Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Drilleri og mobning skal forhindres

"Vi må sætte mange kræfter ind på at tage ansvar og kæmpe den gode kamp for at beskytte mod drilleri og mobning. Det gælder i forhold til alle aldre, men allermest for at beskytte børn," skriver Annette og Jørgen Due Madsen

Lærere, pædagoger og forældre skal gribe ind, når et barn mobbes eller holdes ude. Hvis ikke de voksne griber ind, bekræftes barnet i, at det er værdiløst

I sidste uge bragte vi to breve fra en kvinde, der i sin skoletid havde oplevet at være den, der ofte blev valgt sidst, og som blev holdt udenfor af andre. Brevene beskrev glimt af et børneliv, men de bragte også tankevækkende ord om, at vi voksne er dem, der bliver nødt til at tage ansvar for, at der gribes ind, når børn holder andre børn nede. Vi havde ikke så megen plads til at svare i sidste uge. Det vil vi råde bod på i dag, hvor vi vil fortsætte temaet og indlede med en respons fra en læser, som fortæller om mobning som barn og dens følgevirkninger ind i voksenlivet.

LÆS OGSÅ: Finanslov giver millioner til mobbeofre

Kære brevkasse

Jeg vil blot konstatere, at når man som barn oplevede en masse drilleri og ikke blev beskyttet i skolen, hverken af sine klassekammerater eller af sin lærer, så kan det få konsekvenser også for ens senere liv. Jeg blev måske ikke drillet højt og indædt, men jeg blev ofte stukket til, ikke rigtig regnet blandt de seje, og til tider blev jeg også holdt udenfor. Der var nogle stærke drenge i klassen, og de bestemte så at sige hakkeordenen. Og jeg oplevede mig ofte blandt dem, der blev placeret nederst. Jeg fortalte mine forældre lidt om det en sjælden gang. Og den meget almindelige respons på dette var, at jeg ikke skulle tage det så tungt. Du skal bare blæse på dem, sagde min mor ofte.

I og for sig var rådet jo ikke så tosset. For de, der drillede, var ikke værd at tage tungt. Men børn tager det faktisk tungt, og det er det, voksne skal vide. Jeg har taget det så tungt, at jeg både under min uddannelse og senere i mit arbejdsliv har skullet bruge mange kræfter på at føle mig god nok. Også selvom jeg faktisk har klaret mig godt fagligt set.

Jeg har måttet arbejde med det, men stadig kan det dukke op i nye og uvante situationer, når jeg møder mennesker, som virker lidt for kække, eller som har en hårdhed eller sarkasme over sig. Så kan jeg få det svært inde i mig selv og nærmest mærke et fysisk ubehag. Så tak for at temaet tages op her i avisen.

Venlig hilsen Thomas

Kære Thomas

Tak for din understregning af vigtigheden af voksnes ansvar. Når voksne siger, at det skal man ikke tage så tungt, så er det sjældent af ond vilje. Men de vil gerne formidle, at man ikke skal tillægge det så stor betydning. Og naturligvis er det godt her i livet at lære, at der er ting, som man bare kan sige pyt til. Men når det gælder gentagne nedvurderinger eller mobning over for et barn, så skal man vide, at børns perspektiv på sig selv er et helt andet end det, voksne kan være udstyrede med.

Børn har i udgangspunktet ikke et færdigt billede af, hvem de selv er. Det opbygges langsomt igennem barndommen, og nogle af de vigtigste ingredienser i dannelsen af vores selvbillede er netop den respons, de reaktioner og den behandling, som vi får fra vigtige personer, som vi er sammen med i hverdagen. Så når et barn oplever svære ting i sin skolehverdag over længere tid, så vil det ofte præge dets indre billede af sig selv og være med til at værdisætte barnet. Er der ikke voksne, der ser eller griber ind, så vil barnet ydermere kunne have grundlag for at forstærke antagelsen af, at det ikke har nok værdi. For når ingen ser, og ingen tager ansvar eller gør noget, så er det jo rigtigt nok.

Når brevskriveren i sidste uge antyder, at voksne kan have tilbøjelighed til at sige: ja, men sådan er livet nu engang, det må man lære, så tænker vi, at det måske er rigtigt på en måde. Livet er barskt og til tider både ubarmhjertigt og sårbart, og ingen af os kan forhindre alt. Enkelte er måske blevet hærdet og immune ad den vej. Det er dog de færreste. Desværre bliver de fleste sårede med lang tids konsekvens. Så vi må i stedet sætte mange kræfter ind på at tage ansvar og kæmpe den gode kamp for at beskytte mod drilleri og mobning. Det gælder i forhold til alle aldre, men allermest for at beskytte børn.

Ofte har vi en tænkning om, at børn og unge skal lære rigtig meget, når det handler om faglige ting, om at få en god uddannelse og den rigtige plads i samfundet. Men når det gælder indsigt, indlevelse og dannelse i forhold til sociale og relationelle forhold i familien og blandt mennesker i skole- og arbejdsliv, er det ikke altid specielt i fokus eller prioriteret. Men det burde være et hovedfag, både hjemme og i samfundet og både for børn og voksne.

For det er i relationer, at livet skabes og udvikles, og det er i dem, tryghed og basis ligger, så man kan koncentrere sig frit og kreativt og blandt andet lære de andre ting, der skal læres. Bliver relationerne mellem mennesker præget af angst, underkuelse eller ligegladhed med andre og nedvurderende hovmod, ødelægges mange af livets muligheder både på kort og lang sigt.

Man kan sige sætningen det skal du ikke tage så tungt på cirka 5 sekunder. Og det kan efterlade en falsk fornemmelse af, at man har opmuntret og været til nytte for et barn eller en voksen, der er klemt. Men at sætte sig ned og høre på, hvad drilleriet eller mobningen går ud på og gør, i hvilke situationer og hvornår, og betydningen af det, tager meget længere tid. Måske ser man først dybden og rækkevidden, når man bruger lang tid på at høre om det og forstå. Og først da er der måske mulighed for at finde den bedste måde at stoppe det på. Så der bliver så få tabere som muligt

Det er vigtigt, at vi reflekterer over disse ting, lytter og tager mod til os og griber ind, når det sker omkring os. Der findes god litteratur på området, som kan give viden og redskaber, og for eksempel sætter kronprinsesse Marys fond fokus på mobning og trivsel. Emnet berører ikke kun pædagoger og lærere, men alle der har ansvar for at opdrage børn og unge. De skal i de formbare år hjælpes til respekt og nænsomhed over for hinanden først og fremmest ved at møde voksne, som selv bærer disse kvaliteter i sig. Men også ved at vi voksne tør tage ansvar, se og gribe ind, når livets destruktive kampe udspiller sig.

Mange hilsener Annette og Jørgen