Prøv avisen

Det islandske fyrtårn

INTERVIEW: Slev om det er mere end 20 år siden, at Sigurbjörn Einarsson gik på pension som Islands biskop, er han stadig en markant stemme i landets kirkeliv. Han holder blandt andet et vågent øje med nyreligiøsiteten

Biskoppen nøler et sekund:

- Nu får jeg vist alle feminister imod mig.

Men så fortsætter han tillidsfuldt sine betragtninger over kvinder og kristendom. Han overrasker ved i den forbindelse at strejfe det kropslige aspekt, dog uden at virke anstødelig, for der er noget afbødende - og afgørende - ved den mildhed, der ligger omkring Sigurbjörn Einarsson, Islands milde og fromme fighter.

Han har fungeret som åndeligt fyrtårn gennem mere end et halvt århundrede, og her længe efter sin tid på bispesædet (1959-81) går den 91-årige stadig på banen, hvis der er noget vigtigt. Så sent som for et par år siden var det Sigurbjörn Einarsson, der havde gennemslagskraft nok til at vende en negativ folkestemning omkring den islandske kirkes 1000- års-jubilæum til vidt udbredt begejstring.

Iagttagere af islandske forhold tilskriver ham særlige anlæg for at få folk til at lytte. Det gælder både kirke- og samfundsspørgsmål. Allerede som ung præst i et afsides sogn på Vestlandet var han en af de første til at advare sine landsmænd mod nazismen - med bøger om Kristi kirke i Hitlers rige, oversættelser af Kaj Munk og Martin Niemöller. Som præst i Reykjavik var han aktiv for Islands endelige løsrivelse fra Danmark i 1944. Som professor i teologi lavede han et ensomt, men effektivt opgør med datidens hang til spiritismen. Og som biskop afstak han en ny - liturgisk og økumenisk - kurs for nutidens islandske folkekirke.

I tilgift er det strømmet fra ham med salmer og bøger. Den seneste hedder »Konur og Kristur«, Kvinder og Kristus, en andagtsbog for nutidens kvinder. Den er tilegnet Magnea, hans hustru. Hun står ved hans side, da Kristeligt Dagblad ankommer til det gamle bispepars rækkevilla i Reykjavik.

Fru Einarsson er så fin - i nationaldragt - og samtidig så lille, at det får »fyrtårnet« til at virke endnu højere. Der stråler en krans af sølvhvidt hår omkring hans isse, og skikkelsen med lange ben, lange arme, lange hænder har måske engang haft vikingehøjde, men nu er fremtoningen naturligvis præget af alderdom. Samt især denne mildhed, der lyser lige ud af øjnene og hele hans væsen.

Det er den, der gør, at en gammel, garvet journalist affinder sig med, at han indimellem skal kigge én over skulderen for at følge med i, hvad der bliver skrevet på blokken. Ikke skolemesteragtigt, mere som udslag af venlig vane med at sikre sig, vi forstår hinanden, når det nu skal foregå på dansk:

- Det er ikke min stærke side, for jeg begyndte mit teologistudium i Sverige, og for at undgå de sproglige faldgruber mellem svensk og dansk var jeg nødt til at »glemme« det danske, der ellers var vores første fremmedsprog i gymnasiet.

Han vil dog gerne begynde godt - med at understrege den venlighed, han forbinder med Danmark:

- I 1950´erne sendte danske skytter og andre foreninger os hjælp til at genopføre Skalhult. Det var Islands første bispesæde og grundlagt, da kristendommen i år 1000 blev vedtaget på Altinget. Denne helligdom blev i 1785 nedlagt af de danske myndigheder, men efter løsrivelsen tog vi fat på genopbygningen, og da Bodil Begtrup omkring den tid kom hertil som Danmarks første kvindelige ambassadør, blev hun kraftigt engageret i genopbygningen af Skalhult. Hun ligger i øvrigt begravet der, for efter sin store internationale karriere skrev hun, at hun betragtede Island som sit andet fædreland, og spurgte samtidig om muligheden for at få en grav deroppe. Jeg blev meget glad for, at hun ville hvile der.

Men vi er ikke helt færdige med Danmarks rolle i gammel nordisk kirkehistorie, for nu indskyder Einarsson med underfundig lille trods i stemmen:

- I Norge accepterede de at få alle de liturgiske bøger på dansk - og nordmændene tabte jo deres oprindelige sprog. Men det lykkedes at overbevise kongen om, at på dansk kan ingen islænding blive salig.

Smilet vokser, mens biskoppen finder den oprindelige tekst fra 1539, da Christian den Tredje gav autorisation til en islandsk oversættelse af Det Nye Testamente. Oversætteren, Otte Norske, havde navn efter sin norske far, men var islænding og blev landets første lutheranske biskop. Kongen skrev bl.a.:

»Vi gør vitterligt, at den os elskelige Otte Norske haver beret for os, at han haver udsæt Det Nye Testamente på Islands tunge - på det, den menige mand, som ville læse og vide den hellige skrift, må den selv forstå.«

Kvinders åndelige åbenhed

Einarsson pointerer, at Otte Norske med sin oversættelse sikrede fremtiden for det islandske sprog, som i dag ligger ganske tæt på ordene i de berømte håndskrifter. Også i skiftende tiders bønne- og andagtsbøger. Han har selv genudgivet flere af de gamle tekster til brug for hjemligt fromhedsliv.

Og for et par år siden har han skrevet en ny slags andagtsbog, »Konur og Kristus«, kvinder og Kristus. Specielt til meditativ læsning for kvinder:

- Den fortæller om de mange kvinder, der nævnes i Det Nye Testamente, og den belyser Jesu indstilling til kvinder. Det var ikke almindeligt, at profeter gik i selskab med en flok kvinder eller havde kvindelige disciple.

- Maria Magdalene, det første vidne til opstandselsen, var tydeligvis et prominent menneske i den første kristne menighed, for hun nævnes næsten altid først. Der var ingen kvindelige apostle, men der var kvindelige lederskikkelser i de første kristne menigheder - for eksempel Lydia, der var købmand og leder af menigheden i Filippi.

- Det betyder vel, at kristendommen kom med noget, der appellerer til kvinder. Jeg tror, der er noget i kvindens væsen, som er mere åbent for evangeliet. Jeg har også tilladt mig den tanke, at kvinden i både sin legemlige og åndelige konstitution er mere åben end manden for livets realitet.

Han er på det rene med, at den slags synspunkter kan provokere feminister, men han er vist nærmest vant til at slippe godt af sted med en fredelig gennemførelse af ting, der vækker forargelse andre steder - således også da han som den første biskop i Island ordinerede en kvinde:

- Det var i 1974, og heldigvis blev der ikke noget »bulder« om det, sådan som der var i Norge, Sverige og Danmark.

Der kan heller ikke spores nogen form for mandschauvinisme, mens han runder sine kvindesynspunkter af:

- Når livets røst tit får dybere resonans hos kvinder end hos mænd, kan det måske hænge sammen med, at der er en moder i enhver kvinde. Og det at være moder betyder at tage imod og at værne om livet - akkurat sådan som kirken er moder for os kristne.

Den gamle biskop omtaler påfaldende tit kirken som »vor moder«. Man kommer til at lægge mærke til det, fordi han udtaler det med en from og næsten sønlig hengivenhed i stemmen.

Opdraget til fromhedsliv

Hans egen mor omkom ved en brand, da Sigurbjörn var to år. Han blev reddet af sin far, og det lykkedes moderen at redde hans lillebror ud gennem flammerne, men hun overlevede ikke sine brandsår. Biskoppen har i sin erindringsbog fortalt, hvordan denne tragedie hjalp ham til tidligt at fatte frelsesbudskabet, for når hans mor ofrede livet for at redde sine to drenge fra døden, kunne han godt forstå, at Jesus havde gjort noget lignende for menneskene og for Gud.

Sigurbjörn kom imidlertid ikke til at mangle kvinder i sit liv, for han voksede op hos morforældrene, og mormor kunne fortælle og fortælle:

- Hun var fantastisk. Hun lærte mig en masse salmer og digte, for selvom hun kunne både læse og skrive, så foretrak hun at lære udenad og brugte samme metode som Platon og Jesus med at gentage tingene, til de sad fast. Altid forsøgte hun at lære mig noget, uanset om vi var ude, eller hun stod og arbejdede ved det åbne ildsted.

Min oldemor boede der også. Hun var født i 1830´erne, men blev næsten 100 år og var ganske åndsfrisk, da jeg var dreng, så jeg husker levende meget af det, hun fortalte fra sin barndom og ungdom. Derfor har min hukommelse indtryk, der rækker over næsten 200 år.

Men vi skal nu kun 80-90 år tilbage for at hente de indtryk, der har fået afgørende indflydelse på hans liv. Det drejer sig om den form for islandsk fromhedsliv, han blev oplært til hos morforældrene, der selv havde 13 børn, hvoraf halvdelen boede hjemme, da Sigurbjörn blev indlemmet i husstanden:

- Dagen sluttede med en vidunderlig fred, som jeg aldrig glemmer. Efter dagens dont samledes alle, og morfar læste højt, sommetider fortalte han sagaer eller sang - om vinteren kunne det vare flere timer. Bagefter holdt vi andagt, og når den var sluttet af med velsignelsen, så herskede Guds fred i rummet, ingen talte længere, alle gik tavse i seng.

Stilheden får en ekstra dimension ved en sidebemærkning om, at børn og voksne ikke listede af sted til hvert deres værelse. Huset havde kun et rum. Her sov alle - to i hver seng.

Einarsson og hans kone har gennemført andagt som et dagligt fællesskab i de 70 år, de har været sammen, men da hans embede medførte utallige aftenmøder, har det ofte været husmoderen, der samlede flokken før sengetid for at videreføre fromhedstraditionen til de 13 børn og den voksende flok af børne- og oldebørn, der i øjeblikket tæller 22.

Kirken skal så

Som åndeligt fyrtårn er biskoppen i disse år årvågen over for new age, teosofi, »ånden i glasset« og andre okkulte fænomener, der kommer til landet gennem mange kanaler:

- New age er ikke slået så stærkt igennem her som i Danmark, men vi har haft det på tæt hold i det forrige århundrede, da Island oplevede en stærk okkultisk bølge. Det var vel at mærke intelligensen heroppe, den intellektuelle elite, der var optaget af teosofi og spiritisme. Da var det fint at være det, sådan er det ikke nu. Jeg vil ikke sige, at det er ufint heller, men det er ... på mode.

- Dengang sympatiserede mange præster med teosofien, måske fordi de ventede, at det ville gøre folk positive over for kirken. Men selvom vores folkekirke er en åben kirke, hvor alle er velkomne, så ved de fleste bevidst kristne dog, at man ikke kan sluge hvad som helst. Der findes ideer, som ikke kan forenes med Kristus og hans evangelium - for eksempel er tanken om reinkarnation og karma ganske uforenelig med den bibelske kristendoms skabelsestro og med frelsen ved syndernes forladelse. Jeg ved udmærket, at også spiritister kan have beundring for Kristus - de kan have så mange guder som helst - men det betyder ikke, at han er Vejen, Sandheden og Livet for dem.

Selvom bispen taler med store bogstaver, ligger der hele tiden en mildhed, som også får ord:

- Man skal imidlertid ikke vende nogen ryggen med højærværdige miner, for vi må erkende, at alle er på vej, og ingen er fuldkomne. At være kristen er jo at bekende Kristus, og det kan man gøre uden at hovere og forhåbentlig uden at støde nogen væk, som virkelig gerne vil være åben over for sandheden.

Til belysning af Sigurbjörn Einarsson skal her indskydes, at han under alle disse bemærkninger ikke lyder nær så håndfast, som det står skrevet nu. Han stiller små opklarende spørgsmål og koncentrerer sig meget om sine svar. Med denne sociale kommunikationsform kan man sagtens forstå, at det har været en prøvelse for biskoppen at gøre pionerarbejde med gudstjenester på tv:

- Sommetider sker det, at jeg føler, jeg har haft det meget lettere end mine forgængere, for mens de måtte ride på hest i al slags vejr og over lange strækninger, så har jeg haft telefonen. Men når det kommer op, så dukker det op som en indre protest: »Jamen I havde ikke tv. Og det er det værste. At sidde og tale til den tomme luft!«

Alligevel har han på et tidspunkt medvirket til udgivelse af to videobånd, hvor han holder andagter. I bogform har han udgivet flere prædikensamlinger, og kirkefolk betegner ham som landets mest afholdte prædikant i vor tid.

Det vakte som nævnt opsigt langt uden for kirkelige kredse, da han for et par år siden hævede stemmen i den offentlige debat om en stor jubilæumsfest ved 1000-året for vikingernes demokratiske beslutning om at gå over kristendommen:

- En del mennesker tog det ilde op, at der skulle bruges penge på den store begivenhed, så jeg måtte forsvare sagen. Det var nu mere hanekamp end debat, for protesten havde også karakter af opposition mod regeringen. Man sagde, det var for dyrt. Min eneste indsats bestod i at dreje fokus over på, hvad man får tilbage ved at holde en smuk fest.

- Det beror på, hvilken indstilling man har, men gode og positive tanker har det jo med at komme tilbage. Hvis man kan samle en god del af befolkningen, unge såvel som ældre, om en positiv oplevelse, hvor man kan glædes og opløfte sin sjæl - tænke med glæde på sin arv og på tidens og evighedens Gud - så er det noget, der virker. Noget, som kommer positivt tilbage.

Når man bagefter vil høre, om kirkejubilæet har givet resultat i form af øget tilstrømning til gudstjenester, er Sigurbjörn Einarsson straks rede med rette ord til en biskoppelig afskedssalut:

- Som vi har lært af Jesus, så gror sjælen og vokser. Man ved ikke, hvordan jorden giver sin frugt, men det sker, og det sker for det meste i det skjulte. Kirkens arbejde bygger på at så. Det er godt og rigtigt, og det skal vi gøre - uanset om vi kan se noget resultat.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk