Henrik Jensen mener, at et af tidens største problemer i vores del af verden er, at vi har mistet følelsen af fællesskab. Og at det, der skal til for at få den tilbage, kan være noget så drastisk som en verdenskrise.
– Efter Anden Verdenskrig har vi fået den ene velfærdsstigning efter den anden. På den måde har vores samfund leveret varen. Det går bare næsten for godt materielt. Måske skal der det til, at det ikke går så godt. Noget, der kan få os til at trække på samme hammel og give os en ide om, hvor vi er på vej hen.
– En verdenskrise kan være den måde, som det globale trænger sig ind over os på. Det er ingen naturlig situation, og der er ingen moralsk forklaring på, at den ene milliard af verdens seks milliarder mennesker lever i overflod, mens andre fem går og kradser i jorden. Dybest set tror jeg, at de fleste her hos os går og venter på, at det banker på døren, venter på noget, der bringer tumulten helt ind. Man kan jo se, hvordan vi alle går i frygt og bæven og venter på terrorangreb.
– Spørger man en naturvidenskabsmand om, hvordan det 21. århundrede kommer til at se ud, vil svaret lyde: sammenbrud, epidemier, sult, systemer, der ikke kan holde, afrikanisering, og at der vil komme folkevandringer. Man kan spørge sig selv, hvilken modstandskraft der kan være i et samfund, hvor der ingen fælles moral er, og hvor vi opdrager hinanden til at skulle klare sig selv på egen hånd, siger Henrik Jensen.
Han er 58 år og lektor ved Institut for Historie og Samfundsforhold på RUC, Roskilde Universitetscenter. Han har skrevet en række bøger, deriblandt "Den sorte død" om pest i middelalderens Europa og "Den sønderrevne baldakin" om Første Verdenskrig. Men det var hans civilisationskritik og analyse af det 20. århundredes historie i bogen "Ofrets århundrede" fra 1998, der satte gang i hans metier som kommentator, foredragsholder og tv- og radioanmelder og klummeskribent i Kristeligt Dagblad.
– Jeg skrev bogen "Ofrets århundrede", og så gik det helt af sig selv. Så blev jeg ringet op, siger Henrik Jensen og fortsætter:
– Det er ikke, fordi jeg tror, at jeg gør den store forskel. Men jeg mener måske, at jeg har ret i nogle ting, og det har jeg lyst til at fremføre. Jeg fornemmer, at der er en niche, hvor jeg kan være. Jeg holder en masse foredrag, hvor jeg får feedback og en fornemmelse af, at der kan være en genklang for de kommentarer, jeg har. Jeg vil kalde dem konservative. Ikke i politisk forstand, men at der er værdier, som vi bærer rundt på, der er ved at gå tabt, men som kunne bringes i spil igen. Som kommentator oplever jeg næsten ikke andet end behageligheder, bortset fra en enkelt gang, hvor jeg skrev kritisk om dronning Margrethes kunstneriske åre. Det fik jeg på hatten for.
Hvor er dit politiske ståsted?
– Jeg stemmer på Socialdemokraterne. Bortset fra at partiet på mange måder er i krise, har de et projekt omkring samfundsfællesskab, og det er mere, end de andre partier har. Jeg oplever de liberale partier som problematiske, fordi de lefler for den enkelte, og det synes jeg ikke, at der er grund til mere. Jeg kan godt lide nogen, der søger at komme igennem med en dagsorden om, at vi lever i en sammenhæng og er forpligtede over for hinanden – hvad enten vi snakker klasse, generationer eller etnicitet.
Henrik Jensen bor med sin hustru, Anna Sinding, og sønnerne Magnus på 16 og Simon på 10 år i et villakvarter i Emdrup i København. Det er en dag med sol og regn. I haven, der har Utterslev Mose som genbo, tager kattene Freja og Frigg en lur. Inden døre fylder blide toner fra George Harrisons sidste cd, "Brainwashed", stuen. Der er moderne kunst af Niels Reumert og Lise Malinovsky på væggene, brændeovn og reoler med masser af bøger. Det er herinde, at Henrik Jensen sætter sig i en lænestol med den bærbare computer på skødet og skriver sine anmeldelser og "Lørdagsrefleksioner" til avisen.
– Jeg er storforbruger af musik – pop, rock, jazz og klassisk – og har i det hele taget en bred kulturel tilgang til maleri, arkitektur og så videre. Men det, der virkelig gør noget ved mig, er at skrive. Jeg kan også få noget ud af foredrag og af undervisningssituationen på RUC, hvor man sidder med en gruppe af studerende og ikke bare skal hælde ud, men hele tiden får noget tilbage. Men der er indsigter forbundet med at sætte sig ned og skrive. Man bevæger sig steder hen, som man ikke anede eksisterede. Hvis man er åben for, at det kan ske, sker det også. Og så er der også den måde, tiden forsvinder på. Det er kreativt. Der åbner sig et rum.
Hvorfra henter du inspiration til dine klummer?
– Jeg tror nok, at jeg har den rolle at være den, der sidder bag i bilen og holder øje med, hvad der falder ud, når vi kører frem så hurtigt. At gøre opmærksom på, hvad vi mister ved globalisering, individualisering og teknologisering. Værdier, som var værd at holde fast på. Jeg er historiker og opererer med en anden tidsdimension end andre, der mener noget. Der er grundlæggende kulturværdier, der stadig er der, men som ikke får opmærksomhed og ligger underdrejet i vores moderne tid. Det er det, jeg har lyst til at gøre opmærksom på. Den kultur, som vi kommer fra, er skabt af de foregående generationer i slid og glæde. Vi profiterer af den, men er ikke interesserede i at vedligeholde den. Så mange sidder med blikket stift rettet fremad, og det er da også spændende. Men jeg vil hellere sidde på ladet og se, hvilke kasser der ryger af.
– Det er den mærkelige dialektik at føle sig som medlem af noget og samtidig udenfor og at problematisere og kritisere det, man ser. Spændingen mellem at være med og have ret til at kommentere det og at være en ener, en slags intellektuel. Man bliver aldrig fuldstændig medlem, er altid lidt udenfor, og der kan springe en gnist af den situation.
Hvad mener du med at være en ener?
– Det har muligvis noget at gøre med den måde, som mit liv har været på. Jeg har den der klare fornemmelse af et brud. Som historiker har jeg altid været interesseret i katastrofer og brud som den sorte død, Første Verdenskrig osv. I min opvækst flyttede vi meget rundt. De første 10 år boede vi i Taulov ved Fredericia. Derefter flyttede vi til Brøndby Strand, Frederiksberg og Slagelse, hvor jeg gik i gymnasiet. Jeg har nok en fornemmelse af, at da jeg blev hevet ud af Taulov som 10-årig, blev jeg revet op med rode og plantet et andet sted. Jeg havde længe efter romantiske forestillinger om at vende tilbage til det sted, Gud bedre det. Det var i min tankeverden, som om alle frøs til ubevægelighed og holdt deres stilling, til jeg engang vendte hjem. Da jeg senere vendte tilbage, havde man til min forargelse anlagt en motorvej midt igennem landsbyen.
– Det gjorde noget særligt ved mig at flytte. Vi kom til København, og selv om jeg ikke følte mig som en jyde i hovedstaden, havde jeg en fornemmelse af at være eksileret. Jeg tror også, at det er derfor, jeg fik interesse for historie. Når fortiden får en stærk tiltrækning på en, giver det en fornemmelse af at være del af en anden tid. Det er også den følelse, der gør, at jeg har en tendens til at se mig selv stå lidt udenfor. Jeg kan være meget kritisk over for nutiden. Min parat-reaktion er skepsis.
– Jeg er fascineret af den kultur, folk bærer rundt på og af, hvor meget godt, der ligger underdrejet og bliver presset af teknologiske forandringer. Værdier, normer og forestillinger kan ikke komme til udtryk, fordi det hele pakkes i sterile former. Et eksempel, som jeg også skrev en klumme om, er bibliotekerne, der har indført selvbetjening. Udlånet har kørt på en bestemt måde, og så pludselig bliver det mere rationelt at indføre maskiner, der skal gøre det, mennesker før gjorde. Vi bliver kujoneret af det. Hvis et menneske siger sådan og sådan til os, gør vi ophævelser. Men når en maskine gør det, brokker vi os ikke. Den vender vore frustrationer indad, og det gør os fremmedgjorte. Mennesket har svært ved at gø ad det teknologiske fremskridt.
Længes du tilbage til fjerne tider?
– Jeg ved udmærket godt, at jeg ikke ville kunne eksistere i de gode gamle dage. Men jeg er meget bevidst om, at det er en del af vores tilværelse. Det er en vigtig dimension af, hvad der har bragt os det, vi har i dag. Velfærdet. Men det er andre, der har sparet kapital op til os, vi lever bare af renterne. Lægger vi selv kapital op?
– Verden har forandret sig, og man vil aldrig kunne genskabe det, der var, og jeg ville selv få klaustrofobi af at blive placeret i en landsby anno 1700 og hvidkål. Men der er væsentlige værdier, der trænger til at blive bragt mere i spil. For eksempel lever vi i dag i en dobbelthed af pligtfølelse og rettighedstænkning. Pligt er det, vi kommer fra, ret er det, vi er blevet lovet. Det handler om at finde en balance. Men den pligtmæssige side kommer ikke rigtig op til overfladen i vores kultur. Mange mennesker har en stærk pligtfølelse, men kan ikke få den ud, for det er ikke det, man profilerer sig på i det moderne samfund.
Hvad er det for et stof, du skriver på som tv- og radio-anmelder?
– At være det er et privilegium ud over alle grænser. Jeg får mulighed for at profitere af mit kværulanteri. Jeg skriver ud fra min almene skepsis over for og fascination af massemedier. Der er en dobbelthed. Jeg kan blive irriteret over den stil, som tv-kanalerne anlægger, men bliver hængende alligevel. Det kan udmønte sig i raseri over studieværten. Det er banalt. Men studieværten har fat i den lange ende. Massemedier er en stor magtfaktor, selvom de ikke rigtig vil noget med det, andet end have vores opmærksomhed. I 1970'erne handlede det meget om indoktrinering, men nu er det bare noget med, at man skal blive hængende på deres kanal. Og når der er så mange kanaler, kommer det til at fylde, og meget af det er ren idioti.
– Begrebet masser kommer fra 1930'erne, hvor det var masser, der eksploderede som i det nazistiske Tyskland. I dag sidder vi rundt i vores stuer og er masse. Den negative side er, at vi får serveret den daglige dosis nyheder lige i synet samt en masse sludder og vrøvl om almindelige menneskers hverdag i hus og have. Den positive side ville være, hvis mennesker kunne være sammen om at reagere i en eller anden retning. Det var noget af det, man tidligere forbandt med masser. Mange har kunnet se noget negativt i det, men det var dog en politisk mulighed. Nu er masser bare publikum. Og det, der serveres for masserne er følelser og ikke fornuft. Fjernsynet spørger, hvordan det føles. Men det peger ingen steder hen.
Hvis det skulle pege hen imod et fællesskab for eksempel, hvad er det så for et fællesskab, du ser for dig?
– Det er et kulturfælleskab, der baserer sig på en forestilling om, hvad vi er for en slags. Et fællesskab, der gror ud af vores kultur, sprog, historie osv. Det er en god ide at vide, hvad vi kommer af, og hvordan det har ytrer sig. I det 20. århundrede er vi ikke bare blevet revet op med rode, men referencerne til kontinuitet og historie er også revet over. Det er ikke det med danskhed, jeg taler om. Nogle mener, at den er svækket, men jeg mener, at der er en overflod af danskhed. Det er snarere noget med den normsættende kultur, moralen, den måde, vi forholder os til hinanden på og vores målsætning i disse egne af verden, og der spiller kirken også en stor rolle. Man kan se på det som en hel række af sekulariseringer, der er sket: Først ryger Gud og i kølvandet på det en hel masse andet.
Hvad er dit eget forhold til kirke og tro?
– Jeg går ikke rundt og spørger mig selv om, hvad jeg tror på. Jeg ved ikke hvilket svar, jeg ville få, og jeg er holdt op med at interessere mig for det. Men jeg indlejrer mig i en kristen, normativ sammenhæng, som er det, kirken står for. En blanding af pligt og håb. Jeg tror meget på begrebet kultur, og at der er en levende kultur i folk, som hos os er kristent funderet. Men i stedet for bare at være i den sammenhæng føler folk i dag sig hele tiden foranlediget til at spørge sig selv, hvad de tror på og hvilken Gud. De forskellige tolkninger og billeder af, hvad det er, er ubrugelige. Mit forhold til tro er at slappe helt af og bevæge mig hen i kirken en gang imellem, siger Henrik Jensen.
Han har brugt det meste af sommeren på at blive færdig med sin næste bog, der har arbejdstitlen "Det terapeutiske samfund". Den handler om, hvad der sker i et samfund, når autoriteterne forfalder, og selvet bliver den eneste autoritet. I bogen vil han også undersøge hvilken betydning, faderskikkelsen har haft og har i dag. Det er et tema, som har udgangspunkt i hans smertelige erfaringer med et uharmonisk forhold til sin egen far. Han var arkitekt og døde 77 år gammel i 1996. Moderen, der var hjemmegående, døde i 1990, 69 år gammel. Henrik Jensen har en halvsøster, der boede hos mormoderen.
– Jeg havde ikke noget specielt godt forhold til min far. Jeg synes ikke, at han var en særlig god far. Han var meget selvoptaget, og det efterlod os andre i en hel masse problemer. Det fik den konsekvens, at jeg ikke så ham de sidste fem-seks år, han levede. Efter at min mor døde, var der ingen speciel anledning til, at vi sås. Det gled ud.
– Han var en mand, der gik sine egne veje. Han var meget selskabeligt og festligt orienteret udadtil. Han passede ikke familien, og fra tid til anden var det uklart, hvor han var, og hvordan der skulle komme mad på bordet. Det gik mest udover min mor, men dermed også mig, fordi jeg skulle høre på det. Han festede, tog af sted i lange sekvenser, blev væk og drak i de perioder, men rørte aldrig spiritus hjemme. Det var en særlig form for misbrug, der havde at gøre med at være sammen med andre. Så han gik på værtshus eller holdt hof på sit kontor.
Hvilken betydning har det, at du ikke havde kontakt med ham, da han døde?
– Det er jeg ikke specielt stolt af og ikke noget, jeg vil anbefale. Jeg burde have konfronteret ham i stedet for at lade være. Det er noget, jeg må tumle med. Det stemmer dårligt overens med, hvad jeg ellers mener om, hvordan man skal omgås hinanden. Men det var nemt for mig at fortrænge det. Og han døde så hurtigt, at jeg ikke nåede at få hænderne op af lommen.
– Min far var en autoritet for mig, fordi han var min far. Jeg har levet med ham op igennem min opvækst som en central figur, der ikke kunne styre sig, og som jeg efterhånden mistede respekten for. Men barndoms-faderfiguren indlejrer sig og spiller ind i ens voksenliv. Der er noget arketypisk ved sådan en figur. Ens far er summen af alle fædre. For mig blev det en negativ figur.
Hvordan har det præget dig?
– Jeg tror, at det har haft betydning, men lige nøjagtig hvordan er svært at sige. Det har ikke været ødelæggende, men på nogle områder smertefuldt. På den anden side, så kan man sige, at som verden er i dag, og den måde familien er skruet sammen på, kan det være et problem, hvis faderen bliver for svag og konturløs. Jeg mener, at en klar faderskikkelse er at foretrække. Og at der især for drenge er behov for en skikkelse, man kan forholde sig til. En, som man kan prøve sig selv op ad. Hvis der ikke er det, søger drengen måske udfordringer fjerne steder, måske falske fædre inden for gangsta-rap eller terror eller bare et fodboldidol, hvilket kan skabe en uklarhed om, hvem man er.
– Så hellere en dårlig far end ingen far. Det mener jeg faktisk. Det bedste er en far, der kan leve op til dine idealer, men mindre kan også gøre det. Familier uden fædre er ikke langt væk, og det, tror jeg, vil være en katastrofe.
Hvad er det bedste, du har oplevet?
– At få børn. Det skete så sent, at jeg faktisk havde opgivet. Jeg var over 40 år, før jeg stiftede familie. Det er godt at få en opgave, der kan nedtone ens optagethed af sig selv. Der bliver nok at gøre med at holde det hele i gang. Det har været godt, især i forhold til den måde, som livet er lagt op på i vores kultur, hvor man kan blive så fandens selvoptaget. Det er sværere, når man skal holde liv i børn, sørge for, at de har det godt og opdrage dem, siger Henrik Jensen og tilføjer:
– Der er tradition i min familie for, at fædre og sønner kommer på kollisionskurs. Min far og hans far og farfar var det også. Det har altid været et tema. Jeg kan sommetider tænke på, om jeg selv vil producere sådan en situation. Jeg gør, hvad jeg kan for, at det ikke skal ske.
Blå bog
Henrik Jensen er født i 1947 og vokset op i Taulov, Brøndby Strand, Frederiksberg og Slagelse. Cand. phil. i historie fra Københavns Universitet 1973. Lektor ved Institut for historie og samfundsforhold på RUC. Har blandt andet skrevet bøgerne "Den sorte død", "Den sønderrevne baldakin", "Europa 1800-2000" og "Ofrets århundrede". Tilknyttet Kristeligt Dagblad som klummeskribent og tv- og radioanmelder og er foredragsholder og kommentator i aviser, tv og radio. Medlem af menighedsrådet for Grundtvigs Kirke. Gift med ergoterapeut Anna Sinding og har sønnerne Magnus på 16 og Simon på 10 år. Bor i Emdrup i København.
Orakler med mening
@-Indl.13.:
@-Byline navn:
@-Brødbilled.u-indryk:De mener noget om dette og hint. Om krig og skilsmisser, om fællesskab og individualisme og er optaget af sædernes forfald og fremtidens muligheder. Men hvem er de, meningsdannerne, der analyserer og fortolker og kommenterer dagens og tidens begivenheder i medierne? Kristeligt Dagblad portrætterer i en række interview kendte og markante mennesker, der gerne vil sætte en dagsorden og ikke er karrige med deres meninger. Med et net- abonnement kan tidligere artikler læses på www.kristeligt-dagblad.dk.