Prøv avisen

Den tredje søster

Inger Schmidt, lærer, Holstebro. Hendes søster blev hjerneskadet under fødslen.

I 1942 blev den udviklingshæmmede pige Jette kun et år gammel afleveret til en institution under åndssvageforsorgen af sine forældre. Lægen rådede dem til at glemme hende og få nogle raske børn i stedet. Jette kom aldrig hjem igen, og Inge var 26 år, før hun mødte sin storesøster.

Hvert år op til jul i begyndelsen af 1950'erne blev der pakket en særlig pakke hos familien Knudsen i Randers. Alle i lejligheden var med omkring stuebordet: både mor, far og døtrene Kirsten og Inge. Æsken blev dekoreret. Der blev lagt æbler i hjørnerne og små stykker hjemmelavet marcipan indpakket i cellofan ned i kassen sammen med nisser og masser af chokolade. Og naturligvis en julegave – som oftest en dukke med tilhørende strikket tøj.

Den fine pakke var til familiens tredje søster, Jette. Hun var et år gammel i 1942 blevet afleveret til åndssvageforsorgen på centralinstitutionen Brejning ved Skanderborg.

"Det var en meget højtidelig stund. Hun var ikke helt glemt, selvom vi aldrig så hende," siger Inge Smith.

Jette bliver født i 1941 ved en fødsel, der går meget stærkt. I løbet af det første år går det op for forældrene, at der er noget galt med den lille pige: Hun sidder skævt til den ene side og griner hele tiden. Jette bliver undersøgt af både huslægen og siden speciallæger.

De fastslår, at der er tale om en fødselsskade, og anbefaler, at barnet afleveres til åndssvageforsorgen. Et år gammel bliver Jette indskrevet på Brejning, men bliver kort efter flyttet til centralinstitutionen Sølund ved Skanderborg.

"Man havde den holdning, at det ville være umuligt at udvikle hende. Og at mine forældre skulle have en ny chance. De blev anbefalet at få et nyt barn så hurtigt som muligt for at komme videre," siger Inge Smith.

Allerede i 1943 får forældrene deres næste barn – datteren Kirsten – og to år efter kommer Inge til. Først da pigerne er henholdsvis fem og syv år gamle, får de at vide, at de har en storesøster.

"De fortalte os ikke særlig meget. Kun at hun hed Jette og var på institution, fordi hun var evnesvag. Det var ikke noget, vi talte med vores forældre om. Men vi havde hende med i vores fadervor hver aften."

Inge Smith, født Knudsen, er i dag 65 år gammel, og når hun skal beskrive sin barndom, bliver stemmen varm:

"Det var en meget, meget dejlig opvækst med stor kærlighed og omsorg fra mine forældre. Vi blev stimuleret på alle måder og havde vidunderlige bedsteforældre."

Inges forældre var meget forskellige: Moderen havde et lyst sind, hun var enebarn med en solid borgerlig baggrund. Faderen kom fra en lærerfamilie på landet med seks søskende og var mere tungsindig. Han var lærer og blev senere skoleinspektør. Og var i øvrigt et stærkt socialt engageret menneske.

Inge Smith mener, at forældrenes meget forskellige sindelag er en del af svaret på, hvorfor moderen aldrig så Jette igen, mens faderen holdt kontakten resten af livet med årlige besøg.

"Jeg tror ikke, de var uenige om det. Far magtede det, og jeg ved, at mor var meget glad for, at han tog derned. Han har simpelthen ikke kunnet leve med ikke at holde øje med denne her lille pige. Og han var stærkt påvirket, når han havde besøgt hende. Det er ikke noget, jeg har talt med ham om, men jeg ved fra min mor, at han var trist, når han vendte hjem."

Inges mor derimod lagde den ældste datter bag sig.

"Men der er ingen tvivl om, at det var en stor smerte for hende. Jeg har hørt hende sige: 'Du aner ikke, hvilken stor sorg det var at sende sit barn væk'."

I 1970 dør de tre søstres far pludselig ved en bilulykke i en alder af 57 år. Inge Smith påtager sig værgemålet for Jette, og i 1971 tager den 26-årige kvinde fra Holstebro til Skanderborg for at møde sin søster for første gang.

Inge kommer til Sølund samme dag, som der skal afholdes en større fest på institutionen, og i første omgang betragter hun sin storesøster på afstand. Hun stiller sig i døren til et lokale og kigger på Jette, der sidder for enden af et festopdækket bord: en stærkt handicappet ung kvinde med grå øjne og mørkt krøllet hår.

"Jeg kan stadig se hende for mig. Det var en rystende oplevelse. Ja, faktisk nærmest et chok. Hun var jo meget handicappet, og samtidig kunne jeg se, at hun lignede min fars familie. Jeg blev utrolig bevæget."

Spørgsmålene svirrer i hendes hoved, mens tårerne triller ned ad kinderne.

"Jeg tænkte: Hvorfor er hun blevet sådan? Hvordan skal jeg skabe kontakt til hende? Hvad er det dog for en opgave, jeg har påtaget mig? Jeg følte medlidenhed, men mærkede også en følelse af afmagt. Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der og græd."

Efter nogen tid bliver de to søstre præsenteret for hinanden.

"Jeg tror ikke, hun forstod, at jeg var hendes søster. Men hun var utrolig glad for at få besøg. Det var jo indtil da kun min far, som havde besøgt hende."

Fra 1971 og 10 år frem var Inge Smith værge for Jette. I samme periode blev hun mor til tre børn og havde travlt med sit arbejde som nyuddannet gymnasielærer i Holstebro.

"Det var 10 belastende år for mig, og jeg gjorde ikke et ret godt stykke arbejde som værge. Jeg besøgte Jette indimellem og sendte pakker, men jeg havde ikke overskuddet til at engagere mig meget i hende. I dag føler jeg, at jeg svigtede hende, fordi jeg ikke gjorde mere," siger hun.

En af de ting, der holdt Inge tilbage fra at besøge søsteren oftere, var, at hun ikke brød sig om at komme på den gamle centralinstitution:

"Der var ikke rart at komme på Sølund under det gamle system i 1970'erne. Beboerne havde ikke deres eget værelse, men lå på store stuer, og flere af dem var fastspændt. Det var et hospital – det var ikke et hjem."

I 1980 fik Jette en ny værge, en frivillig kvinde, der engagerede sig meget i hende. Hun tog Jette med ind i sin egen familie og tog med hende på rejser.

"Jeg følte det som et nederlag, at jeg ikke selv havde kunnet gøre mere, men det var en stor lettelse, at der kom en anden indover, som engagerede sig i hende. Og jeg er hende meget taknemmelig den dag i dag."

I dag besøger Inge og Kirsten deres storesøster et par gange om året – og altid til jul og fødselsdag.

"Det er en fest at komme på Sølund i dag. Jette har en skøn lejlighed i smukke omgivelser. Der er lyse rum og moderne møbler. Og de ansatte er utrolig søde og fortæller ofte, hvor stor glæde både de og Jette har af vores besøg. Det giver dem noget at tale med hende om."

Inge har aldrig haft sin søster i sit eget hjem, og hendes tre voksne børn har aldrig mødt deres moster.

"Ikke fordi det ikke kan ske på et tidspunkt. Det er bare en barriere, jeg ikke har overskredet."

Til næste forår fylder Jette 70 år. De mørke krøller er blevet grå, og hun sidder i kørestol. Hun har arvet sin mors lyse sind. Og selvom hun kun kan sige nogle få ord, er der ingen tvivl om, at hun genkender sine søstre.

"Hun er meget glad for at se os, selvom søsterbegrebet for hende nok er lidt diffust. Men hun bliver ikke ked af, at vi går. Når hun har vinket farvel til os, er hun videre i sit liv med de andre på stedet. Jeg har ikke nogen dårlig fornemmelse, når jeg efterlader hende der i dag."

Jette har sammen med personalet fået lavet en bog om sit liv med blandt andet billeder af sin familie – en såkaldt livshistorie. I forbindelse med researchen til bogen fandt søstrene i familiens gemmer billeder af Jette som spæd med forældrene.

"Hun er utrolig glad for den bog, som hun stolt viser frem. Jeg ved ikke, om hun forstår, at de mennesker på billederne er hendes mor og far, men når hun kigger på dem, ser hun meget alvorlig ud. Og personalet siger til os, at hun forstår mere, end man skulle tro."

Inge Smith har aldrig følt skyld over, at hun fik en lykkelig barndom, som ikke var søsteren Jette forundt.

"Hvis far og mor skulle have taget sig af hende, er det ikke sikkert, der havde været overskud til flere børn. Indimellem har jeg da tænkt, hvor meget det ville have præget mit liv, hvis hun var blevet passet hjemme. Eller om hun kunne have udviklet sig, hvis hun havde fået andre stimuli i de tidlige år."

Og det har taget mange år for Inge at få en følelse af, at Jette var hendes søster.

"Mit udgangpunkt for at tage mig af min søster, da min far døde, var en forpligtelse og et ansvar over for ham. Og de første mange år følte jeg ikke nogen tilknytning til Jette. Men langsomt de seneste 20 år er vi mere og mere blevet søstre. Og i dag bliver jeg virkelig glad, når jeg ser hende."

I 2003 døde Jette, Kirsten og Inges mor. Uden nogensinde at have set sin førstefødte datter igen.

"Vi forsøgte at få hende med og besøge Jette, efter at far var død. Men hun ville ikke. Hun havde afskrevet det. Det kan måske være svært at forstå og acceptere. Men jeg har aldrig bebrejdet min mor, at hun reagerede, som hun gjorde. Min mor var en 'survivor'. Hun lagde det bag sig og levede for os andre."