Det er meditativt at beskære æbletræer

Den tidligere socialdemokratiske overborgmester, EU-kommissær og minister Ritt Bjerregaard foretrækker økologiske fødevarer uden sprøjtegifte

Blandt Ritt Bjerregaards laster er rødvin og kamillete.–
Blandt Ritt Bjerregaards laster er rødvin og kamillete.–. Foto: .

Hvad er det gode liv for dig?

Det er, når jeg ikke fejler noget, vågner glad op og har en dag, hvor jeg skal noget rart. Det afhænger lidt af årstiden. Hvis det er sommer, og solen skinner, skal jeg ud at svømme. Om eftersommeren, når æblerne hænger på grenene i vores æbleplantage i Kirke Hvalsø på Midtsjælland, skal jeg ud at plukke æbler. Om vinteren kan det være, at jeg skal ud og gå tur, møde nogle venner, til koncert med DRs Symfoniorkester eller sidde og læse en god bog. Om foråret er det simpelthen bare at glæde sig over, at dagene bliver lysere, og alle forårsblomsterne springer ud. Så ved man, at det går den rigtige vej.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Jeg har det sådan set gennemgående godt med mig selv. Jeg er en person med et meget jævnt, godt humør. Jeg har altid været et roligt, afbalanceret menneske, også som barn. Jeg har været privilegeret ved at have et godt forhold til mine forældre jeg har altid følt mig elsket. Det betyder, tror jeg, at man har en robusthed til at tage, hvad der kommer i ens liv.

LÆS OGSÅ: Skridttælleren holder mig i gang

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg cykler til alt det, jeg skal, næsten ligegyldigt hvordan vejret er. Jeg går til yoga og pilates og har også gået til lidt fitness, fordi jeg efter en brækket arm syntes, at jeg trængte til flere kræfter i armen. Og så spiser jeg sundt, mange fisk, grønsager og frugt. Jeg er meget indstillet på, at det skal være økologisk, hvis jeg kan få det.

Hvad er afslapning for dig?

Det kan være, når jeg beskærer æbletræer om vinteren. Der er noget meditativt ved det, fordi man har sin opmærksomhed omkring træerne og er ude i et frit rum. Men det kan også være at sidde i en god stol og læse en bog eller høre musik. For tiden læser jeg Hanne-Vibeke Holsts nye roman, Knud, den store, som jeg synes er rigtig god. Jeg læser alle Hanne Marie Svendsens bøger. Og så er jeg optaget af at følge med i nordisk litteratur, hvor min yndlingsforfatter er svenske Kerstin Ekman. Min musiksmag er fra den ene yderlighed til den anden. Fra klassisk musik jeg har abonnement til torsdagkoncerterne i Koncerthuset og til rock. Og i den forbindelse er der Anne Linnet, som har fulgt os allesammen gennem livet.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Der er altid min egen æblemost lavet på de æbler, der ikke er gode nok til at sælge. Jeg sælger også æblemost i nogle af Irmas butikker. Hvis jeg trænger til et eller andet, drikker jeg et glas æblemost. Der er også rugbrød, økologisk mælk og smør fra Thise og levertran, som jeg drikker, hvis jeg er ved at blive forkølet. Vi er kun min mand og jeg, så vi har ikke massevis af mad i køleskabet, men vi abonnerer på grønsagskasser fra Aarstiderne.

Hvad er din største last?

Jeg tror, at jeg drikker lidt flere glas rødvin, end det er anbefalet for kvinder. Jeg kan rigtig godt lide et glas rødvin til maden, og hvis jeg spiser sammen med min mand, deler vi en flaske. Det bliver til lidt for mange glas på en uge. Jeg er ikke hysterisk med det. Men jeg er vanskelig med hensyn til det økologiske, for jeg vil ikke spise fødevarer, der er fulde af sprøjtegifte, for det er ikke godt. Jeg har en last mere: Jeg elsker kamillete og drikker en hel kande hver morgen.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Jeg har to. Fordi jeg er 72 år, skal jeg lade være med at falde. Og så er det at sove godt om natten, fordi god nattesøvn er fundamentet for ens velbefindende i det hele taget.