Det er vigtigt at være så beskidt, som man er

Jo mere vi forsøger på at blive gode nok til andres kærlighed, jo længere kommer vi fra os selv og virkeligheden, mener teolog og psykoterapeut Bent Falk. I næste uge fylder han 70 år

Flere private virksomheder engagerer sig i socialt arbejde i udsatte boligområder i hovedstaden, Vejle og Esbjerg.
Flere private virksomheder engagerer sig i socialt arbejde i udsatte boligområder i hovedstaden, Vejle og Esbjerg. Foto: Leif Tuxen.

Rødpolstrede stole i konferencestil står i halvvejs hestesko foran den grønne sofa i Bent Falks dagligstue i lejligheden i Hellerup. På væggen hænger en godt brugt gullig planche med en sprittuschtegnet model af Kontaktcirklen eller Gestaltcirklen en model, som bruges inden for gestaltterapien, når et menneske står over for et hvilket som helst valg eller oplever en lyst til at gøre noget nyt i livet. Stoppe med at ryge, blive skilt, skifte job. Cirklen beskriver processen, fra man mærker lysten, til man handler eller måske ikke handler, og til man så finder hvile igen.

Man får fornemmelsen af, at noget vigtigt netop har fundet sted. Det viser sig da også, at det kun er få øjeblikke siden, at den erfarne teolog og psykoterapeut afsluttede dagens supervisions-session med en håndfuld studerende fra KGI Københavns Gestalt Institut. Han har hjemmevirksomhed derfor stolene og planchen.

LÆS OGSÅ: Kærligheden er ikke et regnskab

Selv står Bent Falk også ved begyndelsen til et nyt livskapitel, som dog ikke kræver noget aktivt valg fra hans side. Tiden går af sig selv, og på onsdag fylder han 70 år. En alder, hvor man vel kunne tænke på at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, men det er ikke tilfældet. Hans kalender er stort set så fyldt som altid med supervision af psykoterapeuter og sjælesorgspraktiserende præster, af foredrag og oplæg og også stadigvæk af enkelte private sessioner med klienter. I et interview med Kristeligt Dagblad for seks år siden sagde han, at han ville være gammel, når han blev 70. Og det bliver han så nu. Men føler han sig så gammel?

Jeg tænker, at jeg er gammel nu. Jeg er i hvert fald helt klart ældre, men også gammel. Jeg kan mærke, at jeg hurtigere bliver træt, og jeg mærker en anden stivhed i kroppen. Hovedet fejler til gengæld ikke noget, det bliver nærmest bedre og bedre, siger han med overbevisning.

Det er nu heller ikke, fordi Bent Falk ser gammel ud. Det grå hår er kraftigt og fyldigt, og de gråblå øjne livlige. Med stribet skjorte, seler og sorte sutsko i maostil er der noget drenget over den ellers alvorlige mand med den dybe stemme. Og selvom han ikke har skåret ned på arbejdsmængden, er han dog alligevel begyndt at vælge anderledes.

Det betyder, at jeg prioriterer uddannelse af terapeuter højere end at lave terapien selv. Det er noget, jeg holder rigtig meget af, og som inspirerer mig meget, så det bruger jeg meget tid på. Jeg vil gerne give stafetten videre, og det har også noget at gøre med at være kørt træt af nogle af de mange almindelige genvordigheder, som folk roder sig ind i. Hvordan kan jeg sætte grænser for min svigermor uden at fortælle hende, at jeg ikke vil have, at hun blander sig i alting? Hvordan kan jeg få, hvad jeg vil have, uden at støde an?. Det findes ikke, konstaterer Bent Falk tørt.

Derfor skal jeg nogle gange tage mig temmelig meget sammen for ikke at bliver sarkastisk. Det er også grunden til, at jeg laver selve terapien mindre og mindre. De første år var jeg alt for naiv og blåøjet, de sidste år er jeg blevet mere og mere kynisk, og det er, inden man bliver helt kynisk, at man bliver en god træner og supervisor. Jeg er ikke blevet helt kynisk endnu. Det er, fordi jeg sparer på at udsætte mig selv for de ting, der irriterer mig.

Han smiler.

Ganske enkelt mærker han en træthed over at skulle rumme folks alvorlighed, uddyber han:

Det var ikke noget problem for mig tidligere, men jeg kan mærke, at det påvirker mig mere nu. Folk kommer typisk for at få det, de gerne vil have, uden at nogen bliver sure på dem. Den pris, de er mest bange for at betale, er skyld og skam, men nogle gange kan det komme som en åbenbaring, at skylden og skammen kan være en pris, der er værd at betale, hvis der er noget, man ønsker sig tilstrækkeligt meget.

Mit arbejde handler i høj grad om at hjælpe folk til at finde modet til at være skyldige. Det er god lutherdom, eftersom Luther sagde synd tappert. Hvilket ikke betyder synd så meget som muligt eller vær ligeglad med, at du synder. Det betyder, at nogle gange kan du ikke vælge skyldfriheden uden at komme til at begå en undladelsessynd, siger Bent Falk.

Så kom den, koblingen mellem psykoterapi og teologi. I Bent Falks verden hænger de to uløseligt sammen, og derfor er det også naturligt for ham at bruge lignelser fra Det Nye Testamente som henvisninger til hverdagens problemer. For eksempel beretningen om den forhadte overtolder Zakæus i Lukasevangeliet, som ifølge Bent Falk får sollys i sit frosne hjerte, da Jesus siger, at han vil være gæst i Zakæus hus. Zakæus ændrer fuldstændig karakter til det bedre, fordi han pludselig føler sig set og elsket, og det er i bund og grund, hvad alle mennesker higer efter, mener Bent Falk.

Folk vil have magt over andre menneskers kærlighed. De vil have garanti for, at de bliver elsket hele tiden og lidt til. Men man må nøjes med den kærlighed, man får, ellers får man mindre, end man kunne have fået. For at få magt over andres kærlighed prøver vi konstant at blive gode nok. Gode nok til at blive elsket eller populære. Det frygtelige er, at jo mere man gør for at blive elsket, jo længere kommer man fra sandheden om sig selv. Hvis jeg for at få folks gode vilje pleaser dem i begge ender, så gør jeg mig selv usynlig. Når man betaler for kærligheden, er den ikke noget værd, når man får den.

Netop derfor handler hverken livet eller kristendommen om gerningsretfærdighed, påpeger Bent Falk.

Det unikke ved kristendommen er, at frelsen, det vil sige kærligheden, skaber omvendelsen i modsætning til alle andre religioner, hvor det er omvendelsen, der skal købe frelsen, siger han.

Tidligt i livet blev Bent Falk klar over, hvad der var hans vej. Han voksede op i et præstehjem i Aarhus. Faderen, daværende sognepræst ved Christianskirken, senere domprovst i Odense H.J. Falk, var også meget interesseret i psykologi og psykoterapi, så sønnen slugte hans bøger. En dag inviterede faderen den jungianske analytiker og psykiater Ruth Poort til at holde foredrag i kirkens krypt. På det tidspunkt gik den unge Bent Falk i gymnasiet.

Efter foredraget sagde jeg til hende, at jeg var i tvivl, om jeg skulle blive præst eller psykolog. Hun sagde, bliv begge dele, og det gjorde jeg så.

Bent Falk læste psykologi i USA og teologi i Danmark. Han fortsatte ad det spor, som var blevet udstukket. I 1982 begyndte han at praktisere som psykoterapeut, mens han også passede sit arbejde som sygehuspræst på Sankt Lukas Stiftelsen.

Jeg drømte om at afneurotisere de gudelige forsamlinger af mennesker, der var meget hjemme i deres bibel, men virkede fremmede i livet, og som læste Bibelen som en opskrift på, hvordan man kan købe sig til godt vejr hos Gud. I stedet for som et glædeligt budskab om, at det ikke er nødvendigt at være god nok. Jesus siger ikke til folk kom, når du er god nok. Han siger heller ikke kom, du er nemlig god nok. Så er vi jo lige vidt. Han siger, kom, som du er, og det er det, der kan slå bunden ud af én på den gode måde.

Bent Falks pointe er, at det ikke kan nytte noget at etablere et helle, hvor de almindelige psykologiske regler ikke gælder under dække af, at her handler det om Gud.

Jeg tænker især på forestillingen om, at Gud på den ene side skal forestille at være en kærlig far, og på den anden side lader han sin vrede over os gå ud over sin uskyldige søn og lader ham pine ihjel, og det skulle han så komme i godt humør af. Den objektive forsoningslæres tale om, at Jesu lidelse og død er betaling for, at Gud skal kunne begynde at elske os igen, er psykologisk set fuldstændig syg. Den er også teologisk syg. Sådan er det præcis de samme virkelighedsforstyrrende mekanismer, der forplumrer kontakten mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.

Jeg siger sommetider, at sjælesorg er parterapi på forholdet mellem den troende og Gud. Så er der nogle, der er ved at falde døde om, fordi jeg underkaster Gud terapi, men det er ikke det, jeg gør. Jeg hjælper bare mennesker til at bede om, hvad de vil have, i klart sprog, og når de gør det over for Gud, oplever de, at han er anderledes, end de troede.

Som snart 70-årig føler han sig dybt taknemmelig over, at det lykkedes ham at skabe et virke, der kunne forene teologien og psykoterapien.

Det var det, jeg ville med mit liv, siger han.

Over den grønne sofa i stuen hænger et tegneseriebillede af den amerikanske kunstner Tex Avery. Det forestiller hunden Droopy, en tegnefilmskarakter, og en letpåklædt danserinde, der kysser ham på panden. Bent Falk elsker Droopy, der repræsenterer teologens mindre alvorlige side. Han har fået billedet af sin yngste søn, der bor på Østerbro i København med kone og børn. Den anden søn bor USA med sin familie og er også Tex Avery-fan.

Droopy er en antihelt. Han er utrolig cool og fanger alle banditterne, men er samtidig depressiv og tungsindig. Jeg identificerer mig meget med ham. Jeg er også selv tungsindig og depressiv. Nogle gange ender episoderne med, at Droopy siddende på skødet af den smukke heltinde ser ud på publikum og siger you know what, Im happy.

Bent Falk efterligner Droopys sørgmodige ansigt og uldne tone og griner højt, men mener, hvad han siger.

Min grundstemning er sorg. Det har det nok altid været. Men det er også en arbejdsskade. Hvis ikke man bliver alvorlig af det her arbejde, så er der et eller andet, som er mærkeligt.

Hvordan håndterer man den grundstemning?

Som med alt andet, der er vigtigt, lader man være med at håndtere det. Man rækker sorgen hånden og finder ud af, at den også er liv. Den er kærlighed. Sorg er hjemløs kærlighed og kærlighedens pris. I stedet for at tro, at den er en sygdom. Den er noget, jeg accepterer som en del af virkeligheden, og det er også grundtemaet i min terapi, at man skal gå ind i virkeligheden. Det er det, der virker. Mange ting er ikke så farlige, som man tror, hvis bare man giver dem en chance.

Hvis man er fobisk over for, at man også har skyggesider, kommer man meget let til at projicere dem over på andre, påpeger Bent Falk, som selv mener, han med årene er blevet lettere at kalde til orden og bedre til at sige undskyld, hvis nogen tager ham i at være for eksempel arrogant eller manipulerende.

Er du så, så at sige, en renset person, fordi du har arbejdet så meget med de her temaer?

Jeg vil snarere sige tværtimod. Jeg har fundet ud af, at det er vigtigt at være så beskidt, som man er. Der skal være noget klid i kosten, ellers giver den forstoppelse. Det rene er det farlige og det dræbende. Det er vigtigt at kunne finde ud af at rumme ambivalenser. Naturen er ikke ensidig, men blandet. Ikke alle ærter i bælgen har samme størrelse. Har du et hidsigt temperament, kan du bedre styre det ved at erkende det. Der er ikke noget, der for alvor forandrer sig, før du accepterer det, som det er.

Bent Falk bor alene i lejligheden i Hellerup, men har en god veninde, der bor tæt på.

Hans amerikanske hustru, Susan Carol Brooke, døde for 15 år siden af kræft og ligger på kirkegården lige i nærheden. Der skal Bent Falk også hvile, når tiden kommer, og på den sten, de skal være fælles om, har han sat sit motto, der lyder Trust your love to move you, på dansk Stol på, at din kærlighed vil føre dig.

Tiden frem mod de 70 er præget af statustanker om livet, fortæller han.

Er man blevet 70 år, er man præget af det, man har oplevet. Af stjernestunderne med børn og børnebørn på armen og det tilfredsstillende ved at have udført et stykke arbejde, som har vist sig at gøre en forskel for en selv og andre. Og så er der de ting, der ikke lykkedes, og de gange, hvor lysten til at genere sine konkurrenter og andre nederdrægtigheder og simpel dovenskab fik lov at blomstre ...

På spørgsmålet om, hvad der er godt ved at være 70, svarer han:

Der er meget, der er godt, og meget, der er overstået. Økonomien er betrygget. Og de svære valg er taget, for eksempel om jeg skulle være præst eller terapeut, dansker eller amerikaner, og om børnenes opdragelse. Jeg ville meget, meget gerne have været verdens bedste far. Det har jeg ikke været. På den anden side så har de nok heller ikke været verdens bedste børn. Det gælder om, at vi går ind i realiteterne i erkendelse af, at det er der, livet er. Der er rigelig plads til fejl og mangler. Et citat af Leonard Cohen lyder: Der er en revne i alting. Det er sådan, lyset kommer ind.

Og der er stadig meget af det gode tilbage, understreger Bent Falk.

Der er visdom og varme og glæden ved de andre. Og der er ikke længere nogen grund til at spille komedie eller puste sig op. De, der står mig nærmest, kender mig på godt og ondt og siger skide være med det. Vi køber hele pakken.

Undervejs i interviewet har Bent Falk flere gange nævnt gestaltterapiens tre grundspørgsmål, som han også bruger i forbindelse med terapeutisk sjælesorg. Spørgsmål, som kan have en afklarende virkning i en hvilken som helst livssituation.

Du står på tærsklen til de 70 hvad man vel kan kalde en milepæl i dit liv. Må jeg stille dig de tre grundspørgsmål i den anledning?

Ja.

Spørgsmål 1. Hvad ønsker du?

Mere af det samme. Og så kunne jeg godt tænke mig at få mine bøger oversat til engelsk, men det ender nok med, at jeg selv skal gøre det. Jeg er færdig med den første og vil gerne nå den anden og måske den tredje.

Spørgsmål 2. Hvad kan du gøre for at opnå det?

Jeg kan pace mig selv på en rimelig måde, så jeg ikke slider mig selv op. Jeg kan passe på mit helbred, få motion og spise og drikke fornuftigt. Ellers behøver jeg ikke gøre noget. Det kommer til mig. Så meget, at jeg må sige nej til meget. Man skal passe på sig selv og ikke sjuske med sit liv.

Spørgsmål 3. Hvad vil du gøre for at opnå det?

Det, som jeg lige har nævnt, er, hvad jeg kan gøre, og det er, hvad jeg vil gøre.

En sidste ting. Du har for år tilbage udtalt, at du aldrig vil gå på pension. Hvad tænker du nu?

Det gælder stadig! Jeg synes ikke, jeg er begyndt at gå i kreds eller i tomgang endnu. Jeg er privilegeret, fordi jeg ikke behøver gå på datoen. Jeg bliver ved, så længe jeg kan høre, hvad folk siger, og så længe jeg kan genkende deres ansigter. Jeg er lykkelig for at være min egen mand i alt dette her.