Det er de særeste ting som pludselig kan gøre Johannes Møllehave vred eller ked af det. For eksempel blev han helt slået ud engang hvor anmelderen Jens Kistrup havde kaldt ham en rimsmed. Møllehave kom over til en af sine nære venner og satte sig tungt og tavs i stolen. Det var tydeligt at han var hylet voldsomt ud af den.
»Det er ikke sjovt at blive kaldt en rimsmed,« sagde han bare. Normalt ville den slags ikke røre ham, for normalt kan man kalde Johannes Møllehave hvad som helst. Han bliver ikke fornærmet. Han vil i mange situationer ligefrem foretrække at blive tiltalt med skældsord frem for med overdreven ros.
For eksempel i løbet af disse samtaler, hvor han kun bliver alvorligt vred på ét tidspunkt. Nemlig da han konfronteres med nogle udsagn om at han selv er et umanerligt godt menneske. Det er gode venner der siger det, men Johannes vil ikke høre tale om det.
»Det er noget pladder. Nu bliver jeg altså meget utryg,« siger han.
Og øjnene lyner.
Endnu værre bliver det da en af vennerne citeres for at Johannes nærmest er født kristen, fordi han gør så meget for andre. »Sludder og vrøvl! Det er fordi han ikke ved ret meget om kristendom. Selvfølgelig er jeg født kristen, jeg er jo døbt, men jeg er bestemt ikke født som en lille Jesus. Bestemt ikke. Jeg kan da meget godt lide at hjælpe nogen, men det er for min egen fornøjelses skyld. Det har intet med Jesus at gøre. Intet,« fastslår Møllehave, og nu ligner han for alvor en trold af den arrige slags.
Det er den omvendte verden der gør Johannes vred. Men det hænger fint nok sammen.
»Hvis vi skal styre ind i det, så lad os tale om Dostojevskijs problem med at skabe det gode menneske. Han troede han kunne gøre det med »Idioten« og opdagede så at den voksede fra ham. Han kunne ikke skabe et menneske som er Kristus-lignende, og det problem tumlede han meget med. Han mente at det nærmeste man er kommet i litteraturen, er Don Quixote fordi han er en nar som er til grin, men samtidig rummer en slags godhed. Men i det øjeblik Dostojevskij lader Fyrst Mysjkin være et menneske, så viser det sig ganske langsomt i romanen at den uskyldige må tage skylden på sig. Det kommer han til fordi han alligevel indirekte bliver skyld i en rivalisering som ender med heltindens død. Han vil hendes bedste, men selvom han har de ædleste motiver med det han gør, så fører det hendes undergang med sig. Det er romanens projekt. Kristus-skikkelsen lader sig ikke tegne, undtagen i evangeliet. Det var Dostojevskijs konklusion efter at have arbejdet med det i årevis. Han skriver et sted at han arbejder på en figur af den moderne Kristus, men mere og mere går det altså op for ham at han ikke kan gøre det.
Kierkegaard gjorde noget lignende i »Indøvelse i Kristendom« hvor han prøvede på at lave en tilsvarende skildring af Kristus i 1800-tallet. Han sagde: Hvad ville vi gøre, hvis Kristus gik i Nyhavn? Vi ville alle sammen tage afstand fra ham, og der var ikke nogen der ville slutte sig til ham. Han færdes med de forkerte, ville vi sige, og alt hvad han gør, er provokerende. Han er imod alt hvad der er besiddende, han er tåbelig. Han ville blive til grin, og det ville ende med at han blev smidt ud af byen.
Jakob Knudsen sagde også at enten kan man tro på Jesus, eller også vil man slutte at han var sindssyg. Enten må an sige at han var Kristus, eller også må man sige at han var bindegal. Det han gjorde, var enten galskab eller sandhed. Vi kan simpelthen ikke rumme det. At du giver alting væk og aldrig forventer noget igen, at du altid vender den anden kind til. Det bliver for meget for os. Hvis ikke det er fordi han er den han er, så er det en vanvittig optræden. Og derfor siger Jakob Knudsen også at man bliver sindssyg hvis man prøver at efterligne ham. Han er et billede, men ikke et forbillede.
Herdis havde en fantastisk replik engang hvor jeg sad og diskuterede med Erik Aalbæk Jensen om Hitler skuIle i Himlen eller ej. Vi diskuterede grænsen for tilgivelse, og efter min mening er den ubegrænset. Så selvfølgelig skulle Hitler i Himlen. Men Aalbæk havde været i tysk fangenskab under krigen, og han kunne slet ikke bære den tanke, og han hidsede sig voldsomt op og sagde at hvis Hitler var der, ville han gå.
Og så sagde Herdis: Der er ingen af jer der har overvejet den mulighed at I ikke selv bliver inviteret?
Det var skarpt sagt. For godhed er ikke det at gøre godt. Godhed er noget helt andet gennemgribende. Godhed har noget med hele sindet at gøre. Det kan man ikke leve op til. Man kan selvfølgelig gøre godt, men det kan man gøre med masser af forskellige motiver. Det er ikke i sig selv godhed. Det kan være eftergivenhed, det kan være 117 ting. Godheden kan ikke ses, og den kan ikke identificeres.
Jeg kendte på et tidspunkt en læge som blev lam i hele kroppen, og som jeg havde et fantastisk venskab med. Jeg havde meget med ham at gøre de sidste tre år han levede, hvor han var meget, meget reduceret. Jeg besøgte ham mindst en gang om ugen, og vi sad tit til langt ud på natten og spillede plader og snakkede om væsentlige ting. Og han sagde til mig: Først nu hvor jeg er blevet så syg som jeg er, har jeg lært hvad generøsitet også vil sige. Det er også at man kan tage imod. For ellers bliver det hurtigt for meget. Man skal løftes op, man skal klædes på, man skal vaskes, og det er alt for meget at tage imod. Til sidst må man sige: Ja, det er fint, tak fordi du gør det, men jeg kan ikke sige tak hele tiden. Ikke uafbrudt. Så generøsitet er også at have overskud til at modtage.
Det tror jeg er meget dybsindigt sagt. For mange er bedre til at give. Man føler sig lidt stærk når man giver, og man føler sig svag når man tager imod. Det er meget ofte saligere at give end at tage imod. Så hele pointen med at give er jo at man ikke må lade den anden føle at her kommer jeg med mine muskler, og her står du med din svaghed. Men må passe meget på at der i gaven ligger en klar følelse af at det er mig der modtager noget ved at få lov at give.
På den måde vil begrebet godhed altid vise sig at være dialektisk. Er det godhed at du altid har din frihed som barn? Næh, det kan også være eftergivenhed. Mine sønner kom engang og sagde at nu tog de ud med en båd, og jeg sagde, det er da fint. Men det kunne have kostet deres liv. Båden var læk, og jeg sad og skrev og gik ikke ud og undersøgte noget som helst. De var 10-14 år gamle, og de var virkelig i problemer da de kom ud på vandet. Var det et udtryk for godhed at sige ja? Nej, det var dumhed eller slaphed eller eftergivenhed. Så godheden er dialektisk, og den kan dække over en masse andre ting. Den kan dække over at man i virkeligheden er smålig, og den kan dække over at man i virkeligheden er hård, men vil vise en blødhed udadtil.
Den er aldrig enkel, men det er der ingenting der er. Hvad er det at være venlig? Hvad er det at være grov? Grovhed kan vel være godhed. Det kan være godhed at man på en grov måde siger noget fordi man er rystet i sit inderste, indtil den anden forstår at dette her er alvor. For din egen skyld må jeg blive grov nu. Så grovheden kan rumme en godhed, og godheden kan rumme en mangel på fasthed, logik og sammenhæng og en mangel på engagement i virkeligheden. Man kan jo betale sig fra meget. Det er lettere at give hundrede kroner end at bruge ti timer på at snakke med en mand. Selvom det måske er det sidste han har brug for. Så godheden peger mange veje, og den er ikke entydigt et plus på giverens side. Det kan lige så godt være ting man kan anfægte ved godhed. At man så kan opleve godhed, det er noget andet. Man kan sige: Jamen, jeg oplevede at det menneske var god ved sit barn. Det bevægede mig at se morens optagethed af barnet. I sådan en situation kan man sige: Jeg så et glimt af godhed. Det tror jeg godt man kan se. Men meget længere kan man nok ikke komme.«
- Du skriver et sted at den der i troen har oplevet Guds nærvær som et umotiveret gode, uvilkårligt gribes af en drift til at gøre godt mod andre?
»Ja, det siger forfatteren og højskolemanden Knud Hansen, og det tror jeg også Luther mente. I den klassiske græske etik hed det jo at en god mand gør en god gerning. Men Luther vender den faktisk om og siger at den mand som har modtaget godhed, også har en større chance for at gøre godt. Han har jo ikke noget at hævne fordi det er godheden han har mødt, og tit bunder vores misundelse i en form for hævntørst. Vi synes ikke vi fik nok selv, eller vi ser ned på andre fordi vi i virkeligheden har komplekser selv. Når et menneske mere eller mindre hviler i sig selv, er det bedre til at gøre noget godt. Det tror jeg er en fuldstændig rigtig tankegang. Men stadigvæk er det et fantastisk dialektisk emne. Der kan ikke skrives entydigt om det, for der vil altid melde sig nogle spørgsmålstegn, som også skal melde sig.
Alligevel vil jeg påstå at jeg har mødt godhed og fået godhed. Det vil jeg bestemt sige. At jeg har modtaget det og set det. Absolut. Jeg har set mennesker som ville hinanden noget godt, og det er altid dejligt. Der er mange mennesker der ikke vil hinanden noget godt. De vogter på hinanden og slår hinanden over fingrene åndeligt talt hver gang den anden vover sig frem. Så det er altid smukt at se et forhold hvor man virkelig ønsker hinanden det godt. De er sjældne, men de findes.«
- Når du insisterer på dialektikken og på at godheden næsten altid rummer sin egen modsigelse i sig, så er det vel en tanke der er i familie med arvesyndsbegrebet?
»Ja, jeg mener jo ikke at mennesket er godt. Jeg mener ikke at mennesker fødes gode. Man kan selvfølgelig sige at der ikke er noget ondt i en lille baby, men man skal virkelig fortrænge sin barndom hvis man vil påstå at man selv er god. For den kender man altså for godt hvis man ellers vil stå ved den. Der var elementer hvor man glædede sig særdeles meget over at andre fik nogle slag over nakken. Elementer hvor man absolut ikke handlede godt, og hvor man enten var skyldig eller medskyldig.
Jeg tror at mennesket er født i en position hvor det har det fælles med andre mennesker at det ikke er godt. Ellers ville man kunne sige: Hvis der er nogle der er dårlige, så er det jo disse nogle vi skal bekæmpe. Men sådan er det ikke. Så let er det ikke. Det vil altid være os alle sammen der har det i os, og derfor er der ingen af os der kan rette verden ind.
Jeg plejer at kalde det pisaismen - opkaldt efter det skæve tårn i Pisa. Hvis man rettede alle tårne ind efter det, så ville de alle sammen blive skæve. Det fastholder sin egen skævhed for at kunne være et tårn, men det kan ikke rette de andre ind efter sin egen position. Ikke desto mindre er det det vi gerne viI.Vi vil gerne rette alle andre ind efter vores egen skæve position. Og derfor er det afgørende vigtigt at huske at vi selv er skæve. Men selvfølgelig er arvesynden kun til at have med at gøre hvis den er lagt ind i kristendommens sammenhæng. Derfor har den for mig heller intet med undertrykkelse at gøre, sådan som nogle påstår det. Så kan man lige så godt påstå at det er undertrykkende at vi skal dø. Selvfølgelig skal vi dø, og selvfølgelig er vi ikke uskyldige. De to ting er nogle helt indlysende forudsætninger i mine øjne.
Hvis man så bruger begrebet til at slå andre i hovedet med og sige at den og den bør gå i knæ og angre sine synder, så misbruger man det. Det skal tværtimod være fællesskabet. Det skal tværtimod betyde at der ikke er et eneste menneske jeg ikke kan være sammen med. Fordi jeg rummer det hele selv.«