Prøv avisen

Det er ubærligt, at ens barn vælger livet fra

0Der er 10 år siden, sønnen Andreas døde. Sorgen er der altid, men samtidig har Lisbeth Drasbek gennem årene været opmærksom på, at sorgen ikke må gå ud over de to andre sønner. – Foto: Torben Åndahl.

En ung mand, Andreas, valgte tilsyneladende uden grund at begå selvmord. Han efterlod sig forældre og brødre med store ubesvarede spørgsmål

Lisbeth Drasbeks mellemste søn, Andreas, var 21 år. En smuk ung mand med lyst hår og et stort smil. Han var netop vendt hjem efter to år i Spanien, hvor han havde lært at spille på flamencoguitar og tale flydende spansk. Hans spanske kæreste var på vej på besøg. Andreas var blevet optaget på HF og skulle flytte fra Langeland til København. Det var sommer. Fremtiden lå åben fuld af håb og muligheder.

Og så døde Andreas.

Vi havde været på ferie hos en veninde, men Andreas var blevet hjemme. Han skulle ud at sejle med nogle store sejlskibe, og så skulle han på Langelandsfestivalen. Jeg havde ringet til ham mange gange, men ingen havde taget telefonen, husker Lisbeth Drasbek.

LÆS OGSÅ:Den død, vi ikke taler om

Der var jazz på torvet i Rudkøbing i de dage, og festen rakte også ned i gaden, hvor familien bor, da de parkerede foran huset. Lisbeth havde venindens datter, sin mand og yngste søn med i bilen. Hun lagde mærke til, at gardinerne i stuen var trukket for.

Jeg gik først ind og så ham hænge der ned fra trappen. Jeg skreg så højt, at musikken stoppede på torvet, husker Lisbeth Drasbek.

Der var en, der kom hen og holdt om hende, og en anden der sagde, at der måtte være sket noget.

Jeg nåede aldrig at pakke bilen ud. Jeg kunne slet ikke være i huset, fortæller hun.

Lisbeth Drasbek er 57 år, arbejder som demenskoordinator og bor i Rudkøbing med sin mand. Hun har to andre sønner den ældste med sin eksmand, der også er Andreas far, og den yngste med sin nuværende mand.

I dagene op til begravelsen flyttede Lisbeth og hendes familie ind hos Andreas far, Thomas, i Svendborg.

Det kom som lyn fra en klar himmel. Andreas havde været ude at sejle med sin far, men Thomas havde slet ikke mærket noget. Det havde Andreas venner heller ikke. Den sidste, der så ham, var en ven fra Langeland, der havde truffet ham på festivalen. Han sagde, at Andreas havde følt sig utilpas og var gået hjem. Mere ved vi ikke, siger Lisbeth Drasbek.

Der var intet afskedsbrev, og familien sagde nej til at lade Andreas obducere. Det ville jo ikke bringe ham tilbage. Derfor ved man ikke, om Andreas måske havde taget stoffer, som kunne give en forklaring på selvmordet.

Der er skizofreni i Andreas fars familie, så jeg har altid sagt til drengene, at de skal holde sig fra stoffer. I dag tror jeg, at han fik en psykose, siger Lisbeth Drasbek.

I dagene efter Andreas død sov hans mor slet ikke. Hun var i chok. For sit indre øje så hun sin søn hænge ned fra trappen. Lisbeths mand, Valle, var dybt bekymret og sørgede for, at hun fik krisehjælp med det samme. Psykologen var en ven af familien.

Jeg sagde, at han skulle sørge for, at jeg ikke blev sindssyg. Jeg skulle passe på, at jeg ikke ville følge efter Andreas. Man må ikke give sig selv lov til at tænke sådan noget, siger Lisbeth Drasbek.

Det man frygter allermest er at miste sine børn og han valgte det selv. Det er ubærligt, at ens børn vælger livet fra.

Der gik lang tid, før Lisbeth Drasbek, hendes mand og søn turde flytte tilbage til huset. De boede hos gode venner, der tog sig af dem, lavede mad til dem og tog dem med ud på små udflugter.

Det hjalp meget, at der var så mange mennesker omkring os. Ganske langsomt hjalp de med at binde en rød tråd rundt om hjertet, så det blev helt igen. Og det var godt.

Langsomt nærmede de sig huset. I en tid overvejede de at sælge og flytte, men besluttede at blive boende. For ellers ville de komme til at bo i et hus, hvor Andreas aldrig havde boet.

Lisbeth fortsatte samtalerne hos psykologen, og da det stoppede, begyndte hun at gå mere i kirke. Hun beskriver sig selv som kristen på den almindelige måde med kirkebesøg til jul og konfirmationer, men efter Andreas død blev besøgene i kirken mere hyppige.

Min svigermor var indremissionsk, og hun sagde: Når Gud tager forstanden, så tager han også ansvaret. Det var godt at bruge for mig. Man kan blive vred på Gud, men ikke på Andreas.

Lisbeth Drasbek har i årene efter spurgt sig selv, om hun har en del af ansvaret. Om Andreas måske var påvirket af, at forældrene blev skilt, da han var tre år. At han måske ikke fik penge nok. Men hun føler ikke skyld og heller ikke vrede.

Jeg tror, han led af en psykose. Han handlede overilet og mente ikke det, han gjorde. Jeg tror ikke, han tænkte på, hvilken sorg han voldte os. Derfor kan jeg ikke blive vred på ham, siger Lisbeth Drasbek.

Vinteren efter Andreas død tog Lisbeth, Valle og den yngste søn, Valdemar, en uge til Paris. De gik rundt og nød byen, og om aftenen hyggede de sig hjemme på hotellet. Det var også i Paris, at Lisbeth og Valle for første gang efter selvmordet var i seng sammen. Indtil da gjorde tabet simpelthen for ondt. Men i Paris vendte deres liv tilbage.

Der er i dag 10 år siden, Andreas døde. Sorgen er der altid, og hun har mindedage som for eksempel Andreas fødselsdag, hvor hun går på kirkegården. Men samtidig har hun gennem årene været opmærksom på, at sorgen ikke må gå ud over de to andre sønner. Og de har lovet deres mor, at de ikke vil tage livet af sig.

Det har vi talt om. De må gerne være kede af det. Men de har give mig håndslag på, at de vil lade være med at begå selvmord. Den slags kan man selvfølgelig ikke men det har de gjort, fortæller Lisbeth Drasbek.

Hun er også blevet mere opmærksom på, om sønnerne melder, når de er ude, og når de vender hjem igen. Den ældste søn, Gustav, er 35 år og sejler på langfart. Han skal helst kontakte sin mor, når han er hjemme i land igen.

Og så er sorgen lige blevet aflyst af en glædelig begivenhed, fortæller Lisbeth Drasbek.

Gustav har fået tvillinger, to små drenge, som blev døbt på Andreas fødselsdag. I Hellerup Kirke, hvor Andreas også blev døbt.

livogsjael@k.dk