Andreas Brantelid: Drengen der fokuserede på sin cello

Som treårig fik han sin første cello. Som seksårig vidste han, musik skulle være hans levevej. Nu er han 18 år og på vej ind i musikkens øverste elite. Læs eller genlæs Kristeligt Dagblads 10 år gamle interview med Andreas Brantelid som en af "De absolut egnede"

Andreas Brantelid har lidt svært ved at svare på, hvordan han blev så målrettet, at han uden vaklen har fokuseret på at spille cello. Men han har aldrig været et øjeblik i tvivl.
Andreas Brantelid har lidt svært ved at svare på, hvordan han blev så målrettet, at han uden vaklen har fokuseret på at spille cello. Men han har aldrig været et øjeblik i tvivl. Foto: Scanpix.

Fredag den 12. maj 2006 sad en ung mand på en scene i Wien og spillede cello. Omkring ham var et kæmpe postyr af 50.000 tilskuere samt pressefolk og kameramænd, der kravlede rundt på scenen for at få nærbilleder til de 25 millioner tv-seere over hele Europa. Postyret skabte en del nervøsitet hos musikerne. Men ikke denne unge mand. Han var dybt inde i musikken. Så dybt, at han helt glemte, han var midt i en prestigefyldt konkurrence for unge musiktalenter, The Eurovision Young Musicians Competition.

"Jeg spillede, som om det var en hvilken som helst koncert, og lod fantasien koge. Det handler om fokusering. Jeg har altid holdt fast i, at det er musikken selv, der er det vigtigste. Ikke presse, anmeldelser og alt det andet udenom," forklarer Andreas Brantelid.

Resultatet af den 18-årige cellists fokusering på sit instrument var, at han vandt konkurrencen. Den foreløbige kulmination på en musikerkarriere, der har givet ham et ry som et af Danmarks største strengetalenter nogensinde – og som trods hans unge alder allerede har varet 15 år.

Hvis tidens krav til unge er, at de skal være målrettede og arbejde hårdt for at nå resultater, er Andreas Brantelid svaret på alle bønner. Han husker det ikke selv, men har fået at vide, at han kun var et par år, da han begyndte at sidde i timevis for at lytte til sin far, Ingemar Brantelid, der øvede sig på cello. Som treårig fik Andreas sit eget instrument, og da han havde været med sin far på nogle lange sommerturneer og tabt sit hjerte til Johannes Brahms' og Arnold Schønbergs toner, besluttede han som seksårig, at musiker var det, han ville være.

"Det har selvfølgelig betydet meget, at min far kunne hjælpe mig, men jeg føler ikke, at der er nogen, der har skubbet mig til at spille, og det har aldrig kedet mig at skulle øve mig. At øve sig er jo meget andet end at spille skalaer. Det er også at tænke over det, man spiller og hele tiden opdage nye farver i det," fortæller Andreas Brantelid, der har øvet sig på daglig basis siden har var fire, og som i dag og i mange år fremover vil have mindst seks timers øvning på programmet hver dag. Året rundt.

"En sjælden gang tager jeg en enkelt dag fri, og jeg holder en uges ferie om året, men ellers øver jeg. Det er nødvendigt, hvis jeg skal holde mit niveau. Hvis man har forstået, hvad der kræves, for at nå det, jeg gerne vil nå, er det umuligt ikke at være målrettet. Og jeg ville føle, at jeg svigtede mit talent, hvis jeg ikke øvede mig meget," forklarer cellisten, der selv vurderer, at det kræver 10 procent talent og 90 procent hårdt arbejde at nå eliten inden for klassisk musik. Men uden de 10 procent talent er det naturligvis umuligt.

Vidunderbarn var Andreas Brantelid ikke. Ikke i den betydning, at forældrene hurtigt fik ham sendt ud i rampelyset. At hans danske mor og svenske far nøjedes med at inspirere deres børn og derefter lod dem vælge selv, understreges af, at Andreas' tvillingesøster, Ida, også har spillet musik, men siden valgte andre interesser. Nu er hun blevet student og vil til at studere til sygeplejerske.

Ved siden af musikken gik Andreas Brantelid også til fodbold i drengeårene, og han gik i folkeskolen helt til niende klasse, selvom han i de sidste par år var så tabt for musikken, at han ikke husker meget af undervisningen.

"Det er selvfølgelig ikke normalt, at man som 10-årig skynder sig hjem fra skole for at øve sig på celloen. Men jeg tror, der er en styrke for mig, at mine forældre holdt mig lidt tilbage, og at jeg trods alt har haft en ret normal opvækst med venner, der lavede andet end at spille musik. De musikere, jeg kender, som blev kørt frem af forældrene, havde deres stærkeste tid som børn, men dør ud, når de når den alder, jeg har nu," forklarer han.

Andreas Brantelid har ingen erindringer om at være blevet drillet for sin store passion, som måske kan virke en smule nørdet.

"Jeg synes ikke altid, mine omgivelser har haft forståelse for, at hvis man vil nå de mål, jeg har sat mig, kræver det så meget arbejde, at der ikke er tid til ret meget andet. Men jeg har altid haft gode venner, som har bakket mig op. Og hvis nogen har haft et problem med min musikinteresse, har jeg ikke taget mig af det," siger Andreas Brantelid.

Han understreger, at han ikke er mere nørd, end at han kan få tid til en fodboldkamp eller en biograftur med vennerne. Den dag, han bliver interviewet, er han i øvrigt på vej på sommerhusferie med sine venner August og Pil, der ikke er klassiske musikere.

En kæreste har han dog ikke. Det er der ifølge den unge cellist ikke tid til lige nu, hvor han studerer på fuld tryk, når han ikke lige holder sommerferie.

"På længere sigt burde jeg kunne kombinere mit musikerliv med det at have en kæreste. Men lige nu er det vigtigste for mig at studere og koncentrere mig nærmest fanatisk om musik," forklarer han.

For tiden bor Andreas Brantelid i Stockholm tæt ved konservatoriet Edsberg Musikinstitut, hvor han studerer. Her har han valgt at studere – og klaret en skrap optagelsesprøve – på grund af sin svenske lærer, Torleif Thedéen. Det særlige ved studiet er, at hele konservatoriet kun har 20 elever, og der er kun ganske få timer i teori og musikhistorie. Undervisningen fokuserer på instrumentet, og der er afsat masser af tid til at øve sig og lytte til musik.

Drømmen om en professionel musikerkarriere er på skinner. Allerede som 12-13-årig begyndte Andreas Brantelid at modtage legater. Efter førstepræmien i Wien har han spillet med alle danske orkestre, medvirket til en cd-indspilning – og den dag, vi interviewer ham i forældrenes hus på Østerbro, har han netop haft sit første møde med en professionel agent, som skal hjælpe han med den videre karriere. Men den ambitiøse, unge musiker er ikke bange for, at drømmene bliver opfyldt for tidligt.

"Det ser ud til, at jeg vil kunne leve af at spille resten af livet. Men man kan altid gå længere. Dels kunne man gå efter at spille på stadig større scener, men det vigtigste for mig er fortsat at kunne finde nye sider af musikken," forklarer Andreas Brantelid, hvis favoritkomponister er Brahms og Schubert.

"Det er en musik som taler til mig. Det er enkelt, menneskeligt og meget smukt. Desværre har Schubert kun skrevet én sonate for cello, og den er ikke engang skrevet til cello, men jeg spiller den alligevel," forklarer han.