Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Depression æder livslysten op

Spørg om livet: En depression kan helbredes, og måske skal du skifte medicin, lyder rådet til en læser

Kære Brevkasse

Jeg stoppede en uddannelse, som handlede om vejledning og omsorg for andre. Sidste efterår tog jeg et mere håndværkspræget kursus. Den pågældende håndværksuddannelse kræver bare en fysisk stærk ryg, og desværre fandt jeg ikke nogen praktikplads.

Jeg er efterhånden ved at tro, at mit liv er en lang depression, og jeg kan ikke se noget håb. Jeg har også en skade i mit fodled, som ytrer sig ved smerter og slidgigt. Jeg er midt i 40'erne, og jeg har opgivet tanken om at kunne bruges ude på arbejdsmarkedet.

Jeg har før taget det antidepressive middel efexor, som gjorde, at jeg holdt op med at græde, men samtidig kunne jeg hverken mærke glæde, medfølelse eller sexlyst. Det lammede mig. Nu skal jeg tage cipralex. Jeg har gået til psykolog i det sidste års tid. Sidst jeg var til samtale hos psykologen, spurgte han, hvad jeg fik ud af at gå hos ham? Det ved jeg ærligt talt ikke, og jeg går ofte derfra med en følelse af, at jeg ikke er dygtig nok til at udfylde de forskellige kognitive skemaer. Kunne jeg bare finde noget, som virkelig optager mig, så alle de grimme og hadefulde tanker om mig selv kunne forsvinde. De mennesker, jeg har fortalt, at jeg har en depression, bliver nærmest bange for mig. Kun de, som selv har prøvet det, ved, hvad det vil sige. Det føles som et stort tabu at snakke om. Jeg er flov over for min familie og børn og venner, at jeg ikke kan tage mig sammen og blive stabil og glad. Min mand siger ofte, at han ikke ved, hvad han skal stille op, han føler ikke, han kan gøre mere. Ingen gider være sammen med en, der er deprimeret, og jeg kan mærke, hvordan de trækker sig. Depression æder livslysten op indefra. Jeg tænker tit på selvmord, men jeg tror slet ikke, jeg har viljen til at gennemføre det. Hvad skal jeg dog gøre?

Venlig hilsen

Beate

Kære Beate

En depression er noget af det mest smertefulde, mennesker kan opleve, fordi sygdommen sidder i centrum af personligheden og påvirker mange funktioner. Livskvaliteten er meget nedsat, tankerne er negative både i forhold til én selv, andres muligheder for at hjælpe og i synet på fremtiden. Kroppen er også belastet, og mange må ligesom du leve med mange smerter. Rigtignok havde du dine problemer i din fod fra tidligere, men vi er overbevist om, at disse i langt større grad ville være til at leve med, hvis du ikke var deprimeret. Det er også særdeles smertefuldt at leve med jævnlige selvmordstanker. At du har sådanne tanker indikerer, at din situation må tages særdeles alvorligt.

Du har nu levet med denne tilstand i flere år, så længe, at du nu let kommer til at tænke om dig selv, at du er sådan. Men det er omvendt. Du er blevet sådan i de seneste år, fordi du har en depression. Og en depression kan helbredes, og en depression kan gå over. Du har da også opsøgt både medicinsk og psykologisk hjælp. Desværre har det ikke hjulpet dig. Men det betyder ikke, at du er umulig at hjælpe! Du nævner for eksempel, at du kun har prøvet to antidepressive præparater i de sidste tre år, men at de ikke har hjulpet. Det er ganske enkelt ikke fagligt godt nok at lade en person afprøve et præparat og fortsætte med det i mange måneder, hvis virkningen udebliver. Et antidepressivt præparat kan være gennemprøvet i hele sin dosisbredde i løbet af to og tre måneder. Og har der ikke været nogen væsentlig positiv effekt, må man afprøve et andet præparat eller præparatkombination. Medicinsk set har du derfor kun prøvet meget lidt. Det må du minde din psykiater om, ellers må du skifte endnu engang. Du skal have systematisk opfølgning på det medicinske område, og det skal dokumenteres, hvad du får hvornår, og hvilken effekt det har.

Du er i en ond cirkel. Din depression gør, at du har svært ved at komme i gang og få fat i en beskæftigelse og et liv, der er tilfredsstillende. Og omvendt bidrager dine erfaringer og nederlag til, at du bliver mere deprimeret. Hvis du under en eller anden form, din dårlige fod taget i betragtning, kan finde en måde, hvorpå du kan komme i bedre fysisk form, vil det også være en hjælp på det humørmæssige område. Men først og fremmest skal der ske en langt tættere opfølgning af dig hos en speciallæge i psykiatri. Spørg din læge om vedkommende kender en, som er dygtig, når det gælder medicinsk behandling. Du ønskes alt godt.

Mange hilsener

Annette og Jørgen