes øvrige åbenhed over for børnene, og hun tager udgangspunkt i børnenes behov:
- Når et barn har mistet en forælder eller søskende, har det brug for dels at få sandheden om dødsfaldet fortalt i børnehøjde. Dels at få lejlighed til at reagere som det unikke barn, det er. Generelt kan man sige, at barnet kan tåle det hele, bare det ikke oplever fortielser, og bare det ikke bliver forladt. Jo mere miljøet omkring barnet kan stille sig til rådighed og være åbent, jo lettere bliver det for barnet.
- Det er så indlysende rigtigt, og samtidig er det så svært at håndtere. Familier, der har de bedste intentioner, kan ikke gøre det, fordi de voksne er opslugt af deres egen ulykke. Derfor er det vigtigt, at omgivelserne til den ramte familie kan byde sig til, for eksempel en onkel eller en god veninde. Bare det er en voksen, der har lidt mere afstand til dødsfaldet, og som kan komme og gå i familien og tage over. Også så barnet oplever, at det ikke alene skal tage sig af mor eller far og gemme sin egen sorg.
- Den, der kommer, skal vide, at der ingen trøst er at give. Men at det til gengæld er lindrende, når man deltager og holder i hånd og græder sammen. Den smerte, man skal igennem, er den, vi alle har så svært ved at klare. Og vi kan især ikke klare, når børn har det frygteligt.
- Det er også vigtigt, at skoler og institutioner ikke er med til at fortie, hvad der er sket. Her gør mange børnehaver allerede et stort arbejde. Og naboerne kan ikke nøjes med at sende en blomst. De skal turde komme uden at have noget at sige. Det bedste, man kan give, er sine tårer. Så oplever de, der er ramt, at det her er noget, der overgår os alle. Sorgen over døden kan vi ikke smyge os uden om, og vi kan kun stå den igennem ved at holde nogen i hånden.
- Her er det så, at nogle mennesker heldigvis har fundet på at sætte børn, der har mistet, sammen i grupper. Det er en vigtig nyskabelse, fordi netværket i dagens Danmark har så svært ved at løfte opgaven.
- Når børn mødes i grupper, kommer vi professionelle og andre velmenende voksne til kort. For når børnene møder hinanden, ved de med usvigelig sikkerhed, at de andre ved, hvordan det er at have mistet. Børnene genkender hinanden og forstår hinanden på et dybere plan. Derved ophæves den følelse af fremmedhed og alenehed, som oftest følger børn, der har mistet.
Lis Hillgaard ser det sådan, at alt, hvad der kan gøres for børnene, har et stort forebyggende potentiale.
- Tab af forældre eller andre nærtstående i barndommen kan give så store sår i sjælen, at der sker en skævudvikling. Ofte er de som voksne ikke klar over, at der skete en revolution i deres liv, dengang far eller mor døde. Og traumet slår først igennem mange år senere som fysisk eller psykisk sygdom. Det er faktisk alvorlige ting, der er på spil.
- Men mødes barnets behov for at blive set og forstået, kan det leve med at have mistet. Og det kan udvikle sig ud fra det. På et eksistentielt niveau får det et større kendskab til livet. Det erfarer, hvor svært det er at leve, samtidig med at det ved, at nu gælder det om at tage fat, for det her er det eneste liv, man har. På den måde bliver barnet også et klogere menneske, siger Lis Hillgaard.