Prøv avisen

Det dør vi ikke af i vores familie

ESSAY: Pludselig gav Jesu historie mening for mig, og spejlingen gav mig et sted at vende min vrede og angst imod, skriver sognepræst Karen-Bolette Erhard Berg i dette essay om at få stillet en kræftdiagnose

Der sidder en ung og rask kvinde ved et bord. Hun halvvejs ligger ind over bordet på sine krydsede arme. I smug lader hun fingrene stryge let hen over den lillebitte knude, hun har fundet i randen af det ene bryst.

Hun glæder sig. Forestiller sig, at det er et tidligt tegn på graviditet. En eller anden forstørret mælkekirtel. Hun har endnu ikke sagt til nogen, at hun tror, hun er gravid, for der er ikke andre tegn end den lille hævede knude.

Senere får hun talt med manden om det. Taler om knuden, men ikke om barnet. Hun tænker, at hun bliver nødt til at vide noget mere sikkert, inden hun nævner det. Håber måske, at han selv får tanken.

Men han tænker på benigne og maligne tumorer. Han er læge og vant til at tænke på, at det kan være uskyldigt og godartet - men at det også kan være truende og ondartet. Og han sender hende til læge. Vil ikke selv have det ansvar at afgøre, om det skal kaldes godt eller ondt.

Det viste sig at være ondt. Ikke så stort, men temmelig ondt. Ondt nok til operation og seks-sengsstue. Åh, en dejlig seks-sengsstue. Stærke kvinder, der turde fællesskabet. Ene kvinder med brystkræft. Dræn og sammensyninger og helt eller bare delvist skamferet.

Der var den kloge 60-årige, som forsøgte at have sig selv med i det svære. Og den 80-årige, som blev beordret ud af sengen og hen til bordet at spise. Hvorpå hun højlydt erklærede, at hun ikke ville spise alene! Så måtte vi andre også sætte os derhen og have det hyggeligt.

Hov, nu ændrede jeg stil. Fra at beskrive en eller anden kvinde til at skrive »jeg«. For det var mig, det skete for. Men det var uvirkeligt, mens det stod på. Jeg befandt mig i en glasboble uden for alting. Og det var svært at være i verden.

Svært at skulle være en taknemmelig patient, der skulle tage godt imod al plejen og omsorgen - når min oplevelse var, at jeg først blev syg, da jeg fik deres kærlighed at føle. Kniv og dræn og bækkenstol. Lemlæstelse og ydmygelse.

Hvordan skulle jeg kunne sige tak til?

Jeg forstod det ikke dengang, men siden har min gode psykoterapeut forklaret mig, at jeg er en »dårlig patient«. Jeg har det svært med at blive passet og plejet. Så sygehuspersonalet skal ikke høre nogen klagesang fra mig om, at de burde have gjort noget andet på en meget bedre måde. De gjorde meget godt, men jeg ville ikke have med dem at gøre. »Bevis jeres berettigelse i mit liv!« var min holdning. Selv om den burde have været: »Tak, fordi I hjælper mig, og redder mig fra døden!«

Men sådan var det ikke for mig.

Samtidig var hospitalet det eneste sted, jeg ville være, det eneste sted, som bekræftede mig i, at jeg faktisk var syg. At min følelse af at være truet på livet var rigtig. At det ikke bare var noget, jeg bildte mig ind. For der var mange, som prøvede at fortælle mig, at det nok skulle gå alt sammen. Men jeg var slet ikke nået til at skulle trøstes endnu.

Og kun på hospitalet kunne jeg hengive mig til at lære min nye identitet at kende. »Cancer-kællingen« kaldte jeg mig, når jeg sad i ulidelig lang tid i venteværelset. I et forsøg på at prikke hul på min glasboble og komme ind til følelserne.

Og jeg fik rigelig tid på hospitalet.

I strålefeltet

Rummet med strålekanonen. En kvinde ligger med blottet overkrop, fikseret i en form, lavet specielt til hende. Bødlerne har bløde hænder og taler i et rart toneleje. Spørger, om hun vil have musik i ørerne, mens de sikrer sig, at strålen kun rammer det sted, de vil slå ihjel. Hun afslår rædselsslagen musikken. Så absurd. Som om Mozart eller Sting kunne mildne torturkammerets realiteter.

De går ud. Ud på den anden side af de metertykke mure. Ind bag vægge af bly og sikret glas. Overvåger hende nu kun via kamera og taler til hende i lydanlæg. De skal ikke udsættes for nogen fare.

Så trykker de på knapperne. Lyden, der betyder, at strålerne er i gang, sætter i. De er bag tykke mure - i sikkerhed - mens kvinden ligger udstrakt, alene med sin nøgne hud i strålefeltet, der for resten er nydeligt tegnet op med lilla tusch i en firkant, der titter frem i T-shirtens halsudskæring, når hun går derfra.

Bødlerne laver præcisionsarbejde.

Hvordan skulle jeg være taknemmelig?

Efter et par uger satte trætheden ind. Jeg orkede at stå op om morgenen og gå langsomt ned til bussen. Køre op på hospitalet til radiumstationen. Stå det igennem. Tage hjem igen. Lægge mig til at sove. Vågne, spise lidt. Sove.

De lyse tosengsstuer til den ambulante kemoterapi. Venlige sygeplejersker. Status for hvide blodlegemer. Lægesamtale eller ej. Medicin mod bivirkninger. Husk at tage den til tiden - ellers så ...!

Timerne, hvor giften faldt i små dråber, der fandt vejen ned til min arm og langsomt løb ind i min åre. Gid jeg havde kunnet finde ud af at være vred dengang. Så havde jeg raset på hele verden. På sygehuspersonalet og manden og Gud. Hvad i h... er meningen med, at jeg skal ligge her og frivilligt lade mig forgifte! Svar mig! Fortæl mig, at det er til mit eget bedste. Forvent ikke af mig, at jeg er en fornuftig voksen, som godt kan regne det ud selv. Jeg er ikke fornuftig! Jeg er blevet stukket ned bagfra af en led celledeler, som vil udslette mig!

Men jeg lå i en seng på hospitalet, som en bleg og yndig pige.

Og takkede for hjælpen, selv om det ikke passede, hvad jeg sagde.

Undervejs åd vreden sig indad. Jeg ønskede, at jeg var død i stedet for at skulle stå dette lede liv uden mening og glæde igennem.

Hjælp hos ligestillede

Så fandt jeg vej ind ad døren til Kræftens Bekæmpelses Rådgivningscenter. Og der var hjælp at hente. Bedst hjælp hos andre kræftramte. For de professionelle havde jeg svært ved at få ordentlig tillid til.

Hvad vidste de om nogen ting? Visualisering mig her og der! Hjernevask, nu vil de også tage mine tanker!

Selvhjælpsgruppen var til umådelig stor hjælp. Jeg lærte vist ikke at rase igennem, men der var plads til at være mig alligevel. Og jeg ved, at vi altid vil være forbundne, selv om jeg er langt fra de andre nu. Jeg sender jer en taknemmelig, glædelig og kærlig hilsen. I, der er tilbage. For vi havde døden som følgesvend hele tiden.

Vi kunne dele den nyerhvervede opmærksomhed på livet. På overhovedet at være i live og ikke døde. Glæden over, at hver dag talte med. Bevidstheden om, at det, der er vigtigt i livet, skal have plads og rum. Og at alt muligt kan være det vigtige.

Jeg vil aldrig glemme hende, der i begyndelsen var fuld af angst og slet ikke kunne rumme sin smertelige sandhed for til sidst, inden hun måtte dø, at nå frem til en fred og ærlighed, som gjorde hende selv og rummet om hende smukt og krystalklart.

n ting kunne jeg dog ikke dele med gruppen. Og heller ikke med nogen andre. Min tro. Jeg var teologistuderende og beskæftigede mig med den kristne tro og livstydning. Ikke religion og tro i bred forstand. Ikke alle mulige religioner og former for tro.

I patientmiljøet er alle mulige alternative mere eller mindre religiøse livsanskuelser vidt udbredt.

Det tiltalte mig ikke. Jeg søgte ikke en ny Gud, jeg søgte en ny forståelse. Men jeg kendte ingen teologer med kræft. Jeg var studerende, og mine medstuderende var bare ikke samme sted i livet som jeg. Jeg turde ikke tale med dem eller en præst om mine overvejelser. Var bange for at blotte noget sårbart for en, der lige ville stikke mig en stor skefuld »sandhed« eller et par gode råd. Undskyld, at jeg ikke tænkte bedre om jer. Jeg måtte pusle med mine tanker alene. Jeg pusler stadigvæk, men ikke længere alene. Jeg har fået arbejde som præst nu og har kolleger, som jeg taler med. Mennesker, jeg møder. Venner. Jeg har fået mere tillid.

Min tro

Min tro havde indtil da været mest på trods. På trods af, at jeg ikke kunne finde tillid til Gud, og på trods af, at jeg i grunden ikke fandt nogen forløsning eller løsning i det, jeg gik og studerede, troede jeg alligevel. Min tro var en bastion, jeg holdt mig til, uden at jeg kunne formulere, hvad den indeholdt. Jeg lod andre om at fatte, at Gud kunne høre mine bønner og vidste, hvad jeg trængte til.

Men oplevelsen af, at jeg kunne være sikker på, at andre forstod mine tanker og følelser, fordi de kendte dem fra sig selv, kom til at støde imod min forestilling om, at Gud kender os bedre, end vi selv gør. Hvordan kan jeg tro, at han kender mig, hvis han bare troner i sin høje himmel, langt væk fra mit liv. Der er ting, man ikke kan tænke sig til, men som man må have prøvet selv.

Og så begyndte julenat og påskens begivenheder at få en helt ny og meget mere nærværende betydning. Gud har været menneske engang. Han blev født af en kvinde en nat for længe siden. Han har prøvet det hele selv. Prøvet angsten, lidelsen og vreden. Han blev uskyldigt dømt og henrettet.

For mig kan spørgsmålet »Hvorfor blev Gud et menneske?« besvares: Fordi mennesker ikke tror på andre end den, der har prøvet det selv.

Man kan mærke det. Man kan mærke, at nogen forstår, hvad man taler om, fordi de selv har prøvet det. Man kan spejle sig i deres erfaringer. Prøve deres ord af, om de duer for mig også.

Det gjorde jeg med Jesu historie. Som mange før mig, der har haft det rigtig svært, læste jeg om den nat, inden Jesus skulle dø, hvor han var ude af sig selv af angst og bad om at måtte blive fri. Og jeg læste om det skrig, han udstødte på korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

I sin sværeste stund. I den nat, hvor han må have vidst, hvor det bar hen ad, da gik han direkte ind i angsten, indrømmede den og gav den til sin far i himlen. Og da det var uudholdeligt, skreg han sin angst og vrede ud til sin far: Hvor er du, far? Jeg føler mig udsat, forladt, svigtet!

Spejlingen gav mig et sted at vende min vrede og angst imod. Jeg kan rase mod den almægtige i himlen, og jeg kan søge trøst hos sønnen, der selv var angst engang.

Det giver mening for mig. Og jeg mistede ikke min tro. Men den var nødt til at ændre sig, hvis den skulle holde til livet.

Nu er det seks år siden, jeg blev opereret.

Året efter blev jeg gravid, og vi fik en søn. Mirakelbarnet. Og jeg sendte et foto til lægen og skrev sådan cirka: »Dette kunne være et helt almindeligt billede af en helt almindelig ammende mor. Men det er mig, der ammer min nyfødte fra DET bryst!«

Angsten

Jeg kan stadig mærke den gamle angst og vrede, når jeg skal til kontrol på hospitalet. Angstanfaldene begynder halvanden til to måneder før, og jeg føres i tankerne tilbage til strålekammeret og giftstuen. Jeg kan ikke kontrollere angsten, bare flyde med den og fortælle andre om den. Eller skrige den ud, hvis jeg er alene hjemme. Det hjælper. Og jeg ved nu, at efter nogen tid - timer eller dage - slipper den taget i mig. Indtil næste tur. Det er strengt i den periode, hvor turene falder tæt. Men jeg er ved at have sluppet angsten for angsten. Angsten hører med. Den er blevet min lod, og jeg ved, at det går over igen.

Jeg talte med min yndlingslæge om, at han altså også var ham, der havde påført mig lidelserne, samtidig med at han reddede mit liv. Han undrede sig vist. Men han blev ikke vred over, at jeg kunne have det sådan.

Min mor siger: »Det dør vi ikke af i vores familie!« - og hun har noget at have det i. Vi er foreløbig seks i fire generationer, der trods diagnose og behandling ikke er døde af brystkræft. Jeg agter heller ikke at gøre det, om Gud vil.

Til gengæld vil jeg forsøge at fastholde den gode frugt af mine dyrt købte erfaringer resten af mit liv.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Karen-Bolette Erhard Bergs artikel stammer fra bogen »Vi længe leve«, som udkom i sidste uge på Kroghs Forlag. I bogen skriver 25 danskere om at få stillet diagnosen kræft og overleve sygdommen.

Blå bog

Karen-Bolette Erhard Berg, født 1968, er sognepræst i Eskebjerg øst for Kalundborg. Hun fik konstateret brystkræft i 1996.

Blå bog

Karen-Bolette Erhard Berg, født 1968, er sognepræst i Eskebjerg øst for Kalundborg. Hun fik konstateret brystkræft i 1996.