Prøv avisen

Derfor er lykken så lunefuld

Tegning: Peter Hermann.

Ny international undersøgelse viser, at glæden er størst hos børn og gamle og mindst blandt midaldrende. Kirken har altid talt om glæden, nu følger videnskaben efter. Men hvad er glæde ? Gavnlig for artens overlevelse, for samfundsøkonomien og det enkelte menneske, men umulig at få styr på, lyder nogle af svarene

"Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?" spørger en gammel schlager.

Ifølge forfatter, cand.techn.soc. Tor Nørretranders skal vi kun være ja, netop glade for, at det forholder sig sådan. Hvis vi kunne regne med, at lykken og glæden varede længe, var det ikke lykke eller glæde.

Kun når det gode kommer som en overraskelse, føler vi glæde. Sker der kun det, vi venter eller ønsker, er vi bogstavelig talt ligeglade. Det ved man fra neurobiologisk forskning. Og det er et slag i hovedet på alle os, der troede, at mennesket glæde ville voksne proportionelt med strømmen af stabil velstand og velvære, siger Nørretranders, der også er adjungeret professor ved Copenhagen Business School.

De seneste ti år er forskere over hele jorden begyndt at interessere sig for lykke og glæde. Og de fortæller os, at lykken og glæden gror af noget helt andet, end mange af os gik rundt og troede. Nemlig af det overraskende og det uventede.

Det moderne samfund gør alt for at bekæmpe ulykke. Årsager til sygdom, elendighed og nød bekæmpes med sociale foranstaltninger, økonomisk udvikling og teknologiske fremskridt. Tilsvarende sættes der ind med psykologi og psykiatri mod kriser i sjælelivet. Strategien har fejret store triumfer. Megen elendighed og sorg er fjernet fra vores hverdag, og flere dele af verden er på vej op i levestandard. Og så sidder vi alligevel dér og er ikke rigtig glade. "Det ligner en ondskabsfuld vittighed," som den amerikanske psykolog Randoph Nesse udtrykker det.

Men hvor skal overraskelserne komme fra?

I hvert fald ikke fra den hedonistiske trædemølle, hvor vi jager lykke-oplevelser, for ikke at kede os. Kick'et fra større køkkener, længere rejser og højere løn fortager sig forbløffende hurtigt. Og så står vi der igen. Jeg tror, vi skal lære at skelne mellem den lokkende, men falske glæde, som handler om at have det, de andre ikke har, at være bedre end dem, at have penge og kontrol. Og så den glæde, som ikke kan ejes, kontrolleres eller planlægges, men som opleves rigt og vidunderligt, når den overrasker os. Det drejer sig om at gøre sig parat til at tage imod den. At række ud mod "den anden", "det andet", "de andre". At tro på, at der kan ske noget dejligt, at der er noget herligt på vej. Insistere på, at ens liv skal være fyldt af, at man glæder sig. Og at glæde sig vil sige, at man ikke ved, hvad man får, men at man er åben for det, siger Tor Nørretranders.

Der skal ikke så meget til. Bare det at se et andet menneske i øjnene og føle tillid udløser en glædesreaktion i hjernen.

Lykkeforskningen lærer os, at vi kan hjælpe overraskelser på gled og opleve mere glæde, hvis vi flytter vores opmærksomhed rundt til nye områder i tilværelsen. Også selvom den ydre hverdag er den samme. Vi kan for eksempel vælge at engagere os, være taknemmelige, åbne, nysgerrige, tilgivende. Nogle er født gladere end andre, og nogle har bedre vilkår for at udvikle glæde end andre. Akkurat ligesom nogle er fysisk stærkere end andre. Men ligesom alle kan få en bedre og mere velfungerende krop ved at bruge den fornuftigt, kan man få et bedre humør ved at gøre noget selv.

Og her er vi nede i noget, der ligner småtingsafdelingen, men som ny forskning fortæller os virker! Registrer små ting, der gør dig glad i dagens løb, men som du plejer at tage som selvfølgeligheder, et solstrejf, en berøring, et dejligt måltid eller andet. Brug mere tid på venner og familie. Besøg et menneske, der har betydet noget for dig og sig tak. Send et brev til en, der har såret dig, fortæl at du tilgiver. Generøsitet og tillid får kroppen til at producere mere dopamin, et kemisk stof, som sættes i forbindelse med oplevelsen af glæde og lykke.

Når man er glad, åbner verden sig, og man bliver kreativ, ser flere muligheder og venter det bedste. Når man er angst eller vred, snævrer verden sig ind, man fokuserer på én ting, og lader alt andet vente, mens man rationelt og hensigtsmæssigt forsøger at overleve. Begge dele er nødvendige for artens overlevelse. Problemet er bare, at de fleste moderne mennesker hele tiden opfører sig, som om de står over for en tiger, siger Tor Nørretranders.

Han forudser, at fremtidens store samfundsressource bliver evnen til fællesskab og samarbejde. Ikke fordi vi pludselig er blevet blødsødne. Men fordi internet-teknologien og økonomien kræver det. Hvordan opbygger vi den type kompetencer ? Alene spørgsmålet bringer os et skridt nærmere glæden og lykken, siger ateist Tor Nørretranders, der for nylig udgav bogen "Glæd dig".

Det er heldigt, tilføjer han, hvis det viser sig, at der kun kommer penge i kassen, hvis vores samfund bliver dygtigere til at håndtere menneskelige relationer. For der ligger de største glæder gemt. Vi ved det godt at det er i alt det, som vi aldrig får styr på, men som overrasker, forvirrer og forbløffer os, at glæden føles stærkest.

Den kristne kirke har altid vidst, at glæden og lykken ikke er gods eller guld. Det fremgår af Bibelens fortællinger om Jesus. Men hvad er glæden så ifølge Det Nye Testamente?

Den glæde, der tales om i evangelierne og hos apostelen Paulus, er en jublende følelse af at høre til i en sammenhæng, som er større end sorgerne og glæderne i mit eget liv. Kærlighedens fællesskab, kalder man det, siger professor ved Afdeling for Bibelsk Eksegese (bibeltolkning) ved Københavns Universitet dr.phil. et theol. Troels Engberg-Pedersen.

Han tilføjer, at det er en kernetanke i kristendommen, at den egentlige glæde kun kan udfolde sig, når vi lever på kærlighedens betingelser. Det vil sige, tror os elsket af Gud. Og derigennem får kærlighedsoverskud til at tage os af hinanden.

Glæde i evangelisk forstand er mere end at føle sig godt tilpas. Man kan godt være fyldt op med glæde, selvom man lider og plages lige nu. Fordi man har fast tillid til det, man håber, og overbevisning om ting, man ikke ser, som forfatteren til Hebræerbrevet i Det Ny Testamente siger, når han skal beskrive, hvad tro er. Tilliden, håbet og overbevisningen knytter sig til det Gudsrige, Jesus har fortalt om, hvor skrig, gråd, vold, angst og undergang er afløst af kærlighed, trøst, fred, opstandelse og nyt liv alt sammen i så stor herlighed, at bare forestillingen om denne nye virkelighed, Gudsriget, kan fylde én med glæde. Ja, udfylde et menneske så totalt, at der ikke er plads til andet. De glimt, hvor det sker, er det største, man kan komme i nærheden af.

Når glæden løber over i et menneske, viser det sig altid i handling. Intet sted omtaler Bibelen glæden som en religiøs oplevelse, der kun er beregnet på lønkammeret. Det behøver den heller ikke, når det gælder troens glæde. Den vil altid føre til, at man giver afkald på at have det gode for sig selv og begynder at tænke på andre, siger Troels Engberg-Pedersen.

Han forklarer, at de første kristne troede, at verdens ende var nær. Og at de ville blive løftet over i Guds rige lige om lidt. Da de sidste tider udeblev, måtte menigheden omfortolke evangeliet og forkynde, at godt nok bryder Guds rige først fuldstændig igennem ved verdens ende, når Jesus kommer igen og gør endeligt op med ondskaben. Men at Guds rige også er iblandt os her og nu. Som glimt af glæde, siger Troels Engberg- Pedersen.

Men når glæden er så vigtig i kristendommen, hvordan kan det så være, de kristne ikke ser gladere ud ? Det må vi lige høre lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster cand.theol. Benny Grey Schuster om. Han er igang med et forskningsprojekt om latter og teologi.

Det er reminiscenser fra munkevæsenet og pietismen. Hernede i klostrets gamle kapitelsal mødtes middelaldermunkene hver morgen. Ikke om Bibelen, men til oplæsninger af Benedikt af Nursias klosterregler, som mindede dem om, at den rette glæde er indvortes og først bør blive synlig, når vi ser Guds herlighed i det hinsidige. Deres input var Lukas-evangeliets kapitel 6, vers 21 om, at "Salige er I, som græder nu, for I skal le". Samme dyrkelse af netop dette skriftsted, så man mange århundreder senere hos blandt andet pietisterne. Bag hjemmets fire vægge levede mange fromme mennesker et muntert og glad liv, men i det offentlige rum kom grædemasken på, fortæller Schuster.

Det sidder stadig dybt i den kristne kultur, at gråden er frommere end grinet. Vis mig det alterbillede, hvor Jesus smiler! Selvom vi ikke direkte hører, at Jesus smilede, skulle det da være mærkeligt, hvis det ikke var tilfældet. Han viste jo i øvrigt følelser, kærlighed, medlidenhed, angst, gråd, vrede, raseri. Også ude i samfundet er gråden betragtet som finere end grinet.

Den dag i dag forbindes seriøs litteratur, malerkunst, teaterkunst, musik, film, journalistik oftest med det, der beskriver modgangen, lidelsen, meningsløsheden, mørket, sorgen. Mens glæde og latter henvises til tant og fjas-afdelingerne. Det er ganske mærkeligt, alene af den grund, at enhver kunstner ved, at det er ingen sag at få folk til at græde, mens det er meget vanskeligere at få dem til at le, siger han.

Historisk set begyndte holdningen blandt teologer og kirkefolk ikke desto mindre at ændre sig for godt hundrede år siden, i hvert fald når de skulle udtrykke sig på skrift. Glæden og latteren var ikke længere syndig, men noget vigtigt i livet og i troen. I dag er dette blevet så selvføleligt, at det kan være svært at få øje på, men hvis man for eksempel sammenlignede moderne prædikener med fortidens, tror jeg det ville falde i øjnene, at glæden er rykket ind i centrum.

Ikke hvilken som helst glæde. Men den dybe glæde. Den, der ikke lukker øjnene for livets modstand, men har gennemskuet, at lidelse og død ikke får det sidste ord, og som derfor glæder sig alligevel. Dels trænger vi til den. Dels orker vi ikke mere overfladisk lykkesnak, siger Benny Grey Schuster.

Han synes "ærlig talt", der er mere aflastning for det moderne, overanstrengte menneske i Paulus' "Glæd jer i Herren!" end i nutidens "Bliv lykkelig i dig selv". Fordi det sidste blot bliver endnu en byrde på skulderen, at jeg nu også har ansvaret for min egen lykke, mens apostelen minder os om, at glæden grunder i andet end én selv.

På spørgsmålet: Hvorfor ikke bare droppe alle krumspringene og satse på, at medicinalindustrien opfinder en superpille, der giver dyb glæde til hele folket, én gang for alle, siger Benny Grey Schuster:

Her tror jeg, sproget kan hjælpe os på rette vej. Bemærk, at de piller, man kender allerede, omtales som "lykkepiller", ikke "glædepiller". Jeg skal ikke kunne afvise, at man en dag medicinsk vil blive i stand til at påvirke vores humør endnu mere effektivt. Men har kronisk lykkefølelse noget med glæde at gøre? Glæden opstår jo altid i samspil med andet liv. Hvad enten det er naturen, andre mennesker eller Herren.

Psykolog og hospitalspræst Susanne Sønderbo tror på, at glæden være lige dyb, hvad enten den udfolder sig i verdslig eller kirkelig sammenhæng.

Jeg siger, som analytikeren C.G.Jung, da han blev spurgt, hvilken behandlingsmetode, der var bedst: "Dén, der virker". I øjeblikket er jeg ved at videreuddanne mig i kognitiv terapi. Det er en metode, som ikke mindst er virksom over for panikangst. Resultaterne er opmuntrende. Langt de fleste bliver helt fri for deres invaliderende angst eller får det markant bedre. For disse mennesker, som befries fra tvangstanker og måske for første gang i årtier igen mærker glæden pible frem - er der tale om helbredelse af bibelske dimensioner, også selv om Jesu navn ikke bliver nævnt, siger cand.psych. og præsteuddannet efter folkekirkens paragraf 2, Susanne Sønderbo.

Hun arbejder på Hamar Sygehus ved Lillehammer i Norge, halvdelen af tiden som psykolog og halvdelen af tiden som hospitalspræst og har blandt andet skrevet bøgerne "Glæden er gul", "Forvandling og forandring" og "Drømme som vejviser".

Spørgsmålet er, om dét, der er godt i det verdslige samfund, ikke også er guddommeligt. Vi skal passe på, vi ikke gør Gud for lille. Hvem siger, Guds glæde ikke kan finde andre veje, end dem, kirken anviser ? Hvis præsten havde monopol på Guds kraft, så det da sølle ud, siger hun.

Susanne Sønderbo ser snarere et skel mellem dem, der tør udsætte sig for glæden og dem, der ikke tør, fordi det aner dem, at glæden vil gribe dybt ind i deres liv.

Når man er jublende glad, er man ude af sig selv, og så kan de utroligste ting ske. Glæden får én til at handle, man bliver kreativ, modig og fantasifuld. At udsætte sig for glæde kan betyde, at man tager nogle udfordringer op. Gør noget uden sikkerhedsnet, møder andre mennesker, rækker hånden ud mod fremmede, overskrider grænser. Personligt oplever jeg den dybe glæde, som ubekymrethed. Fordi min glæde har rødder i troen på, at mit liv er i Guds hånd, siger Susanne Sønderbo.

boas@kristeligt-dagblad.dk