Prøv avisen

Det virker i praksis

Le Klint voksede op i et ateistisk hjem. Som voksen fandt hun ud af, at hun ikke kunne magte alting selv og måtte række ud efter hjælp. Hun blev døbt, siden uddannet teolog og i dag er hun barselsvikar i Ringsted Sogn. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Le Klints familieforfædre var kirkebyggere, men selv voksede hun op i et nærmest ateistisk hjem. Da hun fik problemer i sit ægteskab, opsøgte hun en selvhjælpsgruppe. Det blev hendes vej ind i kirken og til dåben

Le Klint blev omvendt på motorvejen syd for København en majnat. Sådan opfatter hun det i hvert fald selv. Klokken var fire, og lyset var brudt igennem, men egentlig skulle hun slet ikke køre bil på dette tidspunkt, for hendes krop var tynget af træthed. Måske skulle hun være blevet ved festen sammen med sin mand, men hun valgte at sætte sig i bilen, for hun var vred over at se, hvordan han gik til fest. Knap to uger tidligere var hun blevet mor for anden gang, og den spæde datter sad fastspændt i bilstolen, da Le Klint faldt i søvn et øjeblik og var ved at køre galt. Lige før de ville have ramt autoværnet, bremsede hun op. Og her gik det op for Le Klint, at hun måtte gøre noget ved sit liv.

"Jeg så det som min opgave at styre, hvordan min mand gik til fest og var så vred på ham, men da jeg holdt der i bilen, indså jeg, at det ikke var min mands ansvar, men mit eget ansvar at sørge for at passe på mig selv. Det kan lyde indlysende, men jeg var havnet i en rolle, hvor jeg brugte alt for meget energi på at rette og kritisere andre. Men da jeg holdt der med vores lille pige, så jeg, at det var mit ansvar. Samtidig måtte jeg konstatere, at jeg ikke magtede det ansvar. Jeg kunne ikke selv, så jeg måtte række ud efter hjælp. Når man ved døbefonten siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige, så handler det netop om det. Omvendelse er at turde gøre som barnet og række ud," siger Le Klint.

Interviewet foregår i den 49-årige Le Klints barndomshjem på Strandvejen i Klampenborg nord for København. Gennem et hul i hækken kommer man ind til det, som oprindelig var en stald, men nu er hjem for to generationer af familien Klint. Ja, det er nærmest som at træde ud i Øresund, når man står ved det sprossede, østvendte vindue.

På det rustikke træbord står en Le Klint lampe med gulnet skærm. Le Klint, som egentlig hedder Maria Le Klint, er vokset op omgivet af de foldede skærme. Hun er vant til at blive spurgt om sin relation til de berømte lampeskærme, som hendes oldefar, arkitekten Peder Vilhelm Jensen-Klint, i sin tid udviklede i forbindelse med opførelsen af Grundtvigskirken i København. Hendes farfar var arkitekten Kaare Klint, som overtog arbejdet med Grundtvigskirken, da hendes oldefar døde. Men selv- om hendes forfædre var kirkebyggere, var der ikke noget, som tydede på, at Le Klint en dag selv skulle trække i præstekjole.

"Mit barndomshjem var nærmest ateistisk. Min far anså religion som opium for folket, men troede i allerhøjeste grad på en bedre verden. Han troede først på kommunismen, som den blev praktiseret i Sovjetunionen, indtil han kom på besøg i landet. Efter mødet med Sovjet mistede han troen på det system, men han troede i stedet på Kina," siger Le Klint og nynner strofer fra den kinesiske nationalsang, som familien sang, når de gik rundt om juletræet i 1970?erne.

Barndomshjemmet var præget af to kreative forældre. Hendes mor Vibeke Klint var væver og dannede skole med sine minimalistiske, geometriske tæpper, mens faderen, Morten Le Klint, var landskabsarkitekt. Da Le Klint var 17 år, døde hendes far. Han blev blot 59 år. Når Le Klint i dag ser tilbage på sit liv, er hun overbevist om, at det tidlige tab af en højt elsket far har haft indflydelse på hendes trosvandring. Hun rejste rundt med forældrene i Frankrig, da han døde. Han følte sig træt og valgte at gå tidligere til ro for aldrig at vågne igen.

"Jeg har aldrig været til gudstjeneste med mine forældre, og en kirkelig begravelse var ikke på tale. Men hvad gør man, når man er i chok og har vendt traditionen ryggen? Min mor besluttede, at min far skulle kremeres, og urnen skulle sættes ned i de ukendtes grav, men vi skulle ikke være med til urnenedsættelsen. Det var så skrigende forkert. Der blev aldrig mulighed for at sige farvel. Han var så elsket, og jeg har i sin tid været vred på min mor over, at hun ikke holdt en begravelse. Den erfaring har lært mig, hvor nødvendige ritualer er for vores liv, for vores historie og for at komme videre," siger hun.

Vi tager et spring i tiden for at høre, hvad der skete efter den nat i bilen. Udefra kunne det se ud, som om alting gik godt i Le Klints liv, men i virkeligheden var hun rigtig ked af det. Efter at have afsluttet hf kom hun ind på Skolen for Brugskunst i København og uddannede sig til grafisk designer. Logoer blev hendes speciale, og hun har blandt andet lavet logo til modefirmaet Mads Nørgaard, den københavnske Café Europa 1989 og spillestedet Vega. 25 år gammel havde hun mødt sit livs kærlighed. De boede skønt med plads til hans søn fra et tidligere forhold, og senere fulgte de to døtre efter hinanden. Men samtidig var det et svært ægteskab, hvor parret sled meget på hinanden. De kunne ikke finde ud af at bevare respekten over for hinanden i dagligdagen, med børn, job og forpligtelser.

Efter natten på motorvejen fandt hun derfor frem til et selvhjælpsfællesskab, som bygger på en åndelig dimension. Da hun gik fra det første møde, var hun lettere rystet. For der var blevet sat mere fokus på hende, end hun nogen sinde havde brudt sig om. Men det skulle vise sig at blive, hvad hun beskriver som en vej til menneskelig modenhed og åndelig åbenhed.

"De første gange spurgte jeg mig selv, om det mon var en sekt, men i dag kan jeg se, at fællesskabet på mange måder fungerer, som man kunne ønske sig et menighedsfællesskab. Der er ikke nogen, som dømmer, og vi er fælles om en erkendelse af, at vi ikke kan klare vores eget liv og kommer til møderne for at forbedre os. Jeg lærte at bede og kunne mærke, hvordan jeg fik sindsro af det," siger hun.

Gennem møderne blev det hurtigt klart for Le Klint, at det ville være godt, hvis hun fik en tro. Men hun havde ikke nogen tradition at ty til. I skoletiden blev hun fritaget fra kristendomsundervisningen, så religion var nærmest ukendt land. Men da hendes mands søn skulle gå til konfirmationsforberedelse, valgte hun at følges med ham til højmesse i Skovshoved Kirke.

"Hold da op. At gå i kirke var kæmpe stort. I første omgang holdt jeg mest af prædikenerne. Når sognepræst Johannes H. Christensen talte, kunne jeg nærmest glemme, hvor jeg var, fordi jeg blev suget ind i fortællingen og forkyndelsen. En søndag prædikede han om at se splinten i næstens øje og ikke få øje på bjælken i sit eget, hvilket jo giver god mening i mit liv, hvor jeg har brugt megen energi på at finde fejl i mine omgivelser. Johannes H. Christensen er meget litterær og citerede både "Hamlet" og "Othello", og jeg lærte en masse om både Grundtvig og Kingo og mange flere ved at lytte til hans prædikener. Som mor til to små børn blev de søndag morgener, hvor jeg kom i kirke, et fantastisk helle."

"Når jeg kom hjem, kunne jeg mærke, at kristendommen virker. Tidligere havde jeg skældt ud på min mand og argumenteret, som stod jeg i en retssal for at overbevise ham om, at det var mig, som havde ret. Nu prøver jeg i stedet at træde ud af skænderierne og for eksempel gå ud i haven, hvis jeg bliver sur. Det gør en stor forskel. Jeg er fri for at have det dårligt over min egen opførsel.

" Jeg blev kristen, fordi det virker i praksis til liv for os alle," siger hun.

I 1997 fødte Le Klint parrets tredje barn. Og det blev anledningen til, at hun og de to ældste døtre også blev døbt. Så en lørdag i oktober 1997 døbte Johannes H. Christensen de fire på stribe i Skovshoved Kirke og for Le Klint går der en lige linje fra natten i bilen nogle år forinden og til dåben.

"Præsten kom hjem til os og talte om ritualet, men meget af det gik nok hen over hovedet på mig i situationen, og teologien omkring dåben var heller ikke det vigtigste. Dåben var en understregning af den erkendelse, som jeg kom til nogle år tidligere på motorvejen: Jeg magter ikke livet selv og må række ud efter hjælp. Der er hjælp at hente i troen. Den nat så jeg, at jeg ikke kan stole på mig selv, og derfor må jeg tro på noget andet. At stole på Gud er at stole på livet. At leve i troen er på mange måder at leve i tillid til livet," siger hun.

På hjemmefronten gjorde familien sig umage for at få familielivet til at hænge sammen, men ægteskabet knirkede, og da deres yngste var to år, blev parret separeret. At være alene med tre børn i alderen to til syv år var hårdt, og hun husker, hvordan hun nærmest konstant kiggede på sit ur, for der var så meget, hun skulle nå.

"Selvom en skilsmisse altid er umådelig smertefuld, så var der noget godt ved den i vores tilfælde. Vi lærte at tage ansvar hver især, passe på os selv og dermed også vores børn på en helt ny måde. Jeg begyndte at overveje, om jeg skulle fortsætte med tegnestuen og bad: ?Gud ske din vilje og ikke min?," siger hun.

Ved et middagsselskab faldt talen på kristendom, og efter at have lyttet til Le Klint spurgte hendes bordherre, om hun var præst.

"Jeg blev så overrasket. Mig, præst?" siger hun.

Hun kunne ikke glemme bordherrens spørgsmål, og næste dag gik hun på biblioteket og slog op i håndbogen "Hvad kan jeg blive?". Hun var 39 år, enlig mor til tre og erfaren grafiker, men ville rigtig gerne være præst. De næste syv år læste hun teologi, og i 2007 blev hun cand. theol. fra Københavns Universitet.

"Jeg blev meget glad for studiet og nød at få en indsigt bag kristendommen. Men der forbliver fortsat et skel mellem tro og teori. Du kan sammenligne det med at se på kunst. Du kan betragte et værk og blive betaget af det, eller du kan se på det med kunsthistorikerens vidende blik og udfolde matematikken bag billedkompositionen. Men det vigtigste er og bliver selve værket."

I dag er Le Klint atter sammen med sin mand, for fem år efter skilsmissen gik det op for hende, at han er hendes livs kærlighed, og de fandt sammen igen.

"Kristendommen har på mange måder forandret min tænkning. Jeg tror ikke længere, at jeg styrer det hele. Jeg skal gøre mit, men kan gennem kristendommen, vores børn og omgivelser lære, hvad der virker til liv. Den største forandring kommer af, at jeg i dag grundlæggende ved, at jeg er elsket. Den viden betyder, at jeg tør træde ud i tillid. Troen har givet mig et andet selvværd. Der kan være dage, hvor jeg ikke føler, at jeg er god nok, men jeg ved, at jeg er det. Vi er alle elsket af Gud, og vi er alle hans børn. Det skaber en fornemmelse af øjenhøjde og ligeværd, som er befriende."

Solen står højt på himlen, og gennem de sprossede ruder kan man betragte spillet fra solen over Øresunds dovne bølger. Egentlig er det for sent til morgensalmer, men mens Le Klint overvejer, om hendes voksne valg om at blive døbt har ændret hende, kommer hun til at tænke på en strofe fra Kingos "Nu rinder solen op af Østerlide".

"Hver morgen i min skål en nåde uden mål til mig nedflyder," hedder det i salmen.

"Et af problemerne i vores kultur er, at mange af os har misforstået kærlighedsbegrebet. Vi tror, kærlighed er et noget for noget-forhold. Men det kærlighedsbegreb, som Kingo beskriver i salmen, og som går igen i Bibelen, er et givende kærlighedsbegreb. Man får et overskud af kærlighed, som man kun kan beholde ved at give det videre."

nygaard@kristeligt-dagblad.dk