Prøv avisen

Det kvindelige element

Udrensningen af de kvindelige guddomme hænger nøje sammen med en generel kamp imod tendenser til at se naturen som hellig. (Foto:Scanpix)

BØGER: Interessant værk med aktuelle pointer om middelalderens naturfilosofi

Som religion betragtet lider kristendommen af en bemærkelsesværdig mangel på de kvindelige elementer, som religioner i almindelighed ellers ikke synes at kunne undvære.

I Aksel Haanings "Middelalderens naturfilosofi" forklares denne mangel ved kirkefædrenes ihærdige kampagne mod mange af de elementer i den hedenske religion, der ofte blev opfattet som kvindelige. Således karakteriserer Augustin "Den Store Moders kult" som skændig.

Udrensningen af de kvindelige guddomme hænger dog, også hos Augustin, nøje sammen med en generel kamp imod tendenser til at se naturen som hellig. I sine "Bekendelser" forespørger Augustin havet, jorden, dyrene solen, månen og planeterne, men får af dem svaret: "vi er ikke din Gud, søg over os".

Aksel Haanings "Middelalderens naturfilosofi" udkom oprindeligt i 1993, men genudgives nu i en let ændret udgave. I forhold til den oprindelige version er der navnlig sket en del ændringer i noterne, hvor Haaning benytter lejligheden til at kommentere, og ikke sjældent kritisere, en hel del af den nyere forskningslitteratur om emnet.

Det hører i det hele taget til Haanings fortjenester, at han udover en imponerende belæsthed indenfor sin primære interesse-periode, også har et flot overblik over den internationale forskningslitteratur på feltet. Det får Haanings læsere også glæde af, både i positiv og i negativ forstand, for forfatteren holder sig ikke tilbage, når det gælder om at påpege fejl og mangler i den almindelige forståelse af middelalderens naturbegreb.

Det er ganske fornøjeligt, når førende internationale forskere tages i skole om for eksempel fejltagelser, der skyldes et mangelfuldt kendskab til tysk grammatik. Men en del danske koryfæer får sandelig også både læst og påskrevet.

Haanings polemiske lyster underordnes dog altid en overordnet saglighed. Når de etablerede forskere angribes, er det netop fordi den version af filosofihistorien, de - gerne i kor med en lang tradition - fortæller, ikke er gyldig. Den overser nemlig en række understrømme, som Aksel Haaning gerne vil rehabilitere.

Aksel Haaning har efterhånden en håndfuld bøger bag sig med iøjnefaldende fællestræk. Først og fremmest bemærker man, at de alle forener de ellers sjældent forenede dyder: De er på engang prægtige forskningsmæssige indsatser, og dog både dejligt læselige og elementært spændende.

Haanings interessefelt er ikke uden videre middelalderen. Det lader til at være karakteristisk, at hans bøger beskæftiger sig med strømninger, som ikke respekterer de gængse epoke-inddelinger mellem middelalder og renæssance.

I det store værk "Naturens lys" fra 1998, behandlede Haa-ning perioden 1250-1650 , en periode, der netop bryder den vante opdeling. Lige så karakteristisk for Haanings arbejde er det dog, at det er en særlig - og ofte overset - strømning, der tiltrækker sig hans opmærksomhed. Men selv om mystikken, og det der nærmer sig, i særlig grad tiltrækker Haaning, er hans egne arbejder blottet for den tungetale, der ellers ofte får frit løb hos forfattere med mere esoteriske interesser.

Haanings overordnede anliggende synes da heller ikke så meget at være at foredrage et mystisk evangelium, som at vise hvorledes en understrøm, der oftest er blevet fortiet og fortrængt i den officielle historieskrivning, faktisk har spillet en afgørende rolle igennem størstedelen af en vestlig tradition.

Et særligt afsnit i bogen er viet alkymien, der var langt mere end et lettere komisk forsøg på at fremstille guld. Den principielle mulighed for at fremstille guld ligger i en større bagvedliggende naturfilosofi. Guldet blev nem-lig anset som værende det højeste metal i et metallernes hierarki.

I alkymien finder Aksel Haa-ning et motiv, som går igen hos mange af de middelalderfilosoffer han behandler. Der er to grundlæggende principper. For alkymien svovl og kviksølv, der forstås som et maskulint og et feminint princip. Hos andre af de behandlede middelalderfilosoffer kan principperne hedde noget andet: "stof og form" eller "himmel og jord". Alle steder er det dog et fællestræk, at de to principper er forenelige og udgør en dynamisk modsætning indenfor en højere enhed - et ægteskab imellem himmel og helvede, som det langt senere skal formuleres hos en anden mystiker, digteren William Blake.

Aksel Haaning er en yderst seriøs middelalderforsker, og han overdriver ikke aktualitetsperspektivet i sine pointer. Det er heller ikke nødvendigt. I Haa-nings fremstilling er det uden videre indlysende, at middelalderens naturfilosofiske diskussioner ikke blot er et støvet anliggende for forskere med bizarre interesser .

At studere middelalderfilosofien for dens egen skyld bliver her helt selvfølgeligt et vigtigt element i det uendelige selvforståelsesprojekt, vor kultur og vi selv givetvis aldrig bliver færdig med.

Aksel Haaning: Middelalderens naturfilosofi. Naturens genkomst i filosofi, digtning og videnskab ca. 1100-1250. 225 sider. 248 kr. C.A. Reitzel.

kultur@kristeligt-dagblad.dk