20 år tog det historikeren William Taubman at skrive den monumentale biografi »Khrushchev. The Man and His Era«, der for kort tid siden udkom til fremragende anmeldelser i verdenspressen. 20 år med rejser i Khrusjtjovs fodspor og med privilegeret adgang til arkivmateriale. 20 år i sindsoprivende selskab med Stalins efterfølger på posten som leder af Sovjetunionens kommunistparti. 20 år med udforskning af en af forrige århundredes vigtigste politiske aktører - en ekstremt modsætningsfyldt statsleder, der i Taubmans fremstilling afspejler udviklingen i Rusland fra revolutionen i 1917 til Berlinmurens fald og kommunismens sammenbrud.
Resultatet af de mange års intense interesse er mageløst. Taubmans Khrusjtjov-biografi er politisk historie-skrivning i mesterklassen: en definitiv, detaljeret og dramatisk gennemgang af næsten hele det 20. århundrede set fra øst. Med udgivelsen kombinerer Taubman, som er professor i politisk videnskab ved Amherst College i USA og en af verdens førende Rusland-kendere, en letløbende fortællestil med forbilledlig grundighed og indsigt. Har man interesse for storpolitik og for de mennesker, der på godt og ondt skaber historien, og har man allerede investeret i andre nyudgivelser om emnet som »Kommunismens sorte bog« og Bent Jensens »Gulag og glemsel«, er der ingen vej uden om Taubmans imponerende Khrusjtjov-biografi.
Nikita Khrusjtjovs (1894-1971) opvækst var ligesom utallige andres i det før-revolutionære Rusland præget af stor fattigdom på landet. Hans beskedne baggrund fostrede et mindreværdskompleks, der plagede ham livet igennem, og et overlevelsesinstinkt, der var strengt nødvendigt for at navigere i det giftige miljø i partitoppen omkring Stalin. Som ung blev han metalarbejder i Ukraine og involveret i forskellige strejker op til revolutionen i 1917, hvor hans politiske karriere tog form. Han steg hurtigt i graderne.
I 1935 kom han til Mo-skva som førstesekretær og blev tre år senere overflyttet til Ukraine, hvor han stod i spidsen for genopbygningen efter Anden Verdenskrig. Som Stalins tro tjener var han på samme tidspunkt direkte ansvarlig for mindst 50.000 sovjetborgeres død, og efter en intern magtkamp vandt han kontrollen med kommunistpartiet efter tyrannens død i 1953. Khrusj- tjov var Sovjetunionens ubestridte leder frem til 1964, hvor han blev afsat ved et fredeligt kup udført af partikolleger.
Højdepunktet i Khrusj- tjovs karriere indtraf, da han ved den 20. partikongres i 1956 i en såkaldt hemmelig tale fordømte Stalins forbrydelser. I stærke vendinger anklagede han sin forgænger for magtmisbrug og vendte sig mod den stalinistiske ensretning. Vejen til den sociale revolution og omskabelse af samfundet var ikke nødvendigvis brolagt med udrensninger og borgerkrig, og alle socialistiske lande kunne frit vælge deres vej til det kommunistiske endemål, proklamerede Khrusjtjov i sin fire timer lange tale.
Talen, der er blevet kaldt en af det 20. århundredes største overraskelser, blev begyndelsen til enden for Khrusjtjov og Sovjetunionen. William Taubman skriver, at Khrusjtjovs fordømmelse af Stalin både var den modigste og mest dumdristige handling i hans liv. Talen var en forløber for »glasnost« eller den politiske åbenhed under Gorbatjov i 1980'erne, men også en forløber for afsættelsen af Khrusjtjov otte år senere. Taubman hælder til den opfattelse, at Khrusjtjov af samvittighedsgrunde måtte gøre op med Stalin efter hans død. Der er ikke den mindste tvivl om Khrusj- tjovs medansvar for Stalin-tidens excesser, og han fraveg bestemt ikke den morderiske linje i årene efter talen. Men talen gjorde spæde reformer og begyndende liberalisering mulig, og på den baggrund konkluderer Taubman om Khrusjtjov: »Medskyldig i stor ondskab, men også ophavsmanden til meget godt.«
Bogen igennem tegnes et billede af en yderst modsætningsfyldt person. Uadvendt, generøs og sprudlende. Men samtidig isoleret, ekstremt usikker og martret af mindreværdskomplekser. Kendt i Vesten som en ukultiveret og grov spradebasse, der med skoen i hånden himlede op i FN. En statsleder uden evner for strategisk tænkning og diplomatisk finesse, som i 1956 hensynløst slog den ungarske opstand ned med 20.000 døde demonstranter til følge, og som i 1962 under Cuba-krisen bragte verden tæt på atomkrig. Men også en statsleder, der åbnede Gulag-helvedets porte og medvirkede til fredelig sameksistens med USA i den kolde krigs varmeste dage.
I et vidunderligt kapitel om Khrusjtjovs besøg i USA i 1959 gengiver Taubman livagtigt den sitrende spænding mellem lederne af verdens to stormagter. Gang på gang overreagerer Khrusj- tjov og opfatter præsident Eisenhowers program for den kommunistiske leder som opfordring til konkurrence mellem samfundssystemer. Khrusjtjov forsikrer amerikanerne om, at kommunismen vil omfatte hele verden omkring 1980, og da han i Hollywood overværer indspilningen af filmen »Can-Can« med Frank Sinatra og Shirley MacLaine i hovedrollerne, proklamerer han: »Så dette er, hvad I kalder frihed - frihed for pigerne til at vise deres bagdele. Vi kalder det pornografi. Det er kapitalismen, der får pigerne til at opføre sig sådan.«
»Khrushchev. The Man and His Era« formidler på fænomenal vis de mange konflikter mellem Sovjetunionen og USA efter Anden Verdenskrig og er en effektiv advarsel mod ethvert nostalgisk tilbageblik på den kolde krig. Sobert og afbalanceret fremlægger bogen desuden de kommunistiske rædsler, så læseren gisper efter vejret. William Taubman skriver, at han efter 20 års arbejde med Khrusjtjov-biografien omfatter sin hovedperson med »en særlig hengivenhed og en særlig foragt«. Det er en meget stor oplevelse over 800 sider at følge, hvordan forfatteren når frem til dette resultat.
William Taubman: Khrushchev. The Man and His Era. Norton 2003. 876 sider. 35 dollar.