Det syge samfund som sjælesorgens opgave

Hvis man skal hjælpe et menneske i nød, er det ikke nok at se på den enkelte, men også det samfund, der kan have tilegnet sig en syg kultur

"Sjælesorgen orienterer sig ikke kun mod de årsager til lidelse, som ligger i den enkeltes egen historie, men også mod årsagerne, når de ligger i de overordnede strukturer," skriver Mikkel Wold. Arkivfoto.
"Sjælesorgen orienterer sig ikke kun mod de årsager til lidelse, som ligger i den enkeltes egen historie, men også mod årsagerne, når de ligger i de overordnede strukturer," skriver Mikkel Wold. Arkivfoto. Foto: Torben Christensen.

Sjælesorg er ligesom psykoterapi en disciplin, der primært er rettet mod den enkelte klients eller som det meget lidt mundret hedder i sjælesorgen konfidents lidelser og problemer. Dermed er fokus som regel rettet mod den pågældendes personlige historie og situation.

LÆS OGSÅ: Vi kan ikke fjerne sorgen, men vi kan tilbyde vores nærvær

Der er imidlertid også et andet aspekt, man i begge discipliner bør rette sin opmærksomhed mod, hvis man vil forstå og hjælpe den mentale nød. Ligesom en person kan blive syg, kan et samfund det også. Et samfund kan tilegne sig en kultur, som er sygelig, og som tilmed kommer til at indoptage den sygelige kultur som normal eller almindeligt accepteret. En kultur, som nogle måske nok føler et oprør mod eller en afstandtagen til, men på en eller anden måde mister de grebet om den sansning, som skal sige dem, at der er noget galt. En kultur som for eksempel udvikler en skamløshed og en almen accept af ondskaben.

Geert Mak beskriver i bogen Europa en episode, hvor den 14-årige Gitta Sereny i 1938 en dag med sin veninde støder på nogle mænd i brune uniformer, omringet af en stor gruppe grinende wienerborgere. Midt inde i opløbet ser hun nogle midaldrende jødiske mænd og kvinder ligge på knæ og skrubbe brolægningen med tandbørster. Den totale ydmygelse og ondskab som alment accepteret normalitet. Et samfund, som antager en sygelig kultur og gør den til norm. Det er ikke noget historisk enestående, og det vil være naivt at tro, at 1930ernes ondskab var enestående og aldrig mere forekommende eksempler. Til enhver tid kan det syge gøres til norm. Psykologen Erich Fromm beskrev i bogen Det sunde samfund (1953), hvorledes egenskaber, som tidligere ansås for sygelige, for eksempel begæret og ærgerrigheden, nu indgår som en del af vores kultur. Greed is good grådighed er godt, sagde nobelpristageren Milton Friedman i et interview engang i 1980erne.

Lige så stille er der på flere områder listet en mere eller mindre udtalt vanvidsdimension ind i vores kultur. Det betyder ikke, at alting i dag er skrupskørt, men det betyder, at der er kommet nogle faktorer ind i vores kultur, som vi bliver nødt til at tænke nærmere over og tage et opgør med, hvis vi skal beskytte os mod en mental socialdarwinisme, hvor enhver tænker på sig selv først og fremmest, og hvor medmenneskeligheden latterliggøres.

Hvis en tilværelse begynder at blive levet under disse sygelige forhold, er det også en sjælesørgerisk opgave at tage temaerne op. Sjælesorgen orienterer sig ikke kun mod de årsager til lidelse, som ligger i den enkeltes egen historie, men også mod årsagerne, når de ligger i de overordnede strukturer, mentale miljøer og tendenser, som virker fremmedgørende, og som skaber grobund for kynisme og ondskab.

Opgøret med disse faktorer er ikke et forsøg på at skabe et jordisk paradis, men et forsøg på at mindske lidelse. Hvis vi antager, at mennesket er et væsen, som søger mening, orientering og fællesskab og hvem vil påstå, at de faktorer ikke har grundlæggende betydning for enhver? vil det også være nødvendigt at spørge, hvordan det i dag har sig med disse forhold. Mit bedste svar er, at vi i dag ikke formår at varetage og prioritere de forhold, som tilfører vores tilværelse den dybde og eftertanke, som er nødvendig. Vores mentale næringskilder er udtørret.

Vi skal derfor genfinde og genopdage en mere dybdegående dimension og ikke lade os nøje med et mentalt miljø, som i en ny-materialisme ignorerer eller i det mindste banaliserer den åndelige dimension, og som prøver at fremstille mennesket som et væsen, der kun skal have brød og skuespil. Når folk som den franske filosof Edgar Morin peger på, at for eksempel individualismen, der er en af den vestlige civilisations største præstationer, i stadig større grad ledsages af fænomener som splittelse, ensomhed, selvoptagethed og nedbrydning af solidariteten, og at dette betyder fortsat erodering af traditioner, accelererende hastighed i samfundsudviklingen, stigende krav til den enkelte, tegn på polarisering, stigende strøm af information og dannelsesmæssig fleksibilitet, så er det et forhold, som er relevant for sjælesorgen, for hvor mange vil ikke opleve, at netop de livsbetingelser er for hårde for dem?

Det er ikke noget nyt tiltag, at sjælesorgen er optaget af de her forhold. Sjælesorgen har, når den har været god, altid stået i tæt forbindelse med de andre teologiske fag og med en god sans for, hvad der rører sig i samfundet. Så da Sjællands biskop Martensen i 1878 skrev sin store etik, var det naturligt for ham at inkludere en sønderlemmende kritik af den nye liberalisme, som han mente var umenneskelig. Den frie konkurrence var som at lade en lam og en hurtigløber konkurrere, mente han.

Politiserede biskoppen og den dogmatiske professor så? Overhovedet ikke. Ud fra et klart teologisk standpunkt afdækkede han nogle umenneskelige strukturer, som han tog et teologisk opgør med, og dermed var han ude i et klart og klassisk sjælesørgerisk ærinde. Det er med at tage handsken op igen.