Prøv avisen

Det moderne gennembrud

Den nye S-R-SF-regering indtog i denne uge ministerkontorerne med den hovedoverskrift, at Danmark skal moderniseres. Øverst overtager Astrid Krag (SF) sundhedsministeriet fra Bertel Haarder (V), Per Stig Møller (K) overdrager Kirkeministeriet til Manu Sareen (R), og fem radikale ministre cykler til præsentationen hos dronningen på Amalienborg. Til venstre giver Margrethe Vestager (R), Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) pressemøde, og til højre træder den nye kulturminister Uffe Elbæk (R) frem for pressen. – Fotos:  Leif Tuxen og Scanpix.

Da regeringsmagten i denne uge skiftede, var det svært at få øje på revolutioner i den økonomiske og praktiske politik. Men mere radikalt end nogensinde symboliserer skiftet, at en ung generation af magthavere har taget over. En generation, der lægger mindre vægt på national kulturarv og er langt mere multikulturel, kosmopolitisk og traditionsfornyende

Kirkeministeriet. Det er mandag eftermiddag. Gavmilde mængder af kransekage, frugt og fyldte vinglas dækker mødebordet. Alt er, som det plejer ved den slags højtidelige lejligheder, lader en rutineret ansat i ministeriet forstå. Man følger traditionen for overdragelse af ministerembedet til en ny minister.

LÆS OGSÅ: En ny værdikamp er skudt igang

Embedsmænd og pressefolk flokkes om dagens hovedpersoner. Den afgående konservative kirkeminister, Per Stig Møller, og hans afløser, den radikale Manu Sareen.

Da det bliver tid til den traditionelle gaveudveksling, giver Per Stig Møller sin efterfølger en salmebog. Han har valgt den udgave, som er indbundet i hør, og lader ministeriets nye mand forstå, at der i de gamle kontorer ved Frederiksholms Kanal er en tradition for morgensang.

Manu Sareens gave til Per Stig Møller er indpakket i farvestrålende papir og viser sig at indeholde et eksemplar af den julebog, han selv har skrevet.

En bog, der er fyldt med humor, ironi, indvandrerslang og bandeord, og som i lighed med Sareens andre bøger har fået et stort og begejstret ungt publikum.

Manu Sareens Iqbal Farooq og julesvineriet er en anderledes børnebog, hvor den traditionelle opfattelse af dansk jul bliver vendt helt på hovedet, og juletræet pyntes med gafler og tennissokker.

En bog, hvis hovedpersoner er en indvandrerfamilie på Nørrebro, der med stort besvær forsøger at lære noget om danskhed og kristen jul.

For eksempel får faderen enetimer i Glade jul og andre julesalmer af hr. Wibrandt fra opgangen, fordi når sådan nogle som jer fra Arabien har lyst til at lære noget dansk, så stiller jeg mig naturligvis til rådighed. Det siger de også nede i Fædrelandsforeningen, at man skal gøre. Det er jo en del af litteraturkanonen, kan man sige.

Måske er kransekagen og ministeriets morgensang uændret den samme efter denne uges magtskifte. Men ministrenes personer og gaver symboliserer tydeligt, at verden har flyttet sig markant.

Fra en 69-årig, kernedansk, frankofil dr.phil. og tidligere underviser ved Sorbonne-universitetet i Paris til en 44-årig indiskfødt børnebogsforfatter og tidligere integrationskonsulent. Fra traditionsbevidst kulturkonservatisme til noget andet. Noget ungt, skævt, anderledes, eksperimenterende og moderne.

Det er naturligvis ikke første gang, en yngre generation af politikere tager over efter en ældre. Det er heller ikke første gang, at centrum-venstre tager over efter centrum-højre. Og det er i sig selv heller ikke nyskabende, at Manu Sareen i valgkampen brugte plakater med sloganet Vi er fremtiden.

Det er klassisk at appellere til vælgerne ved at slå på, at de andre politikere er gamle og trætte, mens vi er en Ny Alliance eller et Frisk pust over landet, så derfor er det Tid til forandring. Og der har i årevis knyttet sig en særlig positiv værdi til det at være moderne i mindst de 140 år, som er gået, siden en af Radikale Venstres åndelige faderfigurer, Georg Brandes, proklamerede det moderne gennembrud i dansk litteratur.

Men det regeringsskifte, som fandt sted i denne uge, var alligevel et nutidigt moderne gennembrud. Hvis den nye regering i den praktiske politik ikke markerer et klart skifte fra liberalisme til socialisme, så står det værdipolitiske skifte fra tradition til modernitet overordentlig tydeligt frem.

Og det sker på et tidspunkt, hvor traditionerne længe har været under pres i samfundet.

Tradition er jo nærmest blevet et skældsord, siger Knud Wentzel, litteraturforsker og lektor emeritus.

Tidligere i år udgav han bogen Rend mig Et essay om tradition. Baggrunden var, at han har brugt det meste af sit liv på at formidle tradition og derfor undrede sig over, hvordan begreber som tradition og traditionelt blandt danske kulturjournalister og anmeldere blev anset som noget negativt.

Selvom borgerlige kultur- og undervisningsministre i 10 år har forsøgt sig med kanonlister og styrkelse af kulturarv, har den traditionelle dannelse tabt status.

Den borgerlige regering forsøgte med sin kanondyrkelse at fastholde gamle traditioner. Det var tradition under belejring, for tradition er i vores tid under beskydning af ligegyldighed. Når politikere gør denne eller hin tradition til kanon, så beder man underviserne formidle et stof, som det reelt er umuligt at undervise i, fordi motivationen og baggrunden for at forstå teksterne er væk.

Der er ikke respekt bemærk det gammelmodige ord for den tradition, som skal læres. Den opleves ikke som vores fælles forpligtende fortid, så hvorfor ulejlige sig med den?, spørger han.

Knud Wentzel mener dog, at man skal være varsom med allerede at drage for bastante slutninger om den nye regerings syn på traditioner. Men ét er sikkert: Tiden med fokus på kanon er ovre og afløses af noget, som på en række områder udfordrer traditionen.

I nutiden ophører traditioner i vid udstrækning med at have autoritet og betydning. At vi får en konverteret hindu som kirkeminister er vel en slags provokation af den folkekirkelige tradition. Men set fra et traditionssynspunkt udtrykker de signaler, som er sendt ud på området, snarere fornyelse af tradition end brud med traditionen. Fornyelse af tradition er ikke det samme som brud. Traditioner er normalt blevet fornyet med tiden.

Moderniserer man som bebudet vielsesritualet, så homoseksuelle også kan blive kirkeligt viet, så er det ikke et brud med traditionen, men en kraftig, radikal fornyelse af traditionen, som dog bevarer sin identitet. Så må teologer og lægfolk diskutere, om det er en god fornyelse eller ej, siger han.

Statsministeriet. Tre partiledere træder frem for pressen og bades i blitzlys. To høje, slanke, velklædte kvinder i 40erne og en solbrændt mand, der nærmer sig de 60, klædt i nydeligt jakkesæt og slips.

Sammen står de i spidsen for den regering, som med en gennemsnitsalder på 42,8 år er Europas yngste. Kun to ud af 23 ministre har været minister før. I midten står statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). På sin højre side har hun økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), på sin venstre udenrigsminister Villy Søvndal (SF). Statsministeren begynder med at fortælle, hvor historisk og nyt det hele er.

Det er første gang, at SF er med. Det er første gang, vi har fået en minister, som kun er 26 år. Det er første gang, at Danmark får en minister med en anden etnisk baggrund. Og så er der mig, der jo også er den første, forklarer statsministeren uden direkte at referere til sit køn.

Først efter således at have italesat fornyelsen går hun videre med at fortælle, hvad regeringen konkret vil.

Ifølge forsker i begivenhedskultur Britta Timm Knudsen, ph.d. og lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet, er det tydeligt, hvor vigtigt det er for de nye magthavere at fortælle, at de repræsenterer et moderne projekt.

Vi har haft en regering, som værdipolitisk har henvist til det traditionelle og nationale. Den nye er konstruerende. Der skal nye ting på bordet, der skal skabes nye værdier. Og det skal ske ved hjælp af en regering med en høj frekvens af ganske unge mennesker, forklarer Britta Timm Knudsen.

Hun ser regeringens alderssammensætning som en naturlig konsekvens af den herskende medielogik, som ikke alene vægter, hvad mennesker kan, vil og mener, men i høj grad også hvordan de ser ud.

Medierne skaber en ungdomsdyrkelse. Vi vil som tv-seere ikke se på gamle, rynkede mennesker, uanset hvad de måtte besidde af erfaring. Det kan vi beklage, men det er sandt, og det er en logik, politikerne er underlagt, siger Britta Timm Knudsen.

Men hun peger på, at der er grund til at skelne mellem politikkens signaler og indhold. Hun er helt sikker på, at befolkningen deltager i den del af modernitetsdyrkelsen, som handler om, at politikerne skal fremtræde unge og se smarte ud.

Men det er ikke ensbetydende med, at der er stort flertal for de moderniseringstiltag, som bliver kommunikeret på indholdssiden. For eksempel om lempeligere udlændingepolitik, større klimahensyn, opprioritering af kollektiv trafik og mere vægt på globalisering og multikultur.

Danmark er en ret kulturkonservativ nation. Jeg tror mennesker i dag har en stor interesse for fortiden og traditionen, selvom vi lidt efter lidt iklæder os nye gevandter og holder jul på en lidt anderledes måde. Derfor er det meget forfriskende og interessant, at den nye regering har profileret sig markant på dette område.

Men at gøre en indvandrer til kirkeminister er måske at stramme den. Jeg tror, mange vil føle, det er lidt mystisk. Næsten ligesom følelserne i forhold til ham præsten, der ikke tror på Gud, siger Britta Timm Knudsen, som påpeger, at her skiller De Radikale sig også ud fra Socialdemokraterne, som har en langt mere traditionsbevarende profil.

Amalienborg Slotsplads. Gennem en spidsrod af tilskuere og mediefolk kører fem cyklister på en lang række. Forrest en storsmilende Margrethe Vestager med cykelkurv på damecyklen. Bag hende Morten Østergaard på en klassisk herrecykel. Derefter Manu Sareen på en skriggul ladcykel.

Uffe Elbæk og Martin Lidegaard cykler også, mens Christian Friis Bach kører i en energirigtig ellert. På journalisternes spørgsmål om, hvorfor de radikale ministre dog kommer på cykel, når de skal til op at præsenteres for Dronningen, svarer Vestager: Det er sådan, vi er.

Ifølge Britta Timm Knudsen er det tidstypisk, at politik ikke bare skal formuleres, det skal performes. Den politiker, som vil nå ud over rampen, skal finde en konkret, visuel måde at vise sig frem på. Og udfordringen består i, at der skal være overensstemmelse mellem iscenesættelsen i medierne og den substans, som trods alt er at finde i det hele.

Ligesom den radikale leder forsikrer os om, at der er i tilfældet med de fem små cyklister.

Cykelscenen er godt fundet på. Der bliver sendt signaler fra De Radikale om, at de vil føre grøn politik. Samtidig træder de frem som mennesker, der er aktive, ungdommelige og kan bruge kroppen. Og de vælger en transportform, som ikke koster noget, og som der ikke er noget fint og fornemt ved, selv når de skal til Dronningen, siger Britta Timm Knudsen.

Det ser altså ud til at være slut med grånende herrer i krøllede jakkesæt og med kejtet kropsholdning, som har kæmpet sig op i partiorganisationer og ved fagforeningers forhandlingsborde gennem hårdt arbejde og fokus på sagen. Som kender det politiske maskinrum, men ikke synes, at den ydre fremtoning, udstilling af det private liv og vægt på det taktiske spin skal tage overhånd.

Den moderne politiker ved, at moderne politik både er indhold og præsentation, og at man som politiker er på døgnet rundt.

Det er spændende, at vi i denne valgkamp er kommet endnu tættere på politikerne end før. Jeg tænker for eksempel på et tv-indlag med en højgravid Astrid Krag, som sammen med sin mand, der oven i købet er rapper, viste meget private sider af deres liv som småbørnsfamilie.

Det er også tidstypisk, at man som moderne karrieremenneske skal kunne performe det private, siger Britta Timm Knudsen med henvisning til den 28-årige SFer, som netop er blevet sundhedsminister.

Hun tilføjer dog, at iscenesættelsen af politikeren som moderne familiemenneske ikke må forveksles med, at man kan tillade sig at holde fri fra møderne. Man skal mestre det hele. Både være nærværende over for sine små børn og i de fora, hvor der træffes store beslutninger. Hvor umuligt det end kan lyde. Tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K) kan tale med om, hvor galt det kan gå, hvis man får iscenesat dén balance forkert.

Kulturministeriet. Per Stig Møller (K) træder frem, som vanligt iført stramt slips, for at overdrage det 50 år gamle ministerium til Uffe Elbæk (R), en 57-årig homoseksuel iværksætter og kosmopolit, der dagen forinden end ikke ejede en habit, og som nu stiller op med afslappet opknappet skjorte.

Departementschef Karoline Prien Kjeldsen siger farvel til den gamle chef med ordene: Du er et vidende, dannet og højt intellektuelt menneske med indsigt i alle områder.

Du har en stor litterær viden, og når vi var på besøg på museer, vidste du ofte mere end inspektøren eller direktøren. Du kunne næsten altid rette noget eller forklare, hvordan tingene hænger sammen. Derefter siger hun goddag til den nye minister med ordene: Du er vild med kultur og har en bred smag.

Nu kender departementschefen selvfølgelig dårligt nok Uffe Elbæk, men ordene til de to herrer siger alligevel meget. Elbæk siger selv, at han både er til høj- og lavkultur, mens Per Stig Møller citerer Storm P og den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger.

Elbæk vil støtte rytmisk musik på lige fod med klassisk, mens Stig Møller skrev kristendom ind i Danmarks Radios public service-kontrakt og satte fokus på kulturarven.

Uffe Elbæk er berømt for i 1991 at have grundlagt den alternative, uakademiske iværksætteruddannelse Kaospiloterne i Aarhus. En uddannelse, som den dannelsesorienterede professor og faste kanonudvalgsformand Jørn Lund har betegnet som en uddannelse i ikke at kunne noget som helst.

Den caféradikale kosmopolit er inspireret af den amerikanske forsker Richard Floridas ideer om, at den såkaldt kreative klasse, som består af kunstnere, akademikere og moderne erhvervsfolk, kan redde samfundet ved at være innovativ og nytænkende.

Dermed udgør Elbæk en klar kontrast til VK-regeringens retorik rettet imod smagsdommeri, kulturradikalisme og røde lejesvende og dens vision om at revitalisere national identitet.

Ifølge Peter Duelund, lektor i moderne kultur ved Institut for Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, blev den borgerlige værdikamp indvarslet med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) nytårstale i 2003, hvor pointen var, at udfaldet af værdikampen bestemmer Danmarks fremtid.

Med S-R-SF-regeringens indtog kan man godt tale om et nyt systemskifte, mener Peter Duelund, men han ser dog ikke nogen umiddelbar kontraretorik hos den nye regering:

Det eneste konkrete er erklæringer om værdipolitik med vægt på kulturel mangfoldighed og større international respekt og et kosmopolitisk livssyn frem for den mere indadvendte og nationale identitetsfokusering, vi har set.

Peter Duelund gør opmærksom på, at den økonomiske krise har ført til en revitalisering af nationale identitetselementer i mange europæiske lande. Han vurderer ikke, at den nye regering vil styre i retning af ren multikulturalisme.

Derimod vil vi se en tilbagevenden til det, han kalder national internationalisering, altså en politik med vægt på national identitet, men med internationalt udsyn.

Jeg tror, vi vil se en opblomstring af et internationalt livssyn, som var fælles for arbejderbevægelsen frem til 1930erne. Velfærdssamfundet blev bygget på et humanistisk grundlag og et globalt livssyn. Og national identitet er ikke nødvendigvis en modsætning til kosmopolitisk identitetsdannelse, siger Peter Duelund.

Han tilføjer, at denne form for moderne gennembrud formentlig vil finde sted alene i kraft af, at vi står med en ny, ung generation af politikere. De er født i 1970erne og 1980erne. De har rejst verden rundt og er langt mere globalt orienteret end de forrige generationer.

Det er dem, som kommer til orde i sangen Begynderheld, skrevet af rapperen Andreas Seebach alias AndyOp. I virkelighedens verden hedder hans chica altså hans kone Astrid Krag og er netop rykket ind på et ministerkontor sammen med flere andre fra en selvbevidst, kosmopolitisk ungdomsgeneration og nogle lidt ældre politikere, der gerne vil identificeres med alt det moderne, de står for:

Jeg er kun treogtyve

Men jeg kan huske, da jeg var lille og min mor sagde,

Andreas, du kan lære at flyve!

Du kan blive den første

Tro på din drøm! Lev for din drøm! Kæmp for din drøm!

Du kan blive den største

Tro på din sag! Lev for din sag! Kæmp for din sag!

Nu er jeg på vingerne, og jeg har store planer

Hvis du er bag mig, så kom op med hænderne!

Det bliver giga, fra København til Costa Rica

Sammen med min superliga chica