Prøv avisen

Du skal være sej og sexet

Dansk pige på Playboy-forside - Foto fra den 1. juli af Barbara Zatler Foto: Claus Bech

Pigeliv: En fernis af seksualisering smøres ud over pigerollen i disse år. De kraftigt make-up'ede Bratz-dukker med sovekammerøjne står som ikoner for den ændring i pigekulturen, som flere forskere kalder alarmerende

Det bedste var catwalken. Christina Rasmussen, 15 år, husker endnu, hvor glad hun blev, da hun fik sit helt eget modelpodium til Bratz-dukkerne, som blev sat op på værelset hjemme i Lille Skensved ved Køge. Fra hun var otte år, var dukkerne det bedste legetøj.

– Det er frække dukker, som er til glitter og glamour. Barbie har aldrig sagt mig noget, for det er så meget hverdag og familieliv, siger Christina Rasmussen og veninden, Karoline Jørgensen, uddyber:

– Er du smuk, sød og fin som Barbie, er du yt. Barbie kan jo kun blive gift med en prins. Bratz er sådan en, drengene i skolegården synes er sej.

Skønt de populære dukker ikke har fået plads på pigernes teenageværelser, følger dukkerne dem stadig som rollemodeller. Det er for eksempel ikke med Christina Rasmussens gode vilje, at hun om nogle uger bliver konfirmeret i en nærmest ankellang nederdel. Lårkort og stramme toppe er hendes stil mere end det enkle, klassiske sæt, hun skal konfirmeres i.

– Din status afhænger af, om du er sej og sexet. Sådan er det bare, siger hun.

Pigerne i konfirmandårgangen 2007 er repræsentanter for en generation af piger, som er vokset op med stor bevidsthed om en seksualiseret styling. Dukkerne, som i mange år var Christina Rasmussens og Karoline Jørgensens favoritter, er aktører i en stille revolution, som i 2001 fandt sted på mange af verdens pigeværelser: Bratz er en gruppe kraftigt make-up'ede teenage-dukker med kropsnært tøj, som udfordrede Barbie, der ellers havde hersket enevældigt i dukkeland i mere end fire årtier.

Med introduktionen af dukkerne kom Barbie i mange pigers øjne til at fremstå som kedelig og gammeldags. Siden 2001 er der solgt 125 millioner eksemplarer af Bratz-dukken, og salgstallet stiger fortsat. I dag er Bratz ikke bare én dukke, men flere serier af dukker. Teenage-dukkerne fås nu også i udgaver henvendt til den gruppe forbrugere, som endnu sidder i klapvogn. Looket er det samme, men dukken er lettere at holde ved for små hænder. Og dukkernes succes har spredt sig til medierne med elektroniske spil og et særligt blad. På TV 2 kan man hver søndag se en film om dukkerne. Afsnittene bliver set af 114.000 seere. 10 procent af de tre- til 11-årige ser typisk afsnittene.

Anette Dina Sørensen er cand.mag. i historie og kønsstudier. Hun mener, at pigekulturen generelt er blevet seksualiseret, og Bratz-dukken er ét af de centrale symboler på den øgede seksualisering af pigerollen.

– De er en hilsen fra en seksualiseret kultur og en industri, som lærer pigerne en særlig æstetik. De fortæller børnene, at det handler om at være sexet, lækker og genstand for begær og nydelse. Ikke al æstetisering er knyttet til det seksuelle, men lillepigen bliver i stigende grad belagt med en fernis, som fremhæver det forførende, siger hun.

Psykolog Anne Maj Nielsen er lektor ved Institut for Pædagogisk Psykologi på Danmarks Pædagogiske Universitet og har forsket i børns leg. Hun mener, at der er grund til bekymring over Bratz-dukkernes popularitet. Legetøj udvikler børns opmærksomhed, og legen udvikler barnets evne til at tænke abstrakt. Men hvis opmærksomheden udvikles i et miljø omkring Bratz-dukkernes modelpodium, må man som forælder overveje kritisk, hvilken virkelighedsforståelse som følger med, mener hun.

– Det er godt at prøve rollemodeller af. Jeg siger ikke, at Bratz-dukker er dårlige, men problemet er, hvis de bliver dominerende i legeuniverset. Legen er bestemmende for, hvor man udvikler talenter og dermed for, hvad man får lyst til at beskæftige sig med, siger hun.

En Bratz skal klædes på til et glamourøst liv. Andet duer de ikke til.

– Det understøttes af den del af vores kultur, som fokuserer meget på det ydre. Pigerne ser ikke voksne, som opfører sig som Bratz, men på den anden side ser jeg påfaldende mange voksne kvinder, som for eksempel vælger sko, der gør det håbløst at løbe for at nå bussen, siger Anne Maj Nielsen.

Dukkerne er dog ikke ene om at disciplinere pigerne til en æstetik, hvor de i tidlig alder lærer at gøre sig lækre – at gøre sig til genstand for nydelse. Markedet tilbyder piger med rokketænder råd om hårpleje og hjælp til en nærmest minutiøs selviscenesættelse, vurderer Anette Dina Sørensen. Som et eksempel nævner hun pigebladet "Olivia", som er skrevet for piger i alderen otte til 12 år. Her kan man læse om alt fra marsvin til mode og manicure. Kosmetik for begyndere foræres ofte sammen med bladet, som hver måned købes af omkring 20.000 danske piger.

– Men hvorfor skal en otteårig have glinsende læber? Der er brug for en diskussion af, i hvilket omfang voksnes skønhedsidealer skal rykke ind på børneværelset. Går man en tur i et større indkøbscenter, kan man se, hvordan der står en hel industri parat til at forsyne pigerne med produkter, som kan ensrette deres skønhedsidealer i retning af det seksualiserede, siger hun.

Nu hvor den første Bratz-generation er ved at klæde sig på til konfirmationen, er det seje og sexede også slået igennem i iscenesættelsen af årets konfirmand. Det mener i hvert fald Anette Dina Sørensen. Lilly, som er et af de største firmaer på markedet for konfirmationskjoler, præsenterer årets kollektion med billeder, som kønsforskeren vurderer som tydeligt seksualiserede.

– Modellen er vældig tynd og ser yngre ud end de fleste konfirmander, men både hendes kropsholdning og ansigtsudtryk er seksualiseret, siger Anette Dina Sørensen.

De vordende konfirmander Karoline Jørgensen og Christina Rasmussen har set længe på modellen fra Lilly for at overveje, hvordan de skal klæde sig, når de bliver konfirmeret i maj. De er enige med Anette Dina Sørensen i, at billederne fortæller om en pige, som er forførende. Og de kan lide det.

– Hun er fræk og siger "kom og tag mig", men hvem gider være fornem og fin sådan en dag? spørger Karoline Jørgensen.

Marketingchef Anne Kathrine Rantzau hos Lillys hovedkvarter i Vejle er uforstående over for kønsforskerens kritik.

– Det er mode. Vi har slet ikke haft seksualitet med inde i billederne. Modetøj er det eneste, vi tænker på. Jeg kan nærmest kun blive forarget over, at nogle kan læse det i billederne, siger Anne Kathrine Rantzau og tilføjer, at den unge model ikke er blevet instrueret, hun har selv valgt sine stillinger, den let åbne mund og det, Anette Dina Sørensen kalder sovekammerblikket.

– At pigen ikke er blevet instrueret, men naturligt poserer på den måde, viser, hvordan den generelle seksualisering også af småpiger slår igennem bag om ryggen, uden at vi bemærker det, siger Anette Dina Sørensen.

Man skal være sej og sexet, men på den rigtige måde. Christina Rasmussen og Karoline Jørgensen kan nævne mange eksempler på piger, som efter deres vurdering overskrider den hårfine grænse fra sexet til klam. Pigerne logger ind på mødestedet Arto på internettet for at vise nogle af de jævnaldrende, som overdriver det forførende og dermed fremstår som klamme – set med de to veninders øjne.

Arto er en dansk hjemmeside, hvor over 600.000 brugere, primært børn og unge, har en profil. Man skal være 12 år for at kunne få en profil på siden. Begge piger har været med på Arto, siden de var 12 år. Det er en vigtig platform for deres venskaber, hvor de iscenesætter sig med billeder belagt med den statusgivende fernis, hvor det er sejt at være fræk med erotiske over- og undertoner. De er på siden hver dag, men de er sikre på, at deres forældre aldrig har set dem. Arto er deres sted.

På Arto iscenesætter mange piger sig med kavalergangen rettet mod webkameraet og et erotisk blik i øjnene. Karoline Jakobsens profil skilter med, at hun er single og skriver "vil du ha' mig?" på profilen. Mest for sjov.

– Hvis du kommer til at fremstå som villig, bliver det klamt. Det er okay med kort stram nederdel, men nogle gange er nederdelen bare for kort, siger hun.

Når de ser på deres egne billeder, er de tilfredse med det, de ser.

– Jeg har en delle på maven, men den kan jeg godt lide, siger Christina Rasmussen, og Karoline Jørgensen supplerer:

– Men fordi din barm er ret stor, så gør det ikke noget. Drengene kan godt lide, at man har bryster og

hofter. En delle eller to er også okay, så der er noget

at holde i.

I forbindelse med et forskningsprojekt om "Unge, køn og pornografi i Norden" fra 2006 har Anette Dina Sørensen og det øvrige forskerteam studeret tilsvarende nordiske hjemmesider. Hun slår fast, at der er en sammenhæng mellem pornografien og det signalsprog, pigerne benytter sig af på for eksempel Arto. Blandt konklusionerne i den nordiske undersøgelse er, at de fleste unge har deres første møde med pornografi i 12-14-års-alderen.

Pornografien er gledet fra et lukket univers ud i massekulturen og ind i ungdomskulturen. Typisk ser børn og unge porno, før de har nået den seksuelle lavalder, og inden de fleste har gjort egne seksuelle erfaringer. Og afsmitningen fra pornokulturen til for eksempel Arto er tydelig, understreger Anette Dina Sørensen.

– Pigerne benytter sig ofte af softcore pornografiske koder, når de portrætterer sig selv på ungdomssider på internettet med billeder, hvor der er fokus på mund, balder og kavalergang. Den slags hjemmesider præsenterer en vurderingskultur, hvor børn og unge som et vigtigt led i forhandlingen af deres kønsidentitet kan studere hinanden, og på nogle sider kan man sågar stemme på hinanden. Og for pigernes vedkommende er det billeder med seksuelle undertoner, som scorer højt, siger hun.

Det var en dag i 5. klasse, Karoline Jørgensen og Christina Rasmussen pakkede Bratz-dukkerne væk. I stedet begyndte de at læse ungdomsbladet "Vi Unge" og blev mere opsøgende i forhold til drengene. Da dukkerne var væk, sprang de ud som virkelighedens Bratz med en sej og sexet attitude. Og der gik heller ikke lang tid, fra de havde taget den sidste tur med plasticdukkerne på catwalken på pigeværelset, til de havde deres seksuelle debut.

Fortsætter næste side

– Min far vil helst ikke vide det, men jeg har altså gået i seng med min kæreste, fra jeg var 13 år, siger Christina Rasmussen. Hun har været sammen med 17-årige Mark i to år. Karoline Jakobsens har haft flere seksualpartnere. Første gang hun var sammen med en dreng var, da hun gik i 5. klasse. Han gik i 9. klasse, og hun oplevede, at han gik for vidt.

Men hvad betyder seksualiseringen af pigerollen i medierne og forbrugersamfundet for pigers seksualitet generelt og for deres selvværd? I følge Sundhedsstyrelsens opgørelse har det ikke påvirket tidspunktet for den seksuelle debut, som ligger stabilt omkring 16 år. Kun cirka hver 20. dreng og pige har haft deres første samleje, inden de fyldte 14 år. Men skønt den seksuelle debutalder er den samme som i mange år, så oplever en stor gruppe piger, at ændringen i pigerollen sætter dem under pres. Det kan man blandt andet se på rådgivningssitet girltalk.dk. Her deler piger, typisk i alderen 12 til 20 år, deres erfaring af at have ondt i livet.

Anna Lynge, 27 år og psykologistuderende og står bag hjemmesiden girltalk.dk, som sidste år havde 900.000 unikke besøgende. At være sej og udfordrende er nemlig heller ikke altid lykken. Hver uge kommer der indlæg fra piger på girltalk.dk, som skriver, at de føler sig klamme og beskidte, fordi de gik ind i et intimt forhold, som de bagefter har fortrudt.

– Piger, som er blevet forladt, efter de har ladet en fyr røre ved deres nøgne krop, sidder i mange tilfælde tilbage med en følelse af at være blevet forkastet. De føler, at de har givet en nøgle til det inderste i dem selv, men i stedet for at opleve noget intimt, føler de sig kasserede og må slås for deres selvværd, siger Anna Lynge.

– Mange piger føler de er forkerte. I medierne er der så meget fokus på sex, at nogle unge tror, det er et nødvendigt middel, som de må bruge, siger Anna Lynge med henvisning til de henvendelser girltalk.dk modtager fra piger, som føler et socialt pres.

Og så er der de hundreder af piger, som fortæller om, hvordan de skader sig selv. Piger ned til ti-års alderen skriver om, hvordan et barberblad opleves som deres bedste ven, når de skærer sig selv, det man kalder cutting. Det er børn og unge, der typisk ikke kan leve op til de idealer, som hersker i pigekulturen, og dermed bliver de en del af den tabuiserede side af tidens pigeliv, hvor man også finder spiseforstyrrelser, forklarer Anna Lynge.

– De er i en alder, hvor deres identitetsudvikling er i fuld gang og derfor er det naturligt at være usikker. Det kan vi som voksne fortælle dem, men det hjælper dem ikke rigtigt, for de vil gerne være som deres jævnaldrende, som er seje på den rigtige måde. Hos de piger kan den indre spænding kan blive så stor, at de hele tiden går med en følelse af, at bægeret er ved at flyde over. Den sidste dråbe, som får bægeret til at flyde over, falder ret jævnligt, og så vælger de at skære, siger Anna Lynge.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk