Prøv avisen

Dogmediæter og døgnfluer

Spis lokalt, inspireret af årstiden og så lidt forarbejdet som muligt, skriver Anne W. Ravn.

Engang kom variationen med sæsonerne, og de rige fik mere end de fattige, men ikke nødvendigvis det sundeste. Siden er datidens danske madkultur i høj grad blevet udfordret og udviklet i kraft af vores multietniske samfund

Dogmediæter og døgnfluer er der nok af i disse år. Sundhedsbølgen er massiv og rådene mange. Spis (rug)brød til, vil jeg sige! I morgen markedsføres måske en ny fastekur eller projektdiæt, som afløser alle de andre, der også kun overlevede kort tid.

Engang spiste vi grundlæggende alle det samme i det ganske, danske land. Variationen kom med sæsonerne, og de rige fik mere end de fattige, men ikke nødvendigvis det sundeste. Siden er datidens danske madkultur i høj grad blevet udfordret og udviklet i kraft af vores multietniske samfund og den lette adgang til mange salte, søde, fede og bløde valg året rundt. Variationsmulighederne er uendelige, men prisen for pizza, pasta og pølsepålæg i lange baner har desværre været en eksplosiv stigning i livsstilsygdomme. Som børn i bolsjebutikker har vi kastet vores varer ned i megasize-indkøbsvognen afløseren for den asketiske, bæredygtige kurv.

LÆS OGSÅ: Migrænen gik ud over selvværdet

Vellevnedet har givet grobund for afsætning af et uendeligt hav af bøger om kost i jagten på ny sundhed og øget velvære eller måske bare af let nysgerrighed over for nye måder at tænke mad og ernæring på. Det virker, som om opskriften på den velsmagende mad er udskiftet med opskriften på det, der postuleres at være den sunde ernæring eller opskriften på det gode liv. Og vi er mange, der gerne postulerer, indrømmer jeg.

Historisk set er det ikke nyt, at fokus flytter sig fra mad og smag til ernæring og sundhed. Allerede i 1907 blev madkulturen i Danmark ernæringsmæssigt provokeret, da lægen Mikkel Hindhede (1862-1945) udfordrede kød og proteiner, der hidtil havde været øverst i det ernæringsteoretiske og madkulturelle hierarki, og satte kalorier, kartofler og korn i stedet. Visuelt formidlede Hindhede denne forståelse i en kostpyramide, der med få undtagelser svarer til vor tids madpyramide. Den såkaldte Hindekost kartofler, gryn og grøntsager kom til at betegne en asketisk holdning til maden og livet.

Og siden har forskellige følelsesladede eller forskningsbaserede ernæringskulturer bidraget til udviklingen af madkulturen i Danmark. Når jeg vejleder patienter i min daglige kliniske praksis på Aarhus Universitetshospital, møder jeg mange forskellige madkulturer og mindst lige så mange selvbestaltede, ofte restriktive, komplicerede diæter, som er sammensat af en vis portion sund fornuft i-blandet ny viden og mange myter.

Nyere forskning har vist, at det er hensigtsmæssigt at begrænse indtaget af især forarbejdet kød fra firbenede dyr. Kød er et fint krydderi, det vil sige, at anvendelse af det i små mængder på toppen af en salat eller i bunden af en gryderet kan være med til at fornøje smagsløgene yderligere. Med Vestens overflod og frie valg og bugnende bjerge på alle hylder 24 timer i døgnet behøver vi ikke jage efter og indtage mest muligt hele tiden ligesom vore forfædre.

Hvilken madkultur eller ernæringsreligion skal vi så bekende os til i dette efterår, hvis vi gerne vil spise godt og samtidig gøre noget for sundheden? Hvilke fødevarer skal vi absolut undlade, og er det alligevel bedst helt at undlade eksempelvis kødet? Jeg har selv prøvet det meste fastekure, udrensningskure, hvidløgskuren, vegetarisk levevis og mindst 20 andre restriktive diætregimer. Derfor er det heller ikke så svært at sætte sig i patientens sted og vejlede både kulhydratanorektikere, proteinmisbrugere og ortorektikere.

Efter min vurdering er alttilladt. Det sure med søde, det grove med sjove. Det kommer naturligvis an på, hvor tit vi spiser en given fødevare og hvor meget, men hvis man holder sig til min håndmodel med fire af det grove og én af det sjove, både når det gælder gryderetter, salater, hyggetallerkener og mellemmåltider, så ser jeg, at man både kan holde vægten og leve gevaldig sundt. I praksis kan det for eksempel omsættes til sådan cirka fire dele lækre grove grøntsager i salatfadet og på toppen én del fetatern og dejlig dressing og et sprødt drys af ristede solsikkekerner vendt i lidt honning oven på. Toppen med én del af det sjove tilgodeser både den søde og den sprøde tand, og den gedigne bund med fire dele af det grove tilgodeser den basale sundhed.

Mit mest realistiske bud på en bæredygtig efterårs-ernæringsfilosofi: Spis lokalt, inspireret af årstiden og så lidt forarbejdet som muligt. Dertil et par gå- eller cykelture og ditto antal chokolader for at holde balancen. Skej ud og ryd op og nyd begge dele. Glædelig sensommer lidt endnu.