Derfor er vi alle blevet socialliberale

Tegning: Peter M.

Tegning: Peter M. Jensen.

Politiker med visioner: Der er historiske grunde til, at alle store partier i dag reelt fører den samme socialliberale politik. Og derfor er der også så få ideologiske visioner for fremtidens velfærdssamfund

De må efterhånden være temmelig rundtossede dernede i deres grave, Adam Smith, Karl Marx, John Stuart Mill, Karl Popper, og hvad de politiske tænkere ellers hed – alle dem, der lagde sporene for det 20. århundredes store ismer: liberalismen, socialismen, kommunismen, socialliberalismen og konservatismen.

At tænke sig, ingen lytter til dem mere, selvom tiden råber på sammenhængende visioner for det, der bliver de næste 30-40 års største politiske udfordring: at sikre velfærd, miljø, samhandel, uddannelse, fred og tryghed, når der bliver færre erhvervsaktive til at tjene pengene og stadig flere gamle til at bruge dem.

En demografisk bombe er det blevet kaldt, og herhjemme vil den såkaldte Velfærdskommission på onsdag komme med et bud på, hvordan den kan demonteres. Allerede på forhånd er der lagt an til, at der ikke politisk vil ske det store bagefter. En justering af efterlønsordningen, lidt ekstra penge til forskning og uddannelse samt et nyt forsøg på at få indvandrere i arbejde.

Det er, hvad de tre største partier, Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, kan blive enige om. Men hvor er det Socialdemokrati, som vil nationalisere Nordsøolien eller brandbeskatte boligejernes kæmpegevinster? Hvor er det Venstre, som vil give massive skattelettelser og spare på overførselsindkomsterne?

Skal man tro lektor Lars Bo Kaspersen fra Copenhagen Business School (tidligere Handelshøjskolen i København), bunder den brede enighed i, at en helt tredje ideologi har vundet over alle andre. En ideologi, som de store partier i praksis har overtaget, når det handler om økonomi og velfærd.

Og nej, det er ikke socialdemokratismen. Vi er ikke alle blevet socialdemokrater. Vi er blevet sociale liberalister.

Socialliberalismen, som oprindeligt var De Radikales isme, er i løbet af de sidste 20-30 år blevet samfundets ene "sande ideologi", uanset om statsministeren hedder Poul, Anders eller Helle. Vinderen er altså i en vis forstand Marianne Jelved (R), selvom hun nok ikke selv ser sådan på det. For at forstå den udvikling skal man tilbage til de kriseplagede 1970'ere og de to oliekriser.

– Fra begyndelsen af 1970'erne til udgangen af 1980'erne kæmpede Danmark for at komme økonomisk på benene, og i løbet af de 20 år ændrede den øvrige verden sig voldsomt. For det første steg den europæiske integration, og for det andet ophørte den kolde krig. Begge dele medførte liberalisering af verdensøkonomien, forklarer Lars Bo Kaspersen.

I USA eksperimenterede præsident Ronald Reagan med nyliberale reformer, samtidig med at staten blev gældsat ud over alle grænser. Det havde dog sin pris i form af øget fattigdom og social eksklusion.

– Nyliberalismen spillede reelt fallit i 1980'erne. Det viste sig nemlig samtidig, at den ikke kunne producere mere vækst, siger Lars Bo Kaspersen.

Ændringerne i den store verden betød, at manøvremulighederne for de danske regeringer også skiftede. Det lykkedes delvis statsminister Poul Schlüter (K) at rette samfundsøkonomien op allerede i 1980'erne, men arbejdsløsheden var stadig rekordhøj, da den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen trådte til i 1993. Hans regeringer skabte både job, vækst og offentlige overskud – men ikke ved traditionel socialdemokratisk politik. Tværtimod blev der gennemført skrappe aktiveringsreformer på arbejdsmarkedet, og den borgerlige ide om at fastholde kronekursen blev videreført.

– Det viste sig, at den danske model var enormt tilpasningsdygtig i forhold til den internationale økonomi. Det gav succes, og selvom det var en rystende erkendelse for Anders Fogh Rasmussen i slutningen af 1990'erne, så er det præcis den samme linje, han har fulgt, efter at han selv har sat sig i statsministerstolen, siger Lars Bo Kaspersen.

Der er altså især den internationale udvikling, der har taget livet af de rene ismer. Tilbage står

den socialliberale blandingsøkonomi, hvor et forholdsvis frit erhvervsliv kan konkurrere på markedet, som imidlertid er stramt reguleret af både national og international lovgivning. I den danske model desuden kombineret med et vidt forgrenet socialt sikkerhedsnet. Offentligt betalt pasning af børn og ældre, infrastruktur, uddannelser, kultur, miljø og meget, meget andet.

Den politiske debat er nu reduceret til at handle om, hvordan dette system kan fastholdes, ikke om, hvordan det kan forbedres eller afskaffes.

Der er dog stadig mindre partier med stærke ideologiske holdninger. Et nyt parti, Liberalisterne, har netop set dagens lys, og på den modsatte fløj kæmper Enhedslisten fortsat for et socialistisk samfund, foreløbig uden folkelig succes. Forfatteren og idehistorikeren Rune Engelbreth Larsen stod ved sidste valg i spidsen for Minoritetspartiet, og han finder det forfærdelig trist, at den politiske debat er blevet så visionsløs.

– Det er der to forklaringer på. Den ene er ideologisk, den anden strategisk, siger han.

Med hensyn til det strategiske gennemanalyserer både Venstre og Socialdemokraterne vælgernes holdninger for at lodde "folkestemningen". Derefter retter de partierne ind efter, hvad de tror, flertallet mener, og derfor vil de to største partiers politik komme til at ligne hinanden mere og mere.

Men hvordan harmonerer det med, at Socialdemokraterne for eksempel vil begrænse efterlønsordningen, når meningsmålinger netop viser, at vælgerne er vilde med den? Hvorfor har Socialdemokraterne ikke grebet de målinger med

kyshånd og foreslået velfærdsudvidelser i stedet for -stramninger?

– Jamen, det er et stort mysterium. Det hænger nok sammen med hele udviklingen siden Nyrups kongemord på Svend Auken i 1992. Det har jo været en kamp mellem forskellige politiske fløje i det parti. Den fløj, der vandt, har den samme økonomiske, politiske forståelse som Venstre, lyder Rune Engelbreth Larsens forklaring.

Dermed er han fremme ved den ideologien.

– Det er jo paradoksalt, at hvor man i 1970'erne gennemførte store velfærdsforbedringer, selvom der var økonomisk krise, taler man nu om at indskrænke velfærdssamfundet til trods for, at vi nærmest svømmer i penge. Overskuddet på statsfinanserne bliver 40 milliarder kroner næste år.

Det er meget mærkeligt, men måske skyldes det, at det ideologisk er nemt at sælge budskabet om, at man skal yde for at nyde, siger han.

En anden samfundsdebattør, juraprofessor Ditlev Tamm fra Københavns Universitet, ser helt andre sammenhænge. Han mener, at de ideologiske forskelle er blevet visket ud, fordi ingen politikere tør gå op imod den lille million danskere, der i dag er på overførselsindkomst. Ingen vil sætte minimumslønningerne ned, selvom det er det eneste, der for alvor kunne bringe mange af de ledige udlændinge i arbejde.

– Den amerikanske model er den eneste, der for alvor hjælper, siger han.

At Danmark skulle være det rigeste land i verden, er desuden stærkt overdrevet. Andre lande er meget rigere og har overhalet os.

– Det kan man se i små ting. I Spanien kan man for eksempel køre 400 kilometer i tog på halvanden time, mens det herhjemme tager flere timer.

Hvad så med fremtiden? Vil den ideologiske elendighed fortsætte, eller vil der komme nye politiske og ideologiske kampzoner? Lars Bo Kaspersen tror, at spørgsmålet om økonomisk vækst kan komme på dagsordenen. Forudsætningen for hele den socialliberale model er vækst, vækst og atter vækst. Et samfund kan ikke stå stille. Der skal hele tiden arbejdes mere og produceres mere, så der bliver mere at fordele af.

– Man kunne godt udtænke et helt nyt politisk projekt, der gik imod vækstparadigmet. En meget begavet version af en konservativ eller kristendemokratisk ideologi kunne måske få succes. En bevægelse, der lagde mere vægt på at bevare end på at skabe fremdrift for enhver pris, og som ville imødekomme de økologiske problemer, kunne have en chance. Om ikke før, så i hvert fald når verdenshavene stiger 20 cm, funderer han.

Endelig er der konflikten om lighed og ulighed, som kan blusse op, især på det boligpolitiske område.

– Det er virkelig sprængfarligt. Fortsætter den nuværende udvikling på boligmarkedet, får vi et afgørende skel mellem dem, der bor til leje, og dem, der arver deres bolig. Det kan splitte befolkningen på kryds og tværs, siger Lars Bo Kaspersen.

Foreløbig har ingen af de store partier turdet foreslå at konfiskere eller blot beskatte de enorme formuer, som mange boligejere har fået de senere år. Men måske bliver de nødt til røre den varme kartoffel, hvis det socialliberale lighedssamfund skal overleve de næste 30-40 år. Uanset om det kommer til at gøre ondt på kernevælgerne.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk

Socialliberalisme

Politisk retning, der blander elementer af liberalisme og socialisme. Retningen har hentet sit ideologiske grundlag hos den britiske økonom og filosof John Stuart Mill (1806-73), som ville forene største mulig personlig frihed med fælleseje af råstoffer og lige ret til de samfundsskabte goder. Herhjemme har først og fremmest Det Radikale Venstre taget socialliberalismen til sig.