Prøv avisen

Det skal nok gå alt sammen

Det smerter mig at være vidne til, at landbokulturen er skredet i svinget, siger Søren Ryge Petersen. -- Foto: Henning Bagger/Scanpix.

MIT LIVSSYN: -- Der skal være guldstøv i fortællingen, siger DR TV's havemand og forfatter Søren Ryge Petersen, men han finder ikke selv frem til guldet ved at stille store, ligefremme spørgsmål. Det forbyder hans blufærdighed ham

Når Søren Ryge Petersen taler med Bette Anna, Aage fra Amerika, Anders, Julius eller en af de mange andre, hvis historie han formidler, kunne han ikke drømme om at stille et spørgsmål som: "Hvad har formet dit livssyn?"

Han ville føle, at han var dybt uforskammet, hvis han gjorde det. Spørgsmålet, som igen og igen bliver stillet i "Mit livssyn", er alt for stort, mener han. Nogle af de andre spørgsmål er for generelle, og andre igen for private.

Den faste form med så direkte spørgsmål passer i det hele taget ikke Søren Ryge Petersen. Hverken i forhold til ham selv eller andre. Han mener, at "der skal være guldstøv i fortællingen", som han skal viderebringe, men dette guld åbenbarer sig efter en nærmest blufærdig søgen, og ikke fordi han buldrer frem med store spørgsmål.

– Jeg har dælme nogle grænser for, hvad jeg vil spørge folk om, som den kendte tv-havemand og forfatter siger.

Alligevel har han indvilliget i at blive konfronteret med de "fornærmende" spørgsmål. På den betingelse, at han får lov til at sige fra, når de bliver for banale til hans smag eller bare umulige at svare på.

Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?

– Den er god, jeg har det godt. Jeg har haft et lykkeligt travlt efterår med at lave programmer, som jeg tror, er godt fjernsyn. Jeg har endda fået lov til at lave et program om mine egne sommerferier som barn – og jeg synger, gu'hjælpemig. Jeg har egentlig ikke turdet lave det, fordi jeg troede, det ville blive for privat, men der faldt nogle brikker på plads, og så gjorde jeg det.

Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?

– Det vigtigste er helt klart familiens indiskutable fællesskab. Dernæst kommer fællesskabet på jobbet. Jeg arbejder meget for mig selv, men jeg har et fællesskab med en flok mennesker. Det tredje er mit hjemlige, sociale fællesskab med naboerne. Nabokredsen er næsten vigtigere for mig end vennekredsen, og jeg gør jævnligt noget for at holde kontakten til dem. Naboskab skal holdes.

Hvad har formet dit livssyn?

– Mit syn på livet er formet af, at jeg er vokset op i en grundtvigsk, kristelig tradition som søn af forældre, der valgte at flytte til Sydslesvig og bruge hele deres voksne liv på at virke for danskheden. De mente naivt, at Sydslesvig burde komme tilbage til Danmark efter Anden Verdenskrig, og den politiske del har jeg ikke taget med mig. Men at være fælles om noget, sådan som vi var det i ekstrem grad, har formet mig helt ned i detaljen om at være fælles om dansk sang. Jeg bliver helt blød i hjertet, når jeg er ude til foredrag og fornemmer et fællesskab om noget folkeligt kulturelt. Min far var lærer, men alle andre i familien var bønder, og det ville jeg også være hele min barndom. Jorden, dyrene, årstiderne, respekten for naturen ligger dybt i mig og har gjort det altid. Derfor smerter det mig at være vidne til, at landbokulturen er skredet i svinget.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Et åndeligt forbillede ...? Det er et skrækkeligt udtryk, som jeg står helt af på. Af moralske forbilleder kan jeg da godt nævne fantastiske mennesker, som andre også ville nævne – Vaclav Havel i Tjekkoslovakiet, Mandela i Sydafrika, Martin Luther King. Men et menneske, der har betydet meget for mig, er Niels Højlund, som var lærer på Askov Højskole, da jeg var elev. Han var en genial pædagog, og jeg var moden. Han åbnede mine øjne for litteraturen, som han gjorde dybt vedkommende. Han fodrede mig. Den vinter, jeg gik på Askov, havde jeg besluttet, at jeg ikke skulle være bonde, men derimod lærer ligesom min far. Da Højlund hørte det, sagde han: "Det er løgn! Du skal da læse dansk?" Han gav mig nogle minutters indpiskning, og jeg besluttede mig til universitetet, som ellers havde ligget uden for min begrebsverden, den samme nat.

Hvad tror du på?

– Det er et af de spørgsmål, man ikke kan være bekendt at stille nogen som helst i et interview. Det er så stort og kompliceret et spørgsmål, som i bedste fald kan afstedkomme nogle uinteressante eksempler. Det er en uforskammethed over for læserne at komme ind på, hvad jeg tror på.

Hvad er elendighed for dig?

– Jamen, jeg kan da godt føle en momentan følelse af elendighed, når jeg kommer ned til en sort vintermorgen med ondt i ryggen, men den følelse er jo fuldstændig ligegyldig i forhold til, hvad der ellers foregår i verden. Eller når jeg endnu en gang ser, hvordan en lille by som Rønde går amok i julefræs og pyntning med det eneste formål at få os til at købe så meget som muligt. Jeg synes, det er en elendighed. Eller at holde to timer i kø på vej ind til København og to timer tilbage igen. Det er elendighed for mig. Men den reelle, helt ubegribelige elendighed er da, at folk i Pakistans bjerge er ved at dø af kulde, og børn i Afrika dør af sult. Og den menneskeforskyldte elendighed er nok den værste elendighed. Dér, hvor det er nogens skyld.

Hvad er lykke for dig?

– Her kan jeg igen starte ved mig selv og min egen lykkefornemmelse, som er helt privat. Men at Muren faldt, den kolde krig holdt op, og apartheid forsvandt, det er fantastisk at have oplevet det.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– Jeg har ikke noget bestemt, jeg vil give videre til dem. Når jeg engang er død, vil jeg da gerne have, at de tænker tilbage på mig med glæde. Når de gør nogle ting som at læse dansk eller studere fugle, bliver jeg da glad som far, for jeg kan forstå dem. Jeg håber selvfølgelig, de får et lykkeligt liv, uanset hvad de har fået af mig og ikke fået.

Hvad er dit syn på fremtiden?

– Jeg er en uforbederlig optimist i ordets bredeste betydning. Jeg tror, måske naivt, det bedste om det, som har med menneskelige relationer at gøre. Jeg kan ikke adskille håb og tro, og jeg tror da helt sikkert, at videnskabsfolk og storkapital i lykkelig symbiose finder ud af at løse energiproblemet, som er påfaldende i vores generation. Om 20-30 år er der ikke mere olie, men nogen har fundet ud af et eller andet, fordi nogen kan tjene penge på det.

Har du et motto?

– Nej. Det, som falder mig ind, er det dybt banale, som min far også har sagt tusinde gange: Det skal nok gå alt sammen.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Søren Ryge Petersen

Født 1945 i Gram.

Student fra Høng Studenterkursus 1965. Cand.phil. i dansk fra Aarhus Universitet 1975.

Redaktør og direktør for Det Jydske Haveselskab 1974-1990. Freelancemedarbejder ved DR 1976-1990, derefter fastansat. Medarbejder ved dagbladet Politiken fra 1985.

Har skrevet en lang række havebøger og portrætbøger, senest "Bette Anna og andre historier", som udkom i november.

Modtager af flere priser.