Prøv avisen

Det er pinse hele året

På mange prædikestole i gamle kirker er der en due over præstens hoved, og det er et symbol på, at præsten ikke taler for sig selv. Foto: Nima/ritzau

"Pinsen er det friske pust, der gør, at jeg kan tolke dels min egen tilværelse, og dels hvad kristendommen har at sige ind i mit liv", siger sognepræst Erik Møller

Erik Møller er præst ved Skt. Pauls Kirke i Århus. Han sidder i sin stue og laver det tankeeksperiment, at han var kunstner. Og som kunstner har han fået den opgave at lave et alterbillede, der forestiller pinse. Erik Møller ville lave et alterbillede med et åbent vindue og en due, der sad i karmen.

"Ude på den anden side af vinduet er der et landskab, som jeg ikke kan gå ud i, men som jeg kan se lidt af. Derude er alt det, som er Gud. Jeg kan åbne mit vindue, og så kommer der et friskt pust ind, og en gang imellem kan jeg få lov til at opleve, at der sidder en due og kurrer i vindueskarmen. Pinsen er det friske pust, der gør, at jeg kan tolke dels min egen tilværelse og dels, hvad kristendommen har at sige ind i mit liv", siger Erik Møller.

En uhåndgribelig højtid

Pinsen er den højtid, de fleste mennesker har umiddelbart sværest ved at forholde sig til.

"Den er luftig, vi kan ikke få fat i den. Jul og påske er til at forholde sig til, fordi der er et lille barn, og der er smerte og død. Opstandelsen er ikke til at fatte, men vi har dog stadig at gøre med en krop og en grav. Men i pinsen fejrer vi noget så uhåndgribeligt som Guds nærvær", siger Erik Møller.

Pinse kommer af det græske ord 'pentekoste', som betyder 50. Pinsen falder altid 50 dage efter påske og var oprindeligt en jødisk fest, der markerede påskens afslutning. Jøderne valfartede og holdt fest i Jerusalem, hvor de mindedes Guds pagt med Moses på Sinaibjerget, hvor Moses fik lovens tavler. Siden har kirken overtaget festen og givet den sit eget indhold, nemlig Helligåndens komme.

Helligånden har mange navne – talsmanden, kærlighedens ånd og sandhedens ånd. Grundtvig taler om "sandheds tolk og taler".

"Vi har altså tolk på. Det fejrer vi i pinsen, og så er det selvfølgelig paradoksalt, at det er den højtid, der er sværest at forstå", siger Erik Møller.

Historien bag pinsen

Pinsen opstod, efter at disciplene havde været sammen med den opstandne Jesus i 40 dage. Han havde fortalt dem, hvad de skulle gøre, og hvad de skulle gå ud i verden med, men det var som om, de alligevel var i vildrede, efter at han igen havde forladt dem ved Kristi himmelfart. Det var godt at gå med Mesteren, men hvad skulle de gøre, nu han ikke længere var iblandt dem. De var alene, men blev ved med at samles.

Mens de var samlet i Jerusalem, skete så det mærkelige, at de mærkede et pust igennem lokalet. De begyndte at tale og profetere med små flammer, ildtunger, over deres hoveder. De jøder, der var valfartet dertil mange steder fra, oplevede pludselig, at disciplene talte på deres sprog. Disciplene var ikke lærde mænd, men fiskere og håndværkere, som pludselig på fremmedsprog kunne bekende, at Kristus var Guds søn.

"Så får de selvtillid og er ikke længere i tvivl om, hvordan de kommer videre. Den enorme kraft binder dem sammen og giver dem mod til at gå ud i verden og fortælle om Guds søn, der blev menneske. Den dag dannede disciplene en menighed, holdt gudstjeneste for første gang, og kirken blev født. Derfor kalder vi pinse for kirkens fødselsdag. Jesus er der ikke, men det er alligevel sådan for disciplene, at han er der, når de forkynder. Der lever iblandt dem en enorm kraft, som gør, at de trods forfølgelser, stening og dødsstraffe sætter bevægelsen i gang og holder gudstjenester. Og de kunne ikke drømme om at sige, at det var noget, de selv havde fundet på – det var noget, der var blevet dem givet. I lovprisningen af Gud oplever disciplene, at de ikke er alene. Det er Helligånd. Helligånden er Guds tilstedeværelse, når vi er forsamlede i hans navn. Gud er til stede i sin ånd", siger Erik Møller.

Diciplene mærkede pustet fra Helligånden

I modsætning til os i dag mærkede disciplene helt konkret pustet af Helligånden.

"Vi har ikke mærket det pust, men vi vil gerne være med på vognen alligevel, og så må vi tale om det på en anden måde. Som når vi taler om kærligheden. Hvis man skal tale om kærligheden som andet end konkret biologi, må vi bruge metaforer. Vi er nødt til at tillade os selv at være ukonkrete, for det, vi taler om, er ubeviseligt. Vi kan ikke forlange, at én, der kommer med en kærlighedserklæring til os, skal kunne bevise sin kærlighed. Det er en trossag, og sådan er det nok med det vigtigste i vores liv. Der, hvor vi i tillid giver os selv til andre mennesker, er vi nødt til at lægge måleprincippet væk og tale i en anden kategori. Og det er også kun på den måde, man kan tale om Helligånden".

Men ifølge Erik Møller er det også i kraft af Helligånden, at han overhovedet kan tale om den.

"Jeg vil gerne i kirken kunne træde lidt tilbage og sige, at jeg ikke selv bærer hele ansvaret. Tingene fungerer ikke kun i kraft af min teologi, min præstekjole og min selvtillid, men også i kraft af Helligånden. Jeg kan forholde mig til den med ord, men samtidig kan jeg ikke betragte den, uden at den virker i mig. På samme måde som jeg heller ikke kan tale om kærligheden, hvis jeg ikke selv har oplevet den".

Pinsen og Helligånden i digternes salmer

Som kærligheden kalder på digternes metaforer, gør pinsen og Helligånden det også i nogle af Grundtvigs smukkeste salmer.

"Helligånden er ikke pinsesolen, men ligesom vi elsker pinsesolen og ser, hvad den gør ved naturen, sådan gør også Helligånden ved os, siger Grundtvig. Sådan som vi kan gå ud en "morgen i maj når det grønnes", sådan vil vi også gerne have, at det skal være morgen i maj inden i os".

På hebraisk hedder ånd "ruah", og det er det, Gud blæser ind i næsen på Adam for at give ham liv.

"Guds ånde og Guds ånd er det samme. Det er livgivende og skabende. Ifølge Det Gamle Testamente vil man ikke kunne leve, hvis man ikke har Guds ånde i sig. Så længe vi ånder, er det Gud, der opretholder livet. I den nytestamentlige tolkning af ruah, eller spiritus, som det hedder på latin, har det stadig med ånde at gøre, men også med ånd. Altså noget personligt. Helligånden er Guds personlige liv, som han giver os. Og det ville da være dejligt, hvis vi kunne mærke et friskt pust i nakken, men det kan vi ikke. Guds varme ånde er et billede", siger Erik Møller.

Duen er billedet på pinsen

Et konkret billede på den varme ånde er duen.

"På mange prædikestole i gamle kirker er der en due over præstens hoved, og det er et symbol på, at præsten ikke taler for sig selv. Hvor Guds ord forkyndes, er Gud til stede, Helligånden er med. Der er bibelsk tradition for duen. Det var en due, der kom, da Noah øjnede land efter syndfloden, og det var en due, der flaksede henover Jesus, da han blev døbt i Jordanfloden. Den er et billede på Guds væsen, der er til stede, men ikke synlig", siger Erik Møller.

At Gud er tre, Fader, Søn og så Helligånden, som vi fejrer i pinsen, er svært for de fleste at fatte. Og det skal vi ifølge Erik Møller måske heller ikke.

"Vi skal have lov til at leve med mysteriet. Hvordan skal jeg nogensinde forstå, at jeg til altergang, hvor jeg får et lille brød og lidt portvin, får et tegn på nærvær med Gud og min næste? At Gud er til stede i det tegn? Hvordan skal jeg forstå, at dåben er et tegn på, at Gud er med det lille barn? Kristendommen er på nogle måder en ydmyg størrelse. Vi ridser ikke mærker i hinanden eller skærer forhuden af. Vi taler og laver små tegn, det er alt, hvad vi gør. Men der er det fantastiske ved tegn, ligesom der er ved kærtegn. Det er større end sig selv og indeholder løfter og drømme. Minder og forhåbninger. I kirken har vi med tre små håndfulde vand i dåben et løfte om syndernes forladelse. Pinsens budskab er, at i det tegn er Gud med. Og selv når alt ser sort ud for os, skal vi frimodigt blive ved med at sige, at vi skal huske at lukke vinduet op, så duen kan sætte sig i karmen en gang imellem. For egentlig er det jo pinse hele året".