Der er land i sigte

Den dansk-grønlandske maler Ina Rosing kredser om længslen efter den voldsomme grøndlandske natur i sin nye udstilling "Land Ho". Titlen henviser også til, at hun omsider har lagt en svær skilsmisse bag sig

Ina Rosing, grønlandsk billedkunstner fotograferet på hendes udstilling på Nordatlantens Brygge i København. Foto: Leif Tuxen

Da Ina Rosing for 10 år siden gik fra sine børns far, var det ligesom at begive sig ud i en kæmpe snestorm uden at vide, om hun ville komme igennem den. Efter skilsmissen fulgte flere år med angst, flugt og en serie af retssager og trusler fra hendes eksmand, der krævede forældremyndighed over deres to fælles børn.

LÆS OGSÅ: Kunstner af åndernes nåde

Jeg var nødt til at være modig. At tage den beslutning gjorde det klart for mig, at man ikke altid kan undgå konflikter, og at man faktisk kan overleve at gå lige op imod stormen. Undervejs har jeg lært at sætte pris på hvert et minut, hvor der er ro og lykke, og nu skimter jeg endelig land, siger 46-årige Ina Rosing, der netop nu udstiller 12 malerier i et gammelt pakhus fra 1700-tallet, Nordatlantens Brygge i København.

Udstillingens titel Land Ho, som man siger, når der er land i sigte, refererer til, at der er håb for en ny begyndelse, og at man kan komme på fode igen.

For et år siden blev Ina Rosing gift igen. Hun er færdig med at tale om, hvad skilsmissen betød for hende, for det er et kapitel af hendes liv, som hun ønsker at lægge bag sig og give slip på. Hun sammenligner det med de europæiske polarforskere, som altid har talt meget om strabadserne og problemerne, når de var af sted på ekspeditioner. De har fremhævet de barske vejrforhold, hvorimod grønlænderne ikke taler ret meget om det.

Det giver sig selv, at det er hårdt at krydse indlandsisen, og derfor fortæller grønlændere hellere, hvis de har dummet sig eller lavet noget sjovt. Det er sådan, jeg også har det. Nogle gange er livet hårdt, men man skal ikke fokusere for meget på det, for det hører med til tilværelsen, siger hun.

Hendes fremtoning er venlig, rolig og hun taler med lav stemme, da hun fortæller om de oplevelser, der har formet hendes liv.

Det lange mørke hår og de brune øjne afslører hendes nordatlantiske aner. Faderen var grønlænder, og hendes mor er dansk. Selv er hun opvokset i Danmark, men er ofte i Grønland, hvor to af hendes brødre og faderens familie bor. Hendes tredje bror er professor i geologi Minik Rosing. Hun er et barn af to kulturer og peger på de store forskelle, der er mellem grønlændere og danskere, og som hun selv har haft tæt inde på livet. Ifølge hende er det meget påfaldende, at danskere er optaget af at gøre opmærksom på sig selv, træffe de rigtige valg i livet og hele tiden tænke fremad.

Der er en udbredt idé om, at det er enormt vigtigt, hvad man selv gør for at blive en succes. Når man i en længere periode opholder sig i en stor natur, som er meget stærkere end en selv, så forekommer den selvpromovering fuldkommen latterlig og ligegyldig. Og deri ligger en lettelse, fordi der ikke er så stort et pres på en.

Hun tager afstand fra den store plads, hun mener egoet har fået i vores samfund, og som står i kontrast til hendes egen sårbarhed og følsomhed. Da hun var lille, var hun optaget af at gøre alle andre glade, og hun gjorde, hvad hun kunne for at undgå konflikter. Når hun skaber en udstilling som Land Ho, træder følsomheden igen tydeligt frem, og risikoen for at lave kunst, der bliver kritiseret, gør hende sårbar. Alligevel opfatter hun kunstnermiljøet som et sted, hvor følsomheden er accepteret, og hvor den ofte er en forudsætning for god kunst.

Den gør, at man er meget til stede i alting og lægger mærke til detaljer. Den er nærmest en mangel på filter eller polstring, som bevirker, at man får trang til at bearbejde de ting, man oplever. Omvendt tror jeg, at man har mere at dele ud af i sin kunst, som er interessant for andre. Men det er ikke altid behageligt, for jeg føler mig ikke ret robust, og det kan have omkostninger, siger hun og fortæller, hvordan de i hendes familie aldrig har bekæmpet følsomhed, men forsøgt at se den som en fordel.

Som barn har hun med sin far, kunstneren Jens Rosing, været i det tidligere pakhus nu Nordatlantens Brygge der i dag huser hendes udstilling. Hun husker stadig duften fra sælskindene og tran, der kom ind med skibe fra Grønland for at blive solgt videre til Europa.

Hun har også i slutningen af 1970erne været med sin far på en hundeslædeekspedition i Uummannaq i Nordgrønland, som hjembragte 500 år gamle grønlandske mumier. Som voksen har hun blandt andet arbejdet som kok på en flere måneder lang ekspedition, der ledte efter guld i Østgrønland.

Jeg længes mod den store arktiske natur, som jeg kender så godt, og som jeg savner, når jeg er i Danmark. Der er intet sted i verden, hvor naturen er så uspoleret og smuk. Når jeg maler, fornemmer jeg den kraftfulde natur og oplever den som en stor befrielse, siger hun.

Turene har været en stor inspirationskilde til den aktuelle udstilling med malerier af snedækkede fjelde, fisk og rovfugle, der blandes med dalende faldskærme, svævende balloner og et europakort fyldt af skrifttegn. Selvom Ina Rosing er nært knyttet til sin grønlandske baggrund, vil hun ikke sættes i bås. Hun føler sig ikke kun dansk eller kun grønlandsk, men understreger, at hun er en blanding. Udsynet mod den store verden er også vigtigt for hende.

Jeg kan godt lide, at man i Danmark har mange flere muligheder i sin hverdag, og at man er tættere på resten af verden. Samtidig oplever jeg et stadig større behov for at være i den store natur og komme væk fra storbyen. Men lige nu har jeg brug for begge dele.

Selvom hun ikke kun føler sig grønlandsk, har hun ofte oplevet sig selv i rollen som ambassadør for det grønlandske folk, når hun bliver afkrævet forklaringer på de store sociale problemer, der fylder i mediernes historier. I stedet vil hun gerne tegne et positivt billede af landet, for hendes eget indtryk er mere nuanceret.

Selvfølgelig er der sociale problemer ligesom i København. Men Grønland får efterhånden bugt med problemerne og er i dag meget andet end det. Jeg opfatter indbyggerne som blide, nærværende og respektfulde, siger hun.

En væsentlig forskel på de to kulturer er tempoet, mener hun og peger på, at mange danskere planlægger sig ud af alt. Det er udtryk for, at de vil styre alting og føler sig herrer over deres eget liv, siger hun. Grønlændere er derimod vant til i langt højere grad at underkaste sig vejrforholdene, for de ved, at det er naturen, der har det sidste ord. De er meget bevidste om, at de må tage tingene, som de kommer, og derfor er tempoet et helt andet, forklarer Ina Rosing.

Ifølge hende er der også en udbredt åndelig tilgang til livet hos det grønlandske folk. Hendes farfar, Otto Rosing, var kunstner og præst, og det var derfor en fast del af hendes fars liv, at han skulle gå i kirke hver søndag. Måske fik han for meget af det, for senere i livet kom han der sjældent. Ina Rosing deler de kristne værdier og en grundlæggende tro på, at der er noget større end os mennesker.

Jeg ved, at der er en ånd i naturen. Det føles ikke som en tro, men nærmere som en viden. Det er helt tydeligt for mig, at vi mennesker er underlagt nogle større og stærkere kræfter, siger hun.

Født i 1965 og opvokset i Danmark. Datter af den grønlandske kunstmaler Jens Rosing og danske Dagny Rosing. Hun er ud af en søskendeflok på fire, hvoraf to brødre er bosat i Grønland. Hun er gift med direktør i Forbrugerrådet Rasmus Kjeldahl, og de har tilsammen fem sammenbragte børn. Bosat på Vesterbro i København, men er ofte i Grønland. Læste på Arkitektskolen i fem år, før hun valgte at hellige sig malerkunsten. Hun har tidligere udstillet i hele Norden og flere steder i Europa senest London. Hun lever af at male.