Prøv avisen

Der bor en bøddel i os alle

Christian Jungersen har henlagt handlingen i sin roman "Undtagel- sen" til "Dansk Center for information om Folkedrab", en arbejdsplads hvor mobning tager fart, alt imens den profesionnelle opgave er at beskrive ondskaben på tryg afstand tusind af kilometer borte. (Foto: Leif Tuxen)

INTERVIEW -- For at forklare krigens mekanismer er det vigtigt at holde fast i, at vi også er dyr, men at vi er mere end det. Vi har instinkter, som kan køre med os, hurtigere end vi kan nå at tænke os om, siger succesforfatteren Christian Jungersen, der er aktuel med roman om ondskaben i os alle

Han bor på fjerde sal i en lille, hyggelig lejlighed på Nørrebro. En nydelig, yngre mand, der har en sød kæreste og som virker venlig, høflig, stilfærdig. Christian Jungersen lever på mange måder et helt almindeligt liv, som os andre, med drømme og håb. Han vil nok tilgive os, hvis vi kalder ham et menneske som de fleste, om end hans fremtid som forfatter ser mere end almindelig lys ud.

– Der findes en bøddel i os alle, det er kun et spørgsmål om tilfældigheder og omstændigheder, om vi får ham at se, kommer det spontant fra den 42-årige succesforfatter, hvis spændingsoman "Undtagelsen", som udkom tidligere på efteråret på forlaget Gyldendal, nærmest er nittet fast på bestsellerlisten.

Oprindeligt var det ikke en spændingsroman, han ville skrive, men en historie om det psykiske miljø på en arbejdsplads i Danmark. Og det er så også blevet en væsentlig del af handling-en. Forfatteren lægger ikke skjul på, at han gennem mange år har interesseret sig varmt for social-psykologi og har læst mange og tykke bøger om emnet. "Undtagelsen" bygger derfor delvist på autentisk materiale.

– Handlingen kunne lige så godt have udspillet sig på Christiansborg, på et advokatkontor eller i et kirkeligt miljø. Men dermed ville risikoen være, at nogle ville reagere ved at sætte romanen i bås med et: "Nå ja, men sådan foregår det jo i det miljø ..." Jeg ville hellere have læseren til at tænke: "Aha, det kunne lige så godt have været mig selv."

Romanens to hovedpersoner, Malene og Iben, er ansat i en idealistisk organisation, "Dansk Center for information om Folkedrab". De to piger er på den ene side venlige mennesker, der i deres arbejde går godhedens ærinde, men som, udsat for det pres en dårligt fungerende arbejdsplads er, kommer til at handle på en måde, de aldrig nogensinde ville have troet muligt.

Bibliotekaren Anne-Lise bliver offer for sine kollegers mobberier. På en arbejdsplads, hvor opgaven er at beskrive den ondskab, der findes på tryg afstand tusinder af kilometer borte.

– Men de kan ikke få øje på den ondskab, de selv er en del af, siger Christian Jungersen.

Hvorfor sker den slags?

– Det er svært at besvare spørgsmålet kort, bogen fylder jo også over 600 sider, men jeg kan sige, at mobning på en arbejdsplads er en alvorlig sag, der kan ændre et menneske for altid, siger Christian Jungersen.

– Jeg har prøvet noget af det samme som Anne-Lise, men slet ikke i så grov form. Noget med manglende øjenkontakt, tostavelsessvar, og ligesom Anne-Lise har jeg siddet alene bag en lukket dør, mens jeg kunne høre mine kolleger i fælleskontoret sidde og more sig. Tilsyneladende småting, men de virker i det lange løb. Jeg vil nødigt lyde frelst. Der er selvfølgelig mennesker, man bedre kan med end andre, men for den, der bliver sat uden for fællesskabet, virker det stærkt, hvor ubetydelig chikanen end synes for de andre.

Christian Jungersen peger på, at konflikter mellem grupper på en arbejdsplads kan udvikle sig dramatisk med vrængbilleder og dæmonisering af modparten.

– Det er helt almindeligt, statistisk set er det dog mere almindeligt, at medarbejdere blive udsat for mobning af chefen. Alligevel fandt jeg det mere interessant at sætte fokus på medarbejdernes behandling af hinanden. Måske fordi jeg selv har haft problemet inde på livet.

Jungersen er af den opfattelse, at mennesket er et socialt flokdyr.

– Derfor ved vi ikke på forhånd, hvem vi er. Vi skal lære det, og vi lærer det af vores omverden. Hvis den fortæller os, at vi er uønskede eller er dårlige medarbejdere, vil de fleste reagere ved at acceptere det som sandheden om dem selv.

Christian Jungersen var overrasket over, hvor hurtigt mobningen gik ham på.

– Siden har jeg ofte tænkt på, hvad det var, der kørte med mine kolleger, og svaret må være, at den situation kan ramme os alle. Selv Malene og Iben, der arbejder i godhedens tjeneste, falder i fælden. Vi er ikke altid selv herre over, hvordan vi agerer.

– Vi har som mennesker en kapacitet til at være gode, men også en kapacitet til at udstøde andre. De parallelle spørgsmål, jeg arbejder med i romanen, er, hvilke psykologiske mekanismer, der i det nære miljø får den enkelte til at handle godt eller ondt, og hvad det er på et mere overordnet plan, der får befolkninsggrupper til at slå andre befolkningsgrupper ihjel?

Christian Jungersen mener, at det er et spørgsmål med mange svar?

– Har vi for eksempel interesse i at behandle en person dårligt, kan vi bilde os selv ind, at den anden opfører sig forfærdeligt. Ved at dæmonisere den anden, forsvarer vi vores egen handling, samtidig med – og det er vigtigt for vores selvrespekt – at vi bevarer billedet af os selv som gode mennesker. På den måde opstår selvbedraget gradvist, men ubevidst. Og det er netop den glidebane de ansatte på "Center for Information om Folkedrab" er ude i.

– Iben og Malene skriver mange og lange artikler om ondskabens mekanismer, samtidig med at de er blinde for det, der sker med dem selv. Det er slet ikke en usædvanlig udvikling, men bemærkelsesværdig fordi de to piger arbejder i det godes tjeneste. Andre arbejdspladser kan sagtens være med. Bliver man på sit arbejde af sin chef eller stærke kolleger af en eller anden årsag presset til at behandle en kollega dårligt, vil man efterhånden også begynde at synes dårligt om vedkommende. I den store målestok, er det også en af de mange reaktioner, der indtræder, når tidligere gode naboer i for eksempel Eksjugoslavien pludselig begynder at bekæmpe hinanden.

Christian Jungersen fortæller om episoder, hvor en vildtfremmed fra en anden etnisk gruppe kommer ud af skovbrynet og skal afgøre, om han vil dræbe eller måske tværtimod risikere sit eget liv for at hjælpe den fremmede. Jungersen peger på, at det i den slags situationer ofte kan være et valg på få sekunder, der afgør, om den enkelte bliver bøddel eller redningsmand.

– Et barn vil man måske være tilbøjelig til at hjælpe, og måske vil man også undlade at skyde, hvis den fremmed ligner en selv, eller lade være med at skyde hvis nogen lige har fortalt en, at han er et godt menneske. I det ene sekund, hvor han eller vi tvinges til at træffe et valg, er der ikke tid til at tænke. Men bagefter – ud fra det valg, vi har truffet – opstiller vi så nogle holdninger.

Christian Jungersen lægger i bogen vægt på, "at vi ikke kun er slaver af forskellige socialpsykologiske mekanismer, men at vi som mennesker har mulighed for at hæve os over det "dyriske" og prøve at finde frem til det gode i os selv."

– For at forklare krigens mekanismer er det vigtigt at holde fast i, at vi også er dyr, men at vi er mere end det. Vi har instinkter, som kan køre med os, hurtigere end vi kan nå at tænke os om. Men netop fordi vi – også – er mennesker, har vi muligheden for at vælge den etisk rigtige handling.

Hvad tror du, mennesker som Saddam Hussein og Milosevic inderst inde tænker, selv om de bedyrer deres uskyld?

– Jeg tror ikke nødvendigvis, der er tale om syge personer. Formentlig har de to parallelle billeder af sig selv: på den en side som den uskyldige, på den anden som den skyldige. To sider, der er vanskelige at forene. Under en retssag kan selvbillederne blive tunget til at tale med hinanden, og det kan være en meget smertefuld proces.

– I bogen forekommer der en artikel om 500 almindelige tyskere, tidligere socialdemokrater og kommunister, der i 1942 udkommanderes til reservepolititjeneste i Polen. Uden varsel får de ordre til at slå de 1800 jøder i en landsby ihjel. Senere interview med disse politifolk viser, at de var meget ulykkelige over det, de skulle gøre. Deres major græd og fortalte, at enhver kunne bede om at blive overført til en anden opgave. Men det var der kun 10-13 af de 500, der gjorde. I løbet af dagen måtte 10-20 procent give op på grund af psykiske og fysiske problemer, men resten gennemførte. I de følgende måneder vænnede mændene sig til deres opgaver, og 10-30 procent begyndte ligefrem at dræbe og mishandle mere, end de fik ordre til.

– Det er selvfølgelig to helt forskellige ting at gasse folk i koncentrationslejre og opføre sig dårligt over for en kollega, men inden i gerningsmændene sker der nogle af de samme psykologiske mekanismer. En udvkling, der gør, at man synes, det er i orden at behandle andre, som man vil. Jeg har også i skoletiden været med til at mobbe og tænker somme tider på, hvad det var, der fik mig til at handle sådan.

Hvad vil du gerne opnå med "Undtagelsen"?

– Det, jeg bliver mest glad for, er, når en læser siger til mig: "Jeg er begyndt at tænke mere over, hvordan jeg behandler mine kolleger, efter jeg har læst bogen." Og den tilbagemelding har jeg heldigvis fået flere gange.

moe@kristeligt-dagblad.dk

$CLASS=skilt$Blå bog

Christian Jungersen er født i 1962 og uddannet cand.oecon. fra RUC. Han har arbejdet kortvarigt på et reklamebureau og på deltid som informationsmedarbejder ved siden af skrivearbejdet. Desuden har han på egen hånd studeret filmdramaturgi og undervist i det på Folkeuniversitetet. Christian Jungersen udgav sin første roman "Krat" i 1999 . "Undtagelsen" er netop udkommet.