Prøv avisen
Klassiker

Moderne mennesker har svært ved at bede en stille bøn

"Jeg føler, jeg har fået til opgave at stå på en bro og vinke folk over til kristendommen," siger Else Marie Kjerkegaard -- her fotograferet i porten til Vemmetofte Kloster, hvor hun bor. -- Foto: Søren Staal.

Else Marie Kjerkegaard underviser i kristen meditation og stille bøn, der handler om overgivelse og samvær med Gud - men det har moderne mennesker svært ved, siger den 72-årige retræteleder og forfatter

Om bøn siger Jesus i Matthæusevangeliet kap. 6, v. 6: "Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig".

"Bøn er en privatsag, men ikke så privat, at jeg ikke vil undervise i det og gerne give det videre," siger Else Marie Kjerkegaard.

LÆS OGSÅ:Hvad er store bededag?

Hun er oprindelig cand.polit. og har haft chefstillinger inden for socialforskning og den statslige administration og drevet selvstændig konsulentvirksomhed med offentlige virksomheder som kunder. I dag, hvor hun er 72 år, holder hun retræter, hvor hun underviser i kristen dybmeditation og stille bøn. Samtidig skriver hun bøger om kristen spiritualitet, sin egen vej til at tro og sine erfaringer med åndelig praksis – og en ny er på vej.

I morgen er det store bededag, og da er Else Marie Kjerkegaard i gang som leder af en retræte med overskriften "At lade sine rødder blive lægt". Der er ni deltagere, og stedet er Sankt Birgitta Kloster i Maribo.

"Denne retræte retter sig mod mennesker, der føler en barriere i forhold til Gud. Årsagen kan være noget, man har oplevet i opvæksten eller i kontakten med kirken. Der kan være et sår eller et brud, så det kan være svært at finde frem til troen. Retræten er så populær, at det er anden gang i dette halvår, at jeg holder den. Og det er den, hvor aldersspredningen er størst med både unge og ældre."

"Vi er sammen tre døgn i stilhed med enkelte undtagelser. Der er forskellige øvelser, og jeg underviser i kristen meditation og i at blive bedre til at tilgive. Det er sjældent noget, man kan fra det ene øjeblik til det andet, det er en proces. Jeg har gode erfaringer med den retræte, og derfor bliver jeg ved med at holde den. Jeg føler, jeg har fået til opgave at stå på en bro og vinke folk over til kristendommen. Der er også meget hjælp at hente i omgivelserne. Det er et dejligt sted, og Birgitta-søstrene er en uundværlig ressource med deres kærlighed og bøn," siger Else Marie Kjerkegaard.

Hendes eget hjem er også et kloster, Vemmetofte Kloster ved Faxe, hvor de 21 beboere hverken er munke eller nonner, men almindelige mennesker, enlige og par, der bor til leje i smukke og rolige omgivelser.

Det firlængede barokslot med voldgrav og park har aner tilbage til middelalderen. I 1694 blev det overtaget af Christian V's dronning, Charlotte Amalie, og deres søn, prins Carl, stod for den ombygning, der skabte det nuværende Vemmetofte. Hans søster, Sophie Hedevig, udfærdigede planen for det tidligere Vemmetofte Adelige Jomfrukloster, der blev grundlagt i 1735. Helt frem til 1976, hvor der kom nye optagelsesregler, var slottet forbeholdt som bolig for adelige jomfruer.

Else Marie Kjerkegaard viser rundt i de fornemme omgivelser med anegalleri, bibliotek, kirkerum, spisesal med gyldne vildsvinetapeter og fine antikke møbler – det hele velholdt og parken med enorme egetræer, plæner og rosenhave ligeså.

Tidligere boede hun til leje i en stor lejlighed i Bredgade midt i København, men flyttede for et par år siden hertil og ind i en lys toværelses lejlighed med udsigt til det grønne udenfor fra store, sprossede lavtsiddende vinduer.

"Jeg blev mere og mere påvirket af stemningen i byen, støjen, det høje materielle forbrug og oplevelseskulturen. Det stemte ikke overens med den måde, jeg gerne vil leve på. Men der skete også det, at jeg i forbindelse med en operation på det højre øje mistede noget af det skarpe syn. Det var et chok og med til, at jeg gerne ville finde et sted, hvor jeg kunne bo, hvis jeg blev synshandicappet."

"Jeg befinder mig godt. Det er en luksus, et privilegium at være her. Det er ikke et kollektiv, men der er et vist fællesskab, hvor vi blandt andet spiser sammen, og det nyder jeg."

"Men det var en stor beslutning, for man giver også afkald på noget, når man flytter herned. Der er lang afstand til mine tre voksne børn og syv børnebørn. Og jeg er langt fra min egen kirke, den katolske domkirke i Bredgade, hvor jeg gik til tidebøn, laudes, om morgenen klokken 7.30 til 8 og messe fra 8 til 8.30. Det er en vidunderlig måde at komme i gang med dagen på, og jeg savner det helt vildt. Der er noget særligt ved bøn, når man beder sammen med andre," siger Else Marie Kjerkegaard, der konverterede til katolicismen i 2004.

Spørgsmålet er, hvordan kristen meditation og stille bøn adskiller sig fra andre meditationsformer som for eksempel mindfulness, der er inspireret af Østens religioner?

"Kristen dybmeditation eller stille bøn er en form for bøn, hvor du sætter dig ned og er sammen med Gud. Du sætter dig foran Guds ansigt og giver slip på alt det, der kører på det mentale niveau. Det er en øvelse i samværet med Gud. Du hører ikke, hvad der bliver sagt til dig, hvis du har travlt med tanker, ønsker og med at bede til Gud med ord."

"Mindfulness er en teknik, der kan være udmærket. Jeg er ikke så kritisk, for jeg tror, at Vorherre virker uanset hvad. Men forskellen er, at i mindfulness sidder man ofte med egoet, der vil noget bestemt. Når du sætter dig i kristen meditation, vil du ingenting. Du overgiver dig til Gud. Men det kan ikke stå alene, det skal ses i sammenhæng med, at man går i kirke, modtager nadver og indgår i et kristent fællesskab."

"Den stille bøn giver næring til den verbale bøn. Det er Helligånden, der virker i den menneskelige bevidsthed, hvor man giver slip på tanker og følelser og bare ER. Dér strømmer Guds liv og kærlighed."

"Kristen dybmeditation er utrolig vigtig, fordi den virker positivt ind på din relation til andre. Den hjælper dig til at se dig selv, som du er. Når du sidder i stilhed, kan du ikke skjule dig. Så kan der komme vrede mod et menneske op, eller at du har såret en anden. Når du er i det niveau, lærer du dig selv og Gud at kende. I det lag af sindet mærker du Guds kærlighed, Guds nærvær, og at du ikke er alene. Det er ikke bare ord. Og det giver en masse kraft til at leve."

"Når vi mennesker har det dårligt, er det, fordi vi forsømmer at være i det lag. Der er en stor længsel efter det, og derfor er der i dag så stor efterspørgsel på retræter og pilgrimsvandringer. Det kan ikke hjælpe at skifte møblementet ud eller at tage på eksotiske rejser, og derfor opstår folks længsel efter noget, der er dybere."

Ifølge Else Marie Kjerkegaard er den stille bøn sværere end den verbale – især for mennesker, der lever i et moderne samfund, præget af tempo og masser af impulser og informationer.

"Men der kan også være andre forhindringer. I det øverste lag af bevidstheden kan der ligge sorte pletter, der er til hinder for, at man kan overgive sig til stilhed og Gud som autoritet. Det kan være dårlige erfaringer med menneskelige autoriteter og omsorgspersoner, der har svigtet alvorligt. Der kan opstå en barriere mod igen at overgive sig, og det rammer troen. Når jeg underviser, forsøger jeg at få troen på Gud skilt fra sådanne erfaringer."

"Endnu en forhindring er, at moderne mennesker har svært ved overgivelse. Vi vil gerne kontrollere alting, sætte os mål og opnå noget. Kristen dybmeditation er at gå i den anden polaritet, hvor man siger: Lad din vilje ske i mit liv, lad Gud råde og tale. Faktisk er det vidunderligt ikke at skulle præstere noget."

"Man mærker Gud i det lag. Jeg kan ikke forklare det – det er det mystiske. Nogle gange sker der under meditation noget særligt i menneskers bevidsthed. Du mærker en kærlighedstrøm, en tilstedeværelse af glæde, livsglæde, som ikke var der før. Og kender du til Jesus, kan du måske pludselig mærke, at han er til stede i rummet. At han virkelig er med os alle dage til verdens ende."

"Måske er der noget bestemt, du kæmper med – du er i vildrede, eller du er angst – så kan der opstå en spontan dialog, hvor du beder om Guds hjælp. Måske kommer svaret ikke straks, måske først når du vågner næste morgen. Men det er som sagt ikke vigtigt at blive præstationsorienteret. Det er nåde, og tror man, at man kan skabe det selv, bliver man skuffet."

Else Marie Kjerkegaard har i sine bøger, "Vejen vi går" og "Nærværets vej – en opdagelsesrejse med Buddha og Jesus", fortalt om, hvordan hun selv fra at være udmeldt af folkekirken og ingen tro at have blev religiøst søgende.

Hendes vej er gået fra hinduistisk inspireret meditation over buddhistisk zen til kristendommen.

På en retræte på karmeliterklostret Karmelgården i Skåne blev hun klar over, at hun selv skulle være kristen meditationsleder, og det blev hun efterfølgende uddannet som på det svenske kursus- og retrætecenter Berget i Rättvik. Da hun stod for at skulle vælge kirkeligt tilhørsforhold, blev det til katolicismen og optagelse i den katolske kirke. Her følte hun sig mest hjemme.

Else Marie Kjerkegaard opfatter ikke længere sig selv som søgende. "Jeg har jo fundet", som hun siger.

"Men jeg er i et udviklingsforløb hele mit liv. Jeg mener, at det at være kristen er at være i en konstant udviklingsproces, lige til man ånder ud. Jesus siger: "Jeg er vejen". Jeg gør, hvad jeg kan for at følge den vej, men fejler tit og ofte, ja nærmest uafbrudt. Målet når man først, når man dør og bliver forenet med Gud."