Prøv avisen

Det værste er manglende vilje

Svend Thorhauge peger på sin afvekslende opvækst som det, der har formet hans livssyn. Han har blandt andet boet på Grønland, hvor han lærte, at der er mange forskellige måder at se verden på. -- Foto: Scanpix.

MIT LIVSSYN: Det er vigtigt, at de unge lærer, at man nok skal have idealer, men altid være villig til at lade sig udfordre på sine holdninger, siger forstanderen for Ry Højskole, Svend Thorhauge

Han kunne være en af eleverne. Det er ikke på det ydre, man spotter den 33-årige forstander på Ry Højskole, som han kommer gående i shorts og smarte briller, men han åbenbarer et kendskab til højskolen og sine egne forgængere, som nok de færreste elever besidder.

Svend Thorhauge elsker sit liv som forstander, og han betragter det som en gave at have et arbejde, hvor han skal diskutere med unge mennesker.

Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?

– Jeg er begavet med nogle rammer her, hvor unge kan finde nye sider af sig selv og opleve den formidable begejstring, som de faktisk oplever. Det lyder mærkeligt at tale sådan om "de unge", når jeg selv kun er 33, men jeg er vild med at få lov til at opleve det.

– Da skolen blev stiftet i 1892, skrev Chr. Hostrup, far til den daværende forstander, Helge Hostrup, en sang til stedet. Nogle linjer lyder: "Det gælder om vi hjælpes til/ at se med egne øjne/ og ret forstå hvad tiden vil/o g ikke tro dens løgne." For alle forstandere har de fire linjer været væsentlige, og det er de også i dag. Men skal de betyde det samme nu, som de gjorde dengang, skal de måske lyde lidt anderledes. Måske skal det ikke hedde, at vi hjælpes til at se med egne, men med andres øjne. I 1892 skulle man af med nogle autoriteter og lære at tænke selv. I dag er ungdommen opdraget til hele tiden at se med egne øjne, så de skal nærmere lære, at deres egne argumenter altid er forankrede i, at andre har et andet.

Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?

– Alle fællesskaber er vigtige, hvis de er fællesskaber. Fællesskab betyder, at man har fælles gods, og et fællesskab, hvor man ikke er forpligtede og afhængige af hinanden, er ligegyldigt. Det er klart, at det gør mest ondt, når de nære fællesskaber falder fra hinanden, på arbejdet og i familien.

Hvad har formet dit livssyn?

– Det, der positivt set kan kaldes en afvekslende opvækst. På min 27-års fødselsdag holdt jeg en fest og fejrede, at jeg nu havde flere år end adresser på bagen. Jeg har gået på mange skoler og boet fem år i Grønland. Fra jeg var fem til syv, og igen da jeg var 9 til 12. Her oplevede jeg at være ugleset på grund af min hudfarve, en dum qallunaq, en fremmed. Samtidig med at det var os, der sad på flæsket. Når to befolkningsgrupper er adskilt, deler de sig igen, og vi tilhørte ikke den "rigtige" kolonidel af danskerne, vi var underdogs, fordi vi var nye. Og så oplevede jeg, hvordan det er ikke at kunne forstå, hvad andre talte om. Da lærte jeg, at der er så mange måder at se verden på, fordi vi har så forskellige opvækstbetingelser. Mit livssyn er båret af at have mødt mange forskellige livssyn.

– Udfordringen består så i at undgå den ligegyldige nihilisme og bygge en personlig og en større etik op. Jeg siger ikke, at en andens perspektiv kan være lige så godt som ens eget. Jeg siger, at mit eget perspektiv forsvinder, hvis det andet ikke er til stede. Perspektivet opstår i mødet med andre perspektiver, og derfor opstår der en gensidighed. Man opfører sig forskelligt over for forskellige mennesker, og det betyder, at man er med til at skabe hinanden – uden at det betyder, at man kan tage ansvar for hinanden. Ved at man bærer hinanden i sig, opstår der en fællesskabsforpligtelse.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Jeg har det svært med forbilleder. Jeg kan bedre lide at lægge mærke til ting, som andre mennesker gør. Se én, som starter morgenen med at grine og fortsætter hele dagen ... så tænker jeg, at det er godt.

– Skal jeg nævne en person, bliver det den tyske præst Dietrich Bonhoeffer, som blev henrettet af nazisterne på grund af sin medvirken til attentatet mod Hitler. Han fastholder i fængslet, at Jesu død på korset betød en overdragelse til at bære et ansvar selv.

Hvad tror du på?

– Man kan spørge, om det giver mening at tro på noget, hvis man alligevel mener, at alt bare er postmodernismens øer i et oprørt hav. Men ja, lige præcis derfor får alt mening. Fordi det er nødvendigt at postulere en mening. Hvis man kunne tro på Vorherre eller videnskaben som en garant for en sandhed, vi bare skal nå frem til, så behøvede vi det jo ikke. Så kunne vi bare vente på, at nogle andre fandt frem til den. Men netop ved at sandheden og meningen opstår i mødet mellem mennesker, bliver det skæbnesvangert, at vi gør en indsats. Sådan læser jeg Det Nye Testamente – vi må skabe det ved Gud.

– Oplysningsfilosofiens billede af Jesus som et etisk forbillede er ligegyldigt. Så kunne man lige så godt bruge Nelson Mandela. Det er først ved hjælp af Luthers begreb om den skjulte Gud, at det giver mening. Jeg tror på Gud som en gensidig forpligtelse over for næsten og ikke som et spørgsmål om ondt og godt. Jeg er ikke i tvivl om, at Gud vil os det godt, og det kan være svært at se, når man mister. For eksempel ved flodbølgen. Hvad er der godt i det? Der er ikke godt i det, men hvis Gud skulle stoppe flodbølgen, skulle han gribe ind alle mulige steder og fratage os den frihed, vi fik på korset.

– Jeg kan mærke, at jeg bliver anfægtet, når jeg læser Grosbølls bog. De er glade for ham i Taarbæk – fint nok, men de kunne da lige så godt lave en bingoklub.

Hvad er elendighed for dig?

– Manglende vilje.

Hvad er lykke for dig?

– Det er, når viljerne mødes. Der, hvor der kommer begejstring, og man glemmer sig selv. Hvis man oversætter det tyske Begeisterung, hedder det beåndethed. Når vores projekt her lykkes, har vi begejstrede elever. Man skal give begejstringen, viljen, et rum, så den ikke ender som brosten ind ad vinduerne.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– At de forstår, at hvis en anden ikke mener det samme som én selv, er det ikke nødvendigvis, fordi den anden ikke har forstået én, men fordi den anden mener noget andet. Der er altid noget uudgrundeligt hos næsten. Man skal tro på sine idealer, men man må altid udfordre sig selv på sine standpunkter.

Hvad er dit syn på fremtiden?

– Jeg har stor tiltro til fremtiden med den saft og kraft, der ligger i ungdommen i dag. Udfordringen ligger i at skabe det rum, hvor deres vilje kan få lov til at udfolde sig. Identiteten ligger så meget i arbejdet, og i kraft af at de unge skal vælge så tidligt med hensyn til erhverv, kommer de nogle gange til at træffe skæbnesvangre valg, som gør deres vilje flegmatisk. Vi har et ufleksibelt uddannelsessystem i Danmark, hvor man i USA for eksempel ikke har den bundethed. Der er faggrænserne meget mere opbrudte, og en uddannelse kan føre til hvad som helst.

Har du et motto?

– Nej. Og havde jeg, skulle det være, at man skulle få sig et nyt hver dag.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk