Prøv avisen

Drøm endelig videre

Teaterdirektør Jens Svane Boutrup blev vraget på Statens Teaterskole flere gange, men fik til gengæld drømmeuddannelsen i New York. Det handler om at have mod til at drømme, mener han. – Foto: Michael Tarp.

Frygt ikke. Livet går i stå, når man ikke længere tør drømme, mener den 35-årige teaterdirektør Jens Svane Boutrup, der selv har gjort det til en vane at slå frygten i stykker med nye drømme, hvis de gamle brister

To sætninger kan ødelægge ens tilværelse: Det er for tidligt, og det er for sent. Begge dele handler om frygt. Frygt for fremtiden og frygt for fortiden. Men nuet er til, for at man kan leve drømme ud. Det er Johannes Møllehave, der er ophavsmand til de to sætninger, og de lyser pludselig op, når man taler med den 35-årige teaterdirektør Jens Svane Boutrup. For der skal ikke mange kopper te i hans hyggelige byhus i Rønne til for at afsløre, at man sidder over for en vaskeægte drømmer.

Teaterdirektøren er trukket i sine klip-klapper, der vipper roligt i takt med den bløde fusionsjazz i baggrunden som et perfekt soundtrack til omgivelserne. Stuen er halvt oplyst i aftenmørket af blafrende stearinlys, der sender skæve skygger hen over et oprejst klaver og en endnu højere bogreol spækket med dramaer om andres frygt og drømme, mens scene efter scene fra hans eget liv flyder ud i stuen og ind i den snurrende diktafon imellem os.

Scene 1

I nærheden af Jens Svane Boutrups barndomshjem på Lolland løber to forurenede åer. Det er en lokal papirfabrik, der har hældt for mange kemikalier i vandløbene. Men ingen foretager sig noget. Bortset fra Boutrup, der kun er 11 år. Det hindrer ham til gengæld ikke. Og ud af det sumpede vandløb opstår bevægelsen Save Nature under ledelse af den unge stifter, der hurtigt skaber opmærksomhed omkring sagen.

Ambitionerne fejlede skam ingenting, ler Jens Svane Boutrup og fortsætter halvfnisende sin fortælling:

Åen stod desværre ikke til at redde, men jeg var blevet antændt af de forbudte kemikalier og fortsatte med at engagere mig politisk og blev formand for Holebys ungdomsråd som den yngste i landet.

Scene 2

Verden tilhører den, der gider engagere sig. Og gymnasiefolk fra hele landet lærer hurtigt den unge ildkugle fra Lolland at kende nogle år senere, og som nyudklækket student bliver Jens Svane Boutrup først landsformand og senere kampagneleder for Operation Dagsværk.

Han føler sig hjemme på en talerstol, og samtidig har han opdaget en ny (teater)verden, der har gjort ham til en ihærdig amatørskuespiller på den lokale scene i Maribo ved siden af.

Jeg pendlede som en tosse for at passe mit arbejde som landsformand for Operation Dagsværk, samtidig med jeg spillede teater. For jeg kunne stadigvæk ikke slippe teatret i Maribo. Og langsomt blev teatret min største passion. Vi opførte blandt andet et stykke, der hedder Kvinden i sort.

Jeg var solgt, da jeg opdagede, hvor let man kunne påvirke publikum med få midler. Folk blev rædselsslagne, selvom vi kun sad to lollikker på en scene, mens en ukendt dame pludselig kom frem fra scenegulvet.

I virkeligheden er teater jo bare en leg, men man oplever sjældent, at publikum ikke accepterer præmissen og køber illusionen. Og det gør teater til noget magisk, fordi man kan lege med folks forestillinger. På den måde giver teater også mening på et dybere plan end det politiske, selvom politik selvfølgelig heller ikke kan undværes.

Scene 3

Salen er spækket med tilskuere. Der er altid så store forventninger til Jens Svane Boutrup. Det er den største rolle, han nogensinde har spillet, i hvert fald målt i replikker. Og det er også gået godt aften efter aften. Men her, en uge før stykket er spillet færdigt, går det galt. Maribos lokale teaterhåb begynder pludselig at stamme.

I bund og grund handler sceneskræk om manglende selvværd. For sceneskræk optræder kun, når man glemmer, at publikum er ens allierede. Det begyndte jeg at gøre den aften. Det var et tre timer langt stykke, hvor jeg havde de fleste replikker.

Jeg husker det som en uendelig lang aften. Men jeg tvang mig selv til at fortsætte og fuldføre, ligesom jeg tvang mig selv til at fuldføre resten af aftenerne. Det er jeg glad for i dag. Ellers tror jeg måske aldrig, at jeg var kommet op på en scene igen.

Forinden var jeg blevet afvist for andet år i træk på Statens Teaterskole, hvor jeg var kommet til den sidste prøve. Alle troede på mig derhjemme, så det var en slem skuffelse. Og det var blevet en besættelse for mig at komme ind på teaterskolen, så da det blev ved med at mislykkes, rykkede det ved min selvforståelse.

Jeg var vant til at gennemføre alt det, jeg satte mig for, hvad enten det handlede om at sætte et teaterstykke op eller planlægge en landsdækkende nødhjælpskampagne. Men nu mødte jeg en mur. Og midt i det hele blev jeg i tvivl om, hvem jeg i grunden var, hvis man tog alle de roller, jeg spillede, fra mig.

Scene 4

Jens Svane Boutrup ligger i sin seng. Klokken er 11 om formiddagen. Han kan ikke genkende sig selv. Ildkuglen fra Holeby er ikke helt slukket, men han har ikke længere en utæmmelig lyst til at blande sig i alting. Han har bare lyst til at sove.

Der var ikke mere at komme efter, som statsministeren ville sige, ler Jens Svane Boutrup og bliver så tavs et øjeblik:

I dag vil jeg betegne det som en lettere depression. Jeg isolerede mig gennem adskillige måneder. En dag fik jeg endda et postkort fra en gammel ven, hvor der bare stod: Er du død, din idiot! Det var med til at vække mig til live igen.

Men når jeg nøjes med at betegne det som en lettere depression, var det også, fordi jeg selv godt var klar over, at jeg behøvede hjælp, så jeg opsøgte tidligt min læge, der henviste mig til en psykolog. Samtalerne hjalp mig til at indse, at det var normalt at have det sådan.

Jeg havde fået stress, og min depression var ikke kun en krise, men også en tiltrængt eksistentiel pause. Jeg havde fået enormt meget ansvar i en meget tidlig alder. Og nu skulle jeg finde ud af, hvem jeg var uden det. Arbejdet med Operation Dagsværk føltes vigtigt, men det, der drev mig, var først og fremmest et behov for at hjælpe andre.

Men man kan ikke hjælpe andre, hvis man ikke kan hjælpe sig selv. Og jeg besluttede, at jeg ville fortsætte med teatret, fordi det var det, der gav mig mest livsglæde.

Jeg læste teatervidenskab og fortsatte med at søge ind på Statens Teaterskole. Jeg var blevet afvist tre gange som skuespiller og forsøgte mig i stedet som instruktør. Men selvom jeg kom meget tæt på, blev jeg også afvist tre gange som instruktør.

I mellemtiden var jeg et smut i USA, hvor jeg tog et sommerkursus i teaterinstruktion. Jeg blev opfordret til at fortsætte med at tage en master i teaterinstruktion i New York, så jeg søgte ind på skolen, samtidig med at jeg tog optagelsesprøven på Statens Teaterskole. Og samme dag jeg blev afvist for tredje gang i Danmark, modtog jeg et positivt svar fra New York.

Scene 5

To tårne styrter sammen i nærheden af Jens Svane Boutrup. Han ser det i fjernsynet, selvom han er ankommet til Harlem i New York et par dage tidligere.

Jeg mærkede mest frygten ved at se den på andre. Jeg var lige ankommet til USA og følte på en eller anden mærkelig måde ikke, at det angik mig. Men folk omkring mig var gennemsyret af frygt. Jeg gik ind på et hospital for at give blod, hvor folk var hvide i hovederne.

Dagen efter kæmpede jeg mig vej til skole og kunne se støvet fra de sammenstyrtede tvillingtårne fra Manhattan Bridge. Så fulgte en hysterisk tid med alarmberedskabsniveauer, der hele tiden ændrede sig i takt med miltbrandalarmer og andet ubehageligt. Alle var påvirket af sorg og efterchok. 

5-6 uger efter 11. september vågnede jeg om natten ved, at et glas vand og nogle bøger faldt til jorden i min lejlighed ved et jordskælv. Det var, som om selve jorden rystede af angst.

Da jeg kom hjem til Danmark på juleferie, kunne jeg for alvor mærke, hvor meget det egentlig havde gjort indtryk på mig. Især når jeg hørte europæiske fordomme om, at det også var amerikanernes egen skyld. Man troede virkelig, at USA kun bestod af Bush-kloner.

I mange intellektuelle miljøer rejste der sig et håb efter 11. september om, at USA endelig ville vende den anden kind til og gå ind i en større dialog med de mennesker, der hadede USA.

Scene 6

Jens Svane Boutrup er forelsket. Han er i det hele taget lykkelig. Han er flyttet sammen med sin kæreste fra skolen, og tingene lykkes for ham.

Jeg fik min debut som professionel teaterinstruktør i et kryds ved Broadway. Det var et meget lille teater, hvor ejeren boede på første sal med sin familie. Men det var en stor oplevelse, der bekræftede mig i, at jeg var på rette hylde. Jeg havde selv oversat stykket fra dansk og fik en dansk ven over for at lave scenografien. Og jeg syntes, at fremtiden tegnede lys. Men min opholdstilladelse løb ud, og jeg kunne ikke forestille mig at vende tilbage til Danmark, så jeg besluttede at emigrere til Canada, hvor min kæreste kom fra.

Hun var blevet tilbudt at skrive en ph.d.-afhandling i Toronto. Og vi besluttede at satse på kærligheden. I begyndelsen gik det godt. Jeg var hjemmegående husfar og sørgede for at varte hende op, men jeg havde ikke mine egne venner og kunne ikke finde et job på nogen af byens teatre, så jeg følte, at jeg gik i stå. Efter et år gik forholdet også i stå, og jeg flyttede tilbage til Danmark med en kæmpe gæld og endnu større kærestesorger.

Scene 7

Det er en underlig oplevelse for Jens Svane Boutrup at træde ud af flyet i Kastrup efter fire år på drømmenes kontinent. Men hans far står parat i lufthavnen for at tage imod den fortabte drømmer.

Jeg blev nødt til at flytte hjem til mine forældre, fordi jeg havde levet et helt år uden indtægt. Drømmen var bristet. Og jeg gik i gang med at søge efter job i Danmark. Det første, jeg opdagede, var en stilling som teaterdirektør i Odense på et lille teater, der hedder Momentum.

Jeg fik stillingen og blev fyldt med nye drømme om at bygge det op. Det lykkedes, og i sommer tog jeg springet og flyttede til Bornholm for at blive teaterdirektør her, hvor jeg også kan instruere mere selv. På den måde er jeg selv et levende bevis på, at der altid er nye eventyr at hente, hvis man er åben for at drømme nye drømme."

Kan man drømme sig ud af frygt?

"Ja, det tror jeg faktisk langt hen ad vejen. Uden drømme går tilværelsen i stå. Der er meget få ting i tilværelsen, der er statiske, så der er altid håb. Alle dårligdomme, fra individuelle depressioner til verdenskrige, opstår af tunnelsyn på tingene, men der er altid en anden vej.

Tit hjælper det at spørge: Hvad er det værste, der kan ske? Og hvis der er nogen ting, man ikke kan komme uden om, må man gå igennem dem. Man skal ikke lade sig skræmme af livet. For der er altid nye grunde til at drømme.

Det er USA et godt eksempel på. Man kan sige meget skidt om USA, men deres kultur er gennemsyret af drømme, og det er fantastisk. Det er jo ikke tilfældigt, at amerikanerne har valgt en præsident, der stiller sig op i landets værste krise i nyere historie med et budskab om at have mod til at drømme. For hvis man ikke drømmer, er man død. Men hvor der er liv, er der drømme. Og drømme avler nyt håb for fremtiden.