I det store loftværelse sidder to designere og arbejder med gulvtæpper, håndtrykte duge og tørklæder. Selvom Astrid Saalbach ikke har fokus på nål og tråd, er hun flyttet ind hos tekstildesignerne i en baggård i det indre København. Fra designernes store loftværksted går en lille dør ind til Astrid Saalbachs skrivehi: et lyst, sparsomt møbleret lokale med en slank bærbar computer på et stort rydeligt skrivebord, japanske kaffekrus og en yogamåtte på gulvet.
De seneste to år har hun arbejdet på fuld tid for at skrive romanen "Fingeren i flammen". Selvom der kun høres lavmælt samtale fra designerne gennem den lukkede dør, har hun haft ørepropper i, mens hun har skrevet. Lydene lukker hun ude, men fastholder den fysiske fornemmelse af, at der er nogen, holder hun af. Skrivearbejdet kalder hun en tilstand. Når alle lyde lukkes ude, finder hun ind i en dyb koncentration, der giver fortællingen gode vækstbetingelser. I det lydtomme rum finder hun adgang til de strømførende lag og kan opleve det nærmest magiske, at teksten bliver større end det, hun har skrevet.
Et drama venter som næste skriveprojekt fra den produktive forfatter, men lige nu er hun i den mere udadvendte fase som følger, når en bog udkommer, og værket skal følges til dør. Anmelderne har taget vel mod romanen om den blændende smukke violinist Claire, der er hovedpersonen i et psykologisk spil om temaer som kærlighed, drifter og utroskab. I denne weekend skal hun stå ansigt til ansigt med nogle af læserne, når hun besøger Bogmessen i København.
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
– Det er store ord, men Strindberg er i mange henseender et forbillede for mig med sin kompromisløshed og mangel på velovervejethed. Han gik langt ud over, hvad man normalt kunne forvente, og prøvede grænserne for sig selv i livet. Han var et modigt, lidenskabeligt menneske, der fulgte sin nysgerrighed.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
– Jeg er bange for, jeg ikke har et. Jeg er præget af en trang til enkelhed. Jeg var 19 år, da jeg kom på Statens Teaterskole i 1975, og her mødte jeg en rektor, som var erklæret kommunist. Hun kom til at præge mig, og mange af de værdier fra den gang står jeg stadig for. Først og fremmest gælder det et ønske om større retfærdighed i forhold til fordelingen af goderne på globalt niveau. I min tid på teaterskolen blev der vækket en medfødt skyldfølelse over at tilhøre den rigeste del af verden og en forståelse for, at man skylder nogen noget.
– Da jeg kom ind på teaterskolen, havde jeg ikke et formuleret livssyn, men var forsynet med en stor livsappetit og havde samtidig registreret en uvilje mod den selvtilstrækkelighed og lidt kedsommelige velstand, som jeg på mange måder syntes kendetegnede mit opvækstmiljø i den øvre middelklasse.
– Jo ældre jeg bliver, jo mere taknemmelig bliver jeg for livet, og jo mere bange bliver jeg for at miste det, fordi man forstår, hvor mirakuløst det er.
Hvad har du taget med fra dit barndomshjem?
– Jeg voksede op i Snekkersten. Mit hjem var et ret almindeligt hjem i den øvre middelklasse. Jeg var omkring 10 år, da jeg fandt ud af, at jeg ville være skuespiller, og mange sagde, "hvorfor vil du det?" Der har været perioder som ung, hvor jeg ønskede, at jeg havde haft en mere ualmindelig opvækst, men i dag ser jeg det som en styrke, at jeg voksede op i et almindeligt hjem. Jeg kan se, at det har givet mig en kæmpe frihed til at vælge. De farvede perler var ikke taget. Mine egne børn er vokset op i et mere eksotisk miljø, og det kan måske gøre det lidt sværere at vælge, hvad man vil.
– Fra mit hjem lærte jeg en lektie, der er god i strid modvind, men som nok kan virke lidt barsk: Filosofien var, at hvis man havde problemer, så var det nok ens egen skyld. Den indstilling har jeg taget med mig. På gode dage betyder det, at man kan gøre noget ved de problemer, man står i, men det kan også give en overdreven tendens til selvbebrejdelse.
Hvad tror du på?
– Før min konfirmation gennemlevede jeg en periode, hvor jeg var stærk, nærmest sværmerisk, religiøs. Jeg gik meget i kirke og levede det ud, som var det en forelskelse, der efter en tid klingede af.
– I dag er jeg medlem af folkekirken og tror på en afart af kristendommen, der er mere diffus end den institutionaliserede, som findes i folkekirken. Når jeg sidder i kirkerummet, så bliver jeg berørt af de rå, gådefulde ord. Men jeg har også en uvilje mod at blive en del af et religiøst system, for jeg synes, der er noget usportsligt over, at man bliver troende, når man bliver gammel.
– Jeg synes, det er enormt fint at tillade sig den sårbarhed, som ligger i at give sig hen i en tro. Men samtidig må jeg erkende, at det er et område, hvor jeg er absolut amatør. Jeg kan blive fascineret, når jeg ser et menneske knæle i bøn, men kan også mærke, hvordan en blufærdighed vokser frem. Når nogen er meget religiøs, så bliver jeg genert.
Hvilke håbstegn ser du for verden i dag?
– Samtalerne og viljen til at gøre en forskel. Når fædrene og storebrødrene på Nørrebro går på gaden for at passe på de yngre drenge, så tænker jeg, at der er håb for, at tingene kan blive bedre. Når gamle fjender mødes, og forstokkethed afløses af tegn på opblødning og forsoning, og der mærkes en ægte lydhørhed over for den, som man taler med.
Hvad vil du gerne give videre til dine børn?
– En antimaterialistisk holdning til tingene. Vi er privilegerede og bor på Østerbro og lider ikke materiel nød, men børnene har i deres hjem ikke set, at man kunne eje og have særlig meget, fordi vi har tilstræbt en enkelhed. Jeg tror ikke på, at vi på sigt kan opretholde vores livsvilkår i Danmark. Det er svært at vide, hvad man giver videre til ens børn, men mit håb er, at de ikke skal være drevet af ønsket om materiel velstand. De skal være tro mod sig selv og bevare en åbenhed og nysgerrighed over for livet og mod til at leve det.
Astrid Saalbach
49 år, forfatter og dramatiker. Hun blev uddannet som skuespiller fra Statens Teaterskole i 1978 og begyndte at skrive og debuterede som dramatiker i 1981 med et radiospil og fik hurtigt ry for at være en dygtig dramatiker. I 1983 modtog hun Nordisk Radiospilpris. I 1985 havde hun sin debut som prosaforfatter med en række noveller, og i 1988 debuterede hun som romanforfatter.
Som dramatiker har hun været medlem af bestyrelsen for Danske Dramatikeres Forbund, fra 1992 til 1994 var hun tilknyttet Århus Teater som husdramatiker.
Hun har modtaget flere priser og legater blandt andre Holberg Medaillen og Danske Dramatikeres Forbunds Hæderspris, og i 1997 blev hun tildelt den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.
Astrid Saalbach deler hjemmet på Østerbro i København med pianisten og organisten Jens Kaas. Parret har to drenge på henholdsvis 15 og 19 år.