Prøv avisen

Det vigtigste er at det virker

38-årige Marlene Kongerslev, der har sclerose, kan nu arbejde 22 timer om ugen. Hun mener ikke, den medicinske behandling, hun har modtaget, har hele æren for, at hun kan leve normalt. -- Foto: Scanpix.

RASK IGEN: Sclerosen gjorde det umuligt for Marlene Kongerslev at passe sit arbejde, gå lange ture eller bare løfte en kop. Alt det ændrede sig drastisk, da hun begyndte at modtage alternativ behandling

Hun er ikke sikker på, at lægerne vil kalde det et mirakel, men for hende er det netop det. 38-årige Marlene Kongerslev har fået sit liv tilbage, efter at en alternativ behandler begyndte at trykke ganske let på hendes knogler. Og den sclerose, som lægerne ikke kunne gøre noget ved, er nu kommet så meget på afstand, at hun igen kan leve, som hun gerne vil.

– Jeg ved jo ikke, præcis hvad der er sket, jeg ved bare, at jeg har fået forbedret min livskvalitet enormt efter at have fået alternativ behandling. Jeg føler mig igen som den Marlene, jeg var engang, og det er et lille mirakel for mig, siger hun.

Marlenes historie starter i 1991. Uden varsel vågnede hun en morgen med en summen i hele overkroppen. Som om kroppen var pakket ind i vat og stadig sov. Hos lægen fik hun konstateret multipel sclerose. Den langsomme form forklarede de hende.

Den mærkelige summen holdt op, og i 11 år mærkede hun intet til sin sygdom. Så pludselig en morgen i august 2002 var den der igen.

– Jeg kunne slet ikke styre særligt min venstre arm. Når jeg prøvede at gribe om et glas, ramte jeg hele tiden ved siden af og skulle koncentrere mig meget for bare at drikke en kop the. Jeg kunne bruge timer på at hænge tøj op, fordi jeg blev ved med at tabe klemmerne, og jeg kunne ikke føntørre mit hår uden at tabe føntørreren ned i hovedet, forklarer Marlene.

Følenerveforstyrrelserne havde ramt hende fra hofterne og helt op omkring venstre øre og forsvandt ikke igen før fem uger efter. Følelsen af konstant træthed forlod hende dog ikke. Nogle gange kunne hun vågne op efter otte timers søvn uden at føle, at hun havde sovet overhovedet, og hun var nødt til at hvile sig mange gange i løbet af dagen.

Marlene kontaktede lægen for at få hjælp, og blev sat på interferon-behandling. Et naturligt protein, som hun skulle indsprøjte tre gange om ugen. Hun tog desuden imod et tilbud om få lavet sin stilling som pædagog i en specialinstitution om til et flexjob. Men humøret hang. Medicinen hjalp ikke, syntes hun, og anfaldene, der gjorde kroppen ustyrlig, blev ved med at vende tilbage. I februar 2004 havde hun fået nok.

– Min veninde anbefalede en alternativ behandler, der gav neurofysiurgisk massageterapi. Jeg havde aldrig hørt om det før, men jeg var parat til hvad som helst. Behandlingen bestod for det meste i, at hun med hænderne gav lette tryk på kraniet, rygsøjlen og ved halebenet. Det skulle afspænde musklerne og rette min krop op, som var meget skæv, fortalte hun mig.

Marlene kunne mærke forandringen med det samme. Hun følte det, som om hun var vokset flere centimeter, og de konstante følelsesforstyrrelser i fingerspidserne var forsvundet. Efter flere behandlinger behøvede hun ikke længere at sove halvanden time hver dag efter arbejde og fik mere og mere energi til at gøre de ting, hun havde nydt at gøre før det første anfald. De lange gåture samværet med datteren og kæresten.

I dag har hun fået meget af den livskvalitet tilbage, der blev taget fra hende.

– Jeg arbejder 22 timer om ugen uden problemer og kan i det hele taget leve normalt. Den medicinske behandling har sikkert hjulpet mod anfaldene, men det kan langt fra forklare hele forbedringen. Jeg spekulerer egentlig ikke så meget over, hvad der har haft hvilken effekt. Jeg er bare glad for, at det har hjulpet. Nu kan jeg bruge min energi på min familie og på bare at have det godt, siger Marlene.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk