Herbert Pundiks kontor i Politikens Hus på Rådhuspladsen i København ligner essensen af den 76-årige journalist og eksredaktørs liv. På gulvet står en rejsetaske, på reoler og borde ligger bøger i bunker, på væggene hænger kort og kunst fra Danmark og Israel, og i et hjørne står en gruppe udklipskasser, hvor titler, der henfører til mellemøstlige spørgsmål, er i overtal.
Mest sigende er dog kalenderen, der hænger bag Pundiks kontorstol. Her er årets opgaver indikeret med tusch, og alene rejsemålene kan få enhver til at miste pusten: USA i den ene uge, Tel Aviv i den næste og Paris i den efterfølgende, før turen igen går til USA. Ud for uge 19 står der "København, bog udkommer", og det er netop årsagen til, at Herbert Pundik, der er blevet kaldt alt fra "den evigt rejsende" til "det roterende kuglelyn" et øjeblik finder ro til at kigge tilbage. Nu gælder det hans nye erindringsbog "Det er ikke nok at overleve" om tiden fra hans fødsel og frem til 1970, hvor han blev chefredaktør på Politiken. Bogen har taget otte år at gøre færdig, og det har ikke noget at gøre med, at Pundik er doven – tværtimod. Han vil hellere løse nye opgaver end at kigge på de gamle.
– Som aktiv journalist er det svært at koncentrere sig om fortiden. Man tænker hele tiden fremad, til nye artikler og til nye mål. At gå baglæns i tid er vel nærmest i modstrid med journalistens karakter. Man skal begå en vis vold mod sig selv for at skrive om fortiden, siger Herbert Pundik og ler kort.
At han alligevel til sidst gjorde bogen færdig, har at gøre med en episode, der ligger nogle år tilbage. Han var inviteret til kaffe hos en midlertidig israelsk ambassadør, og på et tidspunkt satte ambassadøren kaffekoppen fra sig og lænede sig over mod Pundik.
– Ved du, hvad de kalder dig i det israelske udenrigsministerium, spurgte ambassadøren hemmelighedsfuldt.
Pundik rystede på hovedet.
– De kalder dig folkefjende!
Hvordan en jøde, der først kæmpede som frivillig i den jødisk-arabiske krig i 1948-1949, siden emigrerede med hele sin familie til det nye land og derefter viede sit liv til jødiske spørgsmål, nu kan kaldes en "folkefjende" af den israelske regering, skal man kende hele Herbert Pundiks liv for helt at forstå. Og det ønske – at kende sit liv – var netop også grunden til, at Herbert Pundik for alvor satte sig til tasterne for at færdiggøre bio-grafien "Det er ikke nok at overleve".
– Jeg blev egentlig ikke chokeret over at høre, at jeg blev kaldt folkefjende, for det sker selvfølgelig på grundlag af, at jeg har været meget kritisk over for den israelske besættelsespolitik. Men jeg har investeret 50 år af mit liv til Israel, og "folkefjende" er trods alt et hårdt ord. Det ord blev afgørende for mig i forhold til færdiggørelsen af min bog, for jeg fik trang til at se det hele i sammenhæng, afklare mit eget forhold til Israel. Lave et regnskab over mit liv, og se om der opstår røde eller sorte tal på bundlinjen.
Som resten af Europas jøder, hænger også Pundiks skæbne og forhold til Israel uløseligt sammen med Anden Verdenskrig. Hans forældre var i begyndelsen af 1900-tallet kommet til Danmark fra Rusland og Ukraine, og Pundik var kun en skoledreng, da familien under dramatiske omstændigheder måtte flygte over sundet til Sverige i 1943.
I dagene omkring flugten afhang familiens skæbne af 12 fremmede menneskers hjælpsomhed, og den dag i dag kan det få Pundik til at fare i flint, når den offentlige mening betvivler det heltemod, der fik tusinder af danskere til at hjælpe jøderne til Sverige.
– Det ligger dybt i det danske temperament, at man ønsker at afglorificere og få tingene ned på et hverdagsplan. Det kan være udmærket, for glorificering kan føre forfærdelige ting med sig, men lige nøjagtig i forhold til redningsaktionen af jøderne, er afglorificering totalt forfejlet. I det øjeblik min familie forlod vores hjem og begav os ud på en tilværelse som flygtninge, afhang vores skæbne af 12 forskellige personer. Det var ikke kun fiskerne, der hjalp os, men også de mennesker, der førte os i sikkerhed mod sundet. I andre lande havde betalingen for at hjælpe jøderne på den måde været, at man blev stillet op ad en mur og skudt, eller fik sit hus sprængt i luften eller blev sendt i koncentrationslejr. Ingen af de mennesker, der hjalp os dengang, kunne vide, at straffen var en anden i Danmark. I dag ved vi bedre, men jeg fatter ikke trangen til at berøve dette epos sin heroiske substans. Bare fordi virkeligheden ligner myten, er der ingen grund til at afmytologisere myten. Hvis man har en myte, der er i modstrid med virkeligheden og forvrænger virkeligheden, så kan jeg forstå det, men hvis du har en historie, der i sin virkelighed overgår myten, så lad den dog være, næsten råber Pundik.
Selvom angsten for døden satte sig spor i den dengang store skoledreng, blev det snarere det modsatte – nemlig den forbløffende overlevelse – der kom til at forme Herbert Pundiks liv. I krigens første år kunne de jødiske drenge i Danmark gå i skole og spise "kager med glasur", mens jøder i resten af Europa i bogstaveligste forstand blev slagtet.
– Der er en tilstand i psykologien, der kaldes overlevelsessyndromet. Hvis man for eksempel falder ned med en flyvemaskine og er blandt de få overlevende, så spørger man først sig selv, hvorfor man overlevede, og dernæst vil man ofte forsøge at begrunde sin overlevelse. De danske jøder kom intakte igennem krigen som den eneste jødiske gruppe i det besatte Europa. Jeg begyndte meget tidligt at føle en forpligtigelse over for det faktum, at jeg overlevede, og det var også det, der fik mig til at melde mig som frivillig i den jødisk-arabiske krig, fortæller Herbert Pundik.
Sammen med en lille flok af andre unge, danske jøder blev han sendt til fronten for at kæmpe for tilblivelsen af Israel, og selv om oplevelserne blev en ubehagelig lektion i menneskets skyggesider, så mener Herbert Pundik den dag i dag, at den jødisk-arabiske krig i sit udgangspunkt var retfærdig.
– Det var en krig, der naturligvis kostede forfærdelige tab på begge sider. 6000 unge jøders liv gik tabt – eller næsten én procent af befolkningen – samtidig med, at det naturligvis også betød stor ulykke for araberne. Alligevel var det en nødvendig krig, for det var en historisk nødvendighed for jøderne at få deres egen stat. Delvis på grund af den kristne verdens sygelige forhold til jøderne, der har betydet forfølgelse i generationer.
I Herbert Pundiks optik mistede Israel derfor først sin uskyld, da landet efter Seksdageskrigen overgik til besættelsesmagt. På det tidspunkt var Herbert Pundik flyttet til landet med hele sin familie og havde fået job, der havde at gøre med oprettelsen af en stat – blandt andet arbejdede han på fagbevægelsens avis, Davar. I første omgang blev Herbert Pundik derfor grebet af en fælles, euforisk stemning, da også Grædemuren efter 1967 kom på israelske hænder.
– Det er næsten ikke muligt at formidle de følelser, der den dag greb ikke blot israelerne, men også mange jøder verden over. Jeg blev selv offer for de følelser det øjeblik, jeg stod ved Grædemuren. Jeg græd ikke, men jeg var nær blevet kvalt i forsøget på at beherske min bevægelse. Det må være historiens vingesus, der ramte mig den dag. Det er den slags sus, der kan koste mennesker livet, og som deler mennesker mellem "os" og "dem", venner og fjender, som tænker i sejre og nederlag og ikke i tålelige kompromiser. Det udløser korstog og jihad, fortæller han.
Der gik heller ikke mange sekunder, så havde Herbert Pundik sundet sig, og kampen mod den følelse, er siden blevet et af hans mål i livet. Med besættelsen havde Israel mistet sin uskyld, og dermed brast lidt af Pundiks drøm om det land, han havde været med til at kæmpe for.
– Det gik galt, da Israel undlod at give et udspil til palæstinenserne efter at have erobret de palæstinensiske områder. Jeg er ikke sikker på, om det kunne lykkes. Men alene det, at man i den grad var optaget af sin sejr og så overbevist om, at der ikke var noget alternativ til fortsat besættelse, er en ulykke. På det tidspunkt kom Israel ind på en glidebane, og det at have erobret de bibelske områder har parret en nyreligiøs følelse med nationalisme, og det er en af de mest eksplosive cocktails, man kan forestille sig.
– Jøderne levede glade indtil 1967 med bønnen og forventningen om forløsning, når Messias kom. I virkeligheden var de religiøse grupper tilfredse med at overlade spørgsmålet om Det Hellige Lands fremtid til Vor Herre. Men pludselig blev bønnen altså omsat til en virkelig mulighed, og pludselig bliver det op til mennesker og ikke til Gud at virkeliggøre bønnen om Det Hellige Land, og så ser vi altså, at folk farer vild. Det, der er sket i dag, er, at en gruppe mennesker vægter bevarelsen af Det Hellige Land under Israel over hensynet til palæstinenserne, over hensynet til menneskerettigheder, over hensynet til menneskeliv og medmenneskelighed. De mennesker, der bor i de besatte områder og støtter besættelsen, tilbeder i realiteten jord, steder og mure i stedet for at tilbede menneskeliv. Det har efter min mening intet med jødedom at gøre, men derimod en tilbagevenden til en tilstand før monoteismen.
Allerede 10 år før Seksdageskrigen havde Herbert Pundik oplevet et professionelt vendepunkt, da han blev korrespondent for dagbladet Information. Nu blev det hans mål at berette nuanceret om den mellemøstlige konflikt – et mål han også førte med sig, da han i 1970 blev chefredaktør på Politiken, og som ikke mindst siden afgangen fra Politiken i 1993 har ført ham dybt ind i fredsarbejdet mellem israelere og palæstinensere.
– Besættelsespolitikken er i øjeblikket mere til skade for Israel selv end for palæstinenserne. Palæstinenserne ved, at de i den nærmeste fremtid får en stat, hvor de kan få deres nationale ambitioner opfyldt. Det kan vare to år eller fem år, men det er inde for rækkevidde.
– For Israel derimod er den fortsatte besættelse af de palæstinensiske områder en fortsat proces, der underminerer det moralske grundlag for det israelske samfund. Og det er derfor, jeg siger, at den besættelse må ophøre. Ikke bare fordi palæstinenserne har en form for historisk retfærdighed til området. Det er ikke mit hovedanliggende. Men fordi Israel med besættelsen er i færd med at miste sin sjæl. Der sker simpelthen en forvitring af retsbegrebet, når et land på den måde kører to retssystemer sideløbende, nemlig et undertrykkelsessystem i de besatte områder og så et demokratisk retssystem sideløbende 50 kilometer derfra. På samme måde sker der en forvitring, når unge mennesker den ene dag skal optræde som besættelsesmagt og dernæst næste dag kommer hjem fra orlov, og så pludselig skal indrette sig efter et civilt samfund, hvor de skal holde for rødt og overholde det civile samfunds retsbegreber. En sådan tilstand kan man have i kortere perioder, men på lang sigt går der skår i samfundet og dets borgere, siger han.
På den måde ender Herbert Pundik altid med at tale om nutiden, når han i virkeligheden skal tale om fortiden. Han har måske nok formået at udgive den første del af sin selvbiografi, der handler om tiden indtil 1970, men interessen for nutiden og fremtiden spiller trods alt stadig en større rolle for den garvede reporter.
Så meget desto mere mærkeligt er det, at Herbert Pundik oprindelig drømte om at blive arkæolog, da Israel- og Palæstina-spørgsmålet i stedet hev ham i en helt anden retning. Som en slags kompensation for den mistede uddannelse, samler han i dag på tusindår gamle potteskår fra området omkring Israel og Palæstina.
– Dengang fandtes hverken Israel eller Palæstina – heller ikke jøder eller muslimer. Jeg kan holde potteskårene i hånden og i et brøkdel af et sekund opleve følelsen af menneskeligt fællesskab på tværs af tidskløften. Det er samtidig vidunderligt at se, hvordan mennesker, der levede under de kummerligste forhold og måske kun blev 25 år gamle i gennemsnit, alligevel har haft tid og overskud til at lave noget smukt. Nogle gange har de ligefrem haft tid til at tage en redekam og presse den ind i den våde ler, så der opstår smukke parallelle linjer omkring krukkens hals. Det er vidunderligt, fantastisk, og et sted på krukken kan man måske ligefrem se pottemagerens fingeraftryk. Måske har han sat det i håbet om, at der engang – om 4000 år – sad en eller anden idiot som mig selv og blev betaget af hans aftryk.
Herbert Pundik ler.
Hvordan håber du, at dit eget fingeraftryk engang bliver opfattet?
– Nu skal jeg passe på, at det ikke lyder for ambitiøst, men når man læser sin egen bog, så ser man pludselig nogle sammenhænge i ens liv, nogle ting, der har været pejlemærker. Det har jeg prøvet at samle i titlen "Det er ikke nok at overleve", hvor "nok" er nøgleordet. Du skal handle, du skal bruge din frie vilje. Du bliver nødt til at slås for dit selvværd. Ellers bliver du offer. Det er også det tragiske uddrag af jødernes historie.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
@-Rubr.13.www:www
Herbert Pundiks bog "Det er ikke nok at overleve" udkom i onsdags den 4. maj. Samme dag blev den anmeldt i Kristeligt Dagblad. Med et netabonnement kan anmeldelsen læses på: www. kristeligt-dagblad.dk