Prøv avisen

Det perfekte kald

Utilfredsheden er vor tids store paradoks. For vi har aldrig haft større frihed og mere komfort. Men hvis der findes et metakald for vores generation, er det kaldet til perfektionisme, mener Thomas Willer, der selv har kæmpet mod sine egne høje krav til livet. -- Foto: Kristian Djurhuus. Foto: Kristian Djurhuus.

Det er ikke noget problem at finde et kald. For nutidens samfund er fyldt med behov og muligheder, der kalder på os fra alle sider. Udfordringen er at vælge et kald og holde fast i det, mener sociologen og baptistpræsten Thomas Willer

Vækkelsesmødet på baptistkonferencen for kristne ungdomsledere var egentlig i fuld gang. Inde i salen stod ungdomslederne med løftede hænder og lovpriste Gud. Men den dag – for 10 år siden – orkede Thomas Willer ikke flere møder. Ikke mere lovsang. Og ikke flere religiøse rygklappere. I stedet gik han fortvivlet ud i en nærliggende skov. For han forstod det ikke. Han fattede simpelthen ikke Gud. Hvordan kunne hans kristne teenageklub slå fejl, når han anstrengte sig så hårdt for, at teenagerne skulle stå i kø foran kirken i stedet for diskotekerne? Hvorfor kom der ingen?

Thomas Willer gik på det tidspunkt i 3.g og havde de seneste år brugt hundredvis af frivillige timer i kirken. For han havde haft en drøm om at starte verdens bedste ungdomsarbejde.

– Hvordan kan du gøre det imod mig? Jeg forstår dig ikke! råbte han alene mellem træerne. Han skabte sig foran Skaberen. For nu havde han knoklet i årevis for Gud. Uden at kunne se frugterne af sit arbejde. Og hvad hjalp det, at han kæmpede for, at alting skulle være perfekt, når ingen gad at høre hans smarte prædikener?

– Jeg følte mig som en total fiasko. Men midt i mit raseri i skoven voksede et spørgsmål frem inde i mig: "Hvem gør du egentlig det her for, Thomas?" Svaret ramte mig omgående som en uhyggelig åbenbaring. For det, som jeg egentlig dybest set kæmpede for, var ikke at ære Gud, men at jeg selv skulle lykkes. At Thomas Willer skulle være en succes. Og mens jeg stod og skældte Gud ud, oplevede jeg den største åbenbaring i mit liv: Pludselig kunne jeg se, at det eneste, som jeg behøvede at gøre i Guds øjne, var at hvile i, at han elskede mig. Og siden har den kamp rumsteret i mig. Kampen for at give slip på min egen perfektionisme og hvile i Guds ukritiske kærlighed til mig.

Sociolog Thomas Willer ligner sit eget skræmmebillede, mens han sidder her – 10 år senere – og lader sig interviewe mellem to møder på Baptisternes hovedkontor på Amager. Bare én af hans kontorpladser i København. For trods sine kun 27 år arbejder han også som sociolog i Børnerådet og som frikirkepræst for sin egen ungdomskirke. Og ved siden af de tre arbejdspladser og sit seksårige ægteskab har han alligevel fundet tid til at skrive to bøger sammen med en kollega.

Hvordan i al verden er du havnet i så meget arbejde, når du siger, at dit største kald i livet er at hvile i Guds kærlighed?

– Ja, det er også et godt spørgsmål. Men jeg håber egentlig, at jeg gør begge dele nu. Jeg prøver i hvert fald på det. For eg har nok en grundlæggende ambition om at bruge det, som jeg har. Og når man har roen i at være elsket af Gud, sætter det også noget energi fri, som man ellers kunne have brugt på at være frustreret.

Thomas Willer tøver et øjeblik og fortsætter så:

– Det er selvfølgelig meget ideelt set. For jeg går da også rundt med en lille angst for, at jeg selv skal brænde sammen, ligesom jeg har set mange af mine venner gøre. Derfor er det også vigtigt for mig at holde fri mindst en gang om ugen og finde mine små oaser i hverdagen ved at bede tidebønner tre gange dagligt og løbe ture i naturen, når jeg kan komme til det. For når jeg løber, stresser jeg virkelig af. Og jeg har samtidig bedt min kone og mine nærmeste venner om at minde mig om at geare ned, når de kan se, at jeg har brug for det. For længslen efter at blive en succes ligger stadig i mig. Det må jeg indrømme. Og det kan stadig være en kamp for mig at finde tilbage til, at det hele handler om, at Gud elsker mig.

På bordet foran ham ligger en reklameplakat for en forestående event. "Call God" står der med sensationsfede, gule bogstaver, mens en teenagepige vist skulle forestille en engel med sit hvide kostume, men mest af alt ligner en sminket Sonofon-pige med sit trådløse headsæt og tandpastahvide servicesmil. En guddommelig omstillingspige. Og billedet af en nogenlunde tilgængelig Gud – i hvert fald i form af en travl direktør for universets største teleselskab – presser sig på. Men hvordan ved man, hvad Guds vilje er? Hvordan finder man sit kald? Thomas Willer ler ad spørgsmålet:

– Hvis jeg kunne give et sikkert bud på det, ville jeg ikke sidde her, men have mit eget konsulentfirma i Nyhavn. Men jeg tror simpelthen, at man bliver nødt til at prøve sig frem, indtil man finder en retning, der giver én fred.

Er det ikke et meget pragmatisk svar for en karismatisk frikirkepræst?

– Det kan man sige. Men jeg tror ikke, at Gud serverer en færdiglavet pakkeplan for os. Den må vi selv finde gennem egne refleksioner, fejltagelser og bønner. Det kristne liv er en stor rejse med Gud, hvor vi håber at ende hos ham, men ikke kender den præcise vej derhen.

Han ser på mig.

– Jeg tror simpelthen ikke på, at det kristne kald er en snorlige linedanservej, som man aldrig finder tilbage på, hvis man snubler et øjeblik. Til gengæld tror jeg, at det sagtens kan betale sig at spørge Gud til råds. For bøn er en god måde at finde fred i store beslutninger.

T

homas Willer er bogstaveligt talt født ind i en baptistkirke. For hans far er baptistpræst og er i tidens løb blevet kaldet til både Schweiz og forskellige byer i Jylland. Men Thomas Willer fandt sin egen tro i Nørresundby, hvor familien boede gennem alle hans teenageår.

– Når jeg har hørt ordet "kald" i min barndom, har det været meget tæt knyttet til præstegerningen. Måske på grund af min far. Men hvis jeg skal definere det i dag, vil jeg beskrive det som et livsmål. Og når jeg snakker om "kald" i forhold til mit eget liv, handler det primært om, at jeg føler, at jeg har en livsopgave. Noget, der giver min hverdag mening. Jeg har ikke oplevet, at Gud har stået foran mig og kaldt mig. Det er mere nogle fornemmelser, som jeg haft af, hvilke retninger som jeg skulle gå, hvis jeg gerne ville det med mit liv, jeg ønskede. Det tror jeg til gengæld også er en måde, som man kan blive kaldet på. Gennem en indre stemme eller fornemmelse. For det ligger selvfølgelig indlejret i ordet "kald", at der nødvendigvis må være noget, der kalder på én. Om det så er Gud eller noget andet. Ellers var det jo ikke et kald.

Børn og unge er blevet indbegrebet af et kald for Thomas Willer. For ved siden af arbejdet som sociolog i Børnerådet arbejder han primært med at kommunikere det kristne budskab til MTV-generationens teenagere. For det er dem, der kalder kraftigst på ham. Både som sociologisk konsulent hos baptisterne og som ungdomspræst i sin egen kirke for unge.

Gudstjenesterne finder sted på en cafe i centrum af København, og da Kristeligt Dagblad besøger kirken en søndag eftermiddag før interviewet, spiller en engelsktalende dj afdæmpet technomusik, mens en lyskanon sender hurtige billeder op på et lærred under Thomas Willers prædiken. Og nu er

der kommet unge til kirken.

Nogen vil måske opfatte det som verdsligt medløberi at ændre formen så radialt

– Jeg tror, at teologien og kirkens udtryk må formes i mødet med kultur og virkelighed. Og det syntes jeg ikke skete i særlig øj grad i de sammenhænge, hvor jeg selv kom i kirke som ung. For bare fordi man spillede lidt rockguitar i kirken, betød det ikke nødvendigvis, at man tog tidens udfordring alvorligt. Og det er nok det tætteste, jeg kommer på et kald i normal forstand. At forene kirke og samfund.

Hvornår blev du klar over, at det var den retning, som du ville satse på i livet?

– Det startede i mine gymnasieår, hvor jeg egentlig var lidt i krise over, hvad jeg skulle med mit liv. Men jeg havde et dybt ønske om at udrette noget med mit liv, der skulle have noget med kirken at gøre. På den anden side oplevede jeg, at kirkens måde at respondere på samfundet og kulturen var katastrofalt dårlig. Og jeg havde et ønske om at angribe kirken fra et andet sted end blot gennem teologien. Derfor valgte jeg at læse sociologi for at finde ud, hvordan vi kunne se på samfundet og kirken på en anden måde. For jeg syntes, at den måde, som teologien blev praktiseret på i den sammenhæng, hvor jeg var, havde spillet fallit. Så jeg ville hellere prøve at angribe kirken fra en sociologisk vinkel. For jeg oplevede, at budskabet om næstekærligheden og en kærlig, vedkommende Gud druknede i den stive form.

Thomas Willer lner sig engageret frem i stolen, mens han taler:

– Hvis vi kristne skal formidle kirkens budskab til teenagere, der aldrig har været i kirken eller kun har været der i forbindelse med konfirmationsundervisningen, bliver vi nødt til at forstå, hvilken virkelighed de lever i. Og det er det, som jeg stadig forsøger. At finde ud af, hvilken virkelighed som mennesker står i, og hvad de gode nyheder for mennesker i år 2005 er.

Hvad er de så?

– Hvis jeg skal svare fra en sociologisk vinkel, så fndes der en ekstremt stor selvoptagethed hos mennesker i dag. Det hele handler om mig, mig, mig. Og mennesker, der kun har sig selv som referenceramme, lever selvsagt med en stor usikkerhed. For hvem skal man spørge til råds, når alting smuldrer, og man føler, at man kun har sig selv tilbage? Her tror jeg, at kristendommen har noget meget vigtigt at fortælle os. For midt i denne overfladiskhed og travlhed efter de næste store øjeblikke – de næste store events, som man hele tiden stræber efter, fordi man føler, at man skal realisere alting i dette korte liv – tror jeg, at Bibelen giver os et aktuelt budskab: "Giv tid! Prøv at stoppe op. Der findes noget, som holder ud over dig." Her er en historie, der har holdt i 2000 år. Og den giver håb og et glimt af, at der findes mere end mig. Og når vi indimellem finder ud af, at vi spiller fallit og ikke kan noget i os selv, så trøster kristendommen os ved, at vi er skabt med et formål. At der findes en Gud, som rent faktisk holder af os. Og det tror jeg må være en fantastisk god nyhed for et stresset menneske, der selvfølgelig ikke altid føler sig stærk nok til at kunne klare presset. Hvis man ikke føler, at man selv holder i længden, kan det være en enorm trøst at høre Gud sige: "Hey, jeg holder i længden og du kan smide alle dine bekymringer af hos mig, så vil jeg give dig hvile." Det var sådan, at jeg selv oplevede det ude i skoven, da jeg gik i gymnasiet.

Hvad er der sket, siden vi alle sammen er blevet en flok egotrippere?

– Der er sket et stort nedbrud af institutioner i vores samfund. Familien er måske ikke længere det sikre holdepunkt i tilværelsen. Lige fra børn starter i vuggestuen, skal de lære at forholde sig til det ene og det andet. Du skal tage stilling. Vi stiller hele tiden krav til vores børn og unge om at tage stilling selv. Og på den måde har man jo opdraget unge til, at det hele handler om dem selv. Det er en ret stor diskussion om, hvad der er sket. For narcissismen er også børn af modernismen. Gud blev sat til side. I stedet kom mennesket frem. I 1970'erne snakkede nogle om at det kollektive, og fællesskabet var vigtigt, men fællesskabet spillede i hvert fald i den version fallit. Og da fællesskaberne blev nedbrud, og vi skulle konkurrere mod i hinanden på arbejdsmarkedet, hvor kvinder også kom ud, så kom det til at handle om mig, mig, mig. Og det er det morads, som vores generation står i i dag. At det handler om mig. For vi ved ikke, hvem det ellers skal handle om.

– Hvad betyder tidens trang til narcissisme for vores mulighed for at finde et kald?

– Før i tiden var kaldet måske mere klart. Hvis min far var bager, så blev jeg også bager. Dengang handlede det måske ikke engang om mit eget kald. Men om families kald. At vi var bagere. Og derfor skulle jeg også være det. Men det, som er sket i løbet af det seneste århundrede, er, at jeg ikke behøver at blive det samme som min far. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad jeg selv er kaldet til. Det er en enorm spænding at stå i, når man ved, at der er frit valg på alle hylder. For friheden fanger. Og selvom mange unge vælger alligevel at blive bagere, postbude eller pædagoger som deres fædre, ender de hurtigt med en ærgerlig fornemmelse af, at de kunne have valgt anderledes. At de kunne@ have valgt en helt anden livsform. Og det skaber en urolighed. For hvad nu hvis mit egentlig kald var at blive noget andet? På den måde bliver kaldet ikke så definitivt længere. For jeg kunne bare have valgt et andet kald. For der er så mange ting, der kalder på mig. Uendelige muligheder for at blive kaldet. Og blot fordi jeg vælger et bestemt kald, står der stadigvæk tusindvis af kald og venter på mig. Jeg kunne måske have fået et bedre liv, hvis jeg havde valgt et andet kald. Jeg tror, at meget få mennesker oplever det definitive kald i dag.

– Vi har alle sammen en lille usikkerhed af, at livet måske kunne have været bedre, hvis vi have valgt anderledes. For vi har haft chancen for det. Og derfor gemmer mange af os på en utilfredshed over det kald, som vi har valgt at leve med. Og det kan i værste fald ende i en konstant utilfredshed over valget af uddannelsen, karrieren, konen, manden og børnene.

– Hvorfor er det så svært at blive tilfreds med sit liv?

– Utilfredsheden er vor tids store paradoks. For vi har aldrig haft større frihed og mere komfort. Men hvis der findes et metakald for vores generation, er det kaldet til perfektionisme. For vi vil have, at alting skal være perfekt, når vi har haft muligheden for at skabe vores eget liv. Og når vi oplever, at vores familie, job og venner ikke er perfekte, så skifter vi dem bare ud. For det skal

være perfekt. Og derfor har vi så svært ved at blive i det, som vi har valgt. For der vil altid opstå problemer på arbejdet, i familien og med kedelige timer på universitetet. Man kan selvfølgelig kun gisne om, hvad der har skabt dette metakald. Men det er og bliver den store historie om vores generation. At alt skal være perfekt. Og derfor opstår der hele tiden problemer, når vi opdager, at virkeligheden ikke svarer til vores forventninger.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Thomas Willer, f. 1977. Var efter studentereksamen frivillig i forskellige amerikanske frikirker. Uddannet som cand. scient. soc. fra Københavns Universitet 2003, samme år ansat i Børnerådet og Baptisternes børne- og ungdsomforbund. Har arbejdet som ungdomsmedarbejder i Broholmskirken, været studentermedarbejder i DUF. Er medforfatter til bøgerne "Generation Search" (2001) og "Jeg tror på det hele Gud, skæbnen og de syv bud" (2004). I 2003 grundlagde han frikirken Re:gen. Gift med Inge.

Kald det et kald

I mange år har ingen talt om kald, men kun om løn. For nogle år siden bragte pædagogernes fagforening det gamle ord kald på bane igen. Men hvad er et kald i en tid, hvor valgmulighederne er næsten uendelige? Og hvordan finder man sit kald? Kristeligt Dagblad har interviewet en række mennesker, der både professionelt og personligt har gjort sig tanker om, hvad et kald kan være. Interviewene vil blive bragt i avisen de næste uger. Med et net-abonnement kan de læses på www.kristeligt-dagblad.dk.