Året er 1979. Iført islandsk sweater vandrer den 27-årige Jacob Haugaard en gang om ugen sammen med de andre bistandsklienter de to kilometer fra busstoppestedet ud til socialkontoret på Søren Frichs Vej i Aarhus for at stemple. Stoppestedet er bevidst placeret, så det ikke er for nemt for bistandsklienterne at nå frem. Samme år er han med til at stifte Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer.
LÆS OGSÅ: Dilemma: Har staten pligt til at forsørge en, der ikke gider at arbejde?
Når jeg sad med mit lange hår foran socialrådgiveren, kunne jeg se, hun havde opgivet mig, fortæller Jacob Haugaard, som var på bistand i perioder i 10 år fra 1972 til 1982. En del af tiden havde han arbejde som daglejer på havnen i Aarhus. Det var et godt job for ustabile typer med misbrugsproblemer, for lønnen blev udbetalt i små kuverter hver dag.
Dengang var der mange, der grinede ad den unge aarhusianer, som var en festlig fyr, der optrådte med musik og fængende sloganer som Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge. Senere fik han den idé at stille op til Folketinget, og i 1994 havde den alkoholiserede bistandsklient opnået så stor folkelig popularitet, at han blev valgt til landets lovgivende forsamling.
LÆS OGSÅ: Thorning vil sætte Dovne Robert på plads
Året er 2012. En 44-årig københavnsk kontanthjælpsmodtager med tatoveringer og fipskæg vækker ramaskrig, da han på landsdækkende tv fortæller om, hvordan han som kontanthjælpsmodtager undgår at komme til at bestille noget.
Han betegner sig selv som et dovent svin. På internettet kan man læse, at han er aktiv i partiet Nihilistisk Folkeparti og medforfatter til udsagn som Arbejde er en vederstyggelighed. Det er ikke bare det materielle grundlag for menneskets formålsløse eksistens; det skaber også illusioner om mening og formål.
Der er tydeligvis en del lighedspunkter mellem historierne om Arbejdssky Jacob i 1970erne og Dovne Robert i dag. Men der er også en del forskelle. Og ifølge Svend Brinkmann, psykolog og professor ved Aalborg Universitet, er det meget lidt sandsynligt, at befolkningen vælger Robert Nielsen til noget som helst.
Der er mange paralleller mellem de tos projekter. Robert Nielsen er vel ligesom Jacob Haugaard en slags performance-kunstner. Men der er sket nogle forandringer i samfundet, som gør, at det, der var sjovt dengang, ikke er sjovt længere. Vi har fået skærpet det, sociologerne kalder konkurrencestaten. Det er fornemmelsen af, at vi alle er truet i den store globale konkurrence. Derfor er der brug for, at alle yder og står til rådighed. Det siger Robert ligeud, at han ikke gider og det er der mange, der ikke gider høre, forklarer Svend Brinkmann.
LÆS OGSÅ: Velfærden er under forandring
Han bakkes op i denne analyse af Jacob Haugaard, der slår fast, at han selv var meget værre end Robert:
Der var slet ikke de samme moraliserende pegefingre som i dag. I dag er der kommet en kasseapparatstænkning ind, hvor folk siger: Kan det betale sig, og vil jeg være med til at betale for andre, der ikke laver noget? Sådan tænkte vi ikke dengang.
Ifølge Jacob Haugaard er Robert Nielsen ikke doven, fordi han afviser at tage et dårligt ufaglært job:
Ligesom i 1980erne er der høj arbejdsløshed, og derfor gør han samfundet en tjeneste ved at blive væk. Der er en anden, som har fået Roberts job som pedel på McDonalds og er glad for det.
Men hvorfor kan det vække så stor furore i 2012, at en mand står frem og erklærer, at han er doven? Ifølge Jens Christian Tonboe, professor emeritus i sociologi ved Aalborg Universitet, er der meget, der tyder på, at Robert Nielsen ikke er specielt doven. Han er blot aktiv på andre områder end lønarbejde.
At blive kaldt doven er en meget definitiv karakteristik. Når der reageres så stærkt på Robert, tror jeg, det er, fordi han sætter spørgsmålstegn ved det, alle de andre går og laver. Mange er trætte af det, de arbejder med, men føler en pligt til at gøre det og en pligt til at være glade for det, vurderer Jens Christian Tonboe og uddyber:
Vi har også tidligere haft arbejdspligt og arbejde som straf. Det nye er, at arbejde i dag er dobbeltsidet. Vi får på den ene side at vide, at arbejde er det eneste saliggørende. På den anden side er det straf, som pålægges dem, der ikke vil bidrage frivilligt, siger sociologen.
Et noget andet syn på emnet har Niels Egelund, professor ved DPU Aarhus Universitet. Han har i mange år forsket i folkeskolen og har hæftet sig ved, at man i den pædagogiske verden ikke har nævnt dovenskab ved navn de seneste 30 år. Det hænger sammen med, at man har haft visioner om, at eleverne bedst lærer noget, hvis undervisningen tager afsæt i deres egen lyst og motivation. Rent filosofisk er det skismaet imellem, om mennesket af natur er positivt og gerne vil bidrage, eller om der er brug for at bekæmpe en iboende egoisme og destruktivitet. Her har al pædagogisk tænkning entydigt valgt det første, påpeger Egelund:
Det er rigtigt, at motivation er en væsentlig vej til at lære noget. Men som enhver, der har trænet sig op til at blive god til fodbold, ved, kræves der også hårdt, gentaget arbejde. Her har folkeskolen nok været for slap i forhold til nogle elever.
Ifølge Niels Egelund findes der dog også yderst praktiske facetter af dovenskab. Når dovenskaben er udtryk for, at man sparer energi ved at komme nemt hen over noget, kan man i stedet bruge kræfterne på noget andet. Megen innovation og nytænkning er frugten af dovenskab.
Men i en tid, hvor der er pres på de offentlige ydelser, er det da en voldsom provokation, at man ikke er interesseret i at arbejde, men samtidig vil hæve kontanthjælp. Det er ikke en rimelig måde at forvalte sit liv på i en tid, hvor der brug for, at vi står sammen, siger Niels Egelund.
Selvom Jacob Haugaard i 10 år ikke var på arbejdsmarkedet, levede han langtfra et dovent liv.
Vi var to grupper i Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer: slapperne og sliderne. Jeg hørte til sliderne, der knoklede med at spille musik og optræde, og så drak jeg en masse øl, fortæller Jacob Haugaard.
Da den borgerlige Schlüter-regering indførte handleplaner for bistandsklienter i 1982, betød det enden på Jacob Haugaards karriere som social klient.
Socialrådgiveren spurgte: Hvad vil du være?, og lige pludselig var det ikke sjovt mere. Jeg havde mødt min kone, og vi lavede en aftale om, at hun forsørgede mig. Og jeg strammede mig op.
I gammel kristen tradition er dovenskab en af de syv dødssynder, som sammen med hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, fråseri og vrede fører mennesket væk fra Gud.
Ifølge Brian Patrick McGuire, professor i middelalderhistorie, går denne tradition helt tilbage til ørkenfædrene, som levede i den egyptiske ørken i 300- og 400-tallet og søgte askesen væk fra menneskenes liv.
Deres udtryk for dovenskab hedder på latin acedia og handler ikke bare om, at man er lidt ugidelig. Der er også indbygget en melankoli, depression eller nihilisme.
Rådet fra ørkenfædrene var, at personen, der blev grebet af denne følelse, skulle finde sammen med en vejleder. Traditionen levede videre i klosterlivet, hvor det kunne være nødvendigt for en munk, der blev grebet af acedia, at forlade klostret, forklarer Brian Patrick McGuire.
I dag taler man ikke så meget om dovenskab i den betydning. Men professoren ser alligevel en parallel fra middelalderens klosterliv til Dovne Robert i 2012: Verden er blevet et kloster.
I dag er danskernes religion blevet arbejde i stedet for Gud. Når det er sådan, er det nærliggende at se de arbejdssky som kættere. Man kan også se dem som mennesker, der ikke magter at bidrage til fællesskabet, fordi deres indre motor er i stykker. De har overgivet sig til de mørke magter, siger middelalderhistorikeren.
Ifølge Svend Brinkmann er det tidstypisk, at vi har to forståelsesmodeller, når nogle ikke følger den slagne vej. Enten lider de af depression eller en anden sygdom og skal have en diagnose, eller også er der et moralsk problem, som kalder på en sanktion.
Svend Brinkmann vil hellere trække en tråd til den græske filosof Aristoteles, som skrev, at i den udstrækning, man vil leve et godt og lykkeligt liv, skal man ikke arbejde.
LÆS OGSÅ: Dilemma: Har staten pligt til at forsørge en, der ikke gider at arbejde?
Han tilhørte det græske aristokrati, som havde slaver og kvinder til at udføre det fysiske arbejde. Men for Aristoteles var det gode liv ikke det dovne liv forstået som ren lediggang. Det var et liv viet til aktiviteter, som er til for deres egen skyld, men yderst meningsfulde.
Eftersom Dovne Robert har studeret filosofi og bruger en del af sin tid på at læse og skrive, kan man efter Svend Brinkmanns mening godt se ansatser til en Aristoteles i ham. Men i dag har vi en tidsånd, som kun accepterer filosoferen efter veludført lønarbejde. Og en tid, som gladeligt accepterer al anden dovenskab end den, der indebærer, at man snyder de offentlige pengekasser.
Vi har problemer med arbejdsvægring, men ikke med den åndelige dovenskab hos mennesker, der aldrig forholder sig til de store spørgsmål i livet, siger Svend Brinkmann.
Heller ikke dovenskab i forhold til de nære relationer, for eksempel venner, slægtninge, naboen eller det lokale foreningsliv, er nogen dødssynd. Svend Brinkmann refererer til tidsstudier, som tydeligt viser, at danskerne i stigende grad fokuserer på arbejdet, kernefamilien og sig selv.
Det karrieremenneske, som arbejder 12 timer seks dage om ugen på sit job er dovent i forhold til andre af tilværelsens aspekter. Han har ikke tid til andet end sig selv. Spørgsmålet er, hvem der skal definere, hvad dovenskab er. Vi ser i hvert fald mere snævert på arbejde og økonomi. Da Jacob Haugaard lavede sine provokationer, havde vi en bredere forståelse af livet.
Jacob Haugaard ser en afgørende forskel mellem situationen i dag, og da han selv var bistandsklient i 1980erne:
Dengang var man på det rene med, at arbejdsløsheden var en svær situation at løse. Der er en undertekst i dag, hvor den kreative klasse knipser med fingrene og siger: Hvis man bare gør sådan, så forsvinder arbejdsløsheden. Men hvis det er så nemt, hvorfor forsvinder arbejdsløsheden så ikke? Tidligere har vi levet fint med, at ikke alle kunne tilpasse sig. Enhver idiot kan se, at hvis alle dem, der stod uden for arbejdsmarkedet, skulle i job, så ville der ikke være arbejde nok.
