Depression har mange og forskellige udtryk

En kvinde overvejer, om hendes mand kunne ske at have en depression, og om det i så fald er muligt at have en depression uden selv at vide det. Hun oplever, at manden er meget træt og har mindre overskud, end han tidligere har haft. Brevkassen svarer

Reagerer mænd og kvinder forskelligt, hvis de har en depression, spørger en læser. Mænd har ofte de samme symptomer på depression som kvinder, svarer Anette og Jørgen Due Madsen.
Reagerer mænd og kvinder forskelligt, hvis de har en depression, spørger en læser. Mænd har ofte de samme symptomer på depression som kvinder, svarer Anette og Jørgen Due Madsen. . Foto: SAMI BELLOUMI/PHOTOPQR/LA VOIX DU NORD.

Spørgsmål om depression

Kære brevkasse

I sidste uges brevkasse kunne man læse om en mors bekymring for sin voksne datter.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Noget af det, jeg faldt over, var, at denne mor var urolig for, om datteren havde de en depression uden helt at have erkendt det. Og at denne datter midt i denne tilstand fik taget radikale beslutninger, blandt andet om at forlade sin ægtefælle. Så er mit spørgsmål: kan man godt være deprimeret uden selv at vide det? Og er det noget andet end belastninger, der kan skabe tristhed, mindre overskud og måske større sårbarhed? Jeg spørger, fordi jeg indimellem overvejer, om min mands reaktioner er af en sådan karakter, så jeg skal være urolig for ham.

Grundlæggende har jeg en rigtig god og venlig mand, men jeg har erfaret igennem det sidste år, at han har oplevet længere perioder, hvor jeg synes, han reagerer for sårbart. Han har haft meget travlt på arbejde. Indimellem har han klaget over det, men samtidig er han også både engageret og udholdende. Han har også tidligere i sit liv haft travlt, og han har kunnet lide det, men nu tænker jeg indimellem, om der er noget mere. Jeg har erfaret, at han er blevet mere sart og mere irritabel. Hans tærskel over for mig og også over for vores næsten store børn er blevet mindre overskudsagtig.

Jeg har naturligvis spurgt ham, om der er noget, der går ham på, og han antyder, at han ikke har det helt godt, men han slår det samtidig hen, så det er svært at få helt fat på. Jeg har endda spurgt, om han ikke havde behov for at snakke med vores læge eller en anden om det, og da bliver han næsten irriteret på mig, hvilket ellers er meget fjernt fra hans måde at reagere på. Han virker også mere træt, og jeg tænker på, om det er, fordi han har travlt, og dermed er naturligt træt, eller om han er træt, fordi hans humør er for påvirket.

Jeg ved, at der har været opgaver, som han har måttet tage på sig i sit job, som har været både svære og ansvarsfulde. For knap to år siden mistede han også sin far, som han satte meget højt. Vi var begge klar over det og fik snakket godt om det. Der var også en naturlighed over det, for hans far var oppe i en høj alder.
Er der forskel på, hvordan kvinder og mænd reagerer, når de er deprimerede? For jeg har haft en veninde, som jeg har været tæt på, og som jeg har talt en del med om hendes depression, og jeg synes, at der er nogle fælles træk med min mands reaktioner, men hun kunne fortælle, hvordan hun havde det, og det synes jeg ikke er så let at få min mand til.

Jeg håber, mit anliggende er til at forstå, og at I måske kan hjælpe med at blive lidt mere klar over, hvordan jeg skal anskue tingene. Jeg vil jo gerne hjælpe min mand så godt som muligt og ikke lægge yderligere byrder på hans vej. Og samtidig savner jeg jo også min mere glade mand og børnenes mere spontane, glade far.

Venlig hilsen
Anne

Svar fra brevkassen

Kære Anne

Tak for dit brev. Depression er en udbredt lidelse. Man regner med, at godt 200.000 danskere er deprimerede. Depression findes i flere grader fra den lettere depression, hvor man godt kan gå på arbejde med besvær, til den meget svære depression, hvor man i værste fald er gået helt i stå og næsten ikke tager føde til sig. Opgørelser viser, at der er dobbelt så mange kvinder som mænd, der får en depression. Men sådanne tal kan man godt stille en del spørgsmål til. Blandt andet er kvinder ofte bedre til at vedkende sig og snakke om deres vanskeligheder end mænd, og de søger også lettere hjælp. Så det kan meget vel være, at der er betydeligt flere mænd, der er deprimerede, end der registreres, enten fordi de ikke søger hjælp, eller fordi de måske camouflerer deres depression med for eksempel alkohol.

Vi kan ikke vide, om din mand har en depression. Men vi forstår godt dine tanker, og der er bestemt en mulighed for, at han er på vej til eller står i overhængende fare for at blive deprimeret.

En depression handler om, at humøret ændres i nedadgående retning, man mister lyst og interesse, og træthed bliver en kronisk følgesvend. Vi kalder ofte en depression for en batterisygdom, fordi der ligesom ikke er strøm nok til at drive krop og sind. Ud over det er der ofte søvnproblemer, ændring i appetit og sexlyst, og tankerne bliver selvkritiske og kører let i ring med alt det, som er negativt eller håbløst. Farligt bliver det, hvis selvmordstanker får fat og ses som en udvej.

Mænd har ofte de samme symptomer som kvinder, men en del gange er symptomerne ikke så typiske. Irritabilitet og vrede hos en mand, som almindeligvis i årene før har været venlig og omgængelig, er vigtige tegn på, at der er noget galt. Og en depression er bestemt en mulighed. Så der er god grund til at tage din mands ændring meget alvorligt.

Du skriver ikke noget om hans familie. Hvis flere i hans slægt har haft depressioner eller noget med nerverne, som mange sagde tidligere, har han en større risiko end gennemsnittet. Ud over arv er der flere andre forhold, som kan bidrage til, at en depression kan bryde igennem. Det kan være sorg over tab af vigtige personer. Du skriver, at han har mistet sin gamle far, og at det havde en naturlighed over sig. Alligevel kan en sådan sorg nogle gange aktualisere gamle sorger, som man troede var glemt, men som måske var langt større end antaget.

Konflikter på arbejde eller i familieliv, som ikke bliver løst, kan også bidrage til udløsning af en depression. Altså de kroniske konflikter. Arbejdsmæssigt kan det også være den situation, at man ikke kan nå de opgaver, som bliver lagt hen til en, eller som man forventer af sig selv, man skal løse. Den konflikt, der er mellem kravene og kræfterne, bidrager til en kronisk stresstilstand, som i nogle tilfælde kan udløse skadelige stoffer i blodet, som hjernen reagerer på med depression. Også større skift i livet som skilsmisse, flytninger, sygdomme med videre kan føre til en depressiv tilstand.

Som du kan se, er der en del advarselslamper, som lyser. Du må sige til ham, at du for eksempel på søndag eftermiddag vil snakke alvorligt med ham, sådan at han er forberedt på, at du mener det alvorligt. Du må høre, hvordan han har det, og spørge til hans konkrete tanker og tilstand.

Måske har han gode forklaringer på sin situation. Men det er vigtigt, at der bliver taget praktiske initiativer til ændring af situationen. Det kan være at opsøge noget arbejdsrådgivning, en psykolog eller hans læge.

Mange hilsener