Prøv avisen

Det er nu, vi skal leve

Tina Kiberg er til marts aktuel på Det Kongelige Teater i operaen ”Parsifal”. Hun har kæmpet mod uhelbredelig kræft, og i dag er hun imod alle odds erklæret rask. – Foto: Leif Tuxen.

Operasangeren Tina Kiberg fik for to år siden konstateret kræft i halsen og næsen. Men hun overvandt sygdommen, og til marts er hun tilbage på Det Kongelige Teaters scene

Vill du leva ditt liv, gör det nu!

För nu är tiden, då ditt liv skall levas,

Och den som skall leva, är du!

I morgon är kanske för sent, min vän.

Den finsk-svenske dramatiker Bengt Ahlfors sang: Har du visor min vän har haft afgørende betydning for Tina Kiberg. Med sangens budskab om at leve livet, inden det er for sent, har hun truffet et af sit livs mest afgørende valg.

LÆS OGSÅ: Det Kongelige Teater kan sagtens gå nye veje uden at gå på kompromis

For et år siden blev hun opgivet af lægerne. De konstaterede, at hendes kræftsygdom, som var begyndt i halsen og næsen, havde bredt sig til lymferne mellem lungerne. Hun var nu på det, der blev kaldt kræftens andet stadie, og i den efterfølgende tid blev de fleste dage tilbragt i sengen. Hun svævede i uvished om, hvor lang tid hun ville have tilbage, men i vished om, at hun aldrig ville blive rask.

Sangen minder os om, at hvis vi har viser, så skal vi synge dem nu, og hvis vi vil leve vores liv, skal vi gøre det nu, for i morgen kan det være for sent. Vi skal ikke vente med det, der betyder noget for os. Så jeg stod op af sengen og besluttede mig for at leve, fortæller 53-årige Tina Kiberg og inviterer ind i sin private garderobe i Operaen på Det Kongelige Teater.

Badekåber hænger på bøjler, en paryk ligger i vindueskarmen, og sminke, hårbørster og parfume ligger klar til brug.

Hun tager straks plads foran spejlet, hiver en læbestift frem og sikrer sig en ekstra gang, at den ikke rammer ved siden af læberne.

Da jeg fik kemo, var håret helt væk, og det samme var mine øjenvipper, fortæller hun og fører med bløde strøg en børste gennem sit bølgende hår, inden hun med rutineret hånd lægger sort mascara på øjenvipperne.

Imere end 30 år har Tina Kiberg haft sin gang på Det Kongelige Teater og er en af landets ubestridt største operasangere. Det blev slået fast for to år siden, da hun af dronning Margrethe blev udnævnt til kongelig kammersangerinde. En ærestitel, der kun bliver tildelt få udvalgte sangere. Hun kan også smykke sig med titlen ridder af 1. grad af Dannebrog, ligesom hun har modtaget en række internationale priser.

Det er ikke bare et arbejde for mig at indstudere roller og stå på scenen. Det er en måde at leve på. Både sangen og skuespillet er blevet en del af mig og mit univers. Når man oplever opera, bliver alle sanser taget i brug på én gang, og især når man er med og står midt i det. Man kan ikke undgå at blive stærkt påvirket af musikken, siger hun.

Allerede som 22-årig fik hun små roller på Det Kongelige Teaters scene, mens hun gik på Operaakademiet, og lige siden har hun medvirket i et utal af stykker. De roller, der har gjort størst indtryk på hende, er kvindeskikkelserne i den tyske komponist Richard Wagners (1813-1883) operaer. De har komplekse, sammensatte og dybe personligheder, forklarer Tina Kiberg. Et eksempel er Kundry i stykket Parsifal, som har premiere til marts.

Kundry er den kvindeskikkelse hos Wagner, som indeholder flest kvindetyper. Hun er moderlig, altopofrende og forførerisk farlig. Hun er alt, hvad en kvinde kan være, og derfor er hun måske den mest spændende figur, jeg nogensinde har skullet spille, siger hun med tydelig bevægelse i stemmen.

De mere stereotype roller har ikke gjort så stort et indtryk på hende. De har været spændende at synge, men rent scenisk har de haft mindre betydning. For Tina Kiberg hænger musikken og skuespillet nemlig nært sammen. Hun har aldrig brudt sig om blot at stå og synge et parti, for opera handler ifølge hende mindst lige så meget om den skuespilmæssige del. Ofte har de store roller også præget Tina Kiberg i hendes private liv. Hun har genkendt meget af sig selv i personerne, og derfor kalder hun forholdet for en tovejskommunikation:

Alle de følelser og perspektiver, som er i rollerne, er noget, jeg hele tiden kan genkende fra mig selv. Og omvendt vil jeg sige, at jeg også fører mine egne erfaringer ind i de roller, jeg har, og uddyber dem med min egen personlighed, tanker og følelser. Det er ikke et almindeligt arbejde foran en computer fra 9 til 16 hver dag. Det er jo en selv, man bruger, både psykisk og fysisk. Det inderste af en selv og de livserfaringer, man har.

Og det er ikke kun i forbindelse med rollerne, at hun har bragt operaen ind i privatlivet. I 16 år var hun gift med operasangeren og kollegaen Stig Fogh Andersen. De optrådte sammen i en lang række forestillinger som blandt andre Tannhäuser, men ægteskabet endte i 2006 med skilsmisse.

Deres forhold var præget af et nært fællesskab både privat og professionelt. De var hinandens støtter og rådgivere og havde både som forældre, ægtefolk og kolleger nogle helt fantastiske år, fortæller Tina Kiberg.

Men de var også svære, fordi vi begge to havde en stor karriere også i udlandet. Vi prøvede at få det til at fungere samtidig, men det var for hårdt. Siden skilsmissen har vi formået at bevare et godt forhold til hinanden, og vi har flere gange siden arbejdet sammen, siger hun.

Heroppe fra garderoben er der udsigt til Vor Frelsers Kirke og Københavns Havn, som ligger lige op til Operaen. Solen kaster forsigtige stråler ind ad vinduet, efter at den i flere dage har gemt sig bag de grå skyer. Det er, som om den følger Tina Kiberg, der netop er begyndt på prøverne til sin første opera i næsten to år.

Da jeg begyndte med strålebehandlinger, vidste jeg, at mine chancer for nogensinde at synge igen blev mindre, for hver dag der gik. Nu gjaldt det om at overleve, siger hun.

Igennem flere år havde hun mærket små knuder på sin hals, men lægen mente, at det var hævede lymfekirtler på grund af mange halsinfektioner. Men en dag opdagede hun en ny, stor knude, og det viste sig efter en nålebiopsi, at der var celleforandringer og ikke blot hævede lymfer. Der var kræft i samtlige knuder.

En af hendes sidste store optrædener blev en koncert i forbindelse med dronning Margrethes 70-års fødselsdag, før kemoterapi og strålebehandlinger fratog hende muligheden for at synge.

Jeg var nedbrudt og træt efter kemoterapien, da strålebehandlingerne gik i gang. Hver dag, når jeg lå i strålemaskinen, tænkte jeg på, at nu er der endnu færre chancer for nogensinde at komme til at synge igen. Det var så forfærdeligt, at det slet ikke er til at beskrive, siger hun.

I de følgende par måneder tabte hun sig 10 kilo, og lægerne gav hende sonde, da hun ikke længere selv kunne spise og drikke. Men hun kastede det meste op, og kiloene raslede af. Strålebehandlingerne i halsen forårsagede store smerter, hver gang hun sank, og kun modvilligt begyndte hun at spise. I løbet af efteråret 2010 gik det langsomt fremad, og hun begyndte på sangtimer og fysisk træning. Troen på at blive rask kom tilbage, da behandlingen var afsluttet.

Hun var derfor fuld af fortrøstning, da hun i december 2010 mødte op på sygehuset for at blive scannet. Men alt håb blev hurtigt slået ned, da hun fik dommen fra lægerne. Kemoterapien og strålebehandlingerne havde slået kræften ned i næsen og halsen, men den havde samtidig spredt sig til lymfekirtlerne mellem lungerne. Fra nu af kunne de ikke gøre andet end at tilbyde hende smertelindrende kemoterapi.

Lægerne ville ikke sætte tid på, men det kunne sprede sig videre i lymfesystemet, organer og knoglerne. De kunne ikke gøre noget. De kunne ikke give strålebehandlinger mellem lungerne, fordi det var for risikabelt, og jeg kunne ikke tåle mere stærk kemoterapi, fortæller Tina Kiberg.

Indtil begyndelsen af januar 2011 havde hun mistet modet, men blandt andet sangen Har du visor min vän hjalp hende videre, og hun valgte at kæmpe for sine døtres skyld. Uden at svælge i sorgen over at skulle dø fra sine to døtre besluttede hun sig for at leve sine dage, som var det de sidste. Og i tiden efter tog hun på rejser med sine piger, gik til meditation og genoptrænede langsomt sin stemme og krop.

En ny scanning i juni sidste sommer skulle vise, hvor hurtigt kræften havde bredt sig og måske sætte tid på, hvor lang tid hun havde igen. Men af uforklarlige årsager var kræften væk på alle billederne.

Ligegyldigt hvad det skyldes, så er jeg sikker på, at jeg med min modstandskraft har formået at slå den ned. Det må være noget, jeg selv har bekæmpet, for der findes ingen lægelig forklaring. Jeg føler, jeg har fået mit liv tilbage. Jeg tør for første gang se lidt frem og ikke kun leve nu og her, siger hun.

Selvom hun snart er aktuel i en ny opera, er der mange ting, som er blevet forandret efter kræftsygdommen. Stemmen skal trænes langt mere, end hun har været vant til tidligere, og indtil videre er det planen, at hun kun skal medvirke i tre forestillinger.

Det er på én gang fantastisk og skræmmende. Jeg føler, jeg skal leve op til den operasanger, jeg var før. Men i stedet skal jeg leve op til den nye person og sanger, som jeg er blevet. Det kommer ikke så nemt til mig i dag, og det sidder tydeligvis ikke længere på rygraden.

Men hun er godt på vej, for i efteråret og vinteren har hun givet mange koncerter og holdt flere foredrag. Hendes næste drøm er at undervise kommende operasangere og lære fra sig af sine erfaringer.

Der er også noget godt i at få en øjenåbner og tage sit liv op til overvejelse. Jeg føler, jeg har fået et nyt liv, og jeg er usandsynlig taknemmelig og glad for hver enkelt lille ting, som jeg før ville have taget for givet. Derfor forsøger jeg at bruge hver dag fuldt ud, og jeg har stadig masser af sange, jeg gerne vil synge.