Prøv avisen

Det styrker os, at vi kan hjælpe hinanden

Elie Petros hjælper Bdran Hsien op ad en trappe i Center Avnstrup. Kristne Elie Petros og muslimske Brdran Hsien forsøger at hjælpe hinanden i asylcentret. – Foto: Leif Tuxen.

Den kristne asylsøger Elie Petros er bedste ven med muslimske Bdran Hsien, der har været på flugt gennem Europa i ni år. I dag bor de i samme værelse i asylcentret Avnstrup. Her forsøger de at holde modet oppe hos hinanden, selvom fremtiden er uvis

Den 30-årige Bdran Hsien sidder i sin kørestol og ruller cigaretpapiret om en smal bane tobak. Kørestolens ene hjul glider ikke så godt, og en af medarbejderne i asylcentret Avnstrup har lovet ham at kigge på det. Bdrans sorte skæg er vokset langt, og han har sorte rande under øjnene i det markerede ansigt.

Det er ikke, fordi jeg er troende muslim, at jeg har ladet skægget gro. Men i øjeblikket er jeg deprimeret, og jeg orker ikke at barbere mig, forklarer Bdran og peger ud i tosengsstuen i asylcentret med to senge, et lille bord, en polstret bænk og et par skabe. I et hjørne står en indkøbspose med cigaretpapir, tobak og tebreve.

LÆS OGSÅ: Asylsøgere skal ud af centrene

Bdran tilbringer stort set samtlige døgnets 24 timer i det lille rum, hvor han både spiser og sover.

Bdran Hsien kom til Danmark i december sidste år. Dengang var han fuld af energi, og hans mange spørgsmål om Danmark gjorde indtryk på de frivillige, der mødte ham i Sandholmlejrens café. Efter igennem ni år forgæves at have søgt asyl i Spanien, håbede han på en fremtid i Danmark. Han mødte Elie Petros, da han forsøgte at bugsere sin kørestol op ad en rampe til sygeplejeklinikken i Sandholm. Elie Petros hjalp ham, og senere mødtes de to mænd over en kop kaffe i asylcentrets cafeteria. De snakkede godt sammen trods deres forskellige baggrund. Bdran er muslim og kurder. Elie er kristen iraker.

Et par uger tidligere var den 36-årige Elie Petros blevet efterladt af en menneskesmugler på Hovedbanegården i København. Egentlig havde det været hans plan at nå Tyskland. Her vurderede han, at han som kristen iraker ville have forholdsvis let ved at få asyl. Men da han blev efterladt i København uden pas, penge eller papirer, måtte han i stedet søge asyl i Danmark.

Da jeg mødte Bdran, kunne jeg se, at hans situation er endnu værre end min. Han har været på flugt i næsten ni år i en kørestol. Han har ingen familie her og er helt afhængig af andres hjælp. Det hjælper mig, at jeg skal hjælpe en anden, forklarer Elie Petros, der har arbejdet som tolk for den amerikanske hær.

Og Bdran fortæller omvendt, at venskabet med Elie har gjort det lettere at holde modet oppe.

Fremtiden for os begge er meget usikker. Det betyder meget, at vi kan støtte hinanden.

Dagene i Center Avnstrup uden for Roskilde ligner hinanden. Elie har netop lavet frokost et arabisk brød med æg i fælleskøkkenet. Foran det tidligere hospital slentrer grupper af unge mænd fra Somalia og Afghanistan omkring. Center Avnstrup huser godt 400 asylsøgere. Mange har fået afslag på asyl og venter på at blive sendt hjem.

Elie har endnu ikke fået sin sag afgjort, og Bdran har slet ikke nogen sag, men skal sendes tilbage til Spanien, fordi det er det EU-land, hvor han først søgte asyl.

Elie dyrker sport i asylcentrets fitnesscenter, og på væggen hænger de træskærerarbejder, han selv har fremstillet. Indimellem tager han til København for at besøge bekendte. Hver søndag holder en bil fra en kristen menighed på Nørrebro, og Elie tager i kirke sammen med flere af de omkring en halv snes kristne, der bor i Avnstrup.

For Bdran er hverdagen mere monoton. Som handicappet er det svært at finde aktiviteter. Han går til psykiater, får beroligende medicin og er konstant uoplagt, fordi han ikke kan sove om natten. Lediggangen forstærker hans depressive følelser. Han forsøger at læse, men kan ikke koncentrere sig. I øjeblikket drømmer han om at få et fjernsyn på værelset for at slå tiden ihjel.

Frem til 2004 levede den unge murersvend Bdran Hsien et almindeligt liv med sin familie i Damaskus. Men den 12. marts 2004 blev hans liv totalt forandret, da der opstod en konflikt mellem kurdiske og arabiske fodboldfans i den kurdiskdominerede by Qamishly. Begge parter begyndte at smide sten efter hinanden, og syv kurdere blev slået ihjel.

Bdran Hsien var ikke selv til stede ved kampen, men dagen efter fodboldvolden gik han selv til demonstration i protest mod drabene. Han blev arresteret og sad i fængsel i tre måneder. Her blev han udsat for så voldsom tortur, at han brækkede ryggen. Da han efter tre måneder blev løsladt, var han invalid.

Efter løsladelsen meldte han sig ind i The Kurdish Democratic Union Party og deltog i flere demonstrationer, selvom han nu sad i kørestol. I november 2007 besluttede han at flygte, fordi han frygtede at havne i fængsel endnu en gang. Hans familie betalte 20.000 dollar (godt 100.000 kroner) til en menneskesmugler, der forsynede ham med falsk pas, papirer og en flybillet til Madrid.

Her henvendte Bdran sig til politiet og blev sat i fængsel i lufthavnen, hvorefter han hurtigt fik afslag på asyl.

Han nægtede imidlertid at rejse, fordi han var bange for at havne i et syrisk fængsel. De spanske myndigheder indkvarterede ham på et Røde Kors-hotel. I december 2007 flygtede han igen. I Madrid købte han en togbillet og rejste via Frankrig til Belgien. Togpersonalet hjalp ham med kørestolen, og han sagde til politiet, at han havde glemt sit pas. Han nåede til Belgien, hvor han tilbragte tre måneder i et asylcenter. Atter en gang fik han afslag. Belgierne henviste til Dublinkonventionen, der fastslår, at asylsøgere i EU skal tilbage til det første land, hvor de har søgt asyl.

I februar 2008 var han tilbage i Spanien og fik endnu en gang afslag på sin asylansøgning. Han ankede afgørelsen og hyrede selv en advokat. Han fik lov at blive i Spanien, mens advokaten behandlede sagen. I to år boede han i et asylcenter, og derefter fik han lov til at flytte ud i samfundet. Han kunne ikke arbejde og levede af de penge, forældrene sendte. Efter i alt fem år i Spanien fik han endeligt afslag i september 2012 og skulle placeres i et spansk udrejsecenter. Situationen i Syrien var så tilspidset, at det var udelukket at tage tilbage.

Den 14. december 2012 besluttede han sig for at flygte igen. Han havde læst på internettet, at Danmark er et humant samfund. Han traf en aftale med en lastbilchauffør, der transportede ham til Danmark for penge. Han meldte sig til politiet og bad om asyl, og den 18. december ankom han til Center Sandholm.

Elie Petros kommer fra Bagdad og tilhører den assyriske kirke, der er en af de ældste menigheder i verden.

Elie Petros er oprindeligt uddannet elektronikingeniør, og efter Irak-krigen fik han job som tolk i den amerikanske hær. En stor del af de irakere, der tolkede for amerikanerne, fik senere asyl i USA. Men Elie forklarer, at de amerikanske myndigheder vurderede, at han samarbejdede med terrorister, fordi han på et tidspunkt forsøgte at løskøbe sin søster, som på et tidspunkt blev kidnappet af en milits og senere frigivet.

Jeg har tolket for mordere og forbrydere, og mange kender mit ansigt. Samtidig er situationen for de kristne meget usikker. Vores piger bliver bortført, og vores kirker bliver angrebet, siger Elie Petros.

Han fortæller, at han i efteråret 2012 betalte hele sin opsparing fra sin tid i hæren, i alt godt 25.000 dollar (cirka 170.000 kroner), på at hyre en menneskesmugler, der kunne organisere flugten. Ruten gik over Rusland, hvor han opholdt sig illegalt i et par måneder. Derefter gik turen til Danmark.

Jeg skulle have været med det tog, der afgik fra København til Tyskland klokken 9.44. Jeg blev efterladt på banegården, fordi personen, der havde organiseret min rejse, lige skulle ordne nogle papirer. Men han kom aldrig tilbage. Jeg ventede to dage på banegården uden søvn. Jeg stolede på ham, fordi han havde været sammen med mig på hele rejsen. Jeg gik til politiet for at høre, om de dog ikke kunne hjælpe mig med at få en billet til Tyskland. Hvis de bare havde givet mig internetadgang, kunne jeg have kontaktet nogle af mine venner, som så kunne have sendt pengene. Men det afviste politiet, fortæller Elie Petros. Derefter søgte han asyl.

For Elie Petros er fremtiden lige så usikker som for Bdran Hsien. Alligevel er det kampen for, at Bdran kan få opholdstilladelse, der optager ham i øjeblikket.

De to mænd har søgt rådgivning i Internationalt Kristent Center i København og hos Dansk Flygtningehjælp. Begge steder er meldingen, at Bdran Hsien ikke kan søge asyl i Danmark, fordi Danmark ifølge Dublin-konventionen er forpligtet til at sende ham tilbage til Spanien.

Bdran er handicappet og statsløs. Kunne systemet dog ikke vise nåde for ham? Min ven kan ikke gå, men taler fire sprog. Spansk, kurdisk, arabisk og engelsk. Han er et værdifuldt menneske og bør ikke kastes rundt i Europas asylcentre, siger Elie Petros.

Elie Petros fortæller, at livet i Avnstrup også påvirker ham rent psykisk.

Jeg har aldrig været voldelig. Men ventetiden og de mange mennesker betyder, at jeg nogle gange får lyst til at slå i afmagt. Sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg oplever, at der sker en nedbrydning af mennesker her, lyder det fra Elie Petros.

Som kristen er han en lille minoritet i et asylcenter, hvor flertallet er muslimer.

Jeg blander mig ikke med de troende muslimer, og vi forsøger at undgå hinanden. Bdran er også muslim, men han er kurder, og han er ikke fanatisk. Hans forhold til religionen betyder, at vi sagtens kan være venner, udtaler Elie Petros.

For Bdran Hsien er det helt naturligt at have en kristen ven.

Jeg er muslim, men på en afslappet måde. Syrien er traditionelt et land, hvor mange trosretninger mødes. Jeg har venner blandt både kristne og muslimer.

Selvom det virker udsigtsløst, håber Bdran Hshien stadig på en fremtid i Danmark:

Selvom jeg sidder i kørestol, er der meget, jeg kan. For eksempel lytte til mennesker, der ligesom jeg selv har haft det svært. Mit største ønske er at gøre nytte. Jeg ville gerne arbejde på et plejehjem.

Og ifølge psykolog og forskningsleder Edith Montgomery fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, der har undersøgt forholdene i asylcentre, er de to mænds udsagn typiske for den psykologiske stemning blandt asylsøgere.

Fra undersøgelser ved vi, at ventetiden, uvisheden om fremtiden og lediggangen nedbryder mennesker, at de får det psykisk dårligt, selvom de ikke havde psykiske problemer før opholdet i asylcenteret, forklarer Edith Montgomery.

Men hvorfor så ikke kapitulere og bare tage hjem?

Det kan umiddelbart virke ulogisk, at unge mænd foretrækker lediggangen i centret, men min erfaring er, at mange er bange for at tage hjem. Så er det trods alt bedre at leve i tryghed i et dansk asylcenter end at vende tilbage til et land, hvor man risikerer at havne i fængsel, siger Edith Montgomery.

Både Bdran Hsien og Elie Petros afviser da også tanken om at opgive kampen for asyl.

Spanien vil ikke give mig asyl, og jeg er bange for på et tidspunkt at blive sendt tilbage. Jeg tror ikke, det bliver lettere for kurderne, selvom Assad falder. Snarere tværtimod, siger Bdran Hsien.

Elie Petros anser det også for usandsynligt, at han som kristen iraker og tidligere tolk for amerikanerne kan få en sikker fremtid i Bagdad.

Historien er blevet til ud fra interview med Elie og Bdran samt de tilgængelige papirer fra Danmark og Spanien i sagen. Fortællingen fra Syrien og Irak bygger udelukkende på Elie og Bdrans egne vidnesbyrd.