Med sine 30 etager rager Herlev Hospital ind i himlen. Det var her Anna Kløvedal fødte sin datter Emilie. I toppen af det betongrå tårn lå hun, stjernelykkelig, og så ned på lysprikkerne fra biler og gadelygter langt dernede i mørket.
15 år senere stod Anna Kløvedal igen og så ned på lysene. Denne gang fra hæmatologisk afdeling på 21. etage. Emilie var indlagt med lymfatisk leukæmi. Hvad forældrene regnede med var symptomer på influenza eller i værste fald kyssesyge, viste sig at være en dødelig sygdom, og netop hjemvendt fra en lejrskole med sin 9. klasse blev Emilie indlagt. Hun flyttede ind i etagens lille samfund befolket af skiftende overlæger, travle sygeplejersker og patienter, der pludselig ikke længere var at finde i opholdsrummet.
Moderen fulgte med. Rykkede sin seng helt tæt på Emilies, så hun altid kunne få kontakt med omverdenen, selv når hun ikke havde kræfter til at trække i snoren.
- Når man er på en hospitalsafdeling igennem et helt år, bliver det til et ingenmandsland. Rent fysisk mister man jordforbindelsen, og når tågen lagde sig, fik vi virkelig fornemmelsen af at svæve i et nowhere-land. Det gjorde vi også rent følelsesmæssigt, vi var i et limbo mellem liv og død. Bedøvet af chok og uvirkelighedsfølelse, og samtidig er det hele så uhyggelig virkeligt, siger Anna Kløvedal en forårsaften godt fem år efter datterens død.
Solsortene synger i det sidste aftenlys uden for hendes villalejlighed med udsigt til de høje træer om Bern- storffsparken i Gentofte. 14 dage inden indlæggelsen havde Anna Kløvedal skrevet under på separationspapirerne med Emilies far, og hun bor stadig alene i den lyse andensalslejlighed. På emhætten står et fotografi af datterens veninde - en snart voksen kvinde med et åbent blik og lyst hår ligesom Emilies.
Netop venindernes besøg på afdelingen blev Emilies største trøst og glæde gennem det år på Herlev Hospital. Moderen forsøgte at finde trøst og håb andre steder.
"Ingenmandsland" er titlen på Anna Kløvedals bog om Emilie, sygdommen og sorgen. Om den tilstand, man som pårørende til en terminalpatient befinder sig i, når man blot kan se til, at ens elskede bliver svagere og svagere. Når håb afløser fortvivlelse, som det skete, mens Emilie var syg. Først diagnosen. Så lettelsen over, at kemoterapien virkede. Den varede dog kun kort. Emilie fik en farlig svampeinfektion, der gav 40 i feber, mørkt udslæt over maven og hallucinationer. Hun kom sig dog så meget, at hun enkelte aftener kunne sidde op og spise med familien. Efter nogle måneder blev hun igen svag og tilbragte to måneder på intensivafdelingen, hvor respiratoren gjorde det umuligt for hende at tale. Da hun blev udskrevet til genoptræning, vendte håbet tilbage, men en hjerneblødning gjorde igen hendes tilstand kritisk. På mirakuløs vis mistede hun dog ikke evnen til at tale og smile.
- Jeg så engang et portrætprogram om en ung kvinde, der led af cancer og gik i gennem en frygtelig masse behandlinger, og jeg kan huske, at jeg dengang slet ikke forstod, hvordan hun og de pårørende kunne tro på, at hun ville blive rask. Men det er lige præcis, det man gør, når man står midt i det. Ens verdensbillede forandrer sig i forhold til, hvor man er. Når vi andre læser om fanger i koncentrationslejre, forstår vi heller ikke, at de kunne holde ud, men i situationen holder man til det mest ubegribelige. Når den næste krise rammer, tager man den med. Ligesom den næste og den næste. Man har ikke noget valg. Hvis man først giver tvivlen plads, kan man jo ikke kæmpe.
Da sygeplejerskerne sagde til Anna Kløvedal, at hun skulle forlade pladsen ved sengen, gå ud i luften eller på cafe med veninderne, rystede hun på hovedet. Hun skulle ikke ud i den virkelige verden. Derude, hvor det blev så uendelig klart, at hendes lille barn lå derinde i slanger og respiratorer og var ved at miste livet.
- Selvom hun tabte håret og blev helt afpillet, så jeg stadig et menneske, når jeg sad ved hendes seng. Jeg så Emilie og sagde mange gange til sygehuspersonalet, at jeg ville ønske, at de havde oplevet hende, som dengang hun var sund og rask. Flere af dem sagde, at de sagtens stadig kunne se hendes personlighed, mens enkelte kun så en patient. Det var hårdt at opleve, siger Anna Kløvedal.
"Mening og retfærdighed er noget, vi selv skaber," sagde sygehuspræsten til Anna Kløvedal. Han kom til hende, da hun var allermest rasende over al den lidelse, hendes datter skulle igennem. Hvad var meningen med, at et uskyldigt barn skulle rammes af sygdom? Hvorfor netop hende? Hvad havde hun som mor gjort galt? Der måtte være en grund.
- I sådan en situation har man enormt meget brug for at finde mening. Men præsten fortalte mig, at der ikke var nogen. At der ikke var retfærdighed til. Mening er noget, vi mennesker skaber. Jeg skabte mening ved at være sammen med Emilie og sørge for, at hun havde det bedst muligt. Præsten lærte mig, at det meningsfulde og det meningsløse går side om side her i livet. Det er vores grundvilkår.
Inden Emilie blev syg, havde Anna Kløvedal ikke opfattet sig selv som et specielt troende menneske. Hun havde følt en længsel efter at give sig hen til troen, men ofte undret sig over, at mennesker, der gennemlevede svære situationer, kunne læne sig op ad en Gud, der tilsyneladende havde svigtet.
- Det var umuligt at forstå, at de ikke afskrev Gud lige på stedet! Alligevel oplevede jeg til min overraskelse, at jeg begyndte at bede for Emilie om aftenen på hospitalet. Det var en ren refleks fra et sted dybt i mig.
- Ligesom alle mine veninder har jeg gennem mit liv læst en del selvhjælpsbøger, men det viste sig, at jeg har beskæftiget mig med en form for luksusproblemer. Når det gælder liv eller død, bliver man pisket til at finde en overlevelsesstrategi, og der er selvhjælpsbøger og guruer ikke nok til at bære igennem. De handler om at styrke ens eget jeg. Om at få selvværd og selvtillid. Egenskaber, man ikke rigtig kan bruge til noget, når ens eneste barn er dødssygt. Det fantastiske ved kristendommen er, at jeg bliver frataget et kæmpe ansvar for, at jeg kun kan lykkes, hvis jeg klarer det selv. I troen er der noget, der er større end os. Det er en enorm befrielse i forhold til hele selvudviklingsbølgen, hvor vi skal skabe det hele selv.
Den 10. august 2004 døde Emilie af en eksplosiv hjerneblødning. Hun trykkede sin mor tre gange i hånden, og så var hun væk.
Anna Kløvedal ser ud ad vinduet. Mod træerne og den sidste rest af solnedgangen.
- Det er helt provokerende at se, hvor smukt livet genopstår hvert forår. Det virker brutalt, og min første tanke er, hvorfor det er mig, der skal opleve den første vintergæk. Hvorfor ikke Emilie? Det var hende, der havde livet foran sig.
Hvordan Anna Kløvedal kom hjem fra sygehuset og ud i den virkelige verden, forstår hun ikke i dag. Fem år efter Emilies død er det hende også stadig en gåde, hvordan hun står op om morgenen, kommer i bad, får tøj på, lukker døren bag sig og går på arbejde. Sorgen er ikke blevet mindre, fortæller hun. Tværtimod.
- Der er for altid lagt en dæmper på mit livs grundtone. Når jeg siger til andre mennesker, at jeg aldrig mere bliver glad, provokerer det dem. Både fra professionel side og fra mine venner har jeg kunnet mærke en utålmodig holdning til, at sorgen er en fase, man skal igennem. Det er noget, man lægger bag sig, men sådan er det ikke, siger Anna Kløvedal.
Hun håber, at bogen vil blive læst af mennesker, der selv har mistet, men også af sundhedspersonale, der skal mindes om, at nærvær og engagement ikke slider mere på dem, samt af utålmodige sjæle, der giver velmente opmuntringer om, at tiden læger alle sår.
- Man skal passe på ikke at give gode råd om noget, man ikke selv har prøvet. Alle de floskler, jeg har hørt. Det er naturligvis for at trøste, men der er ingen trøst, og som sørgende føler man sig endnu mere ensom, når folk siger, at jeg kommer til "at leve med det". At leve med noget er et valg. Man kan vælge at leve med en mand, der ikke slår toiletbrættet ned. "Jeg har lært at leve med det," siger man, og der ligger implicit i det, at man har kunnet vælge og har valgt at acceptere det. Men døden kan vi ikke vælge til eller fra, så nej, jeg kommer aldrig til at leve med det.
Da Anna Kløvedal mødte hospitalspræsten nogle måneder efter Emilies død, svarede han med et "selvfølgelig er du ikke det!", da hun fortalte, at hun endnu ikke var kommet sig over sorgen. Sorgen er ikke en fase, men et pendul, der konstant svingede frem og tilbage. Det forstod han i modsætning til mange andre.
- Det kommer rigtig meget bag på os, når der sker ting, som vi ikke kan få indflydelse på. Vi plejer at kunne planlægge og betale os ud af alting. Når man pludselig ikke kan vælge, så kommer afmagten. I dag er jeg den personificerede afmagtsfølelse, og hvad pokker siger man til sådan et menneske?
Med bogen håber Anna Kløvedal at være talerør for de mange mennesker, der har mistet, og som stadig har brug for at sørge.
- Vi bliver ved med at have brug for opmærksomhed og medfølelse. Og vi bliver ved med at have brug for at tale om det menneske, vi har mistet. Hvis vi holder op med at snakke om det, er det, som om det aldrig har været der, og det kan vi ikke bære.