Egenrådige børn udfordrer ligestillingstanken

I et år undersøgte den svenske kønsforsker Klara Dolk børnehavebørns reaktion på kønspædagogik. Det blev en erkendelse af, at langtfra alle intentioner om kønsneutralitet fungerer i praksis

Det at en pige hellere vil sy dukketøj end lege vildt, behøver ikke at være udtryk for et stereotypt feminint træk, mener kønsforsker Klara Dolk. –
Det at en pige hellere vil sy dukketøj end lege vildt, behøver ikke at være udtryk for et stereotypt feminint træk, mener kønsforsker Klara Dolk. – Foto: .

Alle rum var pyntet, gardinerne trukket for, og mellem spindelvæv og edderkopper stod trolde, spøgelser og uhyggelige væsener. Det var halloween-fest i børnehaven, og ét efter ét gik de udklædte børn frem til heksens gryde og stak hånden ned i dybet uden at vide, hvad der mødte dem. De hvinede af skræk og fryd, men da det blev en piges tur, sagde hun nej. Pædagogerne forsøgte at overtale hende, men hun fastholdt, at hun ikke ville. Ved siden af stod Klara Dolk, som var i børnehaven for at samle observationer til sin afhandling om kønspædagogik i børnehaver. Først tænkte hun på barnet som en tilbageholdende og stille pige, men jo mere hun tænkte på situationen, indså hun, at pigen i grunden var modig, fordi hun turde sige fra og sætte grænser.

Oplevelsen er blevet en del af bogen Balstyriske børn. Magt, normer og delagtighed i børnehaven, som netop er udkommet i Sverige.

LÆS OGSÅ: Svensk kønsmærkning af film vækker debat

Til daglig arbejder Klara Dolk som lektor i børne- og ungdomsvidenskab på Stockholms Universitet, og hun blev overrasket over, hvor meget hun kom til at tvivle på flere af de metoder, pædagoger og lærere bruger i ligestillingens navn. Siden 1998 har kønsnormer haft deres egen paragraf i læreplanen for svenske børnehaver. Børnehaven skal modvirke traditionelle kønsmønstre og kønsroller. Piger og drenge skal i børnehaven have samme muligheder for at udvikle kundskaber og interesser uden begrænsninger knyttet til stereotype kønsroller.

På landets pædagogstudier undervises kommende pædagoger i køn, ligestilling og identitet, og hvordan de modvirker stereotype kønsroller. Klara Dolk er uddannet pædagog og var meget begejstret for teorierne. Men da hun stod på sidelinjen som iagttager, fik hun et mere nuanceret syn på, hvordan børnene reagerer på metoderne.

Det er umuligt at opløse traditionelle kønsroller i børnehaven, for børnene suger til sig af det, de oplever i familien, hos venner og alle andre steder uden for børnehaven. De opretholder normer, opløser dem og skaber nye, og det er en illusion at tro, at de er normløse. Derfor fungerer pædagogernes velmenende metoder ikke altid i praksis. I tilfældet med pigen og heksens gryde var det meget let at se hende som stille og forsigtig, fordi det er stereotype feminine træk, men det havde været bedre, hvis de voksne havde set mere nuanceret på situationen, siger Klara Dolk.

Når hun forelæser om bogen og emnet genuspædagogik (kønspædagogik), oplever Klara Dolk ofte engagerede og ivrige pædagoger, som ønsker at udvikle ligestillingsarbejdet i takt med tiden.

Det er langtfra alle svenske børnehaver, som arbejder lige aktivt med kønspædagogik, men det bliver mere almindeligt i stadigt flere institutioner, og Klara Dolk tror, at det er vigtigt at tage debatten om, hvordan den særlige pædagogik skal udvikle sig.

Jeg synes, at der er behov for, at der sker en forandring i synet på børnenes delagtighed. Jeg oplevede, at børnene sagde fra over for lege, som i pædagogernes øjne skabte mere ligestilling, men som ikke talte til børnene. Børnenes ønsker og tanker skal i højere grad inddrages, og vi skal ikke være så bange for at forstærke gældende kønsnormer, for det er en lang proces at forandre synet på, hvad der er mandligt og kvindeligt, påpeger Klara Dolk.

Kritikken kommer ikke mindst fra de danske naboer, for i Danmark ser det noget anderledes ud. Da Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, i efteråret foreslog at screene undervisningsbøger for forældede kønsroller, fik han med krabasken af flere andre partier, der mente, at forslaget var alt for vidtgående.

Året inden blev Radikale Venstres forslag om kønsneutrale cpr-numre og pas afvist som fortænkt, og inden da var debatten om kirkelig vielse for homoseksuelle nået langt uden for folkekirken.

De nævnte eksempler minder om de diskussioner, der fandt sted i Sverige i 1990erne, hvor ligestilling for alvor blev en del af samfundsdebatten.

Siden daværende statsminister Göran Persson erklærede sig for feminist, og ligestilling indførtes i læreplanerne, har emnet været en varm kartoffel ikke bare i Sverige, men langt uden for landets grænser. Det overrasker ikke Klara Dolk, at omverden spørger, om svensk ligestilling er gået for vidt, men hun mener, at Sveriges intentioner bliver misforstået.

Børneopdragelse vækker stærke følelser, og verden bliver ikke kønsblind, blot fordi en række børnehaver forsøger at gå imod traditionerne. Jeg vil gerne slå fast, at ingen børnehaver i Sverige siger hen om børnene i stedet for han og hun, medmindre børnene selv beder om det. Hen bliver brugt om dyr eller mennesker, man ikke kender kønnet på. For eksempel kan man sige hen om en frisør eller brandmand for ikke at forstærke normen om, at en frisør er en kvinde, og en brandmand en mand. Det er ikke et forsøg på at udviske køn, men mere en bevidsthed om ikke at fokusere så meget på køn, men mere på, at børnene kan alt det, de vil, uanset om de er drenge eller piger, siger hun.

To drenge leger sammen ude i haven på fritidshjem.
To drenge leger sammen ude i haven på fritidshjem. Foto: .