Prøv avisen

Der skal være livslang erotisk tiltrækning i parforholdet

Illustration: Morten Voigt.

Mennesket er et længselsvæsen, der hele tiden kan tænke tilbage på, hvordan det var, eller hvordan det kunne være. Derfor overbelaster vi til tider vores kærlighedsforhold, siger filosoffen Anne Marie Pahuus, der er aktuel med ny bog

Det er kærligheden, der sætter solen og de andre stjerner i bevægelse

Dante Alighieri (1265-1321), italiensk forfatter

Måske har Dante ret måske er det den rette måde at beskrive kærligheden på og det tætteste, man kommer en egentlig definition af begrebet. Ifølge Anne Marie Pahuus, filosof og prodekan på Aarhus Universitet, er det i hvert fald langtfra ligetil at definere kærligheden, fordi den har så mange nuancer og leves ud i så mange former.

Alligevel har hun i en ny lille bog, Kærlighed, der er endnu en i rækken i Aarhus Universitets bogserie Tænkepauser, forsøgt at komme tættere på en forståelse af, hvad kærlighedens væsen er gjort af i en filosofisk forståelse vel at mærke.

Og kærlighed er, som Anne Marie Pahuus lægger ud med at skrive i sin bog, et stort ord, som vi let og ofte tager i vores mund. Vi ligefrem elsker fyldte chokolader eller elsker at læse engelske krimier selvom disse ting dybest nede nok ikke har meget at gøre med det, vi virkelig forstår ved kærlighed. I hvert fald er det næppe det samme, vi mener, som når vi fortæller vores børn eller vores ægtefælle, hvor højt vi elsker dem.

Og netop kærlighedsforholdet mellem to elskende er et af de områder, som Anne Marie Pahuus zoomer ind på i sin lille bog, og som måske giver ekstra god mening netop nu. I hvert fald mener filosoffen, at der er god grund til at revurdere synet på den forståelse, vi i dag har bygget op omkring kærligheden i parforhold kærlighedsbegrebet er blevet noget belastet, påpeger hun.

LÆS OGSÅ: Et godt ægteskab kræver vilje og prioritering

Idéen om den eneste ene er et stort selvpåført problem. Ser man på følelsesaspektet i forholdet, så forventer vi alle følelserne sat i spil på én gang hele ekstasen. Det samme gør sig gældende rent kropsligt vi føler os allermest i live, når vi er forelskede, og meget andet kan synes som meget lidt, når man sammenligner med forelskelsen. Mange af følelserne i ægteskabet kan, når vi anskuer det sådan, slet ikke leve op til de ekstatiske forelskelsesfølelser, siger hun.

Når vi tiltrækkes så meget af de følelser, der er forbundet med forelskelsen, skyldes det, at vi som mennesker kan forestille os alt og tænke os væk fra hverdagen vi er længselsvæsener, der hele tiden tænker hen på det, der var, eller det, der kunne være, påpeger Anne Marie Pahuus.

Vi forholder os ikke kun til det, der er lige foran os. Vi kan godt forstå og anskueliggøre, hvad vi står i nu i forhold til både fremtid og fortid. Vi kan også tage stemninger fra fortiden ind og billeder og forbilleder ind det er hele grundlaget for at kunne leve som et menneske, siger hun.

Måske kan man ligefrem påstå, at vores anstrengelser for konstant at gennemleve hele følelsesregisteret i parforholdet er en af årsagerne til, at så mange ægteskaber og parforhold forliser?

Vi skal i hvert fald sørge for at sprede tanken om ekstasen lidt ud, for der kan også sagtens være henrykkelse i at være tæt forbundne i ægteskabet. Det kan for eksempel være, når vi betragter og kommer til at holde af de alderstegn, der viser sig hos den anden det kan være lige så omkalfatrende som forelskelsesfølelserne. Det er stor ømhed og samhørighed, ikke vild lidenskab. Men der kan også være ekstatiske elementer af hengivelse og flow i vores arbejdsliv og i vores leg med børnene, siger hun og fortsætter:

Tror man, at man kan være i den tilstand i årevis med sin partner, så vil man blive utroligt krævende i forhold til sine omgivelser, og alt i ens liv risikerer at blive meget tungt, hvis det hele hænges op på den elskedes stemme. Det er mere frugtbart at kunne leve lidt mere parallelle liv, siger Anne Marie Pahuus, der dog heller ikke vil underkende forelskelsen.

Der er ikke noget i vejen med forelskelsen. Når vi er der, kan vi undvære alt sågar mad og søvn, og mens forelskelsen står på, er følelserne helt ægte.

Anne Marie Pahuus mener, at en del af et godt ægteskab eller parforhold er, at man ikke matcher hinanden 100 procent, ligesom der gerne hele livet igennem må være elementer, man opdager på ny hos den anden. Og så bør der også være en livslang erotisk tiltrækning mellem to elskende.

Det handler om at blive tiltrukket af den andens måde at være til på både kropsligt og mentalt. En glæde og stolthed over den andens personlighed og en lyst til at være tæt på og følges ad som par, siger hun.

Det betyder dog ingenlunde, at det er venstrehåndsarbejde at få kærlighedslivet til at fungere det kræver både vilje og ihærdighed, og som Anne Marie Pahuus skriver i sin bog, så må mange ægtepar efter nogle års samliv sande, at der skal arbejdes for kærligheden, og at det her gælder om at komme i tanker om det, som man oprindeligt faldt for hos den anden.

Inden for filosofiens verden har der ofte, påpeger Anne Marie Pahuus, været en tendens til at fokusere på det rationelle og på fornuften som begreb, mens nuancerne i det følelsesmæssige i udstrakt grad har været forsømt. Men der er ifølge hende god grund til at se på et begreb som kærlighed ud fra en filosofisk betragtning og særligt ud fra et etisk perspektiv, fordi det følelsesmæssige har stor betydning for etikken og den måde, vi omgås hinanden på også i vores kærlighedsrelationer.

Løgstrups etik er et eksempel på, at kærlighedens fænomen forklarer, hvordan vi får et ansvar for hinanden, uanset om vi vil det eller ej. Hvis ikke vi var forbundne i kærlighed og tillid, var det enkelt nok, og vi kunne nøjes med at efterleve for eksempel det etiske princip om ikke at gøre en undtagelse, hver gang man selv skal yde et offer. Men så enkelt kan man ikke gå til livet. Vi fødes som følelsesvæsner, der opdager den fællesmenneskelige verden gennem for eksempel vrede, glæde, sorg, medfølelse og håb. Det er med de følelser, at vi forstår lykke og lidelse i livet med andre og handler derefter. Man kan sige, at vi skal forelske os i det gode for at få andel i det, siger Anne Marie Pahuus og anerkender, at kærlighedens væsen ikke kun handler om følelser.

Når man taler om at gå fra en oplevelse til en erfaring, så trækker man på noget, der har en slags fornuftskarakter, og jeg tror på, at det foregår helt konkret ved, at vi sætter ord på. Hvad skete der lige der? og Hvordan skal jeg leve videre efter den her oplevelse?. Vi trækker på ordene, når vi digter tingene ind i en fortælling, der kan give mening og skabe forløsning også for den kærlighed, der gør ondt, siger hun.

Når mennesket gør sig erfaringer om kærlighed, er det langtfra altid smerteligt, og det behøver ikke udelukkende at handle om mennesker, som er i vores umiddelbare nærhed.

Vi kan også give os hen til noget eller nogen, som gør stort indtryk på os, og som vi tager med os og bygger på resten af livet. Anne Marie Pahuus bruger den nyligt afdøde Nelson Mandelas liv som eksempel.

I stedet for kun at notere hans skæbne som et historisk faktum, kan vi tage den til os som en erfaringsmæssig lærdom om, at vi må formå at handle tilgivende og i forsoning. Lad os sige, at der er en situation i vores liv, hvor et menneske systematisk har løjet for os. Det vil kræve et kærligt blik alligevel at kunne tilgive og få øje på mennesket som mere og andet end løgnen. Det er naturligvis lettere, hvis der ikke blot er en fælles menneskelighed, som man skylder at tage hensyn til, men også en sympati. I den kristne tankegang ville man sige, at det er næstekærlighed at kunne tilgive, uanset om der er sympati eller ej. Det fælles ligger i selvforglemmelsen. Det er en grundlæggende kærlighedsdimension i vores liv, at vi kan give os hen til noget uden for os selv."